Om mig

Velkommen til min blog, hvor jeg vil bringe relevante emner, egne tanker og reflektioner omkring emner der gør indtryk på mig, gode oplevelser, ideer og indlæg som jeg gribes af og som optager mig.

torsdag den 17. november 2016

Du kan ikke modtage terapi med en lav vægt......


Hvem kan give mig et dokumenteret evidens baseret undersøgelse der viser det?

Argumenter som at hjernen hungre, anoreksien styrer, manglende koncentration, osv. osv.
For mig at se ligner det en fallit erklæring fra det etablerede system og spareøvelse og rigid tænkning og fastholdelse af et princip.

Jeg vil snarer påpege at du ikke kan gå i terapi hvis du ikke spiser!!!

Gave fra en pårørende, med titlen
"Ikke alle kan puttes i kasser".
Nu tales der ikke om at den som er ramt ønsker at gå i terapi på samme måde som den næsten raske og normalvægtig. Mere et ønske om, at blive mødt som menneske.
Et menneske der lider og er fanget af spiseforstyrrelsens dræbende spind, ukuelig magt og besættelse, har brug for støtte, anerkendelse, redskaber til at navigere i livet og hjælp med at håndtere følelser, mærke kroppen, klare kognitive udfordringer lige der i det øjeblik hvor spiseforstyrrelses adfærden alt for let kan få overtaget, når vægten er lav, netop fordi spiseforstyrrelses adfærden fylder meget, rigtig meget.
Der tales om, at mennesket bag spiseforstyrrelse har behov for at blive set, mødt og rummet med tillid, respekt og accept.  I kampen sammen med en behandler, diætist og med støtte fra og opbakning af pårørende, vel om mærket ikke pårørende som behandler men pårørende som pårørende, til at genvinde livslysten, livsglæden, livsappetitten til at turde træde ud af det som for den ramte er blevet en barsk hverdag.

En metafor om at gå i terapi med lav vægt, som at cykle på en ny eller gammel cykel.
Du er sund og rask og trives vel, som at cykle på en ny velsmut racercykel, på vej op af bakke kan du let skifte gear uden at kæden hopper af. Når du er langt nede i vægt, kan set ses som at din cykel gammel, der er sand i den rustne kæde og det er svært at skifte gear uden at kæden hopper af, men den kan cykles på med forbehold.
Det er tydelig at irritationen, frustrationen, overskud er forskellig afhængig af hvilke cykel du cykler på, men du kan cykle, oversat gå i terapi.

Det som er vigtig er om du spiser.
For hvis du ikke spiser, holder hjernen op med at fungere uanset om du er over-, normal- eller undervægtig. Undlader du at spise i lang tid vil det betyde livreddende førstehjælp og når først den er sat i værk må den følges op af støttende, vedligeholdende og motiverende opbakning til at fortsætte, til at rumme forandringer, håndtere og navigere i følelses kaos og her er terapien vigtig.

Jeg er ikke læge,  og kaster mig ikke ud i en lægefaglig diskussion. Men jeg tager gerne diskussionen om hvad som er befordrende for at føle sig mødt, set og anderkendt som menneske, af et system som desværre alt for ofte har en bedrevidende kasket på med fokus på mad, vægt og kassetænkning, økonomi – og det er trist.

Jeg har talt med mange der er kommet sig, som er raske og har et godt liv og det som er omdrejningspunktet er bl.a.
·      At blive mødt som menneske, frem for et symptom, en diagnose, et tilfælde.
·      At blive rummet i det kaos og magtesløshed man står i, frem for at blive frataget ansvar
     At forstå hvordan spiseforstyrrelsen i sin tid blev min redningskrans og uden den kan jeg drukne i livet.
·      At få hjælp til at lære kroppen at kende, så jeg kan opleve sammenhæng med krop og sind, frem for at kæmpe for retten at være et helt menneske defineret af andre end mig.
·      At lære at jeg er god nok og har noget at bidrage med
·      At kroppen og hjernen har brug for byggemateriale for at fungere og kunne opretholde det liv jeg inderlig længes efter at leve.

Det er trist at høre unge og deres pårørende fortælle at de oplever behandling anno 2016 som jeg oplevede det i 1990 ikke mindst når det viser sig at der idag er mange genindlæggelser, og stort set ingen forbedring i behandling. Hvem kan opleve det som tilstrækkelig?

Hvornår kommer der et samarbejde på tværs hvor behandling nære, styrker, løfter i samarbejde og ikke på trods af, som i en magtkamp om hvem der er stærkest sygdoms adfærd eller behandler og derved glemmer det menneske der lider.
Et tilbud der både kan behandle som man gør i dag, for dem som profilere af det og et tilbud der vendes på hovedet og starter med relation, livsværdier og medmenneskelighed.
Eller snare det tilbud der går på tværs af kassetænkning og pakkeforløb, som indrager alle relevante parter i relationen og netværket, frem for at gøre pårørende til behandler som princip eller behandlingsstedet opgiver. Se det sunde og rumme det syge, husk du er ikke din spiseforstyrrelse du er dig og du har så meget at bidrage med 💕


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar