Om mig

Velkommen til min blog, hvor jeg vil bringe relevante emner, egne tanker og reflektioner omkring emner der gør indtryk på mig, gode oplevelser, ideer og indlæg som jeg gribes af og som optager mig.

lørdag den 12. februar 2011

Har brug for dit bidrag, hvis du kender til "Virker miljøterapi hvis der ikke er et miljø"?

Kan man lave miljøterapi hvis man ikke har et miljø?


Jeg har lang tid gået og tænkt på vigtigheden af personale samarbejde = miljø og hvordan miljøterapien/behandlingen virker hvis ikke personalet samarbejder indbyrdes altså hvis der ikke er et miljø og at det kan få tunge koncekvenser for dem som egentlig skal hjælpes. Er det bare er noget jeg går og tror?

Blot et eksempel, der er flere i min bog, Da jeg var indlagt oplevede jeg ofte at der var uenighed i personale gruppen om hvordan min behandling skulle være, hvor meget og hvor lidt jeg måtte og hvor striks en regel skulle overholdes.
På et tidspunkt har jeg det skidt jeg har godt nok lovet ikke at skære i mig selv, indtil næste samtale, men det føles helt uoverskuelig at skulle vente så lang tid og jeg tør ikke gå op til dem, som er på arbejde for jeg er ikke hel tryg ved dem, kun 1 men hun er optaget.

Da jeg høre en stol blive smadret og en anden græde kan jeg ikke holde det ud mere og skære mig, der kommer en ned og skælder mig hæder og ære ud, forstår ikke helt hvorfor, men det gør hun. Hun vender sig vredt om og går – nu er jeg jo ikke lige til at vippe af pinden, godt nok bløder det men anyway, jeg åbner døren og råber af alt min fulde kraft:

”Nu må i fan… Tage jer sammen jeg skal ikke tage mig af jeres vrede – behold den selv” og smækker døren i igen… Sjælden har jeg oplevet en sådan stilhed.

Jeg mente det og jeg mener det stadig, når jeg oplevede at personalet ikke kunne finde ud af det indbyrdes og mærkede at nogen synes jeg var ok andre ville hellere se mig langt væk. Jeg tror ofte det var mine egne projektioner de blev bære af, de” onde” var mine skyggesider de ”gode” de sider jeg kendte og holdte af. Men hvis ikke de formåede at forstå det, kan jeg godt forstå det gik så galt ind i mellem.
Jeg møder jævnlig medarbejder der overvejer at sige deres stilling op fordi de følser sig presset ud af den øvrige personale stab, fordi de gør noget anderledes og det anderledes tiltrækker en patientgruppes opmærksomhed i positiv retning, men personalet får besked på at rette ind og gøre som gruppen.

Men tænke hvis det nu er mine forskellige gode og mindre gode sider de hver især repræsentere, så bliver jeg måske endnu mere syg hvis de ikke vil bære disse grimme sider indtil jeg kan få dem tilbage og blive et helt mig?

Og måsek tager jeg helt fejl?

Jeg kunne godt tænker mig at høre om der er andre der har oplevet at en splittet personale gruppen har haft betydning for hvordan I har handlet?
Jeg har en umiddelbar teori om, at forståelse for (gode/dårlige sider, projektioner på personalegruppen) i personalegruppen påvirker hvor godt jeg kommer ud på den anden side i langt højre grad en som så.

Lad mig høre om du kender til det?
Kh Kirsten

2 kommentarer:

  1. Hej Kirsten
    Det er tydeligt at dette betyder rigtigt meget for dig.
    Lige som at man ikke kan ikke kommunikere, tror jeg det du tager op med uenighed blandt en personalegruppe, bare er et muligt miljø. Måske ikke særlig fagligt. Jeg har været på den anden side som medarbejder. Og hold da op hvor det "følelsesmæssige"fyldte på møder, hvor vi skulle tale om hvordan behandling gik, og hvilke tiltag der kunne være nødvendige for den enkelte borger.
    Min indgang er at kunne kommunikere med hvad der kommer, uanset fra hvem det kommer. Så den manglende faglighed er også at lade dig have det du har, og ikke gøre det være, ved at du skal forholde dig til personalets interne splittelse.
    Selvom du, måske kunne have en tendens til splitting(som alle andre, det er en meget tidlig forsvarsmekanisme)må det være et fagligt personales opgave at håndtere dette på en for dig hjælpsom måde. Desværre tror jeg at du er en blandt mange der oplever dette.

    SvarSlet
  2. Under min første indlæggelse, som 18-årig, havde jeg en kontaktperson der var ret fantastisk. Eller dvs, hun var ikke kontaktperson for mig fast, men fra første gang jeg mødte hende havde vi en helt særlig kontakt.
    Jeg var enormt fortvivlet og bange, anede ikke hvad der skulle ske med mig fremover, ikke mindst fordi de læger der var omkring mig kun kiggede efter psykotiske træk og tunge psykiatriske diagnoser fordi jeg har haft familie med disse. Det krævede iøvrigt virkelig is i maven at blive ved med at stå fast på at jeg ikke var syg på dén måde, for de vidste ikke ret meget om spiseforstyrrelser og misforstod både min sygdom og mig.
    Men denne kontaktperson forstod mig på en anden måde. Hun vidste ikke rigtigt noget om hverken spiseforstyrrelser eller selvskade, men hun læste en masse mens jeg var der og forstod noget dr var meget vigtigere - mig.

    Hun var ikke ansat ret længe, for hun havde resten af personalegruppen på nakken meget af tiden. Især i forhold til mig. Hun fik at vide hun var for blød, fordi hun gav sig tid til at drage omsorg når jeg havde det skidt. Hun blev en dag stoppet i at ville gå ned til mig, hvor jeg havde et voldsomt angstanfald og var blevet udstyrret med en pille og sendt i seng. Hun ville se til mig og egentlig bare være der for mig, men hun måtte ikke engang gå ned tl mig på mit værelse.
    Hun har fortalt om forskellige episoder efterfølgende, og jeg forstår godt hun ikke kunne holde til at arbejde der ret længe.
    Men de knus jeg fik "i smug" og positiv opmærksomhed/støtte var en gave og har haft betydning for hele min videre rejse.

    SvarSlet