Jeg vil gerne ønske jer alle et godt nytår og ser frem til på et glædelig gensyn i 2011.
Nytårskort 2010
Knus og kærlige hilsner
Kirsten
onsdag den 29. december 2010
fredag den 17. december 2010
Jul – julekomsammen, julemad, julehygge, traditioner hyggeligt og svært
Snart er det jul og jul er for mange forbundet med traditioner, ritualer, en højtid, hvor plejer har særdeles gode kår, men samtidig en højtid hvor de som har psykiske vanskeligheder, svær økonomi og spiseforstyrrelser kan have det overordentligt hårdt.
Jeg vil her rette fokus på de mange med en spiseforstyrrelse og deres pårørende.
Jeg tror det er vigtigt, at man som pårørende tør give luft til, at fordi jeg som har en spiseforstyrrelse vælger at være hjemme og sidde alene, når de andre går til familiens julefrokostkomsammen, er det ikke fordi jeg er associal og ikke vil jer, snarre fordi jeg ikke orker sikkert velmene spørgsmål og bekymrede blikke, eller at toilettet er optaget konsatnt fordi nogen mener jeg ikke lige skal derud efter at hver ret er gået rundt.
Orgier af mad, samtidig med at det kværner rundt i min hjerne”du bliver fed” ”du er kikset” ”tag dig sammen” ”du er så elendig svag” og en anden stemme formaner ”ro på” tag dig sammen, sid pænt, jeg holder det ikke ud, jo jeg gør, jeg vil jo gerne, min familie bliver skuffet hvis ikke, det bliver jeg nødt til, min familie bliver så skuffet så jeg må hellere… Ja, det er svært at være fanget i en spiseforstyrrelse i en tid hvor stort set alt samvær handler om mængder af mad og det uanset jeg ikke spiser, spiser og kaster og eller spiser og spiser og vokser og vokser. En højtid med en tradiotion der bugner af mad, ferie, side stille, men også med stress og Jag for rigtig mange.
Til dig som har en spiseforstyrrelse, håber jeg du vil finde mod til at sige fra og fortælle hvad du har behov for, selvom det kan opleves som svært og umulig. Hvis du virkelig ønsker at gøre noget andet og det giver dig ro i sjælen så gør det. Eller tag en snak med familien om dine forventninger og om hvad du vil gøre hvis det bliver for meget, en slags livline, fx gå en tur, trække dig lidt, kun være med i enkelte timer, blive hjemme eller være sammen med en veninde.
Til dig som pårørende, give lov til og vær åben over for at presset kan blive for stort og derfor ønsker den som har det svært at trække sig, det er ikke fordi du/I ikke er gode nok, men det hele bliver for meget. Spørg ind til forventninger hos den som har det svært, dine egne og den øvrige families forventniger og behov, så der bliver plads og luft til alle.
Har du det svært med at finde ud af hvad du kan gøre er PS LANDSFORENING’s telefonrådgivning åben hele julen på 86 181 182
PS LANDSFORENING JULERÅD
Jeg vil håbe disse råd kan hjælpe til at gøre julen lidt lettere.
Faktisk hørte jeg forleden en fortælle, at de havde taget traditionen med det selvslukkende juletræs lys til sig som den ene form for mandelgave, da de havde en i familien som ikke kunne lide risalamande og altså ikke havde problemer med en spiseforstyrrelse.
De varmeste julehilsner og et ønske om en fortsat god december
Knus fra Kirsten
fredag den 5. november 2010
Adfærd en måde at kommunikere på?
Adfærd som kommunikationNår eller hvis alt adfærd er kommunikation
- handler det for mig at se, ikke om at stoppe eller begrænse adfærden med magt eller kamp, det handler ikke om at vinde en krig.
Jeg tænker det handler om, at forsøge at forstå kommunikationen i adfærden, ved dels at forsøge at kigge ind bag ved adfærden og tage de briller på der hedder nysgerrighed, nærværende oprigtig interesse.
Hvad mon adfærden betyder i ord? Hvad mon adfærden er reaktion på? Hvad er det for følelser og kropsfornemmelser der afsted kommer denne adfærd? Hvad kan andres ord have af betydning for adfærden? Jeg bliver bare så nysgerrig.. håber ander også gør..
Jeg tænker at vejen til oplevelsen af, at være værdifuld må være at hjælpe til og støtte op om at hjælpe med at du finder værdien i dit liv, det du har brug for, for at vokse og mestre lige netop dit liv. At fjerne noget vil ofte skabe angst som kan medføre magtkampe og krige i panik efter at have noget at holde fast i, en slags redningskrans.
Jeg kender det fra mig selv og min vej ud, da nogen begyndte at interessere sig for Kirsten, voksede mit vær og jeg blev selv nysgerrig på livet. Jo mere nysgerrig jeg blev på livet jo mere mit vær voksede jo mere mod havde jeg på at rumme alle følelser også de svære.
Kender du selv til lignende oplevelser som du kan have lyst og mod på at dele, så kom endelig frem med din oplevelse.
Knus og god weekend til jer alle.
Kirsten
søndag den 17. oktober 2010
Den Gode Historie
Den gode, glædelige og livsbekræftende historie findes. Jeg vil ønske at den gode historie kan få lov at smitte og vokse over den grimme historie. Der er så meget fokus på det som ikke fungere, på nedskæringer, på urætfærdighed og om hvem der får mest/mindst om hvem der har ret eller at man nidkær holder på sin ret – og jeg er ikke i tvivl om, at meget af det skrevne og sagte kan have sin relvante betydning og ret, men det smitter som en negativ ladning der afkræfter, graver grøfter og skaber afvikling i stedet for udvikling.
Jeg tror på at den gode histori kan smitte og brede sig som ringe i vandet så flere kan få del af gode oplevelser. Har man kæmpet og langt om længe har fået en god og hjælpsom behandling, holdt ud i kampens hede for det man tror på og brænder for – så oplever man hvor mange ressourcer der er at hente. Både for den der får hjælpen og den der bevilger. Udfordringen for mig at se ligger i, at rigtig mange instandser bliver forblændet af det syge, det komplekse, det magtesløse det håbløse og ikke at forglemme at man ofte kræver en diagnose og i nogle tilfælde en bestemt alder for at få en hjælp. Man glemmer helt den person bag symptom adfærden. Det er bag symptom adfærden/billedet at resoeurcerne er, her er styrke, her er tro på en fremtid og tro på et godt liv også for mig.
Jeg tror ikke det er enten eller, snarer både og, at kunne pendle mellem det gode trykke, sikre og det usikre, urolige, svære, blot sidst nævnte ikke vare for lang tid.
Som det er i dag, alt for mange steder, er det det sidst nævnte der fylder – det må kunne vendes. Hvis alle hjælper til med at få øje på det gode liv, på glæden på styrken og ressourcerne og samtid rumme udfordringe om det vanskelige, svære og angstfyldte.
Det handler for mig at se om, hvad vi tænker om en give situation og hvad vi giver energi.. fx. py ha det bliver dyrt og vanskelig – så bliver det dyrt og vanskelig eller det må lykkes jeg tro på og ved at der er en styrke i dig om at skabe et liv, der giver dig mening, ja så begynder alle at rette fokus på det som er, på udvikling frem for afvikling.
Den gode historie findes i pensionsselskaber fx ved at betale en operation her og nu frem for, at man står på venteliste i alt for mange måneder med forværing og det som følger, på botilbud, i relationen mellem nogle kommuner og regioner i tæt samarbejde og dialog med den psykisksårbare det handler om og evt. de pårørende. Hvor man som udgangspunkt lytter til den person det handler om, der næsten altid har et ønske selv. Med en hurtig sagsbehandling, vil der ofte komme oplevelse af, at man føler sig mødt og på baggrund af den hurtige behandling undgå angst, væstenlig forværing af sygdommen og dermed hurtig bedring. Der er situationer, hvor man bruger nogle flere økonomiske midler her og nu, måske noget år frem og resultat vil tale sit tydelige sprog, for de mennesker der møder en venlig person, der holder en i hånden og tør følge med på vejen med økonomisk bistand og hjertevarme. Det lønnes med ophør eller delvis ophør af pension og en glad smilende, styrkednde ressourceperson der vender tilbage til arbejssmarket på flex, deltid eller fuldtid, delvis eller halt, væk fra af kontrollerende blikke af de kommunale vagtsoldater der konstant og ubehageligt kigger en over skuldren. Selvværet er højt og sejren stor den dag pensionen gøres hvilende og jeg er fri. Eller den dag, jeg arbejde x antal timer sammen med pensionen og når nogen spørger hvad jeg laver kan jeg sige ”studerende, offentlig ansat, medhjælper, kunstner, håndværker eller ligende” frem for førtidspensionist og så gik den samtale i stå!
En gammel indianer fortalte en dreng om de 2 ulve, som alle mennesker har indeni. – Vi har en god ulv og en ond ulv, sagde han. – Hvem af dem vinder så? spurgte drengen. – Det gør den vi fodrer!
