Om mig

Velkommen til min blog, hvor jeg vil bringe relevante emner, egne tanker og reflektioner omkring emner der gør indtryk på mig, gode oplevelser, ideer og indlæg som jeg gribes af og som optager mig.

tirsdag den 16. august 2011

1989 anno 2011

Faldt over en gammel og næsten glemt notat over en periode i mit liv men meget kaos og meget godt næsten sort/hvidt agtig fra skiftende sekund til sekund. Medvirkende til de mange sort hvide skift var de omkring mig. Denne dag var det min mor, kontaktperson, nattevagt, en læge, det kunne også have været situationer hvor en bestemt hendelse, skulle mange led igennem for at nå frem til rette person. Det var det så ikke lige her. Når jeg læser om mange af de steder det går helt skævt, starter det egentlig ok, men ender et helt andet sted, efter at blive fortalt, skrevet, fortalt, husket og gengivet.. måske er det det som gør det hele så vanskelig i kommunikationen. Hvem der siger, og hvad de siger, og hvad de høre og forstår og hvad der skrives og ikke mindst tolkes og hvad er så egentlig det sagte når det enten kommer til mødet med mig eller er startet som et ønske fra mig og nu igen skal afleveres.

Jeg bryder mig ikke om at skrive det, men når jeg sidder og læser de skrevne ord, om end de er mere end 20 år gamle, tror jeg rigtig mange kan nikke genkende til det her i dag anno 2011. Det handler om alles syn på og alles mening om og sidst men ikke mindst alle tolkninger om mig sygdom og historie. Denne gamle note er fra et øjeblik hvor jeg er meget vred, hvor jeg føler mig trådt på og uretfærdig behandlet, og alligevel skinner de gode stunder også igennem.

Jeg var lige så glad havde fået lov at komme ud i 20 min. fordi jeg havde "opført mig pænt" spist op og ikke skåret i mig. Jeg var så glad, et øjeblik lykkelig, endelig lidt højt til himlen fornemmelse og lidt frihed. I næste øjeblik siger en anden nej det kan du ikke, det er ike en del af aftalen og du kan ikke bare belønnes og i øvrigt har vi ikke lige nu tid til at gå med dig. Og rusche turen var til at føle helt op af glæde og helt ned af skuffelse, endnu engang lære jeg "stol ikke på andre" ikke nok med det jeg blev så ked af det og vred jeg kunne ikke være i min krop den var ved at eksplodere. Jeg ville så gerne ud en tur. Til eftermiddag kunne jeg ikke spise jeg kunne ikke stoppe mad ned i en krop der allerede var på randen til at eksplodere af følelser og kaos, der var ikke fysisk plads. Jeg gik op til et personale og spurt venligt: ”vil du gå en lille tur med mig, bare 5 min. Eller lukke mig ud i haven så jeg kan få frisk luft?” Svar:" nej det vil jeg ikke det er din spiseforstyrrelse som vil ud" citat slut.

Hvor ved hun det fra? Hun spurte hverken mig eller min spiseforstyrrelse men tolkede at det var sådan. Når hun nu mente at det var spiseforstyrelsen hvilket det ikke lige var i denne gang, ja så kunne det være lige meget for ingen så alligevel den pige bagved, der søgte at finde ro og luft og frihed til at tagen endnu et nap i kampen mod spiseforstyrrelsen.

Jeg ringede til min mor hun forsøgte at nå mig, forsøgte at komme bag min mur af facaden. Jeg kommer og vi kan gå en tur sagde hun. Jeg kan høre på den stemme at det er dig Kirsten. Jeg fik frihed, frisk luft, og lyden af vandet. Jeg så solen jeg hørte fuglen, jeg mærkede igen glæden og længslen efter livet. Jeg drømte et øjeblik at jeg fløj som fuglen fri og ubesværet. Jeg vil livet, gik tilbage til afdelingen spiste mig mad og tænkte jeg hader det men det er bedste medicin til at finde frihed. Jeg mærkede glæden brede sig.

Glæden skulle kun varer kort i næste øjeblik kom der en ind uden at banke på eller sige goddag udbrød blot der er kommet svar på dine prøver og de tyder på at du kaster op, eller snyder så vi har besluttet at sætte fast vagt på dig. Vi kan tale om det i morgen, også gik hun uden at sige farvel. Jeg følte mig som et dyr i et bur til opfedning, ikke et menneske af kød og blod man kan tale med. Jeg kaster ikke op, men de tror ikke på mig.
Øv da, det er så hårdt med de mange ture i rusche banen. Det tærer på kræfterne.
Jeg vil faktisk gerne livet. Nattevagten er lige kommet, det er en hel speciel natte vagt og det tror jeg der er enig hed om af alle på afd. Hun går rundt og siger god aften eller nat til alle, aer en på kinden, giver et knus, holder en hånd, lytter, smiler, kommer med blomster, forsøger at finde det gode og samtidig erkender at det er svært. Hun er der bare med hjertet og jeg tror hun elsker sit job som et kald, en mening og måske en mission. Det blev alligevel så en god og rolig afslutning på en turbulent dag.

Kender du at de omring dig har alt for mange bud på dit liv uden at spørge dig, at andre ved hvad du har brug for uden at spørge, at der tolkes, tænkes, misforståes og den det i sidste ender rammer er dig? Kender du de mennesker der kan give beskeder selvom de er øv trælse og alligevel kan en sådan besked give mening fordi den er givet med hjertet og fortalt til personen bag sygdommen?

Dette kunne have været en anden dag og sted og i forhold til en af de andrediagnoser fx bordeline, skizofreni, angst..men nu faldt jeg lige over dette notat.

Kender du det er du velkommen til at dele, så andre kan lære af dine erfaringer
Knus Kirsten

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar