Om mig

Velkommen til min blog, hvor jeg vil bringe relevante emner, egne tanker og reflektioner omkring emner der gør indtryk på mig, gode oplevelser, ideer og indlæg som jeg gribes af og som optager mig.

lørdag den 15. maj 2010

"Er" eller "har" eller ingen af delene?

Om brugen af ord ”Er” eller ”har” eller ingen af delene?

Jeg er ikke den store tilhænger af diagnoser, fordelen kan være, at har man en diagnose kan det give nogle rettigheder til behandling og for at behandle er man nok tvunget til at vide hvad man skal behandle for. Det giver ganske god mening. Af ulemper ved diagnoser ser jeg en langrække som til og med kan være noget af en udfordring. Diagnoser kan være fastholdende, stigmatiserende og dømmende fx oplever jeg en del som får ret så mange diagnoser, er det fordi der er forskellige ”In” diagnoser afhængig om man er i børne- og ungdoms psykiatrien eller voksen afdeling. I socialpsykiatrien ses mange steder et øget fokus på recovery og det hele menneske frem for den eller de diagnoser man nu har fået i tidernes løb I behandlingspsykiatrien høre jeg ofte, alt for ofte ”Anorektiker” ”Spiseforstyrrede” ”du er skizofren” ”er selvskader” jeg mener ikke man er sin diagnose, for så er det jo super problematisk hvem man så er uden? Hvem var man før diagnosen kom til? Hvordan skal man så komme fri af en diagnose hvis det nu også er en identitet? Jeg vil mene man er den man er som menneske med en personlighed og et selv. Så er der en diagnose som fylder mere eller mindre i perioder.
Jeg høre sjælden, hvis jeg nogen sinde har hørt nogen sige ”jeg er influenzaer eller jeg er influenzaerede” Det lyder helt forkert, men over sat til Psykiatrien er det det man siger når man siger Jeg er anorektiker eller m/k er spiseforstyrrede. Der kan være en til bøjelighed til også at sige skilsmissebarn, jeg vil nu mene man er barn af forældre der er skilt.
Selv om det kun er ord så tror jeg at ordene har meget mere magt en som så. Jeg kan godt leve med, at når man er indlagt uanset det er psykiatrisk eller somatisk har man sygdom som er behandlingskrævende ellers kommer indlæggelse vel ikke på tale. Men man er ikke sin sygdom det uanset det handler om somatisk eller psykiatri.
Hvis jeg blev spurt om hvordan man behandler anorektiker vil mit svar være ”det ved jeg ikke” Jeg vil mene man må behandle ”Kirsten” som har anoreksi (Blot et eksempel)
Hvad er din holdning og hvordan oplever du det? Er du din diagnose eller har du en diagnose?

5 kommentarer:

  1. I starten er man "sig selv", med tiden kommer sygdommen til at overtage ens sind... Der er ikke plads til at være dig.

    Tror ihvertfald at det er sådan det har været for mig. Jeg skal jo starte i behandling for atypisk anoreksi, inden længe. og det der skræmmer mig mest, er nok HVEM jeg er, uden sygdommen...

    SvarSlet
  2. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  3. Kære Anonym
    Jeg tænker at du er inde på noget meget eksistentielt, netop det at når spiseforstyrrelsen starter kan det bl.a. være fordi der er grobund for spiseforstyrrelsen som "redningsvest" den kommer når det er svært og hjælper til så "Jeg ikke drukner" og efter hånden kan den blive nærmest besidderisk. Det er fuldt forståeligt at du er skræmt for hvem du er bag og uden spiseforstyrrelse, jeg tænker, at du vil opdage at finde ind til kvaliteter som styrke, sårbarhed, behov, glæde, kærlighed og meget mere, som du faktisk kender men som helt er trukket i baggrunden. Jeg ønsker dig alt held og lykke med behandlingen, livet venter på dig.
    De største smil og kærlige hilsner fra Kirsten

