Om mig

Velkommen til min blog, hvor jeg vil bringe relevante emner, egne tanker og reflektioner omkring emner der gør indtryk på mig, gode oplevelser, ideer og indlæg som jeg gribes af og som optager mig.

fredag den 13. marts 2015

Som at krydse Grand Canyon – og bevare håbet

At være pårørende til en person med spiseforstyrrelse er i sig selv en vanskelig kompleksitet og hvis behandling samtidig er langsommelig, vanskelig og utilpasset til den som er ramt, kan det betyde gentagende indlæggelser af den syge, gentagende skuffelser, opgiven hed over at endt behandling ikke er lig med at den syge bliver rask både hos den syge og hos de pårørende. Som pårørende kan det være opslidende, tære på kræfterne, man kan opleve magtesløshed, frustration og opgiven hed få skyldfølelse over ikke at slå til og ens tålmod sættes på en gevaldig prøve, alt mens man ved at man er den eneste, at det er vigtig at holde ud og bevare håbet, at hvis du som pårørende kaster håndklædet i ringen vælter korthuset og derfor kan du opleve at det ikke er muligt at komme ud af en ekstrem hård situation.

Og ja, som pårørende kan du være ekstrem vigtig, hvis jeg som ramt ikke magter at bevare håbet at du så bære det for mig, at du kan holde mit liv i dine hænder indtil jeg selv kan magte livet, samtidig er det vigtig at give slip så snart jeg selv kan tage fat. En balance gang på et knivsæg.

Hvordan bevare man håbet? Et svært spørgsmål hvor der er mange mulige veje, jeg vil blot belyse en her som forståelse som inspiration.


Forestil dig at den som er ramt af en spiseforstyrrelse har været syg i længere tid, med flere indlæggelser, periodisk opleves håb, tro på og tillid til for derefter at blive afløst af mismod, håbløshed og tvivl om der er et liv til mig. Lad mig slå fast DER ER ET LIV til alle også dig som er allermest ramt, alle har en værdi og værdifuldhed om end den kan være gemt bag et symptom som kan skygge mere eller mindre. At bevæge sig ud af en spiseforstyrrelse kan ses som at krydse Grand Canyon vel om mærket på en gammel og frønnet rebstige. Hver andet bræt er usikker tovet du holder ved er slidt, det er med livet som indsats. Mange vil have kriller i maven ved bare at gå ud på den pæne anlagte hestesko der er bygget hvor du kan se ned, den er dog sikker og der er ingen fare selvom det for nogen kan føles sådan. Når du kan går der frit uden bekymring kan du begynde den egentlige rejse at komme over på den anden side eller snare oversat at komme der hen i livet hvor du kan bevæge dig frit, hvor du ser mærker angst og handler eller ikke handler på den. Når spiseforstyrrelsen raser bestemmer den og holder dig i et jernegreb med skrækhistorier om hvor farlig det er at bevæge sig ud på denne farlige rejse over kløften. Vejen ud af spiseforstyrrelsen er små skridt ud på usikker grund og tilbage igen. Omgivelserne kan opleve at spiseforstyrrelsen forpester livet den ramte vil på et tidspunkt også opleve dette, samtidig er spiseforstyrrelsens begrænsede råderum/fængslet det kendte, det trykke. Der ved jeg hvad der sker.
 
Efter hånden som du flere og flere gange bevæger dig ud over kløften bliver de første meter mere og mere kendt, du ved hvilke brædder du skal springe over, du ved hvor du kan gå hurtig og hvor du må bruge alle dine sanser og være særdeles overvågen, et øjebliks uopmærksomhed og du 
kan falde dybt. Du bliver bange og trækker dig tilbage hvor der er kendt, på sikker grund om end den hedder spiseforstyrrelse. For hver gang du trækker dig til bage kan det ses som indlæggelse, vægttab, opkastning øget motionen, øget mad, øget sort/hvis, alt/intet, øget selvhad, MEN det kan også ses som at du har brug for at tanke op, brug for at være i noget du kender, brug for en pause, brug for at fylde proviant til endnu en tur ud på den farlige og angstfyldte vej over kløften. På et tidspunkt er du halvejs, en skille linje, nu vil der være kortere over til den anden side end tilbage til det du troede var tættest på som nu bliver længst fra. Det i sig selv kan skabe angst. Hvad nu hvis vejen bliver for farlig, hvad nu hvis det viser sig at være umulig at nå på land på modsatte side, det vil øge tankestrømmen, du kender ikke vejen.
Men den er der. Det ved dit inderste. Som barn bevægede du dig frit der var der muligheder og veje at gå, men fordi du var barn var udfordringerne tilpasset din alder, nu er du en voksen som kan træde frit overalt i verden og det kan opleves farlig og utryg både i krop og sind.
Som pårørende kan denne fortælling støtte dig i at bevare håbet i at se at så lang tid der kæmpes er der fordi der er en vilje, en vej en længsel efter at søge friheden, søge uafhængigheden, ressourcer til 
at fastholde sygdom er ressourcer til at ville livet, giv tid, giv den tid der er nødvendig, men forstyr også lidt så den ramte tør træde et ekstra skridt på vej over kløften, og husk går man for hurtig bliver angsten muligvis så stor at jeg mister troen på at jeg kan og tør, jeg bliver for bange.

Som pårørende må du derfor huske dig selv, lære at tage dig af dine vanskeligheder i denne situation, dine følelser, din smerte og din angst. Du kan have en angst for at den ramte falder på vejen over kløften så er I to der er bange og det udfordre rejsen, når mor/far er bange bliver jeg bange. Når jeg går for hurtig bliver de så glade at jeg bliver over modig og overser faren ved et enkelt fejltrin og træder jeg så forkert bliver alle bange, får flash back og mister modet, men tværtimod, det er her du som pårørende kan være den stabile klippe der kan støtte der kan se at jeg faktisk er kommet et skridt længer på vejen, nogen gange har jeg brug for mere tid, mere proviant, flere muligheder.

Når vi er i livet er der muligheder og vi må forsøge at navigere i og balancere på knivsægget af at holde fast på den ene side, give slip på den anden og være observatør, nærværende i øjeblikket, der er en fortid og en fremtid og vi må arbejde med at når noget sker igen er det ikke som plejer, det har vi prøvet før, det samme som sidst, der er gået tid og denne gange er ikke som sidst, den er som nu og som ny – jeg er et andet sted end i går. Næste gang jeg træder ud på rebstien over Grand Canyon er en ny gang, der er noget jeg kender som jeg tager med mig, hvor skal jeg passe på, hvor er faren, der er noget som er ændret måske er flere brædder blevet slidt, måske er nogle repareret og mindre farlige og hvis jeg tror det var som sidst kan det blive farlig at udfordre livet og krydse Grand Canyon.

Som pårørende er dit vigtigste redskab dig selv, dit kendskab til egne følelser og grænser og dit nærvær, din evne til at gøre det som er godt for dig, så du forbliver en stabil klippe, græde når du er ked af det, rase når du er vred, udtrykke de følelser der er så jeg kan se at det ikke er farlig det kan hjælpe dig til at naviger selv i voldsomme hurricane.

Tro på håbet, tro på livet – husk alle har noget værdifuldt at bidrage med





Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar