Forår

Sidder og lapper solen i mig, fuglene synger og bøgen er lige fremme og stråler med sine ny ud sprungende blade. Der er lige før at syrenerne springer ud så skal der laves syren gele og syren saft, æble og pærer træerne er også lige på vippen til at vise sig fra sin dejligste forårs agtige side.

Egentlig tror jeg andre vil kalde mig B- menneske, men der sker bare noget her efter 1. Marts, det er som om mit indre ur flyttes både med at stå tidlig op og gå sent i seng. Det er som om alting bliver lettere og sindet ændre sig i en positiv retning når jeg sidder mutters alene på bænken, skriver, nyder varmen, fuglens sang, forårs duftene, farverne - det bare at være... Sådan har det ikke altid været engang var forårets overvældenhed forfærdenlig rædselsfuld. Jeg fik det endnu mere skidt jo mere andre forsøget at opmuntre mig, jeg hadede forår dengang, jeg elskede naturen, men mit mørke dystre sind og kaotiske indre kunne ikke matche al den glæde og lykke der lå så langt væk. Alligevel var der nogen der "heldigvis" insisterede på at lukke foråret ind, insisterede på den omsorgsfulde, rummende nærværende måde at give mig små doser livfuldhed, de holdte ud, trods mit sortsyn, de holdte ud at være der hvor jeg var i mørket og se revner hvor lyset kunne komme ind, de var der for mig til jeg kunne holde ud at være der for mig selv og nyde mit eget selskab. Af hjertet tak for at de fandtes og ikke gav op. 

Håber og ønsker for jer der ikke kan lukke foråret ind at der må være nogen som kan se jer, og fortælle at I er noget værd, at I har noget at bidrage med, og der er brug for Jer. 

Forårs hilsner fra bænken under bøgen.