    SvarSlet
  4. Kirsten!
    Jeg faldt over din side, efter mine forældre har gået i pårørendegruppe hos dig - og tak for det, du ved forhåbentlig i forvejen hvilken forskel det gør, jeg har i hvert fald mærket på mine forældre at det var en lettelse for dem af gå hos dig. Så tak - det tog også et pres fra mine skuldre at jeg ikke stod alene med at forklare alting til dem. Noget jeg ofte ikke magter, når jeg ikke engang forstår mig selv jo. Nå, men det var slet ikke min pointe (:

    JA, det er rigtigt. Jeg var til et foredrag, et hæsligt et af slagsen om selvskade (jeg slås selv med selvskadende adfærd) og det var skrækkeligt. Jeg måtte gå derfra grædende. Denne foredragsholder skulle forestille at være ekspert på området. Udlægningen af det var helt horribel. Hun startede med at tegne et billede af den typiske selvskader (allerede her gives en negativ identitet) som fjortenårig pige og jeg følte mig allerede da, som snarlig tyveårig, yderst degraderet. Hun omtalte mennesker som mig, som (og dette er ordret citeret) cuttertyper, hun sagde det smittede (hvorfor jeg siden har overvejet om man så skal blive hjemme, ligesom hvis man har influenza). Hun sagde man Var cutter, og holdt stædigt fast i det, selvom jeg påpegede at man er ''cutter'' ligeså lidt, hvis man er selvskadende, som man er migræne, hvis man har hovedpine.

    Noget helt andet er ordet ''cutting'', det er noget bras! Andre typer selvskade, der er ligeså hyppigt forekomne bliver negliceret, og derudover bliver netop 'cutter', 'anorektiker', 'bulimiker' osv, labels som man kan tage på sig, hvis man er i tvivl om, om man er nogen. Det er skræmmende!

    èn ting er, at man selv, føler sig som en sygdom og intet andet, men at systemet så går ind og bekræfter dét, er jo ganske forfærdeligt, hvis du spørger mig.

    Jeg forstår sagtens, behovet for at sætte en diagnose, for at vide, hvordan behandlingen skal gribes an. MEN jeg ville sådan ønske diagnoser blev anset som vejledende, ikke som facitliste.

    Og så synes jeg, det er skræmmende, hvordan en diagnose kan følge en resten af livet. Jeg har fået spået at jeg bliver helt rask (efter at de først diagnosticeret mig som kronisk og for syg til at få hjælp. Hvilket slog mig helt ud. Indtil min stædighed tog over), alligevel kan folk finde på at sige til mig ''du må jo ikke fortælle, du har været syg, når du kommer ud på arbejdsmarkedet'' og jeg bliver Så rasende over sådanne ting. Jeg gider ikke finde mig i at være i en kasse i resten af mit liv, fordi jeg har haft det hårdt i mine tidlige år. Det er Så uretfærdigt at en diagnose stempler en på den måde!

    Puh, jeg kunne skrive, skrive og skrive - men nu skal jeg nok holde her. Jeg har meget på hjerte, hører du nok, jeg tror det er fordi, dette er mig en hjertesag. Jeg går selv af samme vej som du, med foredrag, bøger osv, i modsætning til dig, står jeg ved startlinien endnu (;

    Kærligst Ann.

    SvarSlet
  5. Jeg har altid sagt jeg har borderline, jeg har en depression, jeg har angst, jeg har en spiseforstyrelse.....
    Men i systemet er man nærmest Borderline-patienten på stue 5, som vist nok hedder Tina...
    Jeg har på psyk i Risskov, tit været ved at sige "Hej jeg hedder Borderline"
    Man bliver proppet i kasser, og ingen ser en som et menneske, specielt ikke på psyk, det var først da jeg fik lidt psykolog-samtaler tildelt(efter sygdom siden 2002) at hun sagde, ja det er nok muligt du har borderline, men du er meget andet end det, de skal jo have en mærkat at sætte på dig...
    Og borderline er den der bliver sat på folk de ikke kan finde ud af noget med, så er de jo ude af systemet, for dem vil vi ikek have noget at gøre med.....

    SvarSlet