I ønskes alle et godt nytår

Jeg vil gerne ønske jer alle et godt nytår og ser frem til på et glædelig gensyn i 2011.

Nytårskort 2010

Knus og kærlige hilsner
Kirsten

Jul – julekomsammen, julemad, julehygge, traditioner hyggeligt og svært

Snart er det jul og jul er for mange forbundet med traditioner, ritualer, en højtid, hvor plejer har særdeles gode kår, men samtidig en højtid hvor de som har psykiske vanskeligheder, svær økonomi og spiseforstyrrelser kan have det overordentligt hårdt.

Jeg vil her rette fokus på de mange med en spiseforstyrrelse og deres pårørende.
Jeg tror det er vigtigt, at man som pårørende tør give luft til, at fordi jeg som har en spiseforstyrrelse vælger at være hjemme og sidde alene, når de andre går til familiens julefrokostkomsammen, er det ikke fordi jeg er associal og ikke vil jer, snarre fordi jeg ikke orker sikkert velmene spørgsmål og bekymrede blikke, eller at toilettet er optaget konsatnt fordi nogen mener jeg ikke lige skal derud efter at hver ret er gået rundt.

Orgier af mad, samtidig med at det kværner rundt i min hjerne”du bliver fed” ”du er kikset” ”tag dig sammen” ”du er så elendig svag” og en anden stemme formaner ”ro på” tag dig sammen, sid pænt, jeg holder det ikke ud, jo jeg gør, jeg vil jo gerne, min familie bliver skuffet hvis ikke, det bliver jeg nødt til, min familie bliver så skuffet så jeg må hellere… Ja, det er svært at være fanget i en spiseforstyrrelse i en tid hvor stort set alt samvær handler om mængder af mad og det uanset jeg ikke spiser, spiser og kaster og eller spiser og spiser og vokser og vokser. En højtid med en tradiotion der bugner af mad, ferie, side stille, men også med stress og Jag for rigtig mange.

Til dig som har en spiseforstyrrelse, håber jeg du vil finde mod til at sige fra og fortælle hvad du har behov for, selvom det kan opleves som svært og umulig. Hvis du virkelig ønsker at gøre noget andet og det giver dig ro i sjælen så gør det. Eller tag en snak med familien om dine forventninger og om hvad du vil gøre hvis det bliver for meget, en slags livline, fx gå en tur, trække dig lidt, kun være med i enkelte timer, blive hjemme eller være sammen med en veninde.

Til dig som pårørende, give lov til og vær åben over for at presset kan blive for stort og derfor ønsker den som har det svært at trække sig, det er ikke fordi du/I ikke er gode nok, men det hele bliver for meget. Spørg ind til forventninger hos den som har det svært, dine egne og den øvrige families forventniger og behov, så der bliver plads og luft til alle.

Har du det svært med at finde ud af hvad du kan gøre er PS LANDSFORENING’s telefonrådgivning åben hele julen på 86 181 182

PS LANDSFORENING JULERÅD

Jeg vil håbe disse råd kan hjælpe til at gøre julen lidt lettere.
Faktisk hørte jeg forleden en fortælle, at de havde taget traditionen med det selvslukkende juletræs lys til sig som den ene form for mandelgave, da de havde en i familien som ikke kunne lide risalamande og altså ikke havde problemer med en spiseforstyrrelse.

De varmeste julehilsner og et ønske om en fortsat god december
Knus fra Kirsten

Adfærd en måde at kommunikere på?

Adfærd som kommunikation
Når eller hvis alt adfærd er kommunikation
- handler det for mig at se, ikke om at stoppe eller begrænse adfærden med magt eller kamp, det handler ikke om at vinde en krig.

Jeg tænker det handler om, at forsøge at forstå kommunikationen i adfærden, ved dels at forsøge at kigge ind bag ved adfærden og tage de briller på der hedder nysgerrighed, nærværende oprigtig interesse.
Hvad mon adfærden betyder i ord? Hvad mon adfærden er reaktion på? Hvad er det for følelser og kropsfornemmelser der afsted kommer denne adfærd? Hvad kan andres ord have af betydning for adfærden? Jeg bliver bare så nysgerrig.. håber ander også gør..

