Om mig

Velkommen til min blog, hvor jeg vil bringe relevante emner, egne tanker og reflektioner omkring emner der gør indtryk på mig, gode oplevelser, ideer og indlæg som jeg gribes af og som optager mig.

torsdag den 18. maj 2017

Er man rask fra sin anoreksi når vægten er normaliseret? Hvorfor kan man ikke modtage terapi på en lav vægt?


Det er så ærgerlig at vægten og normaliseringen bliver paramenter for raskhed. Mange steder høres at man ikke kan modtage terapi før vægten er normaliseret og at der sker væsentlige ændringer ved normal vægt i en positiv og mere rask retning… hmmm dvs. når jeg er normalvægtig fordi andre mere eller mindre tvinger mig, bliver jeg mere rask – jamen så har jeg vel egentlig ikke brug for terapi? Min oplevelse og erfaring er at uden terapi er mange langt mere spiseforstyrrelse i hovedet ved en normal vægt.

Jeg forstår det ikke til trods for at jeg har været der et utal af gange altså lavvægtig og uden anden behandling end mad og modvillig nået min normalvægt med de vise ord om at der på normalvægten ville alt se meget bedre ud. OG NEJ udsigten så i mange år hel forfærdelig ud og var rædselsfuld, pinefuld nærmede sig lige så meget totur at være fanget i ensom død i et smukt normalvægts ydre, som når jeg var fanget i spiseforstyrrelsens vold og smerte og tæt på døden


Når vægten var lav havde jeg noget – spiseforstyrrelses adfærden havde en tænkt og subjektiv oplevede kontrol – jeg kunne blot følge med, forsøge at overleve i kaos, angst, uro, tungsind. Spiseforstyrrelses adfærden var min redningskrans, når jeg brugte den kunne jeg undgå at drukne i mit eget liv, om end jeg ikke havde meget liv så overlevede jeg når jeg kunne klamre mig til det spinkle håb om at jeg metaforisk set kunne lære at svømme og langsom slippe redningskransen millimeter for millimeter. Men det kunne jeg ikke for de ville alle tage spiseforstyrrelses adfærden fra mig. Det bliver en kamp mellem spiseforstyrrelses adfærd og behandler eller pårørende. Hvor jeg som menneske bliver overset. Den kamp vinder ingen kun spiseforstyrrelsen. .

”Folk lader sig almindeligvis lettere overtale af de grunde, 
som de selv har opdaget, 
end af dem som andre har optænkt.”
-Pascal
Når vægten nærmede sig normal-vægten, steg angsten, kaosset og ensomheden voldsom. Ikke nok med at de der bestemte over min mad eller mangel på samme de forsøgte at tage spiseforstyrrelsens synlighed fra mig, ved at normalisere vægten. Uden at jeg havde fået hjælp til at finde andre og smukkere leveregler og strategier til at mestre livet. Der stod jeg uden at nogen umiddelbart kunne se hvor svært jeg havde det. Inden i var jeg kaotisk og angst mere end nogen sinde før. Det kan metaforisk sammelignes med et nymalede smuk hus med nye vinduer  = normal vægt, hvor alt indmad er et håndværkertilbud af blandede følelser og en indvendig ruin = manglende oplevelse af at være go nok og kunne mestre livet og være noget værd som selv.


Jeg er så mange gange blevet mødt med ”Du må være normalvægtig for at kunne modtage terapi” Jeg kender ikke undersøgelser der påviser dette. Jeg ved at det som er vigtig for at hjernen kan fungere er at man spiser. Hvordan kan man ellers studere på en ualmindelig lav vægt til UG? Det lykkes fordi det giver mening at være, at følge sine værdier og holde fast det man brænder for. Fordi jeg her som menneske finder fodfæste. Og ja så går det langsommere med vægtøgningen men i takt med at vægten siger får jeg redskaber og mestringsværktøjer til at nærme mig livet som rask, frem for total syg fysisk eller total rask fysisk når nu en spiseforstyrrelse handler om bio-psyke-sociale multifaktorer.

Ja jeg forstår ikke den ensidige fokusering på at fast holde rigiditeten i at ”du kan ikke modtage terapi på lav vægt”. Du kan ikke modtage terapi hvis du ikke spiser for så fungere hjernen ikke, hvilket også vil være gældende for en normal vægtig der ikke har spise i dagevis.

