Om mig

Velkommen til min blog, hvor jeg vil bringe relevante emner, egne tanker og reflektioner omkring emner der gør indtryk på mig, gode oplevelser, ideer og indlæg som jeg gribes af og som optager mig.

lørdag den 25. februar 2012

At sige god morgen koster ikke kroner og øre...

Uanset hvilke medier der åbnes, læses, ses eller høres er der eksempler på tidlig udskrivelse, behandlinger under mål, ulykkelige mennesker som kæmper en kamp for at komme på fode men som samtidig må kæmpe for at for ret i et system der er tæt på og i mange situationer vægter økonomi over menneskelig udvikling. Og jeg undres, da jeg mener at det at vægte menneskelig udvikling er en langt større økonomisk ressource over tid.

Uanset hvor presset vi er i situationer og uanset en slunken kommunekasse, for få senge, manglende kommunale tilbud, må det mindste vi kan forlange være at blive mødt med almen menneskelig respekt og menneskelige værdier. Ofte høre jeg et ønske som må være det mindste at få opfyldt "at blive set og hørt, at behandlere som det mindste overholder det de selv lover - det er af uforståelige grunde meget svært.

Værdier er gratis og tager et minimum af tid, hvorfor er de så så usynlige mange steder? Jeg har oplevet at personalet havde travlt med at sige farvel til hinanden, men ikke til os patienter, jeg har oplevet fortrolige snakke med en studerende og med et kom hun ikke mere. Pist væk - det får mig til at tie næste gang. Og dengang vi lavede en for mig meget vigtig aftale om udgang, glemte de lige at skrive det. Så jeg fik nej til at gå ud, jeg kunne blive ved med egne og andres oplevelser af denne karakter. Det er her værdierne spiller en vigtig rolle. De er gratis og tager så kort tid at udføre men giver så meget igen at det kan nå mit hjerte og jeg kan heales. Værdier er hvordan du gerne vil være som plejer, som læge, som menneske, som mor, kone, kollega ect. Jeg har oplevet værdier komme i spil da det vender for mig. Fx. At sige godmorgen til alle også indlagte, at sige farvel, at fortælle jeg holder fri en uge, at vise oprigtig interesse, være lyttende ikke tolkende, være imødekommen åben, frem for bestemt, lukket og fjern.

Jeg har oplevet at blive behandlet som menneske der kæmper og blive set hør og mødt, omend de ikke forstod mit kryptiske sind gjorde de sig ikke til dommere men forsøgte at finde en platform vi kunne stå på sammen, nogen gange så vi hver sin vej, men stod dog samme sted. Tidligere stod vi langt fra hinanden nærmest på hver sin planet, så det jeg så tydeligt, så du næsten ikke.
Det koster ikke økonomisk at bringe forår og liv ind til en afdeling, ved at plukke vintergækker eller erantis. Kan man ikke komme ud må foråret komme ind. Det er så lidt og giver så meget. Det koster ikke at sige god morgen/farvel til alle, det koster ikke at overholde en aftale, det koster ikke at være venlig, at være omsorgsfuld, at være nærværende tilstede, at være autentisk, det koster ikke at have hjertet med. Det kan være vanskeligt og udfordrende hvis man ikke tør, men det koster rigtig meget ikke at turde.
Kh. Kirsten.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar