Bare du ser mig som den jeg er…

Om du er enig eller uenig med mig når jeg har noget at sige, er mindre vigtig – bare du ser mig som jeg er og ikke som du tror jeg er i forhold til min diagnose.

Af og til møder jeg fagfolk som er skeptiske over for det at være høj sensitiv, de kan mene at forskning er utilstrækkelig, de kan mene at eller frygte at det bliver en ny diagnose, de kan sætte sig til modværge mod udsagn fra alle de mange som oplever hvor svært det er  og hvor meget støj der er i verden, når man er sensitiv og mangler filtre til at sortere og skille ting, følelser og oplever ad. Lad mig slå fast at særlig sensitiv ikke er en sygdom men en måde nervesystemet registrere det som sker i omgivelserne på. For yderlig info kan du læse mere her http://www.sensitiv.dk

Det er helt ok at man ikke kalder alt noget, men at ønsket om at hjælpe og at lykkedes med at hjælpe mennesker med en psykisk sårbarhed, fx spiseforstyrrelse, og selvskade må vi være i stand til at se det enkelte menneske der hvor den enkelte ER med eller uden at der er mange diagnoser, etiketter, sensitivitet

Alle spiseforstyrret har et sensitiv sind, men ikke alle sensitive er spiseforstyrret

Citat: Finn Skårderud

Alt for mange behandlingssteder har fokus på normalisering af vægt, ophør af opkastning, reducering af tvangsmotionering, ophør af selvskade. Lykkes det ikke sættes der fast vagt på, øget kalorier indtag, ligges sonde,  følges på toilet, gennemsøger rummet for diverse genstande, sættes ind med tvang. I sidste ende kan du sendes på time out eller afsluttes med ordene ”ikke motivere for behandling”

Når de sværeste symptomer er reduceret afsluttes du fordi du er symptomfri, men nogen gange mere syg end da symptomerne var tydelige, for nu kan ingen se dig. Er du til og med særlig sensitiv skal der mindre til at nå en øvre stress tærskel, angsten kan sidde uden på tøjet og tankerne fylder i kaotisk rækkefølge. Ofte høre jeg ordene  Det er ”din spiseforstyrrelse” eller ”du er ikke motiveret for behandling”
Det er svært at forstå den logik at når behandling ikke lykkes handler det om at personen er årsag til, men når behandling lykkes er det gode behandler….

For mig at se er der noget af det vigtigste når man er ramt af en spiseforstyrrelse og eller selvskade at blive mødt af et oprigtig, kærlig, ærlig og nysgerrig menneske, et menneske som undres og reflektere når noget mislykkes, snare end udsagnet om, manglende motivation for behandling eller manglende sygdoms indsigt.

Jeg oplever at i den tid i vi er i live som mennesker uanset sygdom, har vi et ønske om at slutte fred inden i ”sit selv” vi har et håb og en tro og længsel efter livet. Dermed ikke sagt at vi tør slippe spiseforstyrrelsen og selvskaden for den virker som redningskrans når vi er ved at drukne. Vi kæmper fordi der er noget vi savner og længes efter, mere i harmoni, mere ro, mere kærlighed og lære hvordan man gør når livet til tider viser sin grimme og smertefulde side.

Når jeg påvirkes af billeder om dyr der mishandles, høje lyde, overvældes af forår, så jeg næsten ikke kan rumme det – kan jeg bruge spiseforstyrrelsens kontrol til at fokusere, så skal jeg ikke tage stilling, så kan jeg lukke af og jeg er god til at navigere i spiseforstyrrelses adfærd og selvskadende adfærd. Mulige reaktioner når man oplever at være særlig sensitiv

Egentlig ville jeg bare gerne være i livet, elskes og elske andre, når jeg lære at elske hele mig, min krop, mit komplekse sind og tankernes spind og acceptere det som er, tror jeg langsom jeg tør begynde at slippe kontrollen over spisning og opkastninger og måske endda glemme at medbringe noget at skære mig med.

Det skulle vært unødvendig å kjempe. Man skulle bare fått puste på sitt eget språk.

Citat: Mari Boine

For at en optimal behandling kan bære frugt, tror jeg at der må flere forskelige tilbud til, det er fint med en restriktiv behandling for dem som profilere at det, men alle os andre lider og kan i værste fald dø af det i bedste fald sker der ikke noget særlig andet end stilstand.

Se mig som den jeg er, så jeg kan udfolde mine potentialer og anvende mine ressourcer og værdier. Jeg ønsker at bidrage frem for at kæmpe.