Det er forår, uanset det skiftevis regner, blæser, stadig fare for nattefrost men også strålende solskinsdage – kalenderen siger det og nu er vi gået over til sommer tid.
Tiden med lys bliver længere, solsorten synger solen ned, fulgene har travlt med at bygge rede, over alt pibler det op af jorden. De første lune solskins dage virker overvældende og det er næsten ikke til at holde ud at sidde bag en pc skærm og arbejde – det handler om at komme ud, ud i den friske og lune luft. Vinduer åbnes, jeg får trang til forårsrengøring og vindues pudsning, utroligt men sandt.
Det er som at få en ordentlig dosis vitaminer og en pakke ladet med energi som var det nye duracell batterier. Det er det jeg elsker ved årstiderne i Danmark. Lige nu er skoven dækket af anemoner, det er muligt at nå hjem fra arbejde inden det bliver mørkt og dagene bliver lunere og lunere, jeg sidder med en dejlig fornemmelse af liv og glæde. Kender du det?
Sådan har det ikke altid været, engang var jeg bange for foråret bange for lyset og solen, bange for at se alle de forårsglade mennesker der sad på cafeerne og gik ture i skoven, bange for alt den liv og energi, for den kunne ikke rigtig nå mig. Jeg blev trist og ked af det, følte mig mere ensom en nogen sinde før, længes efter regnfulde mørke dage der kunne match hvordan jeg oplevede at have det. Det var som om jeg røg direkte ind i endnu en depression være en den jeg var i ved juletide..
Det var så svært og det blev ikke lettere af at alle andre synes jeg skulle være glad for at der kom mere sol og mere lys og flere blomster, men ejg havde ikke over skudet og deres velmende ord kom til at virke modesat og jeg gemte mig endnu mere væk.
Indtil den dag jeg mødte en som turde være sammen med mig i min depression, en som kunne rumme at jeg var ked af det, oplevede at være ensom og bange for livet. En som insistede på at sidde sammen med mig på mit lille lukkede kælder væresle og ryge cigaretter og være trist. Det ændrede meget.. når hun kunne være sammen med mig her og ikke forsøgte at ville, at jeg skulle noget andet, men opmundrende mig til at være og langsomt lærte mig, at det godt kunne være både og, at jeg kunne nyde lidt og trække mig lidt. Hun ville sidde sammen med mig i mit mørke rum samtidig med at jeg fik lyst til også at være sammen med hende i hendes rum..foråret, da begyndte foråret også for mig og jeg begyndte at glædes..:-)
Kender du det at noget glædeligt og overvældende næsten kan virke helt modsat?
Jeg vil du alligevel sende en forårshilsen til Jer alle uanset hvorend i befinder Jer der ude <3
Knus Kirsten
torsdag den 14. april 2011
søndag den 20. februar 2011
Hvad virker for dig?
Hvilken nøgle virker?
Noget jeg er meget optaget af er: ”Hvad er det er som virker, hvad er nøglen”? Jeg kender mange som efter gentagende ambulante behandlinger og måske indlæggelse flere gange kommer sig. Jeg har mine egne erfaringer for hvad der var min nøgle og hvad det var, som havde betydning for mig, men hvad har haft den største betydning for dig?
Der er noget som tyder på at metoden i behandlingen ikke er vigtigste faktore, men hvad er det så?
Hvad var/ er det som gør at du er kommet videre? Jeg bliver nysgerrig på hvad er nøglen?
Er det mødet, relationen, rammerne, det rigtige på det rigtige tidspunkt, alder, erfaring, skift af behandler, arbejde, pension, diagnosen, når det går skidt og det handler om en kamp, indragelse af netværk, er det en blanding af eller noget helt, helt andet.. hvad hjalp/hjælper dig?
Vær med til at dele dine erfaringer så andre kan få glæde af og lære af hvad er det som virker?
Vi er individuele individer og har behov for at blive set på og behandlet individuelt og derfor kan det som virker for den ene have modsat effekt på den anden, derfor tænker jeg det er meget komplekst og det vil jeg gerne være med til at sætte fokus på. Det håber jeg også du vil bidrage med.
