Om mig

Velkommen til min blog, hvor jeg vil bringe relevante emner, egne tanker og reflektioner omkring emner der gør indtryk på mig, gode oplevelser, ideer og indlæg som jeg gribes af og som optager mig.

torsdag den 18. maj 2017

Er man rask fra sin anoreksi når vægten er normaliseret? Hvorfor kan man ikke modtage terapi på en lav vægt?


Det er så ærgerlig at vægten og normaliseringen bliver paramenter for raskhed. Mange steder høres at man ikke kan modtage terapi før vægten er normaliseret og at der sker væsentlige ændringer ved normal vægt i en positiv og mere rask retning… hmmm dvs. når jeg er normalvægtig fordi andre mere eller mindre tvinger mig, bliver jeg mere rask – jamen så har jeg vel egentlig ikke brug for terapi? Min oplevelse og erfaring er at uden terapi er mange langt mere spiseforstyrrelse i hovedet ved en normal vægt.

Jeg forstår det ikke til trods for at jeg har været der et utal af gange altså lavvægtig og uden anden behandling end mad og modvillig nået min normalvægt med de vise ord om at der på normalvægten ville alt se meget bedre ud. OG NEJ udsigten så i mange år hel forfærdelig ud og var rædselsfuld, pinefuld nærmede sig lige så meget totur at være fanget i ensom død i et smukt normalvægts ydre, som når jeg var fanget i spiseforstyrrelsens vold og smerte og tæt på døden


Når vægten var lav havde jeg noget – spiseforstyrrelses adfærden havde en tænkt og subjektiv oplevede kontrol – jeg kunne blot følge med, forsøge at overleve i kaos, angst, uro, tungsind. Spiseforstyrrelses adfærden var min redningskrans, når jeg brugte den kunne jeg undgå at drukne i mit eget liv, om end jeg ikke havde meget liv så overlevede jeg når jeg kunne klamre mig til det spinkle håb om at jeg metaforisk set kunne lære at svømme og langsom slippe redningskransen millimeter for millimeter. Men det kunne jeg ikke for de ville alle tage spiseforstyrrelses adfærden fra mig. Det bliver en kamp mellem spiseforstyrrelses adfærd og behandler eller pårørende. Hvor jeg som menneske bliver overset. Den kamp vinder ingen kun spiseforstyrrelsen. .

”Folk lader sig almindeligvis lettere overtale af de grunde, 
som de selv har opdaget, 
end af dem som andre har optænkt.”
-Pascal
Når vægten nærmede sig normal-vægten, steg angsten, kaosset og ensomheden voldsom. Ikke nok med at de der bestemte over min mad eller mangel på samme de forsøgte at tage spiseforstyrrelsens synlighed fra mig, ved at normalisere vægten. Uden at jeg havde fået hjælp til at finde andre og smukkere leveregler og strategier til at mestre livet. Der stod jeg uden at nogen umiddelbart kunne se hvor svært jeg havde det. Inden i var jeg kaotisk og angst mere end nogen sinde før. Det kan metaforisk sammelignes med et nymalede smuk hus med nye vinduer  = normal vægt, hvor alt indmad er et håndværkertilbud af blandede følelser og en indvendig ruin = manglende oplevelse af at være go nok og kunne mestre livet og være noget værd som selv.


Jeg er så mange gange blevet mødt med ”Du må være normalvægtig for at kunne modtage terapi” Jeg kender ikke undersøgelser der påviser dette. Jeg ved at det som er vigtig for at hjernen kan fungere er at man spiser. Hvordan kan man ellers studere på en ualmindelig lav vægt til UG? Det lykkes fordi det giver mening at være, at følge sine værdier og holde fast det man brænder for. Fordi jeg her som menneske finder fodfæste. Og ja så går det langsommere med vægtøgningen men i takt med at vægten siger får jeg redskaber og mestringsværktøjer til at nærme mig livet som rask, frem for total syg fysisk eller total rask fysisk når nu en spiseforstyrrelse handler om bio-psyke-sociale multifaktorer.

Ja jeg forstår ikke den ensidige fokusering på at fast holde rigiditeten i at ”du kan ikke modtage terapi på lav vægt”. Du kan ikke modtage terapi hvis du ikke spiser for så fungere hjernen ikke, hvilket også vil være gældende for en normal vægtig der ikke har spise i dagevis.

Jeg kan omsætte terapien på lav vægt når jeg spiser, måske ikke så smurt og omstillingsparat som hvis alt fungerede total men dog fungere lidt langsommere og lidt kantet. Jeg kan følge med og udvikle mig mens spiseforstyrrelsen afvikles, frem for at jeg som tæt på mål-vægt er i total panik over at miste redningskransen og derfor må kæmpe vild for at finde redningskransen igen dvs. Tabe i vært gribe de kendte og destruktive Spiseforstyrrelses strategier.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar