Kan det være en sund og normal reaktion?

Når man har været syg i mange år, kan en dårlig dag, et mindre værds øjeblik, en vrede, en særlig sårbar situation, en oplevelse af tomhed og elendighed, en oplevelse af en rigtig øv dag og at jeg bære alles øv ting i min rygsæk, jeg bliver på en måde og sætter mig selv i en situation så oplevelsen bliver, at jeg er min egen skraldespand og ord som det er fordi at = spiseforstyrrelse ..selvskade .. diagnoser ..

Er det fordi jeg har været syg? Fået en diagnose fx spiseforstyrrelse?

Måske kan jeg godt spise og på den baggrund virke rask, men der er så meget andet end bare at spise og hvad er en normal vægt. Eller en situation der er svær at udholde som medvirker til at jeg lukker verden ude og mig selv inde eller på anden måde har en handling der måske ikke lige er normen. Eller retter måske er det unormale mere normal end den smalle sti af normalitet?

Jeg har oplevet, at det nogen gange har lettet situationen at stille mig selv spørgsmålet ”Kan man have det sådan uden en diagnose? Eller kan den her situation også opstå hos andre såkaldte normale?

Jeg husker engang jeg gik helt i sort over en tilbagemelding på en opgave, den var tilfredsstillende, men et enkelt afsnit var tæt på at være under middel det blev = inde i mit hoved til at jeg var uduelig, dumpet, kasseret, jeg måtte finde noget at kontrollere noget at være god til og med et pennestrøg følte jeg mig fanget i spiseforstyrrelsens og selvskadens fange skab igen. Jeg blev ked af det og bange – skulle der virkelig ikke mere til at mit ellers raske og dejlige liv som på mange områder fungere, med en enkelt tilbagemelding på en opgave forvandlede alt?

Jeg snakkede med en læge for jeg blev bange og ked af det.. lægen var forstående og tog det helt rolig. Kirsten du er helt normal rolig nu. Hvis det var mig ville jeg ringe til veninderne og bede dem komme og drikke te og græde lidt. Hvis det var min mand ville har ringe til gutterne se noget fodbold og drikke nogle øl, fordi du har været fanget i spiseforstyrrelsen i så mange år bliver det din reference ramme, så når det er svært er det den redningskrans der viser sig du kender ikke andre i dit voksen liv, så lige nu reagere du faktisk sundt på en svær situation. Præcis som andre der ikke har været syge ville komme med en reaktion.

Det har givet stof til eftertanke mange gange og været en stor hjælp til at skille tingene ad.

Kender du til at det kan være svært at vide om en reaktion er syg eller sund og hvad er såkaldt normalt? Kender du til at omgivelserne også falder i og regere som om du er syg, fordi de har erfaret og lige glemmer at stille sig selv spørgsmålet  ”Kan det være en sund reaktion – på en almindelig situation? Delvis forklædt i spiseforstyrrelses eller selvskadens mode fordi du lige har glemt hvordan andre gør?

Måske kan du bruge spørgsmålene i dit liv til at opdage at rigtig mange mennesker har det præcist som dig ind i mellem og at du er tæt på og på vej til  eller er der, at være lige så rask som raske

Knus Kirsten 

Juleråd

Snart er det jul og dagene op til og mellem jul og nytår kan have sine udfordringer når man er fanget i en spiseforstyrrelse.

Her er nogle råd fra PS LANDSFORENINGENs hjemmeside som jeg gerne vil dele med jer, i håb om at vil dele videre så de kommer ud til dem som kan have glæde af dem i en til tider svær jule tid. 

Kærligst Kirsten

Julen nærmer sig med raske skridt og jeg ved, at det kan være en meget svær tid for mange mennesker med en spiseforstyrrelse og deres familie. Julen er hyggens tid med masser af god mad, sammenkomster, hygge, sidde lang tid og lave næsten ingen ting – det kan være svært, når en i familien er ramt af en spiseforstyrrelse.
Som formand for PS LANDSFORENING vil jeg hermed gerne give alle nogen gode råd til, at få en god jul sammen i familien.
Juleaften:

Maden:
Julemaden kan godt tilføjes grønsager eller en lækkert julesalat, en god champignonpate eller anden pate, så alle får det de gerne vil have. Risalamande med mandel : Hvis det er det man plejer at få. Denne mandelgave kan godt være spiselig hvis det er det man plejer, eller en ting.

Alternativ mandelgave:
Når der skal dækkes julebord sættes en selvslukkende julelys i oasis ud for hvert kuvert, alle tænder lyset samtidig og det lys, der sidst går ud får mandelgaven. Er man mange kan der være, at de to sidste får en mandelgave. HUSK at det skal være en ikke spiselig mandelgave, dermed er alle med i spændingen.

Efter spisning:
En gåtur efter spisning, hvis nogen har lyst til dette. Her er det vigtig, at ingen bliver tvunget til en gå tur, men dem der har lyst, det er vigtig igen at tænke på, at ingen skal føle sig alene og udenfor sammenholdet, (der er altid flere der har godt af en gåtur), imedens kan den øvrige familie vaske op og alle er klar til at gå om juletræet, bagefter. Når pakkerne er delt ud og der er tid til godter er det vigtig igen ikke at fokuser på personen med spiseforstyrrelsen. Sæt frugt og nødder ind sammen med konfekten, så der er til alle.

Ved senge tid:
Måske er det nødvendig med en lille gåtur inden sengetid. Man snakker så godt når man går, fx om dagens oplevelser. Tag nogle dybe indåndinger og lad den friske luft fylde lungerne helt ud i hver enkelt celle, Kig på stjernehimlen, hvis den er der eller lyt til vindens susen.

Før julen og juledagene:
Skal familien ud eller have gæster i julen så er det her de samme regler som juleaften. Lad være med at diskuter med personen der har en spiseforstyrrelse om maden, der er altid plads på fadet til grønsager. Det kan man så tage som man har lyst til. Undlad at gøre nogen til centrum i familien. Der er plads til alle. Husk de øvrige familier medlemmer. Er i ude og nogen spørge til vedkommen så lad hun/ham selv svare, hvis vedkommen er med.

Vis ikke mere hensyn til personen med en spiseforstyrrelse, end til de øvrige der er til stede Husk at være mor/ far, kæreste, søster, bror ect. og ikke behandler, med mindre andet er aftalt. Er i ude og ikke har lyst til at snakke sygdom, er det fint at sige, at det er jeres friaften og sygdommen har i ladet blive derhjemme, ”Det vil alle forstå” Generelt kan det handle om at den som har spiseforstyrrelsen tæt inde på livet kan have brug for frirum og livliner. Så når eller hvis et arrangement bliver for meget, må der være mulighed for frirum, fx at trække sig, at gå en tur, at lukke lidt af og koncentrer sig om noget andet. Det kan være en ide i god tid inden jul at få snakket sammen om hvad I hver og især tænker om julen, ønsker for og gerne vil. Hvilke forventninger er der mon?

Omkring julefrokost:
Den som har spiseforstyrrelsen kan måske trænge til at være lidt alene, så tillad ham/hende at blive hjemme. Det er ikke fordi vedkommende ikke vil være sammen med Jer, men fordi det kan være et enormt pres at deltage i familie sammenkomster ved højtider, eller aftal at vedkommende deltager noget af tiden og kan gå. Det allervigtigste er at snakke om det som er svært og fortælle hvad du har brug for, ikke hvad den anden skal gøre for at du kan være glad. Ofte vil konflikterne opstå, når der er for meget usagt, aftalerne uklare og for mange tratidions arrangementer som man har undladt at tale om fordi det er sårbare områder og kan være konfliktfyldte. Det kan også være at den som har spiseforstyrrelsen ønsker, at det skal være ”som det plejer” netop fordi det er forudsigelig og den bedste måde ikke at blive for synlig på.

Bliver det for svært og du har brug for en at dele bekymring, frustration eller spørgsmål med har PS LANDSFORENINGS rådgivning tlf.86 181 182 åben hele julen, med få undtagelser, så læg en besked og du vil blive kontaktet snarest.

