Når vi alle er fanget ind i spind og ingen kan se åbningen

Fanget i spind, andres tænkte planer – jeg beholder min sygdoms-mestrings-redningskrans indtil min egen plan lykkes

Har sygdomsadfærd og dermed også kontrol, ritualer, selvdestruktivestrategier, mad... kæmpet en kamp både med dig, mod dig og mod omgivelserne, så vel behandler, systemerne og dem som står dig nærmest. Er du fanget og sidder fast i dit eget spind og kan ikke finde døren eller åbningen, hvor der er muligheder, den vej hvor du som menneske får næring, livsnæring.

Situationen kender de fleste der har været i behandling, netop at opleve at dem som forventes at skulle hjælpe en, har deres egen dagsorden og plan for hvad de mener du skal og ikke skal, nogen gange bakker kommunen op om planen, andre gange har de selv en plan og en mening. Der kan i langvarige forløb, ofte ses flere forskellige planer og delplaner som desværre kan  modarbejde det gode forløb. Den mindst hørte, sete og anerkendte plan kan opleves at være ens egen. Personlig oplevede jeg at det var de færreste som troede på mine ord og planer. Der blev lyttet og nikket,  men kun kort tid, så mente de alligevel at have bedre og for dem mere konstruktive planer. Og ja, deres planer var ofte mere rationelle og konstruktive på et raskt og fornuftigheds plan.. Hvorfor er det så alligevel en god ide at lytte mere og handle mindre, give mere tid og spare på ordene og have øget fokus på personens egne planer, hvis de virker mindre sunde og rationelle end omgivelsernes og behandlerne planer? Det kan være svært at svare nuanceret, men erfaringerne som jeg har samlet gennem 20 år i rådgivning, og med klienter viser gang på gang, at når behandlerne forsøger at begrænse, bekæmpe eller fjerne sygdoms adfærd, reagere mange med at forsvare sin ret - til at bevare det groteske, det irrationelle set fra behandlings siden. Sygdoms adfærd kan komme til at virke som en redningskrans. 

Hvad gør man uden? Hvordan er jeg i livet, i relationer, i studier, uden for en afdeling, i ferierne osv. Når jeg er uden sygdom, uden dens sprog og handling og uden den opmærksomhed som sygdomsadfærden giver på godt og ondt? Sygdommen er i bevægelse og udvikling.  I starten af et sygdomsforløb ses meget lidt samarbejdsvilje og fokus er på fastholdelse fordi sygdomsadfærden og kontrollen deri giver så meget mening, især ved spiseforstyrrelse og selvskade. Sener i forløbet ses en øget motivation og et større ønske om at slippe sygdomsadfærd frem for fastholdelse som strategi, men nu er man fanget i sit eget spind. Før kunne jeg og dem der skulle hjælpe mig ikke se vejen for de forskellige planer og alt det spind vi er spundet ind i. Nu er jeg og dem som skal hjælpe spundet så meget ind i spindet at vi ikke kan komme fri, at vi ikke kan bevæge os rundt og se hvor åbningen er, der hvor der er lys som kan komme ind og lys som kan komme ud. Der hvor der er muligheder for samarbejde, der hvor der er ressourcer, håb og drive. Alle er filtrede ind i spindet og bliver mere og mere fanget, der ses flere og fler mislykkede forsøg på at hjælpe og alle inklusiv den som er syg bliver trætte, måske kommer der flere diagnoser til, måske er man blevet til kaste bold og dopet af medicin. 

En situation hvor alle lider, hvor der spindes mere spind og hvor åbningen er særdeles svær at finde. Den er der ”Åbningen” når vi er i live som mennesker så er det fordi vi bære et håb om at noget kan ændres. Rigtig mange med psykisk lidelse kæmper og har ekstreme ressourcer, selv i håbløsheden, i kolapset, i den mørke skygge. Når vi der er omkring forstår at støtte op om at finde åbningen, forstår at lade den som er ramt bevare værdighed, ansvar og egen kontrol og egen stemme, når vi kan mødes i en anerkendende og accepterende nærværende og medmenneskelig og omsorgsfuldt rum, er der veje at gå. Uanset vejen, når vi kan mødes i en relation med tillid og nærvær, når vi kan rumme den som har det svært´s ubalancerede nervesystem ved, at vi der skal hjælpe kender os selv og kan være den stabile klippe i en periode, kan det lykkes at komme fri af det spind man er fanget og klistret ind i. 

Det handler ikke om kontrol, overvågning, rigtig/forkert, ved bedst, og tag det vi tilbyder for vi ved/ eller retter det der er økonomi til at du kan få, eller om at nå målvægten hurtigst muligt eller forhindre al selvskadende adfærd. 

Det handler om samarbejde, det handler om værdier, livsværdier det handler om mestring, det handler om indragelse af netværket, det handler om tid, tid nok, det handler om mod, mod til at se nye muligheder, mod til at lade den som er ramt gå vejen og støtte de sværeste steder, det handler om faglig kompetence og evnen til at bruge den i respekt, i tillid til og anerkendelse af af den største faglige kompetence er den som det enkelte individ har med sig i livet. Livserfaringer, livslysten, kropskontakt, værdier og tro på muligheder.
I det møde kan blomster spire, vokse og springe ud.