Hvad virker når man er ramt af en spiseforstyrrelse?
Når jeg er ude og holde foredrag møder jeg mange som har
prøvet forskellige behandlingstilbud, nogle tilbud mere human en andre. Jeg har
gennem årerne mødt mange som har fået det godt og er blevet raske og afklaret
med deres spiseforstyrrelse, jeg møder også mange som stadig må slås for at
finde deres vej. Det værste er, når der er nogen der også må slå for retten til
overhovedet at få hjælp og desværre også mange som må slås for den hjælp de
tror er den bedste for dem men ikke kan få den hjælp, enten fordi tilbuddene er
for få eller for firkantede, for rigid, eller fordi kommunen har bestemt at når
det er behandling er det regionen og regionen ikke vil betale til andet end
deres eget . – I de tilfælde bliver det lidt ala ”mak ret – gør som vi siger –
eller gå din vej og klar dig selv” alternativ = nul behandling.
Det er slet ikke i orden, at det skal være så svært at få
den for dig bedste hjælp.
Jeg har selv været der i mange år, og har prøvet meget
forskellig ja lige fra det værste tænkelige til det imødekommende, forstående
og anderkende, i flest år det første. Jeg kan tænke der er sket meget siden jeg
var syg og ja, der er kommet flere tilbud, men der er præcis den samme
rigiditet omkring vægtstigning og diæt. Er du indlagt skal du stige 1 kg, og
ambulant 500 gr. I værste fald kan du få beskeden hvis du ikke vil som os,
afbryder de din behandling.
Mange steder er kravet at vægten skal normaliseres
inden et egentlig terapeutisk forløb
starter, og hvis det så starter kan der komme meget godt ud af det, men jeg
høre også mange steder at når vægten er normaliseret eller
overspisningerne stoppet afsluttes
behandlingen fordi der er nogen der er mere syge. Jeg tænker ofte, hvor blev
lige det terapeutiske arbejde af?
Jeg mener ikke man behøver være normalvægtig for at gå i
terapi – min erfaring er at det kan man sagtens på en lav vægt eller ved mange
overspisninger
Det alt afgørende er at man spiser en nogenlunde fuldkost så
vægten ikke falder og du tære på de få ressourcer der er. Hvis man er
normalvægtig og ikke spiser så kan man heller ikke gå i terapi.
Det er klart for at blive rask må vægten og spisningen
normaliseres, så kroppen kan fungere optimal.
Spiseforstyrrelsen er en redningskrans, en overlevelses strategi
og det handler om at du lære at svømme uden redningskrans, at du lære at du er
go nok og ikke behøver flytte fokus men kan være dig og gøre det du har lyst til og gå efter det
der er energi på at du er chefen i dit liv, frem for at spiseforstyrrelsen
sætter dagsordning.
Men hvad er det egentlig der har hjulpet dig?
Eller hvis du er fanget i spiseforstyrrelse hvad tror du så
på vil hjælpe dig?
Det kan være den behandling du er i, eller noget du gerne
vil, men ikke tør eller noget helt andet?
Hvad tror du virker?
Hvis du ikke har mod på at dele det her er du velkommen til
at sende en mail
Kærligst Kirsten