Lad de gode historier vokse og spredes, så de kan bekæmpe de syge og magtfulde. Lær journalisterne at fokusere og sælge mediet på det gode liv og den livsgivende livshistorie der spreder glæde og optismisme.
Det som spræder håb og tro på fremtiden, der sender energi videre til andre der håber og tror, men først skal til og starte. Bevar håbet det skaber mulighed for udvilking og forandring.
Knus Kirsten.
Jeg tror på at den gode histori kan smitte og brede sig som ringe i vandet så flere kan få del af gode oplevelser. Har man kæmpet og langt om længe har fået en god og hjælpsom behandling, holdt ud i kampens hede for det man tror på og brænder for – så oplever man hvor mange ressourcer der er at hente. Både for den der får hjælpen og den der bevilger. Udfordringen for mig at se ligger i, at rigtig mange instandser bliver forblændet af det syge, det komplekse, det magtesløse det håbløse og ikke at forglemme at man ofte kræver en diagnose og i nogle tilfælde en bestemt alder for at få en hjælp. Man glemmer helt den person bag symptom adfærden. Det er bag symptom adfærden/billedet at resoeurcerne er, her er styrke, her er tro på en fremtid og tro på et godt liv også for mig.
Jeg tror ikke det er enten eller, snarer både og, at kunne pendle mellem det gode trykke, sikre og det usikre, urolige, svære, blot sidst nævnte ikke vare for lang tid.
Som det er i dag, alt for mange steder, er det det sidst nævnte der fylder – det må kunne vendes. Hvis alle hjælper til med at få øje på det gode liv, på glæden på styrken og ressourcerne og samtid rumme udfordringe om det vanskelige, svære og angstfyldte.
Det handler for mig at se om, hvad vi tænker om en give situation og hvad vi giver energi.. fx. py ha det bliver dyrt og vanskelig – så bliver det dyrt og vanskelig eller det må lykkes jeg tro på og ved at der er en styrke i dig om at skabe et liv, der giver dig mening, ja så begynder alle at rette fokus på det som er, på udvikling frem for afvikling.
Den gode historie findes i pensionsselskaber fx ved at betale en operation her og nu frem for, at man står på venteliste i alt for mange måneder med forværing og det som følger, på botilbud, i relationen mellem nogle kommuner og regioner i tæt samarbejde og dialog med den psykisksårbare det handler om og evt. de pårørende. Hvor man som udgangspunkt lytter til den person det handler om, der næsten altid har et ønske selv. Med en hurtig sagsbehandling, vil der ofte komme oplevelse af, at man føler sig mødt og på baggrund af den hurtige behandling undgå angst, væstenlig forværing af sygdommen og dermed hurtig bedring. Der er situationer, hvor man bruger nogle flere økonomiske midler her og nu, måske noget år frem og resultat vil tale sit tydelige sprog, for de mennesker der møder en venlig person, der holder en i hånden og tør følge med på vejen med økonomisk bistand og hjertevarme. Det lønnes med ophør eller delvis ophør af pension og en glad smilende, styrkednde ressourceperson der vender tilbage til arbejssmarket på flex, deltid eller fuldtid, delvis eller halt, væk fra af kontrollerende blikke af de kommunale vagtsoldater der konstant og ubehageligt kigger en over skuldren. Selvværet er højt og sejren stor den dag pensionen gøres hvilende og jeg er fri. Eller den dag, jeg arbejde x antal timer sammen med pensionen og når nogen spørger hvad jeg laver kan jeg sige ”studerende, offentlig ansat, medhjælper, kunstner, håndværker eller ligende” frem for førtidspensionist og så gik den samtale i stå!
En gammel indianer fortalte en dreng om de 2 ulve, som alle mennesker har indeni. – Vi har en god ulv og en ond ulv, sagde han. – Hvem af dem vinder så? spurgte drengen. – Det gør den vi fodrer!
Lad de gode historier vokse og spredes, så de kan bekæmpe de syge og magtfulde. Lær journalisterne at fokusere og sælge mediet på det gode liv og den livsgivende livshistorie der spreder glæde og optismisme.
Det som spræder håb og tro på fremtiden, der sender energi videre til andre der håber og tror, men først skal til og starte. Bevar håbet det skaber mulighed for udvilking og forandring.
Knus Kirsten.
mandag den 20. september 2010
Diagnose! Lidt godt og måske meget skidt?