Jeg kan omsætte terapien på lav vægt når jeg spiser, måske ikke så smurt og omstillingsparat som hvis alt fungerede total men dog fungere lidt langsommere og lidt kantet. Jeg kan følge med og udvikle mig mens spiseforstyrrelsen afvikles, frem for at jeg som tæt på mål-vægt er i total panik over at miste redningskransen og derfor må kæmpe vild for at finde redningskransen igen dvs. Tabe i vært gribe de kendte og destruktive Spiseforstyrrelses strategier.

onsdag den 22. marts 2017

Pårørende som behandler - nyt tilbud

Mandag d. 6.3 blev første afsnit af 3 sendt om børn og unge på Børne og ungdomspsykiatrisk afd.  I Odense, hvor de bl.a. fulgte en pige med anoreksi, en stærk og modig pige fanget i spiseforstyrrelsens fængsel.

En udsendelse der gav erindringer om mange ekstreme hårde og svære år med tvang, bælter, sonde, medicin m.m. og samtidig en udsendelse der på ærlig og nøgen vis viser de vanskelige situationer alle kan komme i, i hverdagen hvor der ikke kun er et svar på vejen ud af spiseforstyrrelsens fangeskab.

Efterfølgende i nyhederne fortælles om et nyt tilbud fra Risskov i Aarhus. https://www.dr.dk/tv/se/tv-avisen/tv-avisen-19/tv-avisen-2017-03-06-21-29#!/

Et tilbud, et nyt tilbud der efterlod mig med mange spørgsmål
Nu skal de pårørende være hjemmebehandler, mere end de er i forvejen anno 2017, de skal udøve tvangen, hertil kommer der en sygeplejerske/læge hjem i familien og hjælper til. 
Desværre så og hørte vi ikke noget til nogen pårørende som udtaler sig om effekten og oplevelsen.
Får de pårørende faglig og personlig supervision? Hvilke betydning har det for familien når eller hvis behandling ikke lykkes? – det er svært nok i forvejen

Hvad med søskende hvor er der plads til dem? Og hvad betyder det for den unge at være hjemme? Betyder det de kan følge skolen og aktiviteter med vennerne og være deltagende i det sociale liv som de netop påpeger er vigtig? Eller betyder det isolation der hjemme hvor forældre og søskende ikke på noget tidspunkt har fri, hvor alt kommer til at handle om magtkampen om hvem som er stærkest sygdomsadfærden eller de pårørende, frem for at de pårørende kan være forældre. Hvor er ansvaret for behandlingen og hvad betyder angsten og stressen i rummet? Bliver hjemmet der normalt er den trygge base, til et sandt mareridt alle vil væk fra? Og med en pige fanget i sygdom som oplever endnu mere skyld.
Man bliver ikke rask af at omgivelserne lider og den syge kan se hvor ondt det gør. Tværtimod kan det give yderlig sygdoms adfærd.
Man bliver rask af at kunne mestre livet og føle sig god nok, have krops kontakt og livslyst og livsappetit
HVOR LADER PÅRØRENDE OP OG FÅR TAGET SIG AF SIG SELV med et barn hjemme som er så syg at de skulle være indlagt?

Det fremgår ikke tydelig af udsendelsen om det handler om dem som slet ikke profilere af indlæggelse, PARADOKSET her er at de slet ikke profilere at symptombehandling med at tvinge vægten op, men at deres behandling må bestå i at arbejde med værdier, mål, den sunde person og dennes ressourcer, dvs. at de kan bibeholde det de brænder for i livet og har energi på, samtidig med behandling og en meget langsom vægtøgning - hvilket vi desværre ikke høre noget om.

Jeg blev glad da jeg hørte om ny behandling endelig tænke jeg, endelig mere fokus på det dejlige menneske bag spiseforstyrrelsen og personens egne ressourcer, frem for mad og vægt fokuseringen. Jeg blev skuffet, men håber – håber at der er nogen som har prøvet dette især de unge med sygdommen tæt inde på livet og deres pårørende der har mod til at give mig svar på tiltale og fortælle ærlig om hvad de oplever.  Dem som står i det, dem som har stået i det ikke dem som engang var syge og ønskede sig noget andet.


Miraklernes tid er ikke forbi og jeg vil håber jeg bliver glædelig overrasket over dette nye tilbud.

For mig er der langt vej til en egentlig ny og vellykket behandling som bygger på andre værdier end mad og vægt og tvang i hjemmet. Jeg håber, håber at dette nye tiltag er et skridt i retning af flere forskellige tilbud tilpasset den enkelte og ikke kun tilpasset systemets kamp for at reducere symptomet.



fredag den 10. marts 2017

Stop angsten for at skubbe til den første dominobrik og øget behandling med tvang

Psykologer, psykiatere, medarbejder og andre omsorgspersoner på psykiatrisk hospital i
Risskov forsøger under helt urimelige vilkår, at gøre det de er bedst til nemlig at hjælpe mennesker i nød, mennesker som er svært forpinte, mennesker som har brug for ro, rammer, struktur og tid – GOD TID. Når sindet gør ondt er der behov for, at blive rummet for at kunne lære at rumme sig selv, der er brug for nærvær i mødet, brug for at blive set med venlighed, brug for krops- og samtaleterapi. Lige nu og desværre i alt, alt for langt tid har alle været bange for at skubbe til den første domino brik med fare for at alle brikkerne vælter. Når livet er svært, når man kæmper med og mod psykoser, depression, angst, forstyrrelser i personligheden, spiseforstyrrelse og selvskade, er der behov for tid, tryghed, ro, forudsigelighed, rammer og struktur og samtidig er der brug for nærvær, og oplevelse i mødet af at ”Jeg vil dig” og ”jeg tror på dig”,  ”jeg har tillid til at du og jeg sammen kan vinde over sygdommen” og skal det lykkes, at man tør vise sin sårbarhed og  oplevelsen af at gå i tusinde stykker, at alt krakelere for at kunne blive et helt jeg som kan gå ud i verden og leve og lære, må der være en basalt tillid til at blive rummet, samlet op, anerkendt og at der er nogen der vil en i alt den støtte der er behov for.

Modsat kan det v
ære lige meget, så er det bedre at fastholde sygdomsadfærd uanset hvor destruktiv det end kan se ud, for der findes trygheden og det kendte. Selvom det er smertefuld og man kan dø af længslen efter det gode liv og angsten for at slippe det kendte smerte helved.

At opleve og fornemme angst i de omgivelser der egentlig skal hjælpe, at opleve frygt for brand lige uden for døren kan skabe forstening og stilstand. At være bange for at blive sendt hjem til ingen ting, dårligere end da det endelig lykkes at komme ind, kan skabe kampe, en kamp der ikke gør godt. Det kan blive en kamp med pendlen mellem frygt, angst og forstening. En kamp for at forblive i smerten og trække lykke kortet om at blive en dag mere på afdelingen. En dag mere uden egentlig gavn, når der er for meget uro, utryghed, og fravær til at turde flytte sig.

Der er så mange ressourcer blandt mennesker med en psykisk lidelse, så mange ressourcer der kan udvikles og aktiveres når rammerne, nærværet, trygheden, tilliden og tiden er til stede. Ressourcer der kan få et menneske til at vokse og udvikles til at leve og glædes. Et personale og nogle kontaktpersoner, en psykolog og en psykiater der fik rum og mulighed for at se og møde mennesket. Uden dem, var mit liv ikke der hvor det er i dag og tak for at I havde tid til at se mig og rumme mig.

Desv
ærre bevæger psykiatrien sig lige nu i en stik modsat retning, nemlig derhen hvor alle er bange for at vælte den første dominobrik for så vælter alle, fundamentet skrider, kaos bliver mere kaos, hvis det ikke allerede er sket.

Der er mange dygtige medarbejder p
å Psykiatrisk afdeling, Men der er grænser for hvor mange kasser der kan løftes på en gang før man går i knæ.

Kære politiker – trivslen, prioriteringen af de psykiatriske afdelinger går lige nu, en en hel gal retning. Værst af alt kan det koster menneskeliv, mere sygdom, mere afvikling, mere kaos, mere angst og større skade, end den langsigtede løsning med flere senge, flere hænder mere tid og mere nærvær. Spørgsmålet er ”Hvem tager første skridt til aktiv handling med flere hænder og flere midler? Med udvikling, en løsning hvor vi med erfaring og personale med viden sammen kravler op i spiralen og løfter sammen. 
Giver de dygtige medarbejder de rammer og den tryghed der er nødvendig for at de kan skabe de rammer der er behov for når man indlægges, når et menneske i kaos møder det fundament, den kærlighed og det nærvær og engagement de længes efter, kan man udvikles og begynde at gå den vej hvor der findes fodfæste og fundament – de ses livsglæde og livslyst. Der er der ressourcer  til hvis dominobrikkerne vælter at hoppe ud af rækken og stoppe domino effekten – det er der ikke som det er i dag.


torsdag den 17. november 2016

Du kan ikke modtage terapi med en lav vægt......


Hvem kan give mig et dokumenteret evidens baseret undersøgelse der viser det?

Argumenter som at hjernen hungre, anoreksien styrer, manglende koncentration, osv. osv.
For mig at se ligner det en fallit erklæring fra det etablerede system og spareøvelse og rigid tænkning og fastholdelse af et princip.