Jeg tænker at vejen til oplevelsen af, at være værdifuld må være at hjælpe til og støtte op om at hjælpe med at du finder værdien i dit liv, det du har brug for, for at vokse og mestre lige netop dit liv. At fjerne noget vil ofte skabe angst som kan medføre magtkampe og krige i panik efter at have noget at holde fast i, en slags redningskrans.

Jeg kender det fra mig selv og min vej ud, da nogen begyndte at interessere sig for Kirsten, voksede mit vær og jeg blev selv nysgerrig på livet. Jo mere nysgerrig jeg blev på livet jo mere mit vær voksede jo mere mod havde jeg på at rumme alle følelser også de svære.
Kender du selv til lignende oplevelser som du kan have lyst og mod på at dele, så kom endelig frem med din oplevelse.

Knus og god weekend til jer alle.
Kirsten

Den Gode Historie

Den gode, glædelige og livsbekræftende historie findes. Jeg vil ønske at den gode historie kan få lov at smitte og vokse over den grimme historie. Der er så meget fokus på det som ikke fungere, på nedskæringer, på urætfærdighed og om hvem der får mest/mindst om hvem der har ret eller at man nidkær holder på sin ret – og jeg er ikke i tvivl om, at meget af det skrevne og sagte kan have sin relvante betydning og ret, men det smitter som en negativ ladning der afkræfter, graver grøfter og skaber afvikling i stedet for udvikling.

Jeg tror på at den gode histori kan smitte og brede sig som ringe i vandet så flere kan få del af gode oplevelser. Har man kæmpet og langt om længe har fået en god og hjælpsom behandling, holdt ud i kampens hede for det man tror på og brænder for – så oplever man hvor mange ressourcer der er at hente. Både for den der får hjælpen og den der bevilger. Udfordringen for mig at se ligger i, at rigtig mange instandser bliver forblændet af det syge, det komplekse, det magtesløse det håbløse og ikke at forglemme at man ofte kræver en diagnose og i nogle tilfælde en bestemt alder for at få en hjælp. Man glemmer helt den person bag symptom adfærden. Det er bag symptom adfærden/billedet at resoeurcerne er, her er styrke, her er tro på en fremtid og tro på et godt liv også for mig.
Jeg tror ikke det er enten eller, snarer både og, at kunne pendle mellem det gode trykke, sikre og det usikre, urolige, svære, blot sidst nævnte ikke vare for lang tid.

Som det er i dag, alt for mange steder, er det det sidst nævnte der fylder – det må kunne vendes. Hvis alle hjælper til med at få øje på det gode liv, på glæden på styrken og ressourcerne og samtid rumme udfordringe om det vanskelige, svære og angstfyldte.
Det handler for mig at se om, hvad vi tænker om en give situation og hvad vi giver energi.. fx. py ha det bliver dyrt og vanskelig – så bliver det dyrt og vanskelig eller det må lykkes jeg tro på og ved at der er en styrke i dig om at skabe et liv, der giver dig mening, ja så begynder alle at rette fokus på det som er, på udvikling frem for afvikling.
Den gode historie findes i pensionsselskaber fx ved at betale en operation her og nu frem for, at man står på venteliste i alt for mange måneder med forværing og det som følger, på botilbud, i relationen mellem nogle kommuner og regioner i tæt samarbejde og dialog med den psykisksårbare det handler om og evt. de pårørende. Hvor man som udgangspunkt lytter til den person det handler om, der næsten altid har et ønske selv. Med en hurtig sagsbehandling, vil der ofte komme oplevelse af, at man føler sig mødt og på baggrund af den hurtige behandling undgå angst, væstenlig forværing af sygdommen og dermed hurtig bedring. Der er situationer, hvor man bruger nogle flere økonomiske midler her og nu, måske noget år frem og resultat vil tale sit tydelige sprog, for de mennesker der møder en venlig person, der holder en i hånden og tør følge med på vejen med økonomisk bistand og hjertevarme. Det lønnes med ophør eller delvis ophør af pension og en glad smilende, styrkednde ressourceperson der vender tilbage til arbejssmarket på flex, deltid eller fuldtid, delvis eller halt, væk fra af kontrollerende blikke af de kommunale vagtsoldater der konstant og ubehageligt kigger en over skuldren. Selvværet er højt og sejren stor den dag pensionen gøres hvilende og jeg er fri. Eller den dag, jeg arbejde x antal timer sammen med pensionen og når nogen spørger hvad jeg laver kan jeg sige ”studerende, offentlig ansat, medhjælper, kunstner, håndværker eller ligende” frem for førtidspensionist og så gik den samtale i stå!

