tag:blogger.com,1999:blog-7286865421229089358.post6650819857859035891..comments2021-02-22T03:43:10.919+01:00Comments on Kirstens tanker...: "Er" eller "har" eller ingen af delene?Kirsten Kallesøehttp://www.blogger.com/profile/02261803345319971577noreply@blogger.comBlogger5125tag:blogger.com,1999:blog-7286865421229089358.post-12276584511224848852010-07-13T20:47:24.075+02:002010-07-13T20:47:24.075+02:00Jeg har altid sagt jeg har borderline, jeg har en ...Jeg har altid sagt jeg har borderline, jeg har en depression, jeg har angst, jeg har en spiseforstyrelse..... <br />Men i systemet er man nærmest Borderline-patienten på stue 5, som vist nok hedder Tina... <br />Jeg har på psyk i Risskov, tit været ved at sige "Hej jeg hedder Borderline" <br />Man bliver proppet i kasser, og ingen ser en som et menneske, specielt ikke på psyk, det var først da jeg fik lidt psykolog-samtaler tildelt(efter sygdom siden 2002) at hun sagde, ja det er nok muligt du har borderline, men du er meget andet end det, de skal jo have en mærkat at sætte på dig... <br />Og borderline er den der bliver sat på folk de ikke kan finde ud af noget med, så er de jo ude af systemet, for dem vil vi ikek have noget at gøre med.....Anonymousnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-7286865421229089358.post-78204840101533148592010-07-11T12:19:39.834+02:002010-07-11T12:19:39.834+02:00Kirsten!
Jeg faldt over din side, efter mine foræ...Kirsten! <br />Jeg faldt over din side, efter mine forældre har gået i pårørendegruppe hos dig - og tak for det, du ved forhåbentlig i forvejen hvilken forskel det gør, jeg har i hvert fald mærket på mine forældre at det var en lettelse for dem af gå hos dig. Så tak - det tog også et pres fra mine skuldre at jeg ikke stod alene med at forklare alting til dem. Noget jeg ofte ikke magter, når jeg ikke engang forstår mig selv jo. Nå, men det var slet ikke min pointe (:<br /><br />JA, det er rigtigt. Jeg var til et foredrag, et hæsligt et af slagsen om selvskade (jeg slås selv med selvskadende adfærd) og det var skrækkeligt. Jeg måtte gå derfra grædende. Denne foredragsholder skulle forestille at være ekspert på området. Udlægningen af det var helt horribel. Hun startede med at tegne et billede af den typiske selvskader (allerede her gives en negativ identitet) som fjortenårig pige og jeg følte mig allerede da, som snarlig tyveårig, yderst degraderet. Hun omtalte mennesker som mig, som (og dette er ordret citeret) cuttertyper, hun sagde det smittede (hvorfor jeg siden har overvejet om man så skal blive hjemme, ligesom hvis man har influenza). Hun sagde man Var cutter, og holdt stædigt fast i det, selvom jeg påpegede at man er ''cutter'' ligeså lidt, hvis man er selvskadende, som man er migræne, hvis man har hovedpine. <br /><br />Noget helt andet er ordet ''cutting'', det er noget bras! Andre typer selvskade, der er ligeså hyppigt forekomne bliver negliceret, og derudover bliver netop 'cutter', 'anorektiker', 'bulimiker' osv, labels som man kan tage på sig, hvis man er i tvivl om, om man er nogen. Det er skræmmende! <br /><br />èn ting er, at man selv, føler sig som en sygdom og intet andet, men at systemet så går ind og bekræfter dét, er jo ganske forfærdeligt, hvis du spørger mig. <br /><br />Jeg forstår sagtens, behovet for at sætte en diagnose, for at vide, hvordan behandlingen skal gribes an. MEN jeg ville sådan ønske diagnoser blev anset som vejledende, ikke som facitliste. <br /><br />Og så synes jeg, det er skræmmende, hvordan en diagnose kan følge en resten af livet. Jeg har fået spået at jeg bliver helt rask (efter at de først diagnosticeret mig som kronisk og for syg til at få hjælp. Hvilket slog mig helt ud. Indtil min stædighed tog over), alligevel kan folk finde på at sige til mig ''du må jo ikke fortælle, du har været syg, når du kommer ud på arbejdsmarkedet'' og jeg bliver Så rasende over sådanne ting. Jeg gider ikke finde mig i at være i en kasse i resten af mit liv, fordi jeg har haft det hårdt i mine tidlige år. Det er Så uretfærdigt at en diagnose stempler en på den måde!<br /><br />Puh, jeg kunne skrive, skrive og skrive - men nu skal jeg nok holde her. Jeg har meget på hjerte, hører du nok, jeg tror det er fordi, dette er mig en hjertesag. Jeg går selv af samme vej som du, med foredrag, bøger osv, i modsætning til dig, står jeg ved startlinien endnu (;<br /><br />Kærligst Ann.Annnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-7286865421229089358.post-44835005719754772582010-05-16T12:52:31.526+02:002010-05-16T12:52:31.526+02:00Kære Anonym
Jeg tænker at du er inde på noget mege...Kære Anonym<br />Jeg tænker at du er inde på noget meget eksistentielt, netop det at når spiseforstyrrelsen starter kan det bl.a. være fordi der er grobund for spiseforstyrrelsen som "redningsvest" den kommer når det er svært og hjælper til så "Jeg ikke drukner" og efter hånden kan den blive nærmest besidderisk. Det er fuldt forståeligt at du er skræmt for hvem du er bag og uden spiseforstyrrelse, jeg tænker, at du vil opdage at finde ind til kvaliteter som styrke, sårbarhed, behov, glæde, kærlighed og meget mere, som du faktisk kender men som helt er trukket i baggrunden. Jeg ønsker dig alt held og lykke med behandlingen, livet venter på dig.<br />De største smil og kærlige hilsner fra KirstenKirsten Kallesøehttps://www.blogger.com/profile/02261803345319971577noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-7286865421229089358.post-75318274019207963112010-05-16T12:48:57.917+02:002010-05-16T12:48:57.917+02:00Denne kommentar er fjernet af forfatteren.Kirsten Kallesøehttps://www.blogger.com/profile/02261803345319971577noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-7286865421229089358.post-42716062787219702342010-05-15T22:22:21.832+02:002010-05-15T22:22:21.832+02:00I starten er man "sig selv", med tiden k...I starten er man "sig selv", med tiden kommer sygdommen til at overtage ens sind... Der er ikke plads til at være dig. <br /><br />Tror ihvertfald at det er sådan det har været for mig. Jeg skal jo starte i behandling for atypisk anoreksi, inden længe. og det der skræmmer mig mest, er nok HVEM jeg er, uden sygdommen...Anonymousnoreply@blogger.com