Jeg vil snarer påpege at du ikke kan gå i terapi hvis du ikke spiser!!!

Gave fra en pårørende, med titlen
"Ikke alle kan puttes i kasser".
Nu tales der ikke om at den som er ramt ønsker at gå i terapi på samme måde som den næsten raske og normalvægtig. Mere et ønske om, at blive mødt som menneske.
Et menneske der lider og er fanget af spiseforstyrrelsens dræbende spind, ukuelig magt og besættelse, har brug for støtte, anerkendelse, redskaber til at navigere i livet og hjælp med at håndtere følelser, mærke kroppen, klare kognitive udfordringer lige der i det øjeblik hvor spiseforstyrrelses adfærden alt for let kan få overtaget, når vægten er lav, netop fordi spiseforstyrrelses adfærden fylder meget, rigtig meget.
Der tales om, at mennesket bag spiseforstyrrelse har behov for at blive set, mødt og rummet med tillid, respekt og accept.  I kampen sammen med en behandler, diætist og med støtte fra og opbakning af pårørende, vel om mærket ikke pårørende som behandler men pårørende som pårørende, til at genvinde livslysten, livsglæden, livsappetitten til at turde træde ud af det som for den ramte er blevet en barsk hverdag.

En metafor om at gå i terapi med lav vægt, som at cykle på en ny eller gammel cykel.
Du er sund og rask og trives vel, som at cykle på en ny velsmut racercykel, på vej op af bakke kan du let skifte gear uden at kæden hopper af. Når du er langt nede i vægt, kan set ses som at din cykel gammel, der er sand i den rustne kæde og det er svært at skifte gear uden at kæden hopper af, men den kan cykles på med forbehold.
Det er tydelig at irritationen, frustrationen, overskud er forskellig afhængig af hvilke cykel du cykler på, men du kan cykle, oversat gå i terapi.

Det som er vigtig er om du spiser.
For hvis du ikke spiser, holder hjernen op med at fungere uanset om du er over-, normal- eller undervægtig. Undlader du at spise i lang tid vil det betyde livreddende førstehjælp og når først den er sat i værk må den følges op af støttende, vedligeholdende og motiverende opbakning til at fortsætte, til at rumme forandringer, håndtere og navigere i følelses kaos og her er terapien vigtig.

Jeg er ikke læge,  og kaster mig ikke ud i en lægefaglig diskussion. Men jeg tager gerne diskussionen om hvad som er befordrende for at føle sig mødt, set og anderkendt som menneske, af et system som desværre alt for ofte har en bedrevidende kasket på med fokus på mad, vægt og kassetænkning, økonomi – og det er trist.

Jeg har talt med mange der er kommet sig, som er raske og har et godt liv og det som er omdrejningspunktet er bl.a.
·      At blive mødt som menneske, frem for et symptom, en diagnose, et tilfælde.
·      At blive rummet i det kaos og magtesløshed man står i, frem for at blive frataget ansvar
     At forstå hvordan spiseforstyrrelsen i sin tid blev min redningskrans og uden den kan jeg drukne i livet.
·      At få hjælp til at lære kroppen at kende, så jeg kan opleve sammenhæng med krop og sind, frem for at kæmpe for retten at være et helt menneske defineret af andre end mig.
·      At lære at jeg er god nok og har noget at bidrage med
·      At kroppen og hjernen har brug for byggemateriale for at fungere og kunne opretholde det liv jeg inderlig længes efter at leve.

Det er trist at høre unge og deres pårørende fortælle at de oplever behandling anno 2016 som jeg oplevede det i 1990 ikke mindst når det viser sig at der idag er mange genindlæggelser, og stort set ingen forbedring i behandling. Hvem kan opleve det som tilstrækkelig?

Hvornår kommer der et samarbejde på tværs hvor behandling nære, styrker, løfter i samarbejde og ikke på trods af, som i en magtkamp om hvem der er stærkest sygdoms adfærd eller behandler og derved glemmer det menneske der lider.
Et tilbud der både kan behandle som man gør i dag, for dem som profilere af det og et tilbud der vendes på hovedet og starter med relation, livsværdier og medmenneskelighed.
Eller snare det tilbud der går på tværs af kassetænkning og pakkeforløb, som indrager alle relevante parter i relationen og netværket, frem for at gøre pårørende til behandler som princip eller behandlingsstedet opgiver. Se det sunde og rumme det syge, husk du er ikke din spiseforstyrrelse du er dig og du har så meget at bidrage med 💕