En gammel indianer fortalte en dreng om de 2 ulve, som alle mennesker har indeni. – Vi har en god ulv og en ond ulv, sagde han. – Hvem af dem vinder så? spurgte drengen. – Det gør den vi fodrer!

Lad de gode historier vokse og spredes, så de kan bekæmpe de syge og magtfulde. Lær journalisterne at fokusere og sælge mediet på det gode liv og den livsgivende livshistorie der spreder glæde og optismisme.
Det som spræder håb og tro på fremtiden, der sender energi videre til andre der håber og tror, men først skal til og starte. Bevar håbet det skaber mulighed for udvilking og forandring.
Knus Kirsten.

Diagnose! Lidt godt og måske meget skidt?

Diagnose kalder..lidt godt og måske meget skidt?En tekst skrevet en sen aften efter en fantastisk dag til Nordisk konference. Teksten er skrevet som det oplevedes den gang, set med mine øje i dag..

Hvad betyder en diagnose?
Sætter den mig i bås?
Hvad nu hvis jeg ikke passer rigtig ind i diagnosekassen?
- Eller falder ud af kassen efter kort tid?
Hvis der ikke er en kasse til mig får jeg så ingen behandling?
Skal jeg have en diagnose identitet for at få hjælp?

… egentlig vil jeg jo bare gerne have hjælp til min oprindelige angst og ked af hed – det er der blot ingen som er interesseret i. Jeg har råbt og råbt godt nok de fleste gange uden stemme, for det foregår inde i mig. Udenpå er jeg hel – næsten, hel på nær nogle ridser der udtrykker kaos, ked af hed og angst, og nogle kilo der udtrykker længslen efter at kunne mærke mig, sætte grænser, adskille mig, opdage mine behov igen – hver gang jeg prøver bliver jeg ked af det og/eller angst, så ryger der lidt flere ridser og lidt flere kilo, en slags ydre kontrol som modreaktion på indre kaos. Så er det, det går helt galt for så kommer den der følelse og oplevelse af diagnose identitet. En diagnose alle snakker om, anoreksi, bulimi, spiseforstyrrelse..måske skal jeg hoppe på båden, og kalde mig ”anoreksidiagnosen” for så ser de mig og så bekræftes de i deres rettighed i antagelsen af, at det må det være, vægttab, aktivitet, kontrol, rigtig/forkert, perfekt, total perfekt, skemalagt minut, time, dag, uge, måned, så har jeg kontrol og andre kan se noget er galt og så får hjælp. Desværre mest til diagnosen som jeg så må fastholde.
Jeg stiller mig selv spørgsmålet

Er det bedre uden diagnose, får så får de måske engang øje på min ked af hed og angst og alt det andet kaos? Nej det er ikke bedre for så får jeg jo ingen hjælp?
Jeg tager mine fjedresko på så jeg kan springe op af kassediagnosen.. nej det kan jeg heller ikke længere.. for de har smække låget på, så de tror de ved hvor de har mig..
.. men det ved ingen.. for jeg passer ikke ned i en firkantet kasse kaldet et navn..
For jeg hedder Kirsten og har et hjerte der skriger på omsorg og en styrke som en klippe, hvor der kan vokse solsikke og valmuer der søger lyset, nydelsen, kærligheden.. måske gennem smerten.
Jeg vil altid følge mit hjerte ellers dør jeg.
Diagnose eller ej.