Tak fordi du deler din erfaring
Smil og kh, Kirsten
Der er noget som tyder på at metoden i behandlingen ikke er vigtigste faktore, men hvad er det så?
Hvad var/ er det som gør at du er kommet videre? Jeg bliver nysgerrig på hvad er nøglen?
Er det mødet, relationen, rammerne, det rigtige på det rigtige tidspunkt, alder, erfaring, skift af behandler, arbejde, pension, diagnosen, når det går skidt og det handler om en kamp, indragelse af netværk, er det en blanding af eller noget helt, helt andet.. hvad hjalp/hjælper dig?
Vær med til at dele dine erfaringer så andre kan få glæde af og lære af hvad er det som virker?
Vi er individuele individer og har behov for at blive set på og behandlet individuelt og derfor kan det som virker for den ene have modsat effekt på den anden, derfor tænker jeg det er meget komplekst og det vil jeg gerne være med til at sætte fokus på. Det håber jeg også du vil bidrage med.
Tak fordi du deler din erfaring
Smil og kh, Kirsten
lørdag den 12. februar 2011
Har brug for dit bidrag, hvis du kender til "Virker miljøterapi hvis der ikke er et miljø"?
Kan man lave miljøterapi hvis man ikke har et miljø?
Jeg har lang tid gået og tænkt på vigtigheden af personale samarbejde = miljø og hvordan miljøterapien/behandlingen virker hvis ikke personalet samarbejder indbyrdes altså hvis der ikke er et miljø og at det kan få tunge koncekvenser for dem som egentlig skal hjælpes. Er det bare er noget jeg går og tror?
Blot et eksempel, der er flere i min bog, Da jeg var indlagt oplevede jeg ofte at der var uenighed i personale gruppen om hvordan min behandling skulle være, hvor meget og hvor lidt jeg måtte og hvor striks en regel skulle overholdes.
På et tidspunkt har jeg det skidt jeg har godt nok lovet ikke at skære i mig selv, indtil næste samtale, men det føles helt uoverskuelig at skulle vente så lang tid og jeg tør ikke gå op til dem, som er på arbejde for jeg er ikke hel tryg ved dem, kun 1 men hun er optaget.
Da jeg høre en stol blive smadret og en anden græde kan jeg ikke holde det ud mere og skære mig, der kommer en ned og skælder mig hæder og ære ud, forstår ikke helt hvorfor, men det gør hun. Hun vender sig vredt om og går – nu er jeg jo ikke lige til at vippe af pinden, godt nok bløder det men anyway, jeg åbner døren og råber af alt min fulde kraft:
”Nu må i fan… Tage jer sammen jeg skal ikke tage mig af jeres vrede – behold den selv” og smækker døren i igen… Sjælden har jeg oplevet en sådan stilhed.
Jeg mente det og jeg mener det stadig, når jeg oplevede at personalet ikke kunne finde ud af det indbyrdes og mærkede at nogen synes jeg var ok andre ville hellere se mig langt væk. Jeg tror ofte det var mine egne projektioner de blev bære af, de” onde” var mine skyggesider de ”gode” de sider jeg kendte og holdte af. Men hvis ikke de formåede at forstå det, kan jeg godt forstå det gik så galt ind i mellem.
Jeg møder jævnlig medarbejder der overvejer at sige deres stilling op fordi de følser sig presset ud af den øvrige personale stab, fordi de gør noget anderledes og det anderledes tiltrækker en patientgruppes opmærksomhed i positiv retning, men personalet får besked på at rette ind og gøre som gruppen.
Men tænke hvis det nu er mine forskellige gode og mindre gode sider de hver især repræsentere, så bliver jeg måske endnu mere syg hvis de ikke vil bære disse grimme sider indtil jeg kan få dem tilbage og blive et helt mig?
Og måsek tager jeg helt fejl?
Jeg kunne godt tænker mig at høre om der er andre der har oplevet at en splittet personale gruppen har haft betydning for hvordan I har handlet?
Jeg har en umiddelbar teori om, at forståelse for (gode/dårlige sider, projektioner på personalegruppen) i personalegruppen påvirker hvor godt jeg kommer ud på den anden side i langt højre grad en som så.
Lad mig høre om du kender til det?