Diagnose kalder..lidt godt og måske meget skidt?En tekst skrevet en sen aften efter en fantastisk dag til Nordisk konference. Teksten er skrevet som det oplevedes den gang, set med mine øje i dag..
Hvad betyder en diagnose?
Sætter den mig i bås?
Hvad nu hvis jeg ikke passer rigtig ind i diagnosekassen?
- Eller falder ud af kassen efter kort tid?
Hvis der ikke er en kasse til mig får jeg så ingen behandling?
Skal jeg have en diagnose identitet for at få hjælp?
… egentlig vil jeg jo bare gerne have hjælp til min oprindelige angst og ked af hed – det er der blot ingen som er interesseret i. Jeg har råbt og råbt godt nok de fleste gange uden stemme, for det foregår inde i mig. Udenpå er jeg hel – næsten, hel på nær nogle ridser der udtrykker kaos, ked af hed og angst, og nogle kilo der udtrykker længslen efter at kunne mærke mig, sætte grænser, adskille mig, opdage mine behov igen – hver gang jeg prøver bliver jeg ked af det og/eller angst, så ryger der lidt flere ridser og lidt flere kilo, en slags ydre kontrol som modreaktion på indre kaos. Så er det, det går helt galt for så kommer den der følelse og oplevelse af diagnose identitet. En diagnose alle snakker om, anoreksi, bulimi, spiseforstyrrelse..måske skal jeg hoppe på båden, og kalde mig ”anoreksidiagnosen” for så ser de mig og så bekræftes de i deres rettighed i antagelsen af, at det må det være, vægttab, aktivitet, kontrol, rigtig/forkert, perfekt, total perfekt, skemalagt minut, time, dag, uge, måned, så har jeg kontrol og andre kan se noget er galt og så får hjælp. Desværre mest til diagnosen som jeg så må fastholde.
Jeg stiller mig selv spørgsmålet
Er det bedre uden diagnose, får så får de måske engang øje på min ked af hed og angst og alt det andet kaos? Nej det er ikke bedre for så får jeg jo ingen hjælp?
Jeg tager mine fjedresko på så jeg kan springe op af kassediagnosen.. nej det kan jeg heller ikke længere.. for de har smække låget på, så de tror de ved hvor de har mig..
.. men det ved ingen.. for jeg passer ikke ned i en firkantet kasse kaldet et navn..
For jeg hedder Kirsten og har et hjerte der skriger på omsorg og en styrke som en klippe, hvor der kan vokse solsikke og valmuer der søger lyset, nydelsen, kærligheden.. måske gennem smerten.
Jeg vil altid følge mit hjerte ellers dør jeg.
Diagnose eller ej.
Kirsten Kallesøe
Hvad betyder en diagnose?
Sætter den mig i bås?
Hvad nu hvis jeg ikke passer rigtig ind i diagnosekassen?
- Eller falder ud af kassen efter kort tid?
Hvis der ikke er en kasse til mig får jeg så ingen behandling?
Skal jeg have en diagnose identitet for at få hjælp?
… egentlig vil jeg jo bare gerne have hjælp til min oprindelige angst og ked af hed – det er der blot ingen som er interesseret i. Jeg har råbt og råbt godt nok de fleste gange uden stemme, for det foregår inde i mig. Udenpå er jeg hel – næsten, hel på nær nogle ridser der udtrykker kaos, ked af hed og angst, og nogle kilo der udtrykker længslen efter at kunne mærke mig, sætte grænser, adskille mig, opdage mine behov igen – hver gang jeg prøver bliver jeg ked af det og/eller angst, så ryger der lidt flere ridser og lidt flere kilo, en slags ydre kontrol som modreaktion på indre kaos. Så er det, det går helt galt for så kommer den der følelse og oplevelse af diagnose identitet. En diagnose alle snakker om, anoreksi, bulimi, spiseforstyrrelse..måske skal jeg hoppe på båden, og kalde mig ”anoreksidiagnosen” for så ser de mig og så bekræftes de i deres rettighed i antagelsen af, at det må det være, vægttab, aktivitet, kontrol, rigtig/forkert, perfekt, total perfekt, skemalagt minut, time, dag, uge, måned, så har jeg kontrol og andre kan se noget er galt og så får hjælp. Desværre mest til diagnosen som jeg så må fastholde.
Jeg stiller mig selv spørgsmålet
Er det bedre uden diagnose, får så får de måske engang øje på min ked af hed og angst og alt det andet kaos? Nej det er ikke bedre for så får jeg jo ingen hjælp?
