Om mig

Velkommen til min blog, hvor jeg vil bringe relevante emner, egne tanker og reflektioner omkring emner der gør indtryk på mig, gode oplevelser, ideer og indlæg som jeg gribes af og som optager mig.

mandag den 8. august 2016

Tanker om at være pårørende og veninde

Det er sin udfordring at være syg og ramt af forskellige diagnoser og samtidig være pårørende.
I flere år var de fleste af mine nære venner, dem som jeg var indlagt med, gik på daghospital med eller kursus med i samme båd som mig og ramt af en psykisk lidelse. De andre jeg mødte i skolen, på højskole, på job eller andre steder faldt hurtig fra når jeg blev indlagt på en lukket afdeling. Jo flere gentagende indlæggelser jo mindre kunne jeg deltage i de nye venners levede liv og glæde og jo mere fik jeg til fælles med de andre som var indlagte.

Jeg har måtte og må desværre stadig sige farvel til alt, alt for mange. Alt for mange skønne unge mennesker er bukket under i kampen for at finde livets vej, det har været hårdt, ekstrem hårdt. Specielt når der faktisk har været håb og tro på en fremtid, men som er knækket af et systems nogen gange vældige rigide tilgang til et sårbart menneske og dennes ønske om behandling.
På den måde oplever jeg mig som pårørende, pårørende til mennesker som har haft en stor betydning i mit liv og været med til at påvirke mit liv. Når jeg holder foredrag og fra mit tidligere arbejde i pårørende foreningen har jeg mange bud på hvad som er vigtig, når man er pårørende og jeg deler gladelig ud af budene. Alligevel er der en kæmpe udfordring som går på at jeg selv er udfordret i at følger mine egne råd. Og hvorfor?

Det er hårdt, opslidende og uden ende at være pårørende, det er ofte en livslang proces, med sved, tårer, bristede drømme, med håb, glæde, forventning og kærlighed til at denne gang bliver det bedre. Det er op turer, det er ned turer og det slutter ikke lige fordi, man indlægges, udskrives, får medicin, kommer op i vægt, på botilbud, får revalidering eller kommer på ressourceforløb. Tværtimod bliver meget forværret både for den ramte og for de pårørende når kampen for og retten til ens eget liv vanskeliggøres af rigide regler og systemernes beslutning om hvad de nu synes og mener er bedst for den enkelte, og eller økonomisk utryghed.

Tilbage står jeg som pårørende, den der altid er ved telefonen, den som altid kommer når der er brug for en hånd til at holde om, grine ved, græde ved, rydde op eller handle ind. Den som ønsker at bare jeg kunne befri dig for din ulidelige smerte så kunne jeg forvandle den smerte til liv, men jeg kan ikke befri dig, det kan kun du. Jeg vil altid være der, og samtidig fanges jeg i en ulidelig smertefuld og kaotisk tilstand som i perioder kan tvinge mig på afstand i mine normmæssig forbudte tanker, uden at jeg kan flytte mig væk  når jeg er pårørende er jeg altid tæt på dig uanset om vi er fysisk sammen. Jeg kan rumme, at være der i smerten, jeg har selv været der og ved der er en vej, en dør der står lidt på klem, hvor lyste kan komme ind og livet blomstre, men hvad nytter det når alt energi går på at rive og flå i den låste dør. 
Jeg fortæller at du som pårørende skal passe på dig selv, sætte grænser, lære at dække egne behov, kende egne følelser og være rolle model for den som ikke magter at finde ud af livet, fordi sygdommen raser. Men gør jeg det selv….?

Ja og nej, nej på den måde at min telefon er åben hele natten hvis du skulle ringe og have brug for mig, nej ved at jeg heller springer en nat over uden søvn for at hjælpe dig, nej fordi jeg er parat til at droppe alt andet for at hjælpe dig fordi du betyder noget for mig som det dejlige menneske du er. Ja, fordi jeg ved præcis hvornår jeg bryder en grænse og af og til nære den syge del, ja fordi jeg er bevidst om hvad næringen af den syge del sammenlagt vil nære dig som menneske, ja fordi jeg efter hånden kan skelne mellem hvornår den syge del taler og hvornår den sunde del inderlig beder om hjælp. Ja fordi jeg forsøger at balancere på knivsægget mellem sygdoms adfærd og dit kærlige hjerte. Ja fordi jeg er parat til at få dig indlagt hvis jeg ikke kan se dit hjerte fordi sygdommen skygger alt for meget.