Kirsten Kallesøe

Sommer - det er dejligt...:-)

Det er sommer i Danmark – det er dejligt, det er fantastisk at vågne til fuglesang og solskin. Det er fantastisk at vågne til lyden af regnen mod terassen og se de tunge dråber hænge ned fra de vandhungrende blomster i staude bedet. Det er tiden hvor et væld af blomster, bær og frugter kan høstes.
Jeg elsker at have tiden og nyder tiden med at sylte, lave marmelader, saft, snaps, likører, eddiker osv. Blot at gå helt alene og blukke hybenrose blomster til gele eller som snart at sidde stille og rolig og skille hyben fra frø og lave den dejligste marmelade og nybagte boller.. det er livet ikke at skulle af pligt men af lyst og blot være i det der er lige nu.. det er det jeg elsker ved sommeren, ved ferien, ved de lyse aftner, i weekender, at gå uden for døren og bare være.. Kender du det? At tiden på en måde er ikke eksisterende, det der er, er der af dufte, lyde, stemninger, vind.. tankerne går og kommer uden at jeg behøver forholde mig, følelser går og kommer af lykke, måske smerte når jeg stikker mig på en torn, måske kløe/svien hvis jeg bides af en myg eller klæge. En lille del af et større hele..
I ønskes alle en dejlig og god sensommer herfra Gården på landet.
Kirsten

Minimum af økonomisk trykhed kan være = en god vej tilbage til livet og arbejdsmarkedet.

Hvad har de nu gang i der over på borgen, nærmere betegnet i de konservative rækker?
Ikke en nats søvn er muligt førend der igen er varslet forfølgelse, utrykhed, usikkerhed, uro, angst, ringe nattesøvn, trang til at søge endnu dybere ind i den tildelte psykiskediagnose.. jeg kunne blive ved. Det kan let blive resultetat af en så skræmmende udmælding. Luk øjnen op, slå lyttelapperne ud og kom i dialog med de som ved hvad en sådan udmelding kan betyde..
For at få det bedre, kan bl.a:
- noget at stå op til være en vigtig faktor, et arbejde med få eller mange timer.
- Et netværk af familie og eller en god ven, en tillidsfuld kontaktperson være af uvuderlig betydning
- En hverdag der på en måde giver små betydningesfulde oplevelser af at jeg er noget og jeg er ok, det kan være et brev, en hilsen, en sms, en kop kaffe på en cafe – det behøver ikke være det store, men det nære som er vigtig.
- Et minimum af råde rum så jeg kan invitere dig eller jeg kan gå med på tur og have råd til at betale selv.
- Her kommer så nok det allervigtigste at jeg ved hvor meget der hver måned kommer ind på kontoen. At jeg har ro omkring økonomien og ved at min husleje, faste udgifter kan betales og at jeg derud ud over kan bidrage i sociale sammen hænge, eller være en del af fællesskabet i kantinen, nå alle spiser af den madordning er der er, at jeg så også kan deltage uden at skulle være bange for hver mundfuld jeg tager.
Jeg har brug for at holde angsten i ro – ellers får jeg voldsomme stemmer, tankemylder, gør dumme ting som spisestop for fremtiden er usikker, skære mig, for at få ubehaget ud, flygter fra mig selv for at komme væk – ender på lukket – det er sket rigtig mange gange før. Derfor har jeg brug for at holde angsten i ro, for at holde angsten i ro har jeg brug for økonomisk sikkerhed og den er de nu ved at pille ved igen.
Jeg må i væreste fald være meget syg for ellers kommer jeg ud i en økonomiske krise jeg ikke kan over skue, for når jeg snakker med dig på socialcentret er jeg jo en pæn pige der forsøger at sige de rigtige ting, desværre får du så måske en forkert oplevelse af hvor skidt jeg egentlig har det og min pension kan komme i fare. Sådan så det ud for mig dengang jeg var på pension. Nu ser der ud til at kunne ske for mange andre..
Stop så den forfølgelse og ret fokus mod samarbejde om hvordan den enkelte får den best mulige støtte til en god, tryk og lyserer fremtid. Rigtig mange af dem jeg har kontakt med komme sig og får et godt liv og mange får flex job, eller kommer helt ud af pensionen. Jeg kender ingen som siger fedt nu har jeg evig forsørgelse.. næ nej, jeg synes ikke det var fedt at være på pension, føle at alle kiggger på en, kigger en over skulderen.. er der nu socialbedrag, er hun så syg, oplyses nu det korrekte, nej jeg synes det var forfærdentlig men det gav økonomisk trykhed og ro til jeg i dag er ude af pensionen, eller rettere den er gjort hvilende og jeg vil kæmpe for, at jeg ikke nogen sinde havner på pension igen. For den frihed der er i at være uafhængig over skygger langt den økonomisk måndesløn der er ved førtidspension, men som giver økonomisk trykhed når angsten raser.
Jeg håber at den eller de politikkere der har fået denne tåbelige ide, må komme på andre tanker og få skabt kontakt til de som er på vej ind i, er i og er kommet ud af pensionen, samt de pårørende og få en dialog om hvilke muligheder der kan være for at sikre økonomisk stabilitet.