Jeg tager mine fjedresko på så jeg kan springe op af kassediagnosen.. nej det kan jeg heller ikke længere.. for de har smække låget på, så de tror de ved hvor de har mig..
.. men det ved ingen.. for jeg passer ikke ned i en firkantet kasse kaldet et navn..
For jeg hedder Kirsten og har et hjerte der skriger på omsorg og en styrke som en klippe, hvor der kan vokse solsikke og valmuer der søger lyset, nydelsen, kærligheden.. måske gennem smerten.
Jeg vil altid følge mit hjerte ellers dør jeg.
Diagnose eller ej.
Kirsten Kallesøe
lørdag den 14. august 2010
Sommer - det er dejligt...:-)
Det er sommer i Danmark – det er dejligt, det er fantastisk at vågne til fuglesang og solskin. Det er fantastisk at vågne til lyden af regnen mod terassen og se de tunge dråber hænge ned fra de vandhungrende blomster i staude bedet. Det er tiden hvor et væld af blomster, bær og frugter kan høstes.
Jeg elsker at have tiden og nyder tiden med at sylte, lave marmelader, saft, snaps, likører, eddiker osv. Blot at gå helt alene og blukke hybenrose blomster til gele eller som snart at sidde stille og rolig og skille hyben fra frø og lave den dejligste marmelade og nybagte boller.. det er livet ikke at skulle af pligt men af lyst og blot være i det der er lige nu.. det er det jeg elsker ved sommeren, ved ferien, ved de lyse aftner, i weekender, at gå uden for døren og bare være.. Kender du det? At tiden på en måde er ikke eksisterende, det der er, er der af dufte, lyde, stemninger, vind.. tankerne går og kommer uden at jeg behøver forholde mig, følelser går og kommer af lykke, måske smerte når jeg stikker mig på en torn, måske kløe/svien hvis jeg bides af en myg eller klæge. En lille del af et større hele..
I ønskes alle en dejlig og god sensommer herfra Gården på landet.
Kirsten
Jeg elsker at have tiden og nyder tiden med at sylte, lave marmelader, saft, snaps, likører, eddiker osv. Blot at gå helt alene og blukke hybenrose blomster til gele eller som snart at sidde stille og rolig og skille hyben fra frø og lave den dejligste marmelade og nybagte boller.. det er livet ikke at skulle af pligt men af lyst og blot være i det der er lige nu.. det er det jeg elsker ved sommeren, ved ferien, ved de lyse aftner, i weekender, at gå uden for døren og bare være.. Kender du det? At tiden på en måde er ikke eksisterende, det der er, er der af dufte, lyde, stemninger, vind.. tankerne går og kommer uden at jeg behøver forholde mig, følelser går og kommer af lykke, måske smerte når jeg stikker mig på en torn, måske kløe/svien hvis jeg bides af en myg eller klæge. En lille del af et større hele..
I ønskes alle en dejlig og god sensommer herfra Gården på landet.
Kirsten
torsdag den 5. august 2010
Minimum af økonomisk trykhed kan være = en god vej tilbage til livet og arbejdsmarkedet.
Hvad har de nu gang i der over på borgen, nærmere betegnet i de konservative rækker?
Ikke en nats søvn er muligt førend der igen er varslet forfølgelse, utrykhed, usikkerhed, uro, angst, ringe nattesøvn, trang til at søge endnu dybere ind i den tildelte psykiskediagnose.. jeg kunne blive ved. Det kan let blive resultetat af en så skræmmende udmælding. Luk øjnen op, slå lyttelapperne ud og kom i dialog med de som ved hvad en sådan udmelding kan betyde..
For at få det bedre, kan bl.a:
- noget at stå op til være en vigtig faktor, et arbejde med få eller mange timer.
- Et netværk af familie og eller en god ven, en tillidsfuld kontaktperson være af uvuderlig betydning
- En hverdag der på en måde giver små betydningesfulde oplevelser af at jeg er noget og jeg er ok, det kan være et brev, en hilsen, en sms, en kop kaffe på en cafe – det behøver ikke være det store, men det nære som er vigtig.
- Et minimum af råde rum så jeg kan invitere dig eller jeg kan gå med på tur og have råd til at betale selv.
- Her kommer så nok det allervigtigste at jeg ved hvor meget der hver måned kommer ind på kontoen. At jeg har ro omkring økonomien og ved at min husleje, faste udgifter kan betales og at jeg derud ud over kan bidrage i sociale sammen hænge, eller være en del af fællesskabet i kantinen, nå alle