Du ønskes et godt og glædesfyldt Nytår

Mange har tradition for at evaluere året der er gået, gøre klar til et nyt evt. lave nytårs fortsæt. Skulle jeg ønske vil det være et ønske om at nyde, glædes, hygge og være til stede denne sidste aften i året, og de resterende 364 dage stiller os selv flere spørgsmålet når du ser dit smukke ansigt i spejlet.. ”gør jeg det som er bedst for mig”? Er jeg der hvor jeg gerne vil være? Eller på vej derhen hvor jeg ønsker at komme? Der er kun en til at træffe beslutninger, mærke efter, opdage, glædes ved og finde lyst til og det er dig, dig som kigger dig i spejlet. For at det kan lykkes kan der være brug for en hjælpende hånd, noget støtte til, viden om, uddannelse til, job skifte osv. Jeg vil ønske for året der kommer, at der må skabes en større nysgerrighed og interesse i den enkelte og alle de iboende ressourcer alle besidder. At lydhørheden over for hvad der kan være brug for vil imødekommes i langt højere grad. Måske er jeg for dette årti for naiv, og det må så være, for jeg tror på at de som har ejerskab over sit selv, egen krop, sind og liv ved hvad der er godt for dem og hvad de har brug for – hjælperen må forsøge at efter komme dette.  Jeg tænker ikke i millioner - jeg tænker i langt højre grad om en holdnings ændring til de mennesker som har brug for hjælp. At vi ser på alle som værdifulde medspiller og ikke en "magt" kamp der skal vindes. Jeg vil ønske at der vil spredes mere medmenneskelighed, mere kærlighed, et smil og en hjælpende hånd i ny og næ, at vi kan se de ringe der spredes i vandet når noget lykkes og se hvordan alle gerne vil at det vi laver vokser og lykkes. At der er en vej og at den gode, nysgerrige, tillidsfulde og håbefulde energi der skal næres. Jeg vil ønske at du der kæmper mod svær sygdom og har det svært i mørket kan få øje på lyset og din vej. Husk at over en hver sky skinner solen, og den skinner også for dig. Selv efter 22 år i sygdom fandt jeg vejen her har du se et sammen klip over 25 år. Se med her  Jeg er sikker på at der kommer til at ske meget i 2015, for mit vedkommende siger jeg farvel til 9 års arbejde i Pårørende til personer med spiseforstyrrelse og det ikke uden vemod. Det har været en fantastisk rejse, at være med til at sætte fokus på pårørende inddragelse og forståelse af hvilken ressource pårørende rummer. Selvom jeg stopper fordi PS Nedlægges, vil jeg i et eller andet omfang fortsætte med at tilbyde pårørende samtaler og afklarende samtaler, muligvis vil der også komme grupper for pårørende. Tiden og lyset, energien og kærligheden og tilliden til livet vil vise vejen. Desuden vil jeg fortsætte og øge omfanget af foredrag og undervisning og som noget helt nyt tilbyder supervision. Jeg vil fortsætte med at have klienter, sidst men ikke mindst er jeg i gang med en opdatering af hjemmesiderne, så glæd dig der vil komme mere fra mig i januar. Husk du har noget at bidrage med og kan gøre en forskel fordi du er dig. Rigtig dejlig, fredfyldt og lykkebringende nytår til Alle Jer derude. Af hjertet T A K for et forrygende og spænde, men også hårdt år 2014 og velkommen til et oplevelsesrigt, spændende,  udfordrende og livfuld 2015  Nytårshilsner fra Kirsten

Ønske på min ønskeseddel

Det er snart jul og jeg skriver ønske seddel.

Ikke en helt almindelig ønskeseddel men en vigtig ønskeseddel

Jeg vil ønske mig et lysthus,  hvor der er hjerterum og varme, hvor der er alt hvad krop og sind har brug for af omsorg, fysisk velvære, psykisk velvære, næring til sjæl, sind og krop.

Et lyst hus der rummer mulighed for at slippe din indre kreative kunstner ud i den friske luft,

Et lyst hus med have hvor der kan sås, luges og plantes, hvor man kan se livet, livslysten og energien og drømme spirer.

