Om mig

Velkommen til min blog, hvor jeg vil bringe relevante emner, egne tanker og reflektioner omkring emner der gør indtryk på mig, gode oplevelser, ideer og indlæg som jeg gribes af og som optager mig.

søndag den 15. april 2012

Gør det du er god til..

Gør det du er god til…
Disse ord sagde en sagsbehandler til mig, efter at jeg gik helt i sort.

Nu er det snart 4 år siden pensionen blev gjort hvilende. Ikke desto mindre tænker jeg ofte på den sagsbehandler jeg mødte der.
Jeg ringede til socialkontoret, der skulle ske en ændring i forhold til hvor meget jeg kunne arbejde og tjene osv. Nu var det ikke lige min spids kompetence at snakke med en fra forvaltningen, ved ikke hvad der skete med mig, men jeg gik altid i sort, blev stum, følte mig til forhør, følte jeg skulle stå skoleret, følte mig set ned på og uanset hvad jeg næsten sagde oplevede jeg at være kejtede, dum og ubrugelig til at formidle det jeg egentlig havde på hjertet, noget gik galt hver gang og det gjorde det endnu svære denne gang for jeg havde virkelig noget på hjertet.

Ganske rigtig da han tog røret og sagde god dag og begyndte at stille spørgsmål - gik klappen ned og jeg blev helt tom inden i. Tror han forstod mig, i hvert fald synes han vi skulle lave et møde. Han blev ved med at sige tag det helt rolig, jeg er her jo for at hjælpe dig. Når du ringer og ønsker noget ændret, så er det fordi du kan gøre mere af det du er god til og så gør jeg det jeg er godt til og det er at hjælpe dig. Det havde han jo ret i.

Jeg kom med skælvene hen på kommunen, det er flere år siden jeg har siddet på en gang og ventet og alle mine fordomme, spøgelser og værste erfaringer var linet op sammen med mig som et massiv forsvar. Jeg havde det ad Pommern til og ville ønske jeg kunne flygte væk fra ubehaget. Der var ingen flugtveje, jeg måtte igennem, alternativet var endnu værre.
De få gode erindringer jeg også have var mile vidt væk og ikke til rådighed som strategi denne dag. Pyha, det var modbydeligt jeg synes ellers jeg har et godt liv og klarer mange ting, men lige her i dette øjeblik er jeg fanget, sat 10 år tilbage og føler mig i et fængsel af sygdom, set ned på, ussel, ydmyget, fortjener straf osv. Mon det er nu jeg skal flygte ud i en anden verden og være to en som klarer snakken og en som er et helt andet sted, for at holde dette ud?

Minutterne snegler sig af sted, jeg høre hvert et sekund og ubehaget kryber længere og længere ind under huden.

Det er min tur, jeg kommer ind og manden jeg talte med i telefonen sidder stille rolig, siger venlig god dag og giver hånden. Vi talte sammen i telefonen og du havde et budskab du gerne ville snakke med mig om? For at jeg kan være sikker på at vi er det samme sted, vil jeg lige læse op hvad jeg har skrevet og forstået, så du har en mulighed for at korrigere hvis der er misforståelser og rettelser. Så vi kan komme videre fra samme sted.

Med et faldt mit forsvar og jeg synker ned i stolen. Her sidder et menneske der ser mig, høre mig og vil mig. Tænk alle de timer jeg har brugt på at være fanget i erindringens vold og magt af dårlige erfaringer i stedet for blot at være, jeg kunne jo ikke gøre til eller fra.

Han var behagelig, sød og kompetent til sit arbejde og snakken gik godt, lige til der hvor jeg skulle over i økonomiafdelingen og have udregnet om noget skulle betales tilbage, jeg vidste godt at der kunne være en mellemregning og det var helt ok, men med en sætning stivnede jeg fuldstændig igen ”så skal du gå over til xxx så vil hun se på din sag xxx. Han så jeg blev ligbleg i ansigtet, stivnede, gik i sort begyndte at stamme, nøjagtig om han oplevede det i telefonen.

Rolig siger han ”bliv siddende her, så ordner jeg det for dig i telefonen, du kan nikke og korrigere mig, du kan jo høre hvad jeg siger og om det er det korrekte. Det er jo dejligt at du er nået så langt at du virkelig kan gøre det du er god til og så gør jeg det som jeg er god til og det er at hjælpe dig.

Efter få minutter lagde han røret på, ønskede mig alt det bedste og sagde jeg kunne ringe hvis jeg havde yderlige spørgsmål. Jeg kom fuldstændig ved siden af mig selv fanget i et mørkt fængsel og helt paralyseret. Jeg gik glad, lettet, opløftet, med følelsen af at være et menneske der kan bidrage, tænk en forskel.

Ofte tænker jeg på denne oplevelse og synes faktisk den fortjener at se dagens lys, selvom det er 4 år siden, måske andre på en forvaltning kan lære af dette.

Hvordan har du det med socialrådgiver, mødet og kommunen, har du oplevelser der fortjener at se dagens lys, både de gode og de svære og trælse? Eller er du socialrådgiver og kan genkende det gode møde er du velkommen til at bidrage
Kh. Kirsten Kallesøe

2 kommentarer:

  1. Uha,det er tankevækkende hvordan grøfterne er gravet gennem årtier. Jeg har mødt mange, der har samme udgangspunkt i forhold til "det offentlige". Grøften mellem borger og forvaltning er så dyb, at vi næsten ikke kan forestille os, at den kan blive fyldt op igen - af tillid. Men når man møder det rette menneske, lægges der på magisk vis en bred planke hen over grøften, hvor du kan træde sikkert over på den anden side... Så let det er - hvis vi vil.

    SvarSlet
  2. Hej Kirsten
    Sikke en dejlig historie! Tak fordi du deler.
    Dejligt at hilse på dig for ikke så længe siden. :-)
    Kærlig hilsen
    Pia

    SvarSlet