Åben blanco check til anvendelse af tvang

Nedbringelse af tvang fortsat… en åben blanco check..
Sidst jeg skrev, handlede det om et ønske om at nedbringe tvang, samtidig med afskedigelser, besparelser og en fortsat finansiering under satspuljen.

..fortsættelsen her handler om hvorvidt tvangen reduceres ifølge sundhedsstyrelsens tal, men når der kigges i kortene viser det sig at en stor del af den tvang der anvendes i forhold til unge under 15 år specielt med spiseforstyrrelse, hvor forældrene mere eller mindre tvinges til at skrive under at der må bruges tvang i stedet måske er stigende. Behandlerne siger at det er samarbejde, jeg vil mene det i den grad er skjult tvang, hvad skal man gøre som forældre hvis man har en dødssyg pige der ikke kan spise, pga. det spiseforstyrrelses fængsel m/k er fanget i? og får beskeden skriv under eller dit barn udskrives. Barske løjer.
Når man først har skrevet under giver det en åben blanco check til anvendelse af uanstændig tvang. Se en forfærdentlig udsendelse fra Region sjælland tvøst.
Pigen har absolut ingen rettigheder, ingen patientrådgiver, ingen ekstra samtaler, rettigheder er lig 0. det er ikke i orden. En spiseforstyrrelse er meget kompleks og kræver special viden.
Jeg stiller mig selv spørgsmålet hvor mange der efter en så grusom behandling får diagnosen post traumatisk stress disorders, bliver selvskadende eller svær angst. Ikke så få tænker jeg.
Nogen vil måske mene at de stakkels m/k under 15 bare skal opdrages, æde noget mad og opføre sig ordentlig, til det, har jeg kun at sige: ”skam jer” og hold jer langt væk fra de som skal behandles for en spiseforstyrrelse, det kræver tillid, relation, tid, og atter tid, nærvær og masse af kendskab omkring spiseforstyrrelse. Og ikke mindst en evne til at kunne rumme det grimme og støtte det sunde. Det hjælper ikke at være lige så destruktiv stærk som spiseforstyrrelsen, det er at svigt den sårbare pige der er bag symptomet.
Jeg håber og opfordre til at ansvarlige politikere kommer i gang og får ændre loven så alt anvendelse af tvang skal foregå efter psykiatriloven og ikke også forældreansvarsloven, det er bare ikke godt nok.
Hverken for den ramte, eller for de pårørende.

Mindre tvang i Psykiatrien.

I dag kom posten med en ny pjece om: ” Mindre tvang i psykiatrien – en regional holdning, en regional målsætning”. Det glæder mig, at der kommer øget fokus på tvang, dels for at reducere anvendelsen af tvang, dels for at sætte mere fokus på koncekvenserne på sigt hos de som har været udsat for behandling under tvang. Hvad betyder det på sigt? Hvilke mén har det evt. påført den enkelte og hvordan får det evt. betydningen for reaktioner i forhold til andre mennesker. Har det betydning for hvis der kommer en næste gang man har brug for systemet og forlængere det en egentlig behandling? Spørgsmål der ikke er grundig undersøgt svar på, er mange og jeg synes godt om at der sker noget. At der er ambitioner om nedbringelsen af tvang.

Der kommer en mislyd, en skuren i mine øre og syl der bore sig ind i mit hjerte. Ikke mere end har jeg åbnet for pjecen, før Bent Hansen tordner frem på TV2regioner, kanal østjylland og meddeler at psykiatrien skal spare det selvom han højt og tydelig lovede fredning i psykiatrien for nu skulle den løftes, men ak nej. Kommunerne spare samtidig sig selv ihjel, det er på det nærmeste umuligt at få et godt og specialiceret botilbud, indlæggelser er snart som at vinde i lotto, ellers må du gøre dig ”syg nok” + noget held, så kan du få hjælp, måske. Besparelser, nedskæringer, øget pres på retspsykiatrien, manglende kapacitet, og manglende hænder og så lige dette fine hæfte om mindre tvang. Savner en rød tråd, fyldt med entusiasme, økonomi og gå på mod til at binde bånd mellem det er daglig rammer min mail boks, det jeg læser i aviser, høre i radio og tv og ikke mindst fra mange pårørende og bruger selv om nedslæringer, afslag og svigt.