Et lyst hus til og for dig som er ramt af en spiseforstyrrelse, som gerne vil livet, men ikke tør, som længes men overmandes af frygt. Til dig som ikke føler at du kan bruge den rigide behandling med overfokusering på mad og vægt og under fokusering  på alt  det som en spiseforstyrrelse handler om nemlig følelser.

Et lyst hus hvor der er plads til pårørende og hvor de kan få støtte til at være i en umenneskelig situation 24/7 – 356, et hus hvor nøgleordene er livsenergi, nærvær, kærlighed, rummelighed, og respekt for den enkelte, et lyst hus der har plads til at du tager ansvar og huset støtter dig i de små men sikre skridt på din egen vej, frem for en forud bestemt kasse du skal stoppes i. Det vil være et lyst hus der emmer af glæde, grin og gråd, hvor der tages ansvar frem for at uddele skyld.

Jeg vil ønske at der var en region der turde bryde grænser ned og lave det unikke sted med samarbejde på tværs, med øje for at hvor der er liv er der muligheder.

Hvor du som træder ind af døren og har brug for hjælp får den på dine premisser, her vil der være en at tale med inden for 24 timer uanset du er pårørende og ramt af en spiseforstyrrelse.

Hvor det vigtigste er din beslutning om, at komme i lysthuset.

Citat: Vær den ændring du ønsker at se i verden – M. Gandhi

Vi skal have mere forskning og evidens !!!!

Specielt et oplæg under folkemødet, får mig til tasterne – selvom de mange oplæg, indtryk, debatter hver især kunne være blok indlæg alene, det kommer måske sener. Men dette ene oplæg….

I en næsten fyldt regions telt, med både regionspolitikker, kommunalpolitiker, psykolog, og 4 bruger og pårørende foreninger – og hvis jeg skal gætte var ca. 80 % af de fremmødte garvede, erfarende bruger, pårørende og fagprofessionelle i foreningerne. Alt sammen meget godt og det startede godt med et oplæg af en som var bruger i somatikken med psykiske sårbarheder, der ifølge psykologens kommentar og hvilket jeg er enig med hende i, at disse psykiske udfordringer snare er en naturlig og sund reaktion på en somatisk sygdom der ændre en livssituation, mere end egentlig psykisklidelse.

Kender alt for godt fra mig selv at være ramt af noget fysisk, men for mig blev det KUN betragtet som Psykisk, 4 år gik der før jeg fandt en som anerkendte og satte navn på den fysiske sygdom hmm den lader jeg så lige stå for sig selv

….4 år?

For at vende tilbage til overskriften ”mere forskning”

Fik debatten en drejning hen mod øget og fleksible tilbud, samarbejde på tværs af faggrænser og ikke mindst større og bedre samarbejde region og kommune imellem. Hvilket er noget vi som pårørende organisation hilser særdeles velkommen, det er dyrt med de mange genindlæggelser når kommunen ikke har et ordentlig rehabiliteringstilbud. Her kommer så sætningen fra en af politikkerne ” vi skal have noget mere viden og forskning på området” denne sætning blev gentaget adskillige gange, vi må se at få forskning sat i gang og få noget evidens !!!

Der er så mange med så enorm meget viden og erfaring, men som intet er vær før politikkerne har smidt adskillige millioner efter forskning som beskriver det der af foreningerne er beskrevet i hundrede vis af gange.

Der er netop kommet et Ph.d. ”Listening to Patients” lavet af Agnes Ringer som belyser hvordan borgere oplever kontakten med og i psykiatrien og Psykiatri i krise - kamp om definitioner, hvordan forskellige grupperinger af fagfolk holder fast i sit i stedet for at prøve at forstå hinanden og samarbejde og om medicins alt ødelæggende på den ene side eller fantastiske vidundermiddel på den anden og brugeren som fange i midten, og om hvor svært det er at få hjælp til det man egent lig gerne vil have støtte til hvis man ikke vil puttes i systemernes kasser, for de ved bedst.

En fortrinlig Ph.d., som beskriver det foreningerne har vidst de sidste mange år, men som først bliver legaliseret og skaber debat når det skrives så lægmænd ikke forstår det, men så akademikerne kan for er det forskning hvor står os ude i samfundet i det levede liv og er det mon ikke lige så vigtig forskningsmæssig blot oplevelsesorienteret viden.