Prøv at være afslappet og jer selv, det er ikke det vi spiser imellem jul og nytår, men det vi spiser imellem nytår og jul.  
Rigtig glædelig jul og godt nytår ønske jeg jer alle Erna Poulsen

Om-, med-, og magtkulturer

Er du et sted hvor behandling og syn på dig og dine nærmeste er omkultur en kultur hvor der tales om dig og til dig i stedet for med dig. En kultur hvor der allerede er en plan for dit forløb inden du træder ind af døren, en kultur hvor du har ualmindelig svært ved at komme til ordet hvis du har andre behov end det der er forudbestemt. Her tales der om de pårørende og man har en mening om dem og de dikteres til at skulle gøre dit og dat hvis de overhovedet inddrages. Det er her hvor du skal tilpasse dig den allerede færdige kasse og når du kommer ud i den anden ende kan behandleren smilende slå kollegaen på ryggen og bekræfte hinanden i at det gjorde vi godt hvis det vel og mærket er gået godt. Går det ikke godt handler om kulturen om at der er noget galt med dig og din diagnose, det er din, din mors eller diagnosens skyld Det er i hvert fald ikke behandleren der her i huset af om/til kulturer har fejlet. Kommer du til et hus af medkultur, vil du opleve at dem som skal hjælpe dig vil forsøge at være i øjen højde og lige med dig, de vil forsøge at det er et samarbejde og det er dig som er eksperten. I med kulturhuset er du med, her tales der ikke om dig og din diagnose, her tales der med dig og du inddrages i behandlingen i dette kulturhus er du ikke din diagnose men har en diagnose der fylder mere eller mindre. Her er du individuel og unik og her er det dig som individ de leder efter at give næring.. Hvis behandlingen ikke virker er det ikke nogens skyld, her finder vi alternativer. Her gøres alt for inddragelse af pårørende og ressourcer og medspiller. Skulle magtkulturen eller om kulturen kigge forbi er det ofte kun kortvarige besøg der evalueres. Magtkulturhuset, her hersker en kultur af magt, hvem bestemmer, er stærkest og ved bedst. Her kan din spiseforstyrrelse komme i arbejde den kan kræve magten og her trives magtkampe og splitting. Det er også her i huset der er slås om eneretten og anvendes tvang. Det er nogen gange et uhyggeligt og skræmmende hus at være i. Der er fikseringer, medicin i rig mængde og tvangsdagsordner. De kan spærre dig inde i dette hus og du kan ikke komme ud. I dette hus skæver de nogen gange til om kulturhuset, men meget sjælden til medkulturhuset Ser jeg mig omkring i behandlingen ser jeg, at der i behandlingspsykiatrien hersker en stor del af omkulturhuse og magtkulturhuse. Nogen gange i botilbudshusene fungere det faktisk fint med medkulturhuse når det gælder brugeren selv og deres pårørende. Indimellem sker det at botilbudshusene eskortere de pårørende som ytre en usikkerhed og bekymring til omkulturhuset. Vi taler om dem, bedømmer og vurdere og har bestemt om de vil samarbejde. Det er som om at pårørende har svært ved at få deres egen kurv på hylden.. Behandlerne høre ikke hvad de pårørende siger og de høre ikke din angst og bekymring der fylder hos familien efter måske mange år. De forveksler dig med en lignende cases eller 20 lignende mødre/fædre gennem den seneste tid. Det er svært at være pårørende i dette hus og du vil opleve at du er på overarbejde bare for at de overhovedet vil høre hvad du har på hjertet og når du har udtrykt dig, har de allerede for længst sat dig i bås om hvordan du er. Hvordan kan man komme tilbage i medkulturhuset og hvordan får man hvis ens elskede datter også er flytte hus hende med tilbage? Kender du om-,med-, og magtkulturhusene? God weekend

Sommerferie

Sommerferie

I dag elsker jeg sommerferien, elsker at gøre absolut ingen ting. Elsker ikke at skulle forholde mig til noget, jeg behøver ikke opsøge nogen, jeg kan blot dase i min have, luge ukrudt og løbe en tur i nylig næ og jeg elsker det. Hvad er der nu så fedt ved at luge ukrudt på gårdspladsen fyldt af piksten? Ingen ting og det er netop lige det som er essensen. I den tid sker der ingen ting, tanker og følelser kan gå og komme som de vil, det som er er der og det kræver ikke at jeg skal forholde mig til noget som helst. Det er dejligt og jeg kan blive helt afhængig af den ro og fred som breder sig når jeg blot er lige nu.