Kh Kirsten
Jeg har lang tid gået og tænkt på vigtigheden af personale samarbejde = miljø og hvordan miljøterapien/behandlingen virker hvis ikke personalet samarbejder indbyrdes altså hvis der ikke er et miljø og at det kan få tunge koncekvenser for dem som egentlig skal hjælpes. Er det bare er noget jeg går og tror?
Blot et eksempel, der er flere i min bog, Da jeg var indlagt oplevede jeg ofte at der var uenighed i personale gruppen om hvordan min behandling skulle være, hvor meget og hvor lidt jeg måtte og hvor striks en regel skulle overholdes.
På et tidspunkt har jeg det skidt jeg har godt nok lovet ikke at skære i mig selv, indtil næste samtale, men det føles helt uoverskuelig at skulle vente så lang tid og jeg tør ikke gå op til dem, som er på arbejde for jeg er ikke hel tryg ved dem, kun 1 men hun er optaget.
Da jeg høre en stol blive smadret og en anden græde kan jeg ikke holde det ud mere og skære mig, der kommer en ned og skælder mig hæder og ære ud, forstår ikke helt hvorfor, men det gør hun. Hun vender sig vredt om og går – nu er jeg jo ikke lige til at vippe af pinden, godt nok bløder det men anyway, jeg åbner døren og råber af alt min fulde kraft:
”Nu må i fan… Tage jer sammen jeg skal ikke tage mig af jeres vrede – behold den selv” og smækker døren i igen… Sjælden har jeg oplevet en sådan stilhed.
Jeg mente det og jeg mener det stadig, når jeg oplevede at personalet ikke kunne finde ud af det indbyrdes og mærkede at nogen synes jeg var ok andre ville hellere se mig langt væk. Jeg tror ofte det var mine egne projektioner de blev bære af, de” onde” var mine skyggesider de ”gode” de sider jeg kendte og holdte af. Men hvis ikke de formåede at forstå det, kan jeg godt forstå det gik så galt ind i mellem.
Jeg møder jævnlig medarbejder der overvejer at sige deres stilling op fordi de følser sig presset ud af den øvrige personale stab, fordi de gør noget anderledes og det anderledes tiltrækker en patientgruppes opmærksomhed i positiv retning, men personalet får besked på at rette ind og gøre som gruppen.
Men tænke hvis det nu er mine forskellige gode og mindre gode sider de hver især repræsentere, så bliver jeg måske endnu mere syg hvis de ikke vil bære disse grimme sider indtil jeg kan få dem tilbage og blive et helt mig?
Og måsek tager jeg helt fejl?
Jeg kunne godt tænker mig at høre om der er andre der har oplevet at en splittet personale gruppen har haft betydning for hvordan I har handlet?
Jeg har en umiddelbar teori om, at forståelse for (gode/dårlige sider, projektioner på personalegruppen) i personalegruppen påvirker hvor godt jeg kommer ud på den anden side i langt højre grad en som så.
Lad mig høre om du kender til det?
Kh Kirsten
fredag den 7. januar 2011
Førtidspension afvikling eller udvikling
Afvikling eller udvikling.
Hent indlægget i PDF fil
Jeg fik førtidspension før jeg fyldte 40 år og godt for det, i dag er jeg 45 år og ude af førtidspension.
Jeg blev syg hvergang jeg skulle præstere, det kunne ikke blive godt nok, jeg skulle være den bedste, stærkeste og selv ikke det bedste var godt nok inde i mit hoved.
Var en anden vred eller ked af det, var det min skyld – jeg var på overarbejde inde i mig. Jeg gik ned med sygdom og psykose hvergang og det var der nogen der lyttede til dengang. Der var nogen der forsøge at se på mig som menneske, som en der kæmpede for at overleve, som så at jeg overlevede ved hjælp af min sygdom jeg havde dengang ikke andet. Der var andre der så mig som domminerende, manipulerende, uopdragen, som håbløs tilfælde.. Det var også det som gjorde det hele så komplekst, så vanskelig, som sendte mig ud og ind af systemet, som var tæt på at få mine behandler i det røde felt, som skabte krigen mellem sygdommen og behandlerne og behandlerne imellem, som medførte at jeg blev mindre og mindre og blev mere og mere syg. Alligevel var der nogen der troede på og lyttede, som forstod vigtigheden af at frede mig fra arbejds market, som forstod, at fik jeg ikke ro vil jeg sidde fast i svingdøren og ryge ud og ind.
Der var nogen der turde bryde alle regler og ryste terningerne igen og igen, der var nogen der turde bryde med egne grænser og forsøge det som var frygtsom og uprøvet i stedet for at fortsætte med det som var mislykkes de sidste 15 år. Der var nogen der havde modet til at være sammen med mig og holde ud, selv når det var slemt, meget slemt.
Jeg fik roen, jeg fik først mellemste- så højeste førtidspension.. presset om at skulle præstere og gøre alt for andre hvor jeg glemt mig selv blev mindsket, jeg havde nu tiden til at gå små sikre skridt. To skridt frem og et tilbage.. men dog sikre fremskridt over tid fx at holde mig fra af indlæggelse eller opleve at kunne få en god dag to dage i træk.
Der var en bagside, den skabte mørke skyer og ar i sind og sjæl..”uden for” Nu var jeg med ét udenfor, ingen regnede med mig… ingen havde forventninger som på arbejdsmarkedet..det var ligesom ligemeget..jeg ville gerne at nogen forventede noget af mig..jeg fik jo blot min løn et andet sted fra..og som en sagde engang, hvilket gjorde mig ked af det var.. Hvis du kan tage en uddannelse en gang, på din pension.. så fortjener du at komme på SU eller kontant hjælp inden.. lige som os andre.. Ja, det kan hun sikker have ret i, men jeg havde ikke noget at falde tilbage på, ingen opsparing, ingen pensionsordninger, ingen optjente dagpengeret og mistede jeg mit økonomiske fundamen og sikkerheden i at være et menneske der betaler sine regninger til tiden og lige klare egne faste udgifter. Så var vejen til sygdom igen synligere end nogensinde før. Min fortid var 20 års sygdom, 10 års indlæggelse. Hendes fortid var uddannelse, famile, arbejde og i perioder sygemeldinger, sygedagpenge. To historier, to situationer med hver sine goder og svagheder.
Presset fik Sindet til at gå istykker – det der gik så godt var på vej til at gå skidt. Jeg blev bange, bange for presset, kravene, forvnetningerne.
Nu var jeg fanget mellem at forholde mig passiv og se på eller tage en kamp op jeg dengang ikke kunne vinde, sygdommen var for tæt på.
Det var ikke rart når jeg deltog på et kursus eller en temadag:
Præsentationsrunde: navn, bopæl, familie og arbejde.. De første 3 svar gik godt nok, men det sidste.. var en evig kamp.. arbejde… Førtidspensionist.. fritaget fra arbejdsmarket… syg..på standby..uanset hvad jeg sagde af disse ord, var det svært at komme uden om de mange spørgsmål, jammen hvorfor.. du ser da sund ud..og nej det er da forfærdentlig.. jeg kender også en.. osv. Jeg ønskede dybest set bare at være mig og at andre så på mig som mig, men det var ikke det der skete, det blev igen sygdom som kom til at præge billedet, de andres syn på mig og deres spørgsmål.
Så begyndte jeg at sige kursist og kunstner for jeg malede en gang i mellem. Det gav helt andre nysgerrige spørgsmål og åbnede for det kreative menneske og den kærlighed jeg havde til livet og andre mennesker, det var som om jeg blev inkluderet på en anden måde. Dybest set var mødet og relationen meget forskellig og jeg startede med at sige på førtidspension eller kunstner, blot to forskellige ord, med så forskellig reaktion som nat og dag.
Jeg var stadig heldig, heldig at møde mennesker der anerkendte mine værdier og det jeg var god til og som hjalp mig med det og de øjeblikke der fik klappen, den sorte klap til at gå ned. Som flyttede fokus til det som fungerede og støttede mig i at jeg skulle gøre det jeg var god til så ville de hjælpe mig og tage over med de var gode til og sammen kunne jeg komme vidre. Jeg er den sagsbehandler i den nye kommune taknemmelig, han så mig, han så min sårbarhed og forstod at det ikke handlede om at vide bedst men om nensomt at ruste mig til livet, også når det var mest barsk.