Jeg ved det er vigtig, at jeg kan leve mit liv, sætte grænser og være ærlig og autentisk, så du har en at spejle dig i, en du ved ikke går i stykker fordi din verden braser sammen, en som kan rumme hele dig med op og ned turer og det kan jeg fordi jeg passer på mit eget hjerte, fylder min egen bagage og smører mine egne madpakker med næring både fysisk og følelsesmæssig. Du skal ikke stå til ansvar for om jeg kan passe på mig, det skal jeg. Og ja det kan være ekstrem svært


Det vil ikke være en hjælp at jeg lider med dig og lever i smerten med dig. Det vil ikke være en hjælp hvis jeg ikke kan være glad når du er trist. Det vil ikke være en hjælp hvis jeg skal gemme mine tårer når du er i nærheden. 

Hjælpen for dig er at jeg kan tage ansvaret for mit liv, såvel gode som vanskelige følelser, smerter og afmagt – for der i findes en uudtømmelig tank af kærlighed, integritet, nærvær og overskud til dig.

søndag den 22. marts 2015

Bare du ser mig som den jeg er…

Om du er enig eller uenig med mig når jeg har noget at sige, er mindre vigtig – bare du ser mig som jeg er og ikke som du tror jeg er i forhold til min diagnose.

Af og til møder jeg fagfolk som er skeptiske over for det at være høj sensitiv, de kan mene at forskning er utilstrækkelig, de kan mene at eller frygte at det bliver en ny diagnose, de kan sætte sig til modværge mod udsagn fra alle de mange som oplever hvor svært det er  og hvor meget støj der er i verden, når man er sensitiv og mangler filtre til at sortere og skille ting, følelser og oplever ad. Lad mig slå fast at særlig sensitiv ikke er en sygdom men en måde nervesystemet registrere det som sker i omgivelserne på. For yderlig info kan du læse mere her http://www.sensitiv.dk

Det er helt ok at man ikke kalder alt noget, men at ønsket om at hjælpe og at lykkedes med at hjælpe mennesker med en psykisk sårbarhed, fx spiseforstyrrelse, og selvskade må vi være i stand til at se det enkelte menneske der hvor den enkelte ER med eller uden at der er mange diagnoser, etiketter, sensitivitet

Alle spiseforstyrret har et sensitiv sind, men ikke alle sensitive er spiseforstyrret
Citat: Finn Skårderud

Alt for mange behandlingssteder har fokus på normalisering af vægt, ophør af opkastning, reducering af tvangsmotionering, ophør af selvskade. Lykkes det ikke sættes der fast vagt på, øget kalorier indtag, ligges sonde,  følges på toilet, gennemsøger rummet for diverse genstande, sættes ind med tvang. I sidste ende kan du sendes på time out eller afsluttes med ordene ”ikke motivere for behandling”
Når de sværeste symptomer er reduceret afsluttes du fordi du er symptomfri, men nogen gange mere syg end da symptomerne var tydelige, for nu kan ingen se dig. Er du til og med særlig sensitiv skal der mindre til at nå en øvre stress tærskel, angsten kan sidde uden på tøjet og tankerne fylder i kaotisk rækkefølge. Ofte høre jeg ordene  Det er ”din spiseforstyrrelse” eller ”du er ikke motiveret for behandling”
Det er svært at forstå den logik at når behandling ikke lykkes handler det om at personen er årsag til, men når behandling lykkes er det gode behandler….

For mig at se er der noget af det vigtigste når man er ramt af en spiseforstyrrelse og eller selvskade at blive mødt af et oprigtig, kærlig, ærlig og nysgerrig menneske, et menneske som undres og reflektere når noget mislykkes, snare end udsagnet om, manglende motivation for behandling eller manglende sygdoms indsigt.

Jeg oplever at i den tid i vi er i live som mennesker uanset sygdom, har vi et ønske om at slutte fred inden i ”sit selv” vi har et håb og en tro og længsel efter livet. Dermed ikke sagt at vi tør slippe spiseforstyrrelsen og selvskaden for den virker som redningskrans når vi er ved at drukne. Vi kæmper fordi der er noget vi savner og længes efter, mere i harmoni, mere ro, mere kærlighed og lære hvordan man gør når livet til tider viser sin grimme og smertefulde side.

