Diagnose! Lidt godt og måske meget skidt?

Diagnose kalder..lidt godt og måske meget skidt?En tekst skrevet en sen aften efter en fantastisk dag til Nordisk konference. Teksten er skrevet som det oplevedes den gang, set med mine øje i dag..

Hvad betyder en diagnose?
Sætter den mig i bås?
Hvad nu hvis jeg ikke passer rigtig ind i diagnosekassen?
- Eller falder ud af kassen efter kort tid?
Hvis der ikke er en kasse til mig får jeg så ingen behandling?
Skal jeg have en diagnose identitet for at få hjælp?

… egentlig vil jeg jo bare gerne have hjælp til min oprindelige angst og ked af hed – det er der blot ingen som er interesseret i. Jeg har råbt og råbt godt nok de fleste gange uden stemme, for det foregår inde i mig. Udenpå er jeg hel – næsten, hel på nær nogle ridser der udtrykker kaos, ked af hed og angst, og nogle kilo der udtrykker længslen efter at kunne mærke mig, sætte grænser, adskille mig, opdage mine behov igen – hver gang jeg prøver bliver jeg ked af det og/eller angst, så ryger der lidt flere ridser og lidt flere kilo, en slags ydre kontrol som modreaktion på indre kaos. Så er det, det går helt galt for så kommer den der følelse og oplevelse af diagnose identitet. En diagnose alle snakker om, anoreksi, bulimi, spiseforstyrrelse..måske skal jeg hoppe på båden, og kalde mig ”anoreksidiagnosen” for så ser de mig og så bekræftes de i deres rettighed i antagelsen af, at det må det være, vægttab, aktivitet, kontrol, rigtig/forkert, perfekt, total perfekt, skemalagt minut, time, dag, uge, måned, så har jeg kontrol og andre kan se noget er galt og så får hjælp. Desværre mest til diagnosen som jeg så må fastholde.
Jeg stiller mig selv spørgsmålet

Er det bedre uden diagnose, får så får de måske engang øje på min ked af hed og angst og alt det andet kaos? Nej det er ikke bedre for så får jeg jo ingen hjælp?
Jeg tager mine fjedresko på så jeg kan springe op af kassediagnosen.. nej det kan jeg heller ikke længere.. for de har smække låget på, så de tror de ved hvor de har mig..
.. men det ved ingen.. for jeg passer ikke ned i en firkantet kasse kaldet et navn..
For jeg hedder Kirsten og har et hjerte der skriger på omsorg og en styrke som en klippe, hvor der kan vokse solsikke og valmuer der søger lyset, nydelsen, kærligheden.. måske gennem smerten.
Jeg vil altid følge mit hjerte ellers dør jeg.
Diagnose eller ej.

Kirsten Kallesøe