Jeg synes vi skal bruge pengene til at få omsat den allerede enorme mængde viden til ny holdning og ny handling, at der kommer realitet ud af de mange ord, rapporter, viden og erfaring der allerede findes frem for flere flotte og dyre rapporter og folder der samler støv.

Tvang

Det er godt med øget fokus på den øget anvendelse af tvang af enhver slags. Det er godt at der bevilges flere midler både til anstændige og humane rammer og til behandling og rehabilitering, forebyggelse og pårørende inddragelse. Når jeg interviewes spørges der "kan tvang afskaffes?" Nogen mener ja til at bæltefiksering fuldstændig skal og kan afskaffes, andre mener nej ikke helt, men det kan reduceres væsentlig. (Mit bidrag i dr. nyheder om tvang) Ud over den gode snak om reducering af tvang og forhåbentlig denne gang også en reel handling bag der er til at få øje på. Jeg vil egentlig gerne flytte fokus et helt andet sted hen nemlig til 3 områder:

1. Hvad går forud - kan der gøres noget lagt tidligere både i indlæggelses forløbet, men også meget tidligere i sygdomsforløbet og i den aller første fase, der hvor omgivelserne og de nærmeste tænker der er et eller andet her som må undersøges nærmere.

2. Samarbejde, tillid og nysgerrighed - som jeg mener er nøgleordene til at bygge et frugtbart forhold  mellem en behandler, støtte og kontaktperson og den som er sårbar. Det gælder ligeledes på jobcentre, socialforvaltningen m.m. Og for at dette kan lykkedes må der

3. Ændret holdning til. En holdning der bygger på at når der er liv er der ressourcer og muligheder og at alle har en i boende livsstyrke og den må udvikles i samarbejde med den støtte som kan være nødvendig. Frem for mistillid, straf, kontrol, overmedicinering, sanktioner m.m.

Det er vigtig at vise respekt for den enkeltes formåen og støtte der hvor ressourcerne slipper op - et håb og en tro på at der er muligheder,  frem for en bedrevidende mistænkeliggørelse og desværre ofte nedlade og afstandtagende holdning.

Man er ikke sin sygdom, man har en sygdom der fylder mere eller mindre og det menneske der er bag har brug for at blive set, anerkendt, mødt med respekt og kærlighed.

Forår

Sidder og lapper solen i mig, fuglene synger og bøgen er lige fremme og stråler med sine ny ud sprungende blade. Der er lige før at syrenerne springer ud så skal der laves syren gele og syren saft, æble og pærer træerne er også lige på vippen til at vise sig fra sin dejligste forårs agtige side.

Egentlig tror jeg andre vil kalde mig B- menneske, men der sker bare noget her efter 1. Marts, det er som om mit indre ur flyttes både med at stå tidlig op og gå sent i seng. Det er som om alting bliver lettere og sindet ændre sig i en positiv retning når jeg sidder mutters alene på bænken, skriver, nyder varmen, fuglens sang, forårs duftene, farverne - det bare at være... Sådan har det ikke altid været engang var forårets overvældenhed forfærdenlig rædselsfuld. Jeg fik det endnu mere skidt jo mere andre forsøget at opmuntre mig, jeg hadede forår dengang, jeg elskede naturen, men mit mørke dystre sind og kaotiske indre kunne ikke matche al den glæde og lykke der lå så langt væk. Alligevel var der nogen der "heldigvis" insisterede på at lukke foråret ind, insisterede på den omsorgsfulde, rummende nærværende måde at give mig små doser livfuldhed, de holdte ud, trods mit sortsyn, de holdte ud at være der hvor jeg var i mørket og se revner hvor lyset kunne komme ind, de var der for mig til jeg kunne holde ud at være der for mig selv og nyde mit eget selskab. Af hjertet tak for at de fandtes og ikke gav op. 

Håber og ønsker for jer der ikke kan lukke foråret ind at der må være nogen som kan se jer, og fortælle at I er noget værd, at I har noget at bidrage med, og der er brug for Jer. 

Forårs hilsner fra bænken under bøgen.

Et par vigtige ingredienser for at jeg kom videre - hvad er vigtig for dig?

Der er efterhånden mange bud på recovery, at komme sig helt eller delvist.  Igennem mange år har jeg mødt rigtig mange, som har fundet fodfæste igen og er godt på vej i livet selv efter manges års hård sygdom. Men hvad er egentlig det – lige præcist det som kan være afgørende?

Alle har deres unikke historie både vejen ind i sygdom men også vejen ud tilsat nogle fælles faktorer.

Men hvad er det vigtigste for dig? for andre? Og for mig? Og er behandler, støttepersoner og borger enige i hvad det lige præcist er, som gør forskellen? Jeg tvivler, men er nysgerrig på hvad du, kontaktpersonen, lægen, socialrådgiveren ect. Tror…

Egentlig tror jeg de som møder borgerne kan være meget enige, men hvad sker der lige for politikerne, region og kommune ansvarlige for socialområdet, nogle overlæger, socialrådgivere og andet velmenende som er sat her på jorden præcist som du og jeg for at vise næste kærlighed, gøre noget for andre og være hjælper? Det kan jeg nogen gange undre mig over – og ikke mindst med de nylige ressource forløb eller snarer mangel på og kontanthjælps reform (mere om det i et andet blog indlæg sener)

Jeg kan ikke tale på dine vegne, men jeg tale på egen vegne.

Vigtige faktorer var: Økonomisk trykhed, ro og tid og atter tid,  tid til at turde handle, turde mærke angsten, turde gå ind i det som jeg troede var farlig – nemlig at blive rask, og forlade sygdom, min trykke base.

At nogen  havde tid til at lære mig at kende og derved kunne skelne mellem sygdoms stemmer og sunde Kirsten, vilje, kærlige og ressource fyldte stemmer som blev udtrykt gennem sygdom, men med en anden power vilje end når det var sygdommens stemme.  At et andet menneske turde stå lige ved siden af mig uden at have en dagsorden og en plan, men kunne hjælpe og støtte med at skabe ro, ramme, trykhed og give mig styrke til at jeg traf en beslutning om forandring, at jeg turde tage valg og oplevede et ansvar for eget liv.
At møde mennesker som turde sige FØLG DIT HJERTE – når det var Kirsten stemmen der talte og samtidig skære igennem når sygdommen tog for hårdt fat

At jeg mødte nogle mennesker som støttede mig i, ”at jeg gjorde det jeg var god til og de gjorde det de var gode til”. Fx ved min fobi overfor socialkontorer hvor jeg ofte følte mig til krydsforhør, som mindre værd, som en sagde forhold dig i ro, bliv på pensionen, og bliv indlagt ind i mellem så ved vi hvor vi har dig og det er også lettest for dig - tak for din ærlighed, men det var bare ikke mig at være passiv, jeg fik på det nærmeste fjeder under fødderne, og ville væk fra den kasse, var det virkelig det hun mente eller provokation?
Det var faktisk hendes alvorsord.
Sener mødte jeg en som lyttede som støttede som forstod min angst for mødet med det kommunale/sociale system, jeg blev handlingslammet og jeg gik i sort, I dag ville de vel tro at jeg var social bedrager hvis jeg sad som den gang og ikke engang kunne huske hvilke år jeg begyndte at arbejde, eller hvor mange dage/timer jeg startede med  – de ville jo tro jeg løj, det gjorde jeg ikke men jeg var bange for at miste mit økonomiske fundament og blive tvunget ind i sygdom for at overleve, det var jo det jeg kendte. – MEN IKKE DET JEG ØNSKEDE, JEG VILLE LIVET OG FRIHEDEN.

Denne socialrådgiver der lyttede og mødte mig, sagde: ”dejligt at du gør det du er god til og at du ønsker at komme videre i livet, det er jo fantastisk -  så tager jeg mig af, at snakke med de andre forvaltninger om økonomi, rammer og muligheder, for det er det jeg er god til.” Jeg var og er ham dybt taknemmelig, ville ønske alle kunne møde en sådan.

Dette er blot nogle få men vigtige øjeblikke der gjorde en forskel- kender du også øjeblikke, oplevelser og situationer der gør en forskel for dig?

Husk du er værdifuld og har noget at biddrag med