Når jeg påvirkes af billeder om dyr der mishandles, høje lyde, overvældes af forår, så jeg næsten ikke kan rumme det – kan jeg bruge spiseforstyrrelsens kontrol til at fokusere, så skal jeg ikke tage stilling, så kan jeg lukke af og jeg er god til at navigere i spiseforstyrrelses adfærd og selvskadende adfærd. Mulige reaktioner når man oplever at være særlig sensitiv

Egentlig ville jeg bare gerne være i livet, elskes og elske andre, når jeg lære at elske hele mig, min krop, mit komplekse sind og tankernes spind og acceptere det som er, tror jeg langsom jeg tør begynde at slippe kontrollen over spisning og opkastninger og måske endda glemme at medbringe noget at skære mig med.

Det skulle vært unødvendig å kjempe. Man skulle bare fått puste på sitt eget språk.
Citat: Mari Boine

For at en optimal behandling kan bære frugt, tror jeg at der må flere forskelige tilbud til, det er fint med en restriktiv behandling for dem som profilere at det, men alle os andre lider og kan i værste fald dø af det i bedste fald sker der ikke noget særlig andet end stilstand.

Se mig som den jeg er, så jeg kan udfolde mine potentialer og anvende mine ressourcer og værdier. Jeg ønsker at bidrage frem for at kæmpe.


fredag den 13. marts 2015

Som at krydse Grand Canyon – og bevare håbet

At være pårørende til en person med spiseforstyrrelse er i sig selv en vanskelig kompleksitet og hvis behandling samtidig er langsommelig, vanskelig og utilpasset til den som er ramt, kan det betyde gentagende indlæggelser af den syge, gentagende skuffelser, opgiven hed over at endt behandling ikke er lig med at den syge bliver rask både hos den syge og hos de pårørende. Som pårørende kan det være opslidende, tære på kræfterne, man kan opleve magtesløshed, frustration og opgiven hed få skyldfølelse over ikke at slå til og ens tålmod sættes på en gevaldig prøve, alt mens man ved at man er den eneste, at det er vigtig at holde ud og bevare håbet, at hvis du som pårørende kaster håndklædet i ringen vælter korthuset og derfor kan du opleve at det ikke er muligt at komme ud af en ekstrem hård situation.

Og ja, som pårørende kan du være ekstrem vigtig, hvis jeg som ramt ikke magter at bevare håbet at du så bære det for mig, at du kan holde mit liv i dine hænder indtil jeg selv kan magte livet, samtidig er det vigtig at give slip så snart jeg selv kan tage fat. En balance gang på et knivsæg.

Hvordan bevare man håbet? Et svært spørgsmål hvor der er mange mulige veje, jeg vil blot belyse en her som forståelse som inspiration.


Forestil dig at den som er ramt af en spiseforstyrrelse har været syg i længere tid, med flere indlæggelser, periodisk opleves håb, tro på og tillid til for derefter at blive afløst af mismod, håbløshed og tvivl om der er et liv til mig. Lad mig slå fast DER ER ET LIV til alle også dig som er allermest ramt, alle har en værdi og værdifuldhed om end den kan være gemt bag et symptom som kan skygge mere eller mindre. At bevæge sig ud af en spiseforstyrrelse kan ses som at krydse Grand Canyon vel om mærket på en gammel og frønnet rebstige. Hver andet bræt er usikker tovet du holder ved er slidt, det er med livet som indsats. Mange vil have kriller i maven ved bare at gå ud på den pæne anlagte hestesko der er bygget hvor du kan se ned, den er dog sikker og der er ingen fare selvom det for nogen kan føles sådan. Når du kan går der frit uden bekymring kan du begynde den egentlige rejse at komme over på den anden side eller snare oversat at komme der hen i livet hvor du kan bevæge dig frit, hvor du ser mærker angst og handler eller ikke handler på den. Når spiseforstyrrelsen raser bestemmer den og holder dig i et jernegreb med skrækhistorier om hvor farlig det er at bevæge sig ud på denne farlige rejse over kløften. Vejen ud af spiseforstyrrelsen er små skridt ud på usikker grund og tilbage igen. Omgivelserne kan opleve at spiseforstyrrelsen forpester livet den ramte vil på et tidspunkt også opleve dette, samtidig er spiseforstyrrelsens begrænsede råderum/fængslet det kendte, det trykke. Der ved jeg hvad der sker.
 
Efter hånden som du flere og flere gange bevæger dig ud over kløften bliver de første meter mere og mere kendt, du ved hvilke brædder du skal springe over, du ved hvor du kan gå hurtig og hvor du må bruge alle dine sanser og være særdeles overvågen, et øjebliks uopmærksomhed og du 
kan falde dybt. Du bliver bange og trækker dig tilbage hvor der er kendt, på sikker grund om end den hedder spiseforstyrrelse. For hver gang du trækker dig til bage kan det ses som indlæggelse, vægttab, opkastning øget motionen, øget mad, øget sort/hvis, alt/intet, øget selvhad, MEN det kan også ses som at du har brug for at tanke op, brug for at være i noget du kender, brug for en pause, brug for at fylde proviant til endnu en tur ud på den farlige og angstfyldte vej over kløften. På et tidspunkt er du halvejs, en skille linje, nu vil der være kortere over til den anden side end tilbage til det du troede var tættest på som nu bliver længst fra. Det i sig selv kan skabe angst. Hvad nu hvis vejen bliver for farlig, hvad nu hvis det viser sig at være umulig at nå på land på modsatte side, det vil øge tankestrømmen, du kender ikke vejen.
Men den er der. Det ved dit inderste. Som barn bevægede du dig frit der var der muligheder og veje at gå, men fordi du var barn var udfordringerne tilpasset din alder, nu er du en voksen som kan træde frit overalt i verden og det kan opleves farlig og utryg både i krop og sind.
Som pårørende kan denne fortælling støtte dig i at bevare håbet i at se at så lang tid der kæmpes er der fordi der er en vilje, en vej en længsel efter at søge friheden, søge uafhængigheden, ressourcer til 
at fastholde sygdom er ressourcer til at ville livet, giv tid, giv den tid der er nødvendig, men forstyr også lidt så den ramte tør træde et ekstra skridt på vej over kløften, og husk går man for hurtig bliver angsten muligvis så stor at jeg mister troen på at jeg kan og tør, jeg bliver for bange.

Som pårørende må du derfor huske dig selv, lære at tage dig af dine vanskeligheder i denne situation, dine følelser, din smerte og din angst. Du kan have en angst for at den ramte falder på vejen over kløften så er I to der er bange og det udfordre rejsen, når mor/far er bange bliver jeg bange. Når jeg går for hurtig bliver de så glade at jeg bliver over modig og overser faren ved et enkelt fejltrin og træder jeg så forkert bliver alle bange, får flash back og mister modet, men tværtimod, det er her du som pårørende kan være den stabile klippe der kan støtte der kan se at jeg faktisk er kommet et skridt længer på vejen, nogen gange har jeg brug for mere tid, mere proviant, flere muligheder.

Når vi er i livet er der muligheder og vi må forsøge at navigere i og balancere på knivsægget af at holde fast på den ene side, give slip på den anden og være observatør, nærværende i øjeblikket, der er en fortid og en fremtid og vi må arbejde med at når noget sker igen er det ikke som plejer, det har vi prøvet før, det samme som sidst, der er gået tid og denne gange er ikke som sidst, den er som nu og som ny – jeg er et andet sted end i går. Næste gang jeg træder ud på rebstien over Grand Canyon er en ny gang, der er noget jeg kender som jeg tager med mig, hvor skal jeg passe på, hvor er faren, der er noget som er ændret måske er flere brædder blevet slidt, måske er nogle repareret og mindre farlige og hvis jeg tror det var som sidst kan det blive farlig at udfordre livet og krydse Grand Canyon.

Som pårørende er dit vigtigste redskab dig selv, dit kendskab til egne følelser og grænser og dit nærvær, din evne til at gøre det som er godt for dig, så du forbliver en stabil klippe, græde når du er ked af det, rase når du er vred, udtrykke de følelser der er så jeg kan se at det ikke er farlig det kan hjælpe dig til at naviger selv i voldsomme hurricane.

Tro på håbet, tro på livet – husk alle har noget værdifuldt at bidrage med





torsdag den 5. februar 2015

Ingenmandsland

Denne blog er skrevet af både mig og Camilla Krogh og udgivet på psykiatrifonden, men I her skal ikke snyde for denne. Om at være eller ikke være 'rigtig' syg og ikke at kunne blive 'rigtig' rask

Læs med her
Blog af Camilla Krogh og Kirsten Kallesoe om at være fanget i Ingenmandsland

Kh kirsten

onsdag den 31. december 2014

Du ønskes et godt og glædesfyldt Nytår

Mange har tradition for at evaluere året der er gået, gøre klar til et nyt evt. lave nytårs fortsæt. Skulle jeg ønske vil det være et ønske om at nyde, glædes, hygge og være til stede denne sidste aften i året, og de resterende 364 dage stiller os selv flere spørgsmålet når du ser dit smukke ansigt i spejlet.. ”gør jeg det som er bedst for mig”? Er jeg der hvor jeg gerne vil være? Eller på vej derhen hvor jeg ønsker at komme?

Der er kun en til at træffe beslutninger, mærke efter, opdage, glædes ved og finde lyst til og det er dig, dig som kigger dig i spejlet.
For at det kan lykkes kan der være brug for en hjælpende hånd, noget støtte til, viden om, uddannelse til, job skifte osv.

Jeg vil ønske for året der kommer, at der må skabes en større nysgerrighed og interesse i den enkelte og alle de iboende ressourcer alle besidder. At lydhørheden over for hvad der kan være brug for vil imødekommes i langt højere grad. Måske er jeg for dette årti for naiv, og det må så være, for jeg tror på at de som har ejerskab over sit selv, egen krop, sind og liv ved hvad der er godt for dem og hvad de har brug for – hjælperen må forsøge at efter komme dette. 

Jeg tænker ikke i millioner - jeg tænker i langt højre grad om en holdnings ændring til de mennesker som har brug for hjælp. At vi ser på alle som værdifulde medspiller og ikke en "magt" kamp der skal vindes.

Jeg vil ønske at der vil spredes mere medmenneskelighed, mere kærlighed, et smil og en hjælpende hånd i ny og næ, at vi kan se de ringe der spredes i vandet når noget lykkes og se hvordan alle gerne vil at det vi laver vokser og lykkes. At der er en vej og at den gode, nysgerrige, tillidsfulde og håbefulde energi der skal næres.

Jeg vil ønske at du der kæmper mod svær sygdom og har det svært i mørket kan få øje på lyset og din vej. Husk at over en hver sky skinner solen, og den skinner også for dig.
Selv efter 22 år i sygdom fandt jeg vejen her har du se et sammen klip over 25 år.
Se med her 

Jeg er sikker på at der kommer til at ske meget i 2015, for mit vedkommende siger jeg farvel til 9 års arbejde i Pårørende til personer med spiseforstyrrelse og det ikke uden vemod.
Det har været en fantastisk rejse, at være med til at sætte fokus på pårørende inddragelse og forståelse af hvilken ressource pårørende rummer. Selvom jeg stopper fordi PS Nedlægges, vil jeg i et eller andet omfang fortsætte med at tilbyde pårørende samtaler og afklarende samtaler, muligvis vil der også komme grupper for pårørende.

Tiden og lyset, energien og kærligheden og tilliden til livet vil vise vejen.

Desuden vil jeg fortsætte og øge omfanget af foredrag og undervisning og som noget helt nyt tilbyder supervision.
Jeg vil fortsætte med at have klienter, sidst men ikke mindst er jeg i gang med en opdatering af hjemmesiderne, så glæd dig der vil komme mere fra mig i januar.

Husk du har noget at bidrage med og kan gøre en forskel fordi du er dig.

Rigtig dejlig, fredfyldt og lykkebringende nytår til Alle Jer derude.

Af hjertet T A K for et forrygende og spænde, men også hårdt år 2014 og velkommen til et oplevelsesrigt, spændende,  udfordrende og livfuld 2015 

Nytårshilsner fra Kirsten

torsdag den 4. december 2014

Ønske på min ønskeseddel

Det er snart jul og jeg skriver ønske seddel.
Ikke en helt almindelig ønskeseddel men en vigtig ønskeseddel

Jeg vil ønske mig et lysthus,  hvor der er hjerterum og varme, hvor der er alt hvad krop og sind har brug for af omsorg, fysisk velvære, psykisk velvære, næring til sjæl, sind og krop.

Et lyst hus der rummer mulighed for at slippe din indre kreative kunstner ud i den friske luft,
Et lyst hus med have hvor der kan sås, luges og plantes, hvor man kan se livet, livslysten og energien og drømme spirer.

Et lyst hus til og for dig som er ramt af en spiseforstyrrelse, som gerne vil livet, men ikke tør, som længes men overmandes af frygt. Til dig som ikke føler at du kan bruge den rigide behandling med overfokusering på mad og vægt og under fokusering  på alt  det som en spiseforstyrrelse handler om nemlig følelser.