Sådan har det ikke altid været. Engang hadede jeg ferier, hadede at de mennesker jeg havde brug for var på ferie, min verden gik i sort og intet var som vanligt og jeg havde netop brug for at alt gik sin vante gang. Nogen gange havde jeg det dårligt helt fra foråret med alle helligedagene og nåede aldrig at nyde træerne springe ud og blomstre spire op. I mine tanker var jeg allerede begyndt at panikke over sommerferien, hvor alt smuler. Jeg kan opleve på arbejdet at vi får et øget pres på rådgivningen, netop fordi alt brydes op, afdelinger lukker ned, kontorer og kontaktpersoner holder fri. Og jeg forstår godt både de pårørende og de som har det svært med den manglende struktur og dagligdagens faste rytme. For mit vedkommende blev jeg ofte mere syg, samtidig med at jeg også længtes efter at have en normal sommer. Men afstanden mellem behovet for kontrol, struktur, aktivitet og ferie, opbrud og lave ingen ting blev for stor, så for ikke at drukne trak jeg rednings kransen på den hed spiseforstyrrelser, selvskade eller depression. Her kunne jeg isolere mig indtil det blev hverdag.

I dag er jeg glad for ferie, glad for at jeg har lært ar holde af og mærke forskellen mellem arbejde, fritid og ferie, glad for at have et rum for og til at gøre absolut ingenting og blot være med det om er. Til at lade op og jeg ved at når ferien nærmer sig slutningen glæder jeg mig til at trække i arbejdstøjet igen og heldigvis for det. Hvordan har du det med ferie? Aflader du eller lader op? Del gerne dine erfaringer og det som betyder noget for dig uanset godt eller svært. Rigtig god somme til jer alle. Kærligst Kirsten

Hvis al adfærd er kommunikation hvad betyder så hetz mod politikere?

Lad mig slå fast at det ikke er i orden at sende trusselbreve, sms beskeder m.m. til nogen, uanset om man har en sygdom, er jaloux, vred, føler sig uretfærdigbehandlet osv. Hvad er grunden til at det er kommet så vidt at en borger må afsende en sådan besked og at en medarbejder modtager en trussel? Er der en stigning over en længere årrække? Hvor går noget galt? Er det fordi man ikke får den bedste hjælp? Vejer økonomien i kommunen/regionen/staten tungere end den enkelte borger? Er vores kontakt og relation med hinanden blevet så kold og afstumpet at eneste måde at blive set på er ved handlinger der er uacceptable for de fleste? Måske lukkede jeg øjne/øre for år tilbage og overså at der var samme grad af problemer? Jeg ved det ikke, men umiddelbart oplever jeg en stigning af at ville vide bedst, sætte regler, rammer og en skræmmende tildens til at sætte hård mod hårdt, til at ville behandle adfærdskorrigerende, løfte pegefingre og komme med formaninger som en strategi der er vokset betydeligt de sidste år. Desuden oplever jeg at denne strategi har stik modsat effekt af det tiltænkt og kan skabe flere ubehagelige smser. Hvor er vores omsorg, næstekærlighed, søgen efter bedst mulig støtte, mest mulig støtte, søgen efter de i en hver iboende ressourcer, motivation, styrke og mod på, at livet er dejligt og et godt sted at være? Hvor der det fokus blevet af? Hvor er de medmenneskelige værdier, som rummelighed, accept, respekt for den enkelte og helt lavpraktisk at sige god morgen og sige farvel blevet af? Medier er fyldt med forfærdelige historier, svigt, fejl og mangler – det kan få mig til at opsige alverdens abonnementer og jeg bliver så træt af de mange artikler der beskriver hierarkier om hvem der har mest ret, ved bedst. Det kan næsten se ud som om systemerne bliver et spejlbillede på min sort/hvide verden. At de griber bolden og fortsætter det sort/hvide-alt/intet mønster også går det galt. Det er ærgerligt, ærgerligt fordi så lang tid der er liv er det fordi der må være en tro på at noget kan ændres og det i sig selv er en enorm ressource og motivation og her handler det om mødet, mødet med det enkelte menneske. Jeg høre om mennesker der gerne vil fredes fra arbejdsmarked en tid og få ro til at komme sig – det kan de ikke de er enten for unge, for raske, for… Hvis al adfærd er kommunikation hvad betyder adfærden så oversat? Det må være det væsentligste spørgsmål at stille sig for at prøve at forstå og møde et andet menneske.

