Ny men spændende tidsrøver… Kunst på mange måder..

Er startet på kursus i Adobe CS4 egentlig for at lære noget i forhold til plakater, hjemmeside, folder ect. Det er spændende og hårdt at sidde foran en skærm i adskillige timer, men tiden løber af sted og jeg glemmer alt omkring mig. For jo før øvelserne er slut jo hurtigere til mine egne projekter og jeg har lige fundet ud af at dem har jeg mange af.. hmm de som kender mig vil ikke under sig.. Nå men i tidernes morgen lavede jeg en masse sort/hvide tegninger og nu har jeg fået den ide at lave dem op i A3 som grafisk sort/hvide billeder. Det er bla. nogle af billederne fra bogen ”Lige om lidt..” men det tager tid og lige nu har jeg måske ikke allermest tid og endnu engang må jeg konstatere at en pc for mig er en tidsrøver af værste men så sandelig også af bedste kaliber.
Kender du det, starter på et kursus som er tænkt til et formål og pludselig åbner der sig en pose af gaver lige til at pakke ud, hvis altså tiden tillader eller det får den prioritering som det kræves, det er fantastisk og giver så meget energi, så man næsten bliver høj at det. En super dejlig fornemmelse, selvom jeg slet ikke kan finde ud af det, er det ikke ideer der mangler og energien er så høj at selvværdet hives med op så jeg slet ikke når, at få præsentations angst over om de andre er bedre end mig. Det er simpel hen så spændende, at jeg bare undersøger, eksperimentere og udforsker, laver fejl og starter forfra.. men jeg har ideerne hvor er det dejligt når et kursus bliver til 1000 af muligheder.. Ja så bliver livet jo helt dejligt..
Kender du den fornemmelse.. så lad mig høre Din erfaring
Knus Kirsten

"Er" eller "har" eller ingen af delene?

Om brugen af ord ”Er” eller ”har” eller ingen af delene?

Jeg er ikke den store tilhænger af diagnoser, fordelen kan være, at har man en diagnose kan det give nogle rettigheder til behandling og for at behandle er man nok tvunget til at vide hvad man skal behandle for. Det giver ganske god mening. Af ulemper ved diagnoser ser jeg en langrække som til og med kan være noget af en udfordring. Diagnoser kan være fastholdende, stigmatiserende og dømmende fx oplever jeg en del som får ret så mange diagnoser, er det fordi der er forskellige ”In” diagnoser afhængig om man er i børne- og ungdoms psykiatrien eller voksen afdeling. I socialpsykiatrien ses mange steder et øget fokus på recovery og det hele menneske frem for den eller de diagnoser man nu har fået i tidernes løb I behandlingspsykiatrien høre jeg ofte, alt for ofte ”Anorektiker” ”Spiseforstyrrede” ”du er skizofren” ”er selvskader” jeg mener ikke man er sin diagnose, for så er det jo super problematisk hvem man så er uden? Hvem var man før diagnosen kom til? Hvordan skal man så komme fri af en diagnose hvis det nu også er en identitet? Jeg vil mene man er den man er som menneske med en personlighed og et selv. Så er der en diagnose som fylder mere eller mindre i perioder.
Jeg høre sjælden, hvis jeg nogen sinde har hørt nogen sige ”jeg er influenzaer eller jeg er influenzaerede” Det lyder helt forkert, men over sat til Psykiatrien er det det man siger når man siger Jeg er anorektiker eller m/k er spiseforstyrrede. Der kan være en til bøjelighed til også at sige skilsmissebarn, jeg vil nu mene man er barn af forældre der er skilt.
Selv om det kun er ord så tror jeg at ordene har meget mere magt en som så. Jeg kan godt leve med, at når man er indlagt uanset det er psykiatrisk eller somatisk har man sygdom som er behandlingskrævende ellers kommer indlæggelse vel ikke på tale. Men man er ikke sin sygdom det uanset det handler om somatisk eller psykiatri.
Hvis jeg blev spurt om hvordan man behandler anorektiker vil mit svar være ”det ved jeg ikke” Jeg vil mene man må behandle ”Kirsten” som har anoreksi (Blot et eksempel)
Hvad er din holdning og hvordan oplever du det? Er du din diagnose eller har du en diagnose?