Tvang

Det er godt med øget fokus på den øget anvendelse af tvang af enhver slags. Det er godt at der bevilges flere midler både til anstændige og humane rammer og til behandling og rehabilitering, forebyggelse og pårørende inddragelse. Når jeg interviewes spørges der "kan tvang afskaffes?" Nogen mener ja til at bæltefiksering fuldstændig skal og kan afskaffes, andre mener nej ikke helt, men det kan reduceres væsentlig. (Mit bidrag i dr. nyheder om tvang) Ud over den gode snak om reducering af tvang og forhåbentlig denne gang også en reel handling bag der er til at få øje på. Jeg vil egentlig gerne flytte fokus et helt andet sted hen nemlig til 3 områder:

1. Hvad går forud - kan der gøres noget lagt tidligere både i indlæggelses forløbet, men også meget tidligere i sygdomsforløbet og i den aller første fase, der hvor omgivelserne og de nærmeste tænker der er et eller andet her som må undersøges nærmere.

2. Samarbejde, tillid og nysgerrighed - som jeg mener er nøgleordene til at bygge et frugtbart forhold  mellem en behandler, støtte og kontaktperson og den som er sårbar. Det gælder ligeledes på jobcentre, socialforvaltningen m.m. Og for at dette kan lykkedes må der

3. Ændret holdning til. En holdning der bygger på at når der er liv er der ressourcer og muligheder og at alle har en i boende livsstyrke og den må udvikles i samarbejde med den støtte som kan være nødvendig. Frem for mistillid, straf, kontrol, overmedicinering, sanktioner m.m.

Det er vigtig at vise respekt for den enkeltes formåen og støtte der hvor ressourcerne slipper op - et håb og en tro på at der er muligheder,  frem for en bedrevidende mistænkeliggørelse og desværre ofte nedlade og afstandtagende holdning.

Man er ikke sin sygdom, man har en sygdom der fylder mere eller mindre og det menneske der er bag har brug for at blive set, anerkendt, mødt med respekt og kærlighed.