Alligevel har jeg en tro og et håb om, at det vil lykkes, at ændre og nedbringe tvangen, specielt når erfaringerne for hvor godt en behandling går og hvor godt mennesker får det når de mødes som ligeværdige borgere og man arbejder ihærdig for at se personen bag symptomet og adfærden.
Jeg håber inderligt at mislyden i mit sind må komme til skamme og at der virkelig kommer tal der viser det modsatte.. Tvangen er i langt de fleste tilfælde opbyggende til barriere, til skel, til modstand, til kamp, til magtkamp og hvem der er stærkest sygdommen eller behandlerne. Som Professor og psykiater Finn Skårderud skriver i min bog:”Lige om lidt…” Det handler ikke om at vinde en krig, det handler om samarbejde, tillid og om en gruppe af behandler der tør være nysgerrige, en grundlæggende etik i forsøget på at forstå mig som patient indefra og om behandleren selv og vores tiltag udefra, sådan som de opleves af dem, det er meningen at vi skal hjælpe.
God weekend, med et stort ønske om mindre tvang
Kirsten Kallesøe

Ny men spændende tidsrøver… Kunst på mange måder..

Er startet på kursus i Adobe CS4 egentlig for at lære noget i forhold til plakater, hjemmeside, folder ect. Det er spændende og hårdt at sidde foran en skærm i adskillige timer, men tiden løber af sted og jeg glemmer alt omkring mig. For jo før øvelserne er slut jo hurtigere til mine egne projekter og jeg har lige fundet ud af at dem har jeg mange af.. hmm de som kender mig vil ikke under sig.. Nå men i tidernes morgen lavede jeg en masse sort/hvide tegninger og nu har jeg fået den ide at lave dem op i A3 som grafisk sort/hvide billeder. Det er bla. nogle af billederne fra bogen ”Lige om lidt..” men det tager tid og lige nu har jeg måske ikke allermest tid og endnu engang må jeg konstatere at en pc for mig er en tidsrøver af værste men så sandelig også af bedste kaliber.
Kender du det, starter på et kursus som er tænkt til et formål og pludselig åbner der sig en pose af gaver lige til at pakke ud, hvis altså tiden tillader eller det får den prioritering som det kræves, det er fantastisk og giver så meget energi, så man næsten bliver høj at det. En super dejlig fornemmelse, selvom jeg slet ikke kan finde ud af det, er det ikke ideer der mangler og energien er så høj at selvværdet hives med op så jeg slet ikke når, at få præsentations angst over om de andre er bedre end mig. Det er simpel hen så spændende, at jeg bare undersøger, eksperimentere og udforsker, laver fejl og starter forfra.. men jeg har ideerne hvor er det dejligt når et kursus bliver til 1000 af muligheder.. Ja så bliver livet jo helt dejligt..
Kender du den fornemmelse.. så lad mig høre Din erfaring
Knus Kirsten

"Er" eller "har" eller ingen af delene?

Om brugen af ord ”Er” eller ”har” eller ingen af delene?

Jeg er ikke den store tilhænger af diagnoser, fordelen kan være, at har man en diagnose kan det give nogle rettigheder til behandling og for at behandle er man nok tvunget til at vide hvad man skal behandle for. Det giver ganske god mening. Af ulemper ved diagnoser ser jeg en langrække som til og med kan være noget af en udfordring. Diagnoser kan være fastholdende, stigmatiserende og dømmende fx oplever jeg en del som får ret så mange diagnoser, er det fordi der er forskellige ”In” diagnoser afhængig om man er i børne- og ungdoms psykiatrien eller voksen afdeling. I socialpsykiatrien ses mange steder et øget fokus på recovery og det hele menneske frem for den eller de diagnoser man nu har fået i tidernes løb I behandlingspsykiatrien høre jeg ofte, alt for ofte ”Anorektiker” ”Spiseforstyrrede” ”du er skizofren” ”er selvskader” jeg mener ikke man er sin diagnose, for så er det jo super problematisk hvem man så er uden? Hvem var man før diagnosen kom til? Hvordan skal man så komme fri af en diagnose hvis det nu også er en identitet? Jeg vil mene man er den man er som menneske med en personlighed og et selv. Så er der en diagnose som fylder mere eller mindre i perioder.
Jeg høre sjælden, hvis jeg nogen sinde har hørt nogen sige ”jeg er influenzaer eller jeg er influenzaerede” Det lyder helt forkert, men over sat til Psykiatrien er det det man siger når man siger Jeg er anorektiker eller m/k er spiseforstyrrede. Der kan være en til bøjelighed til også at sige skilsmissebarn, jeg vil nu mene man er barn af forældre der er skilt.
Selv om det kun er ord så tror jeg at ordene har meget mere magt en som så. Jeg kan godt leve med, at når man er indlagt uanset det er psykiatrisk eller somatisk har man sygdom som er behandlingskrævende ellers kommer indlæggelse vel ikke på tale. Men man er ikke sin sygdom det uanset det handler om somatisk eller psykiatri.
Hvis jeg blev spurt om hvordan man behandler anorektiker vil mit svar være ”det ved jeg ikke” Jeg vil mene man må behandle ”Kirsten” som har anoreksi (Blot et eksempel)
Hvad er din holdning og hvordan oplever du det? Er du din diagnose eller har du en diagnose?

Hvad er en god aftale?

Hvad er en god aftale?
Lige nu er jeg optaget af aftaler, for det meste er det sådan, at man laver en aftale med en bruger som så skal over holde den i et givet tidsrum eller i hvert fald forsøge på. En fornuftig aftale vil være en aftale hvor det er på brugerens præmisser og egentlig en aftale man laver med sig selv, for at prøve at kæmpe for, at lave noget anderledes og måske oveni købet noget andet en vanligt. Min erfaring er dog at aftaler ofte er mere en vejs en to vejs, dvs. at behandleren laver en aftale med brugeren og den skal du forsøge at overholde.
Men hvad nu hvis den ikke overholdes? Fx hvis jeg ikke stiger tilstrækkelig i vægt? Eller alligevel kommer til at skade mig? Er det så fordi jeg ikke overholder aftalen eller er det fordi jeg ikke har været en del af denne aftale eller fordi der ikke har været en tilstrækkelig tydelig ramme for denne aftale, så den faktisk er dømt til at mislykkes fra starten?
Det er mig det rammer.. Måske sendes jeg på time out, men hvad nu hvis det er dig som behandler der ikke overholder en aftale? Hvis du aflyser, ikke har tid.. hvad så?
Hvordan kommer der lige værdig hed ind i at lave en aftale, en aftale der er god for begge parter og en aftale hvor jeg ved og fornemmer at du kæmper for at støtte mig og selv gør alt for at over holde den, så jeg på det nærmeste sætter en ære i som bruger, også at prøve at overholde aftalen.
Ja, hvordan laves sådan en aftale?
Har du nogle erfaringer dårlige som gode..
Hvad er en god aftale?

Smil fra Kirsten

Forår og sommertid

Der sker et og andet i mig når dagene bliver længere og lysere. Når vintergækker, erantisser, krokus, de første spæde anemoner spirer, pil og hyldebær træer viser tydelig tegn på, at nu er foråret på vej, ja faktiske godt i gang.

Lørdag i Påsken var helt fantastisk med sol og ikke så kold en vind endda. Det var helt vildt dejligt. Det var her jeg fik årets første hjemlavede vaffel med iskugler, skum og syltetøj, lige som alle de andre der også synes at nu er det ved at være på tide med den første is. Have folkene i sommerhus områderne havde travlt og mange steder duftede der fantastisk af røgen fra brændeovnenes skorstene. Det er så specielt med årets mange første rigtige forårsdage - det er som om man kan klare alverdens udfordringer, det er lidt lettere at stå ud af sengen og komme igang. Håbet er der, livet venter det er bare at kaste sig ud i alle de mange muligheder.

