Pårørende som behandler - nyt tilbud

Mandag d. 6.3 blev første afsnit af 3 sendt om børn og unge på Børne og ungdomspsykiatrisk afd.  I Odense, hvor de bl.a. fulgte en pige med anoreksi, en stærk og modig pige fanget i spiseforstyrrelsens fængsel.

https://www.dr.dk/tv/se/dr1-dokumentaren-tv/ungdomspsyk/dr1-dokumentar-boernene-pa-psyk-1-3

En udsendelse der gav erindringer om mange ekstreme hårde og svære år med tvang, bælter, sonde, medicin m.m. og samtidig en udsendelse der på ærlig og nøgen vis viser de vanskelige situationer alle kan komme i, i hverdagen hvor der ikke kun er et svar på vejen ud af spiseforstyrrelsens fangeskab.

Efterfølgende i nyhederne fortælles om et nyt tilbud fra Risskov i Aarhus. https://www.dr.dk/tv/se/tv-avisen/tv-avisen-19/tv-avisen-2017-03-06-21-29#!/

Et tilbud, et nyt tilbud der efterlod mig med mange spørgsmål

Nu skal de pårørende være hjemmebehandler, mere end de er i forvejen anno 2017, de skal udøve tvangen, hertil kommer der en sygeplejerske/læge hjem i familien og hjælper til. 
Desværre så og hørte vi ikke noget til nogen pårørende som udtaler sig om effekten og oplevelsen.
Får de pårørende faglig og personlig supervision? Hvilke betydning har det for familien når eller hvis behandling ikke lykkes? – det er svært nok i forvejen

Hvad med søskende hvor er der plads til dem? Og hvad betyder det for den unge at være hjemme? Betyder det de kan følge skolen og aktiviteter med vennerne og være deltagende i det sociale liv som de netop påpeger er vigtig? Eller betyder det isolation der hjemme hvor forældre og søskende ikke på noget tidspunkt har fri, hvor alt kommer til at handle om magtkampen om hvem som er stærkest sygdomsadfærden eller de pårørende, frem for at de pårørende kan være forældre. Hvor er ansvaret for behandlingen og hvad betyder angsten og stressen i rummet? Bliver hjemmet der normalt er den trygge base, til et sandt mareridt alle vil væk fra? Og med en pige fanget i sygdom som oplever endnu mere skyld.
Man bliver ikke rask af at omgivelserne lider og den syge kan se hvor ondt det gør. Tværtimod kan det give yderlig sygdoms adfærd.
Man bliver rask af at kunne mestre livet og føle sig god nok, have krops kontakt og livslyst og livsappetit

HVOR LADER PÅRØRENDE OP OG FÅR TAGET SIG AF SIG SELV med et barn hjemme som er så syg at de skulle være indlagt?

Det fremgår ikke tydelig af udsendelsen om det handler om dem som slet ikke profilere af indlæggelse, PARADOKSET her er at de slet ikke profilere at symptombehandling med at tvinge vægten op, men at deres behandling må bestå i at arbejde med værdier, mål, den sunde person og dennes ressourcer, dvs. at de kan bibeholde det de brænder for i livet og har energi på, samtidig med behandling og en meget langsom vægtøgning - hvilket vi desværre ikke høre noget om.

Jeg blev glad da jeg hørte om ny behandling endelig tænke jeg, endelig mere fokus på det dejlige menneske bag spiseforstyrrelsen og personens egne ressourcer, frem for mad og vægt fokuseringen. Jeg blev skuffet, men håber – håber at der er nogen som har prøvet dette især de unge med sygdommen tæt inde på livet og deres pårørende der har mod til at give mig svar på tiltale og fortælle ærlig om hvad de oplever.  Dem som står i det, dem som har stået i det ikke dem som engang var syge og ønskede sig noget andet.

Miraklernes tid er ikke forbi og jeg vil håber jeg bliver glædelig overrasket over dette nye tilbud.

For mig er der langt vej til en egentlig ny og vellykket behandling som bygger på andre værdier end mad og vægt og tvang i hjemmet. Jeg håber, håber at dette nye tiltag er et skridt i retning af flere forskellige tilbud tilpasset den enkelte og ikke kun tilpasset systemets kamp for at reducere symptomet.

Stop angsten for at skubbe til den første dominobrik og øget behandling med tvang

Psykologer, psykiatere, medarbejder og andre omsorgspersoner på psykiatrisk hospital i

Risskov forsøger under helt urimelige vilkår, at gøre det de er bedst til nemlig at hjælpe mennesker i nød, mennesker som er svært forpinte, mennesker som har brug for ro, rammer, struktur og tid – GOD TID. Når sindet gør ondt er der behov for, at blive rummet for at kunne lære at rumme sig selv, der er brug for nærvær i mødet, brug for at blive set med venlighed, brug for krops- og samtaleterapi. Lige nu og desværre i alt, alt for langt tid har alle været bange for at skubbe til den første domino brik med fare for at alle brikkerne vælter. Når livet er svært, når man kæmper med og mod psykoser, depression, angst, forstyrrelser i personligheden, spiseforstyrrelse og selvskade, er der behov for tid, tryghed, ro, forudsigelighed, rammer og struktur og samtidig er der brug for nærvær, og oplevelse i mødet af at ”Jeg vil dig” og ”jeg tror på dig”,  ”jeg har tillid til at du og jeg sammen kan vinde over sygdommen” og skal det lykkes, at man tør vise sin sårbarhed og  oplevelsen af at gå i tusinde stykker, at alt krakelere for at kunne blive et helt jeg som kan gå ud i verden og leve og lære, må der være en basalt tillid til at blive rummet, samlet op, anerkendt og at der er nogen der vil en i alt den støtte der er behov for.

Modsat kan det være lige meget, så er det bedre at fastholde sygdomsadfærd uanset hvor destruktiv det end kan se ud, for der findes trygheden og det kendte. Selvom det er smertefuld og man kan dø af længslen efter det gode liv og angsten for at slippe det kendte smerte helved.

At opleve og fornemme angst i de omgivelser der egentlig skal hjælpe, at opleve frygt for brand lige uden for døren kan skabe forstening og stilstand. At være bange for at blive sendt hjem til ingen ting, dårligere end da det endelig lykkes at komme ind, kan skabe kampe, en kamp der ikke gør godt. Det kan blive en kamp med pendlen mellem frygt, angst og forstening. En kamp for at forblive i smerten og trække lykke kortet om at blive en dag mere på afdelingen. En dag mere uden egentlig gavn, når der er for meget uro, utryghed, og fravær til at turde flytte sig.

Der er så mange ressourcer blandt mennesker med en psykisk lidelse, så mange ressourcer der kan udvikles og aktiveres når rammerne, nærværet, trygheden, tilliden og tiden er til stede. Ressourcer der kan få et menneske til at vokse og udvikles til at leve og glædes. Et personale og nogle kontaktpersoner, en psykolog og en psykiater der fik rum og mulighed for at se og møde mennesket. Uden dem, var mit liv ikke der hvor det er i dag og tak for at I havde tid til at se mig og rumme mig.

Desværre bevæger psykiatrien sig lige nu i en stik modsat retning, nemlig derhen hvor alle er bange for at vælte den første dominobrik for så vælter alle, fundamentet skrider, kaos bliver mere kaos, hvis det ikke allerede er sket.

Der er mange dygtige medarbejder på Psykiatrisk afdeling, Men der er grænser for hvor mange kasser der kan løftes på en gang før man går i knæ.

Kære politiker – trivslen, prioriteringen af de psykiatriske afdelinger går lige nu, en en hel gal retning. Værst af alt kan det koster menneskeliv, mere sygdom, mere afvikling, mere kaos, mere angst og større skade, end den langsigtede løsning med flere senge, flere hænder mere tid og mere nærvær. Spørgsmålet er ”Hvem tager første skridt til aktiv handling med flere hænder og flere midler? Med udvikling, en løsning hvor vi med erfaring og personale med viden sammen kravler op i spiralen og løfter sammen. 
Giver de dygtige medarbejder de rammer og den tryghed der er nødvendig for at de kan skabe de rammer der er behov for når man indlægges, når et menneske i kaos møder det fundament, den kærlighed og det nærvær og engagement de længes efter, kan man udvikles og begynde at gå den vej hvor der findes fodfæste og fundament – de ses livsglæde og livslyst. Der er der ressourcer  til hvis dominobrikkerne vælter at hoppe ud af rækken og stoppe domino effekten – det er der ikke som det er i dag.