Farvel til 2013 - på vej mod 2014

2013 klinger af og 2014 er på vej, tid til status, tid til at se tilbage.

Var der noget jeg savnede, noget jeg ikke fik gjort, noget der skulle være på en anden måde?

I 2014 har du muligheden for at gå nye veje, træffe nye beslutninger, nye valg. Sætte handling bag,

følge din lyst, dit hjerte og kærligheden til livet.

Livet er i dette øjeblik, og dette øjeblik kan ingen tage fra dig.

Der er sket meget i 2013 og reformer har for nogen fyldt, stresset, gjort livet noget mere komplekst som om der ikke er nok at kæmpe for i forvejen. At være økonomisk presset og opleve pisk for at uddanne sig og komme til at klare sig selv – alt sammen fint nok når det er muligt og man kan og har ressourcerne til det.  Når sygdom og psykisk sårbarhed fylder for meget må den energi man har bruges til at finde fodfæste, finde kontakt til det dyrebareste vi har – hjertet og kærligheden til livet. I den kærlighed er styrke, ressourcer og overskud langt større i kampen for at klare sig og finde retning i livet, end ved pisk og afstraffelse, som der desværre har hersket mange steder i systemerne.

Når vi er i live, er det fordi vi er drevet af en kærlighed eller længslen efter at finde den. I kærlighed er der muligheder og her kan vi finde mod til at turde handle til at turde sige ja til livet.

Jeg vil ønske for 2014 at vi vil flytte fokus fra, se mig – anerkendelsen, fra magt, materiale goder, og jeg ved bedst, jeg er over dig og du skal gøre som jeg siger. Til samarbejde, til at styrke de enkeltes værdier og kvaliteter, til at se muligheder, søge mål og få hjælp til at udvikle sig, hjælp og støtte til at turde sige ja til at træffe svære valg, ja til at turde handle, ja til at ville livet på svært og godt.

Ja til kærligheden i dig selv må blomstre, ja til at kærligheden til andre må blomstre, dette sker i dette øjeblik og det er i øjeblikket du kan træffe valget til at handle. Ikke i går og ikke i morgen men lige nu

Livet er dit –

Jeg håber at kunne være med til at bidrage til at se muligheder også i svære tider, jeg håber også at de mange der bestemmer i kommuner og regioner vil få øje på at de er galt afmarcherede i kampen om ret til at bestemme over andre mennesker deres fordømmelser og nedværdigende ord, til  i stedet at styrke med værdighed, respekt, imødekommenhed og nærvær ud fra det de er uddannet til netop at hjælpe andre til at styrke sig og sit selv.

Alle ønskes I et godt og lykkebringende nytår – jeg håber at se mange af jer der læser dette,  og siger tak for jeres støtte og opbakning i året der er gået og jeg vil gøre mit med at bidrage til at skaber forandring, så du kan se muligheder.

 Husk du har noget at bidrage med – og er noget værd, netop fordi du er dig 

Et godt og lykke bringende nytår ønskes fra Kirsten

Hvad virker for dig? - behandling af spiseforstyrrelse

Hvad virker når man er ramt af en spiseforstyrrelse?

Når jeg er ude og holde foredrag møder jeg mange som har prøvet forskellige behandlingstilbud, nogle tilbud mere human en andre. Jeg har gennem årerne mødt mange som har fået det godt og er blevet raske og afklaret med deres spiseforstyrrelse, jeg møder også mange som stadig må slås for at finde deres vej. Det værste er, når der er nogen der også må slå for retten til overhovedet at få hjælp og desværre også mange som må slås for den hjælp de tror er den bedste for dem men ikke kan få den hjælp, enten fordi tilbuddene er for få eller for firkantede, for rigid, eller fordi kommunen har bestemt at når det er behandling er det regionen og regionen ikke vil betale til andet end deres eget . – I de tilfælde bliver det lidt ala ”mak ret – gør som vi siger – eller gå din vej og klar dig selv” alternativ = nul behandling.

Det er slet ikke i orden, at det skal være så svært at få den for dig bedste hjælp.

Jeg har selv været der i mange år, og har prøvet meget forskellig ja lige fra det værste tænkelige til det imødekommende, forstående og anderkende, i flest år det første. Jeg kan tænke der er sket meget siden jeg var syg og ja, der er kommet flere tilbud, men der er præcis den samme rigiditet omkring vægtstigning og diæt. Er du indlagt skal du stige 1 kg, og ambulant 500 gr. I værste fald kan du få beskeden hvis du ikke vil som os, afbryder de din behandling.

Mange steder er kravet at vægten skal normaliseres inden  et egentlig terapeutisk forløb starter, og hvis det så starter kan der komme meget godt ud af det, men jeg høre også mange steder at når vægten er normaliseret eller overspisningerne  stoppet afsluttes behandlingen fordi der er nogen der er mere syge. Jeg tænker ofte, hvor blev lige det terapeutiske arbejde af?

Jeg mener ikke man behøver være normalvægtig for at gå i terapi – min erfaring er at det kan man sagtens på en lav vægt eller ved mange overspisninger

Det alt afgørende er at man spiser en nogenlunde fuldkost så vægten ikke falder og du tære på de få ressourcer der er. Hvis man er normalvægtig og ikke spiser så kan man heller ikke gå i terapi.

Det er klart for at blive rask må vægten og spisningen normaliseres, så kroppen kan fungere optimal.

Spiseforstyrrelsen er en redningskrans, en overlevelses strategi og det handler om at du lære at svømme uden redningskrans, at du lære at du er go nok og ikke behøver flytte fokus men kan være dig  og gøre det du har lyst til og gå efter det der er energi på at du er chefen i dit liv, frem for at spiseforstyrrelsen sætter dagsordning.

Men hvad er det egentlig der har hjulpet dig?

Eller hvis du er fanget i spiseforstyrrelse hvad tror du så på vil hjælpe dig?

Det kan være den behandling du er i, eller noget du gerne vil, men ikke tør eller noget helt andet?

Hvad tror du virker?

Hvis du ikke har mod på at dele det her er du velkommen til at sende en mail

Kærligst Kirsten

Medie dækning og anorektiske billeder på Instagram

Overdrivelse fremmer forståelsen?

Der har i årevis eksisteret Pro Ana, Pro Mia og sider om cutting netværk.
Mange vil kalde dem afskyelig andre vil elske dem.
Der er subkulturer der oplever, at blive set mødt og hørt i disse netværk, som oplever at spiseforstyrrelse er langt mere end en sygdom, men snarer en livsstil, som desværre kan medføre døden. Meninger og holdninger til disse sider er delte om ind i mellem blæses det op til forargelse hos raske og behandler.

Nu har medierne fået øjne op for endnu et fænomen blandt mennesker med spiseforstyrrelse nemlig billede deling på instagram. Det er alle aldre der bruger denne for nogen sygelige billede deling for andre et afhængig og tiltrækkende subkultur, en livsstil.
  Jeg synes det er godt at der kommer fokus på området og at der kommer en debat om emnet og om hvad der mangels i vores system som skaber dette sygelige behov for at dele billeder og leve i disse subkulturer.

Nu er det så kæden knækker for mig ved at stort set samtlige medier skriver om dette emne startet af Politikken d. 3.8. og straks bruger de øvrige medier som EB og BT ikke 1 billede af skelet tynde piger men 7-10 billeder. Det fatter jeg simpel hen ikke.
Jeg fatter ikke at de synes det er forfærdelig at Instagram tillader denne sygelige billede deling samtidig med at de selv vælger SÅ mange billeder. Det får mig til at tro at det er fordi de mest af alt ønsker at sælge masse af blade til disse piger og samtidig sælge til raske som så kan forarges over hvad der foregår i det skjulte eller hvad?

Giv mig ET GODT SVAR på hvorfor det er nødvendig med overdrivelse, at vise alle disse billeder når alle der ved noget om emnet påpeger hvor afhængigheds skadende det er og hvor meget det trigger de som er i på vej ud og de som er særlige sårbare i forhold til at udvikle spiseforstyrrelse.

Hvordan oplever du de mange billeder og mediernes behov for på det nærmest at vise mest mulig på kortest mulig tid?

I bedste mening.... men...

Som om tiden står stille...

Der er gået 12 år siden jeg blev rask og droppede kontakten til psykiatrien. Der er gået 18 år siden jeg var tynd, sygelig tynd. Alligevel er det første folk siger når jeg møder dem  der kendte mig dengang… Hvor ser du godt ud, hvor er det dejlig at se at du har det så godt… det ville de aldrig sige til min bror. De ville spørge ham om hvordan det går  med arbejde, hus og familie.

Den anden dag sad jeg og snakkede med en pårørende og her fortalte hun næsten det samme nemlig, at hun ofte af  familien fik henvendelse om at den nu raske datter vel nok ser godt ud. De siger det selvfølgelig i bedste mening og at det ikke er med onde hensigter, men det efterlader alligevel  et rum til efter tænksomhed og et spørgsmål trænger sig på.

Bliver jeg nogensinde helt rask og fri at spørgsmål relateret til spiseforstyrrelsen - i andres optik?  Hvornår begynder de at være nysgerrig på mit liv i dag, mit arbejde og min familie ?

Gad vide hvordan det er for jer andre der ude, hvad oplever i?

Hvad er den ideelle behandling?

Jeg tænker  nogen gange tilbage på min egen behandling og mødet med rigtig mange forskellige faggrupper og terapeutiske tilgange.

Jeg tænker også på de mange gange hvor jeg har mødt lyse slukkere, der stolt har citeret, det der kommer du aldrig ud af, med de diagnoser kan du lige så få pension, eller hvis du ikke tager din medicin så bliver det helt vildt kronisk, eller når du ikke spiser er din krop ødelagt for evigt og man kan ikke modtage terapi på en lav vægt og sådan nogen som dig er ikke til at stole på. Så sidder jeg i dag og tænker ”hvad var det så lige jeg skulle og kunne bruge det til andet end tab af energi og tab af mod på livet?

Heldigvis har jeg også mødt mange, som har båret håbet spredt glæde og tro for en lysere fremtid. Som på en måde har set mig og oprigtig flyttet milepæle.

Du har overlevet til nu, så er der meget at kæmpe for – med den styrke.

Husk du er chefen i dit liv – hvor vil du hen og hvad er dine værdier? Kan du vinde en lille sejr kan du også vinde en stor. Uanset hvad er du go nok og det du gør er godt nok. Som har rummet de umulige sider og støtte de sunde, som har inddraget mine pårørende, som har undervist og oplyst, som har været der uden at ville bestemme, som har haft en iboende tro på at mødet i et ligeværdig og accepterende og respekterende miljø vil bære frugt.

Det har båret frugt for mig.

Hvad har virket for dig og hvordan ser den ideelle behandling egentlig ud?

For dig som bære på en psykisk sydom og for dig som pårørende

Hvad har opbygget og hvad har nedbrudt og hvad tror du vil være den optimale behandling og støtte?

Hvis du har lyst til at dele det med andre som skriv gerne din mening, oplevelse erfaring, ønsker og drømme.