Han gentog det vi snakkede om i telefonen når jeg skulle mødes med ham, ville sikre sig at vi startede med samme udgangspunkt, samme stå sted. Jeg har sjælden mødt et menneske der med så præcise ord, gengav mine ord, det var som at høre mig selv igen fra telefonen, så havde jeg mulighed for at rette hvis jeg mente noget andet. Ham tænker jeg tit på og sender en kærlig tanke – det var guld værd.
I dag er jeg tilbage på arbejds market, i dag er jeg desværre glad for at jeg ikke er under 40 år og har brug for ro til at komme mig, i dag er jeg glad for at det ikke er mig og min situation de diskutere og jeg mærker dybt ind i maven den fornemmelse af usikkerhed og utrykhed ved ikke at vide om jeg sendes ud i kulden. Håber ikke alt for mange har det sådan for den angst æder sig ind og forpester alt.
Hele den snak om ændring, ingen pension før en alder, over og under grænser for om man får botibud, bostøtte, psykologhjælp, om mor eller far kan frikøbes.. Sygdom handler ikke om kasser, om et bestem år eller et bestemt regelsæt. Sygdom handler om mennesker, om situationer og livs omstændigheder der er blevet uoverskuelig, om traumer, om stres, om mestring, årsager der er lige så forskellig som du og jeg. Der findes ikke en løsning og der kan ikke opstilles ét regelsæt. Der er brug for individualitet og frihed til at se den som lider og nå indtil det hjerte der dybest set elsker livet og gerne vil bidrage til livet og til samfundets opgaver.
Ser du ikke mit hjerte og mine kvaliteter og anerkender min såbarhed, fortæstter jeg i kampen, i sygdommen, med psykoser og smerte, for den kender jeg der er jeg på hjemmebane, men jeg lider og det er smertefuldt.
Jeg vil gerne være en del af samfundet, jeg vil gerne ses som menneske, som en der har nøjagtig de samme følelser som dig og som alle andre, måske lidt mere udpræget reaktion i top og bund. Det jeg har, har du også, jeg har måske bare lidt mere af noget – det som blev formeget og udviklede sygdom, måske enda for at overleve. Når jeg er i live i livet er det fordi jeg tror på at der en vej at gå, tror på ændringer og forbedringer. Derfor fortsætter jeg.
Mit største ønske er at du som bestemmer lovene og reglerne hvor de færreste præcis passer ind. At du vil lytte og lave rammer der sætter det enkelte menneske, dennes kærlighed til livet og livsønsker og livsappetet i højsæde, så Ressourcen kan udvikles frem for afvikles. Og afvikles kan blive et resultat af trudsler, fastsatte år og grænser og firkantede kasser.
Enhver der er i livet har en tro og et håb om at det bedste for mig vil sejre.
Bevar håbet, tro på livet og lyt til den som kommer med et ønske – deri er der mulgiheder og uanede ressourcer som kan afvikles eller udvikles.
Knus Kirsten.
Hent indlægget i PDF fil
Jeg fik førtidspension før jeg fyldte 40 år og godt for det, i dag er jeg 45 år og ude af førtidspension.
Jeg blev syg hvergang jeg skulle præstere, det kunne ikke blive godt nok, jeg skulle være den bedste, stærkeste og selv ikke det bedste var godt nok inde i mit hoved.
Var en anden vred eller ked af det, var det min skyld – jeg var på overarbejde inde i mig. Jeg gik ned med sygdom og psykose hvergang og det var der nogen der lyttede til dengang. Der var nogen der forsøge at se på mig som menneske, som en der kæmpede for at overleve, som så at jeg overlevede ved hjælp af min sygdom jeg havde dengang ikke andet. Der var andre der så mig som domminerende, manipulerende, uopdragen, som håbløs tilfælde.. Det var også det som gjorde det hele så komplekst, så vanskelig, som sendte mig ud og ind af systemet, som var tæt på at få mine behandler i det røde felt, som skabte krigen mellem sygdommen og behandlerne og behandlerne imellem, som medførte at jeg blev mindre og mindre og blev mere og mere syg. Alligevel var der nogen der troede på og lyttede, som forstod vigtigheden af at frede mig fra arbejds market, som forstod, at fik jeg ikke ro vil jeg sidde fast i svingdøren og ryge ud og ind.
Der var nogen der turde bryde alle regler og ryste terningerne igen og igen, der var nogen der turde bryde med egne grænser og forsøge det som var frygtsom og uprøvet i stedet for at fortsætte med det som var mislykkes de sidste 15 år. Der var nogen der havde modet til at være sammen med mig og holde ud, selv når det var slemt, meget slemt.
Jeg fik roen, jeg fik først mellemste- så højeste førtidspension.. presset om at skulle præstere og gøre alt for andre hvor jeg glemt mig selv blev mindsket, jeg havde nu tiden til at gå små sikre skridt. To skridt frem og et tilbage.. men dog sikre fremskridt over tid fx at holde mig fra af indlæggelse eller opleve at kunne få en god dag to dage i træk.
Der var en bagside, den skabte mørke skyer og ar i sind og sjæl..”uden for” Nu var jeg med ét udenfor, ingen regnede med mig… ingen havde forventninger som på arbejdsmarkedet..det var ligesom ligemeget..jeg ville gerne at nogen forventede noget af mig..jeg fik jo blot min løn et andet sted fra..og som en sagde engang, hvilket gjorde mig ked af det var.. Hvis du kan tage en uddannelse en gang, på din pension.. så fortjener du at komme på SU eller kontant hjælp inden.. lige som os andre.. Ja, det kan hun sikker have ret i, men jeg havde ikke noget at falde tilbage på, ingen opsparing, ingen pensionsordninger, ingen optjente dagpengeret og mistede jeg mit økonomiske fundamen og sikkerheden i at være et menneske der betaler sine regninger til tiden og lige klare egne faste udgifter. Så var vejen til sygdom igen synligere end nogensinde før. Min fortid var 20 års sygdom, 10 års indlæggelse. Hendes fortid var uddannelse, famile, arbejde og i perioder sygemeldinger, sygedagpenge. To historier, to situationer med hver sine goder og svagheder.
Presset fik Sindet til at gå istykker – det der gik så godt var på vej til at gå skidt. Jeg blev bange, bange for presset, kravene, forvnetningerne.
Nu var jeg fanget mellem at forholde mig passiv og se på eller tage en kamp op jeg dengang ikke kunne vinde, sygdommen var for tæt på.
Det var ikke rart når jeg deltog på et kursus eller en temadag:
Præsentationsrunde: navn, bopæl, familie og arbejde.. De første 3 svar gik godt nok, men det sidste.. var en evig kamp.. arbejde… Førtidspensionist.. fritaget fra arbejdsmarket… syg..på standby..uanset hvad jeg sagde af disse ord, var det svært at komme uden om de mange spørgsmål, jammen hvorfor.. du ser da sund ud..og nej det er da forfærdentlig.. jeg kender også en.. osv. Jeg ønskede dybest set bare at være mig og at andre så på mig som mig, men det var ikke det der skete, det blev igen sygdom som kom til at præge billedet, de andres syn på mig og deres spørgsmål.
Så begyndte jeg at sige kursist og kunstner for jeg malede en gang i mellem. Det gav helt andre nysgerrige spørgsmål og åbnede for det kreative menneske og den kærlighed jeg havde til livet og andre mennesker, det var som om jeg blev inkluderet på en anden måde. Dybest set var mødet og relationen meget forskellig og jeg startede med at sige på førtidspension eller kunstner, blot to forskellige ord, med så forskellig reaktion som nat og dag.
Jeg var stadig heldig, heldig at møde mennesker der anerkendte mine værdier og det jeg var god til og som hjalp mig med det og de øjeblikke der fik klappen, den sorte klap til at gå ned. Som flyttede fokus til det som fungerede og støttede mig i at jeg skulle gøre det jeg var god til så ville de hjælpe mig og tage over med de var gode til og sammen kunne jeg komme vidre. Jeg er den sagsbehandler i den nye kommune taknemmelig, han så mig, han så min sårbarhed og forstod at det ikke handlede om at vide bedst men om nensomt at ruste mig til livet, også når det var mest barsk.