Et lyst hus hvor der er plads til pårørende og hvor de kan få støtte til at være i en umenneskelig situation 24/7 – 356, et hus hvor nøgleordene er livsenergi, nærvær, kærlighed, rummelighed, og respekt for den enkelte, et lyst hus der har plads til at du tager ansvar og huset støtter dig i de små men sikre skridt på din egen vej, frem for en forud bestemt kasse du skal stoppes i. Det vil være et lyst hus der emmer af glæde, grin og gråd, hvor der tages ansvar frem for at uddele skyld.

Jeg vil ønske at der var en region der turde bryde grænser ned og lave det unikke sted med samarbejde på tværs, med øje for at hvor der er liv er der muligheder.
Hvor du som træder ind af døren og har brug for hjælp får den på dine premisser, her vil der være en at tale med inden for 24 timer uanset du er pårørende og ramt af en spiseforstyrrelse.

Hvor det vigtigste er din beslutning om, at komme i lysthuset.


Citat: Vær den ændring du ønsker at se i verdenM. Gandhi

onsdag den 18. juni 2014

Vi skal have mere forskning og evidens !!!!

Specielt et oplæg under folkemødet, får mig til tasterne – selvom de mange oplæg, indtryk, debatter hver især kunne være blok indlæg alene, det kommer måske sener. Men dette ene oplæg….

I en næsten fyldt regions telt, med både regionspolitikker, kommunalpolitiker, psykolog, og 4 bruger og pårørende foreninger – og hvis jeg skal gætte var ca. 80 % af de fremmødte garvede, erfarende bruger, pårørende og fagprofessionelle i foreningerne. Alt sammen meget godt og det startede godt med et oplæg af en som var bruger i somatikken med psykiske sårbarheder, der ifølge psykologens kommentar og hvilket jeg er enig med hende i, at disse psykiske udfordringer snare er en naturlig og sund reaktion på en somatisk sygdom der ændre en livssituation, mere end egentlig psykisklidelse.

Kender alt for godt fra mig selv at være ramt af noget fysisk, men for mig blev det KUN betragtet som Psykisk, 4 år gik der før jeg fandt en som anerkendte og satte navn på den fysiske sygdom hmm den lader jeg så lige stå for sig selv
….4 år?

For at vende tilbage til overskriften ”mere forskning”
Fik debatten en drejning hen mod øget og fleksible tilbud, samarbejde på tværs af faggrænser og ikke mindst større og bedre samarbejde region og kommune imellem. Hvilket er noget vi som pårørende organisation hilser særdeles velkommen, det er dyrt med de mange genindlæggelser når kommunen ikke har et ordentlig rehabiliteringstilbud. Her kommer så sætningen fra en af politikkerne ” vi skal have noget mere viden og forskning på området” denne sætning blev gentaget adskillige gange, vi må se at få forskning sat i gang og få noget evidens !!!
Der er så mange med så enorm meget viden og erfaring, men som intet er vær før politikkerne har smidt adskillige millioner efter forskning som beskriver det der af foreningerne er beskrevet i hundrede vis af gange.

Der er netop kommet et Ph.d. ”Listening to Patients” lavet af Agnes Ringer som belyser hvordan borgere oplever kontakten med og i psykiatrien og Psykiatri i krise - kamp om definitioner, hvordan forskellige grupperinger af fagfolk holder fast i sit i stedet for at prøve at forstå hinanden og samarbejde og om medicins alt ødelæggende på den ene side eller fantastiske vidundermiddel på den anden og brugeren som fange i midten, og om hvor svært det er at få hjælp til det man egent lig gerne vil have støtte til hvis man ikke vil puttes i systemernes kasser, for de ved bedst.

En fortrinlig Ph.d., som beskriver det foreningerne har vidst de sidste mange år, men som først bliver legaliseret og skaber debat når det skrives så lægmænd ikke forstår det, men så akademikerne kan for er det forskning hvor står os ude i samfundet i det levede liv og er det mon ikke lige så vigtig forskningsmæssig blot oplevelsesorienteret viden.

Jeg synes vi skal bruge pengene til at få omsat den allerede enorme mængde viden til ny holdning og ny handling, at der kommer realitet ud af de mange ord, rapporter, viden og erfaring der allerede findes frem for flere flotte og dyre rapporter og folder der samler støv.