Jeg vil håbe af hele mit hjerte, at du der kæmper og måske har svært ved at se lyset og foråret, alligevel kommer ud og får lidt næring af solens livgivende energi, den er også til dig og du fortjener den fordi du er den du er.
De største forårs hilsner herfra Kirsten

Bevar håbet

Bevar håbet - at have håb skaber mulighed for forandring og udvikling.
Gennem hele min sygdomsperiode var der håb. Når jeg ikke selv havde håbet var der andre der tog over og hele vejen igennem var der nogen der troede på, at en bedring var mulig. Det har været ekstrem vigtigt for mig og jeg tænker at når der er liv er det fordi der er et håb, håb om at noget kan ændres, at der kan ske noget andet og bedre og at der er en del bag symtomet/sygdommen som længes efter at få næring og blive set.

Jeg tror at HÅBET er en særdeles vigtig faktor, når jeg blev indlagt og mødte håbløsheden var jeg selv tæt på at give op og den energi af håbløshed en behandler kunne møde mig med gav ikke mod på at turde træde ud i farlig farvande, tværtimod gav håbløsheden i omgivlserne nærmest næring til at forblive i spiseforstyrrelsen og den selvskadende adfærd, når det hele blev svært og angsten steg ekstrem.

Til gengæld oplevede jeg at vokse og mærke livsglæde når en behandler mødte mig med håb, med energi af muligheder og overskud. Med en energi af håb og kærlighed og oplevelsen af, at jeg leder efter den del der vil livet og efter den sunde del af Kirsten.

Hvad betyder håbet for dig?
Knus Kirsten

Tvang - roden til alt ondt

Velkommen til et nyt år ti og et nyt år.
Tvangs anvendelse – roden til alt ond
I værste fald kan det koste dødsfald i bedstefald sker der ikke noget som helst
Hvad mener jeg med det? Jeg mener at alt for mange får en ganske uanstændig behandling for deres spiseforstyrrelse eller selvskadende adfærd på steder, hvor de ved alt for lidt om behandling af spiseforstyrrelse. Det er en katastrofe, at der behandles så meget med tvangs anvendelse.

Som Finn Skårderud bl. andet skriver i forordet til min bog Lige om lidt….” …Den kan altså være meget vanskelig. Fornuften bryder sammen. Livskræfter må kæmpe mod dødskræfter. Psykiatri er sorg over tabte liv og tabte drømme. Patienter og forældre kan miste modet. Men behandlere kan også sørge over det, som de mislykkes med. Og de kan miste troen på sig selv som en part, der kan hjælpe. Og især når vi møder såkaldte vanskelige patienter, kan vi behandlere selv blive yderst vanskelige at have med at gøre. Når det går i sort for patienten, bliver det også hurtigt mørkt for os selv. Vi kan miste grebet om vores terapeutiske funktioner, og i stedet forfalde til moralisering, magtanvendelse og udad-agerende adfærd, forklædt som behandling…” Læs hele forordet her

Det kan være med til at gøre ondt være. Magt anvendelse må være en absolut sidste udvej, hvis en person er ved at dø, ellers vil jeg mene at tvang og magt er tegn på en behandlers afmagt og det vil næppe føre til samarbejde. Jeg håber ude i det ganske land, at I som ikke kender til behandling af spiseforstyrrelser, må sende disse mennesker videre til eksperter der ved noget, i samarbejde med den som har det svært, så et tilbud kan stables på benene der hvor der er tro på bedring og mulighed for samarbejde og frem for et syn på, at nu kan de lære det ”straf”. Det er uanstændig og kan i værste fald lægge år til sygdomsforløbet og måske endda medføre døden. Kast håndklædet i ringen og hjælp til at man kan komme det sted hen hvor ekspertisen er, det er ansvar og omsorg for et andet menneske som lider. Det må være en behandlers største faglig potentiale at kaste håndklædet i ringen og samarbejde om at bedst mulig hjælp stables på benene. At forsøge at vinde en krig ved kamp er ikke mulig hvis resultatet skal være positiv. Glem alt om behandling med magt og tvang, det er at hæve sig over et andet menneske og omsorgssvigt, med mindre døden er kommet alt, alt for tæt på.