Han gentog det vi snakkede om i telefonen når jeg skulle mødes med ham, ville sikre sig at vi startede med samme udgangspunkt, samme stå sted. Jeg har sjælden mødt et menneske der med så præcise ord, gengav mine ord, det var som at høre mig selv igen fra telefonen, så havde jeg mulighed for at rette hvis jeg mente noget andet. Ham tænker jeg tit på og sender en kærlig tanke – det var guld værd.
I dag er jeg tilbage på arbejds market, i dag er jeg desværre glad for at jeg ikke er under 40 år og har brug for ro til at komme mig, i dag er jeg glad for at det ikke er mig og min situation de diskutere og jeg mærker dybt ind i maven den fornemmelse af usikkerhed og utrykhed ved ikke at vide om jeg sendes ud i kulden. Håber ikke alt for mange har det sådan for den angst æder sig ind og forpester alt.
Hele den snak om ændring, ingen pension før en alder, over og under grænser for om man får botibud, bostøtte, psykologhjælp, om mor eller far kan frikøbes.. Sygdom handler ikke om kasser, om et bestem år eller et bestemt regelsæt. Sygdom handler om mennesker, om situationer og livs omstændigheder der er blevet uoverskuelig, om traumer, om stres, om mestring, årsager der er lige så forskellig som du og jeg. Der findes ikke en løsning og der kan ikke opstilles ét regelsæt. Der er brug for individualitet og frihed til at se den som lider og nå indtil det hjerte der dybest set elsker livet og gerne vil bidrage til livet og til samfundets opgaver.
Ser du ikke mit hjerte og mine kvaliteter og anerkender min såbarhed, fortæstter jeg i kampen, i sygdommen, med psykoser og smerte, for den kender jeg der er jeg på hjemmebane, men jeg lider og det er smertefuldt.
Jeg vil gerne være en del af samfundet, jeg vil gerne ses som menneske, som en der har nøjagtig de samme følelser som dig og som alle andre, måske lidt mere udpræget reaktion i top og bund. Det jeg har, har du også, jeg har måske bare lidt mere af noget – det som blev formeget og udviklede sygdom, måske enda for at overleve. Når jeg er i live i livet er det fordi jeg tror på at der en vej at gå, tror på ændringer og forbedringer. Derfor fortsætter jeg.
Mit største ønske er at du som bestemmer lovene og reglerne hvor de færreste præcis passer ind. At du vil lytte og lave rammer der sætter det enkelte menneske, dennes kærlighed til livet og livsønsker og livsappetet i højsæde, så Ressourcen kan udvikles frem for afvikles. Og afvikles kan blive et resultat af trudsler, fastsatte år og grænser og firkantede kasser.
Enhver der er i livet har en tro og et håb om at det bedste for mig vil sejre.
Bevar håbet, tro på livet og lyt til den som kommer med et ønske – deri er der mulgiheder og uanede ressourcer som kan afvikles eller udvikles.
Knus Kirsten.
onsdag den 29. december 2010
I ønskes alle et godt nytår
Jeg vil gerne ønske jer alle et godt nytår og ser frem til på et glædelig gensyn i 2011.
Nytårskort 2010
Knus og kærlige hilsner
Kirsten
Nytårskort 2010
Knus og kærlige hilsner
Kirsten
fredag den 17. december 2010
Jul – julekomsammen, julemad, julehygge, traditioner hyggeligt og svært
Snart er det jul og jul er for mange forbundet med traditioner, ritualer, en højtid, hvor plejer har særdeles gode kår, men samtidig en højtid hvor de som har psykiske vanskeligheder, svær økonomi og spiseforstyrrelser kan have det overordentligt hårdt.
Jeg vil her rette fokus på de mange med en spiseforstyrrelse og deres pårørende.
Jeg tror det er vigtigt, at man som pårørende tør give luft til, at fordi jeg som har en spiseforstyrrelse vælger at være hjemme og sidde alene, når de andre går til familiens julefrokostkomsammen, er det ikke fordi jeg er associal og ikke vil jer, snarre fordi jeg ikke orker sikkert velmene spørgsmål og bekymrede blikke, eller at toilettet er optaget konsatnt fordi nogen mener jeg ikke lige skal derud efter at hver ret er gået rundt.