Gør det du er god til..

Gør det du er god til…

Disse ord sagde en sagsbehandler til mig, efter at jeg gik helt i sort.

Nu er det snart 4 år siden pensionen blev gjort hvilende. Ikke desto mindre tænker jeg ofte på den sagsbehandler jeg mødte der.
Jeg ringede til socialkontoret, der skulle ske en ændring i forhold til hvor meget jeg kunne arbejde og tjene osv. Nu var det ikke lige min spids kompetence at snakke med en fra forvaltningen, ved ikke hvad der skete med mig, men jeg gik altid i sort, blev stum, følte mig til forhør, følte jeg skulle stå skoleret, følte mig set ned på og uanset hvad jeg næsten sagde oplevede jeg at være kejtede, dum og ubrugelig til at formidle det jeg egentlig havde på hjertet, noget gik galt hver gang og det gjorde det endnu svære denne gang for jeg havde virkelig noget på hjertet.

Ganske rigtig da han tog røret og sagde god dag og begyndte at stille spørgsmål - gik klappen ned og jeg blev helt tom inden i. Tror han forstod mig, i hvert fald synes han vi skulle lave et møde. Han blev ved med at sige tag det helt rolig, jeg er her jo for at hjælpe dig. Når du ringer og ønsker noget ændret, så er det fordi du kan gøre mere af det du er god til og så gør jeg det jeg er godt til og det er at hjælpe dig. Det havde han jo ret i.

Jeg kom med skælvene hen på kommunen, det er flere år siden jeg har siddet på en gang og ventet og alle mine fordomme, spøgelser og værste erfaringer var linet op sammen med mig som et massiv forsvar. Jeg havde det ad Pommern til og ville ønske jeg kunne flygte væk fra ubehaget. Der var ingen flugtveje, jeg måtte igennem, alternativet var endnu værre.
De få gode erindringer jeg også have var mile vidt væk og ikke til rådighed som strategi denne dag. Pyha, det var modbydeligt jeg synes ellers jeg har et godt liv og klarer mange ting, men lige her i dette øjeblik er jeg fanget, sat 10 år tilbage og føler mig i et fængsel af sygdom, set ned på, ussel, ydmyget, fortjener straf osv. Mon det er nu jeg skal flygte ud i en anden verden og være to en som klarer snakken og en som er et helt andet sted, for at holde dette ud?

Minutterne snegler sig af sted, jeg høre hvert et sekund og ubehaget kryber længere og længere ind under huden.

Det er min tur, jeg kommer ind og manden jeg talte med i telefonen sidder stille rolig, siger venlig god dag og giver hånden. Vi talte sammen i telefonen og du havde et budskab du gerne ville snakke med mig om? For at jeg kan være sikker på at vi er det samme sted, vil jeg lige læse op hvad jeg har skrevet og forstået, så du har en mulighed for at korrigere hvis der er misforståelser og rettelser. Så vi kan komme videre fra samme sted.

Med et faldt mit forsvar og jeg synker ned i stolen. Her sidder et menneske der ser mig, høre mig og vil mig. Tænk alle de timer jeg har brugt på at være fanget i erindringens vold og magt af dårlige erfaringer i stedet for blot at være, jeg kunne jo ikke gøre til eller fra.

Han var behagelig, sød og kompetent til sit arbejde og snakken gik godt, lige til der hvor jeg skulle over i økonomiafdelingen og have udregnet om noget skulle betales tilbage, jeg vidste godt at der kunne være en mellemregning og det var helt ok, men med en sætning stivnede jeg fuldstændig igen ”så skal du gå over til xxx så vil hun se på din sag xxx. Han så jeg blev ligbleg i ansigtet, stivnede, gik i sort begyndte at stamme, nøjagtig om han oplevede det i telefonen.

Rolig siger han ”bliv siddende her, så ordner jeg det for dig i telefonen, du kan nikke og korrigere mig, du kan jo høre hvad jeg siger og om det er det korrekte. Det er jo dejligt at du er nået så langt at du virkelig kan gøre det du er god til og så gør jeg det som jeg er god til og det er at hjælpe dig.

Efter få minutter lagde han røret på, ønskede mig alt det bedste og sagde jeg kunne ringe hvis jeg havde yderlige spørgsmål. Jeg kom fuldstændig ved siden af mig selv fanget i et mørkt fængsel og helt paralyseret. Jeg gik glad, lettet, opløftet, med følelsen af at være et menneske der kan bidrage, tænk en forskel.

Ofte tænker jeg på denne oplevelse og synes faktisk den fortjener at se dagens lys, selvom det er 4 år siden, måske andre på en forvaltning kan lære af dette.

Hvordan har du det med socialrådgiver, mødet og kommunen, har du oplevelser der fortjener at se dagens lys, både de gode og de svære og trælse? Eller er du socialrådgiver og kan genkende det gode møde er du velkommen til at bidrage
Kh. Kirsten Kallesøe

At sige god morgen koster ikke kroner og øre...

Uanset hvilke medier der åbnes, læses, ses eller høres er der eksempler på tidlig udskrivelse, behandlinger under mål, ulykkelige mennesker som kæmper en kamp for at komme på fode men som samtidig må kæmpe for at for ret i et system der er tæt på og i mange situationer vægter økonomi over menneskelig udvikling. Og jeg undres, da jeg mener at det at vægte menneskelig udvikling er en langt større økonomisk ressource over tid.

Uanset hvor presset vi er i situationer og uanset en slunken kommunekasse, for få senge, manglende kommunale tilbud, må det mindste vi kan forlange være at blive mødt med almen menneskelig respekt og menneskelige værdier. Ofte høre jeg et ønske som må være det mindste at få opfyldt "at blive set og hørt, at behandlere som det mindste overholder det de selv lover - det er af uforståelige grunde meget svært.

Værdier er gratis og tager et minimum af tid, hvorfor er de så så usynlige mange steder? Jeg har oplevet at personalet havde travlt med at sige farvel til hinanden, men ikke til os patienter, jeg har oplevet fortrolige snakke med en studerende og med et kom hun ikke mere. Pist væk - det får mig til at tie næste gang. Og dengang vi lavede en for mig meget vigtig aftale om udgang, glemte de lige at skrive det. Så jeg fik nej til at gå ud, jeg kunne blive ved med egne og andres oplevelser af denne karakter. Det er her værdierne spiller en vigtig rolle. De er gratis og tager så kort tid at udføre men giver så meget igen at det kan nå mit hjerte og jeg kan heales. Værdier er hvordan du gerne vil være som plejer, som læge, som menneske, som mor, kone, kollega ect. Jeg har oplevet værdier komme i spil da det vender for mig. Fx. At sige godmorgen til alle også indlagte, at sige farvel, at fortælle jeg holder fri en uge, at vise oprigtig interesse, være lyttende ikke tolkende, være imødekommen åben, frem for bestemt, lukket og fjern.

Jeg har oplevet at blive behandlet som menneske der kæmper og blive set hør og mødt, omend de ikke forstod mit kryptiske sind gjorde de sig ikke til dommere men forsøgte at finde en platform vi kunne stå på sammen, nogen gange så vi hver sin vej, men stod dog samme sted. Tidligere stod vi langt fra hinanden nærmest på hver sin planet, så det jeg så tydeligt, så du næsten ikke.
Det koster ikke økonomisk at bringe forår og liv ind til en afdeling, ved at plukke vintergækker eller erantis. Kan man ikke komme ud må foråret komme ind. Det er så lidt og giver så meget. Det koster ikke at sige god morgen/farvel til alle, det koster ikke at overholde en aftale, det koster ikke at være venlig, at være omsorgsfuld, at være nærværende tilstede, at være autentisk, det koster ikke at have hjertet med. Det kan være vanskeligt og udfordrende hvis man ikke tør, men det koster rigtig meget ikke at turde.
Kh. Kirsten.