Orgier af mad, samtidig med at det kværner rundt i min hjerne”du bliver fed” ”du er kikset” ”tag dig sammen” ”du er så elendig svag” og en anden stemme formaner ”ro på” tag dig sammen, sid pænt, jeg holder det ikke ud, jo jeg gør, jeg vil jo gerne, min familie bliver skuffet hvis ikke, det bliver jeg nødt til, min familie bliver så skuffet så jeg må hellere… Ja, det er svært at være fanget i en spiseforstyrrelse i en tid hvor stort set alt samvær handler om mængder af mad og det uanset jeg ikke spiser, spiser og kaster og eller spiser og spiser og vokser og vokser. En højtid med en tradiotion der bugner af mad, ferie, side stille, men også med stress og Jag for rigtig mange.
Til dig som har en spiseforstyrrelse, håber jeg du vil finde mod til at sige fra og fortælle hvad du har behov for, selvom det kan opleves som svært og umulig. Hvis du virkelig ønsker at gøre noget andet og det giver dig ro i sjælen så gør det. Eller tag en snak med familien om dine forventninger og om hvad du vil gøre hvis det bliver for meget, en slags livline, fx gå en tur, trække dig lidt, kun være med i enkelte timer, blive hjemme eller være sammen med en veninde.
Til dig som pårørende, give lov til og vær åben over for at presset kan blive for stort og derfor ønsker den som har det svært at trække sig, det er ikke fordi du/I ikke er gode nok, men det hele bliver for meget. Spørg ind til forventninger hos den som har det svært, dine egne og den øvrige families forventniger og behov, så der bliver plads og luft til alle.
Har du det svært med at finde ud af hvad du kan gøre er PS LANDSFORENING’s telefonrådgivning åben hele julen på 86 181 182
PS LANDSFORENING JULERÅD
Jeg vil håbe disse råd kan hjælpe til at gøre julen lidt lettere.
Faktisk hørte jeg forleden en fortælle, at de havde taget traditionen med det selvslukkende juletræs lys til sig som den ene form for mandelgave, da de havde en i familien som ikke kunne lide risalamande og altså ikke havde problemer med en spiseforstyrrelse.
De varmeste julehilsner og et ønske om en fortsat god december
Knus fra Kirsten
fredag den 5. november 2010
Adfærd en måde at kommunikere på?
Adfærd som kommunikationNår eller hvis alt adfærd er kommunikation
- handler det for mig at se, ikke om at stoppe eller begrænse adfærden med magt eller kamp, det handler ikke om at vinde en krig.
Jeg tænker det handler om, at forsøge at forstå kommunikationen i adfærden, ved dels at forsøge at kigge ind bag ved adfærden og tage de briller på der hedder nysgerrighed, nærværende oprigtig interesse.
Hvad mon adfærden betyder i ord? Hvad mon adfærden er reaktion på? Hvad er det for følelser og kropsfornemmelser der afsted kommer denne adfærd? Hvad kan andres ord have af betydning for adfærden? Jeg bliver bare så nysgerrig.. håber ander også gør..
Jeg tænker at vejen til oplevelsen af, at være værdifuld må være at hjælpe til og støtte op om at hjælpe med at du finder værdien i dit liv, det du har brug for, for at vokse og mestre lige netop dit liv. At fjerne noget vil ofte skabe angst som kan medføre magtkampe og krige i panik efter at have noget at holde fast i, en slags redningskrans.
Jeg kender det fra mig selv og min vej ud, da nogen begyndte at interessere sig for Kirsten, voksede mit vær og jeg blev selv nysgerrig på livet. Jo mere nysgerrig jeg blev på livet jo mere mit vær voksede jo mere mod havde jeg på at rumme alle følelser også de svære.
Kender du selv til lignende oplevelser som du kan have lyst og mod på at dele, så kom endelig frem med din oplevelse.
Knus og god weekend til jer alle.
Kirsten
Abonner på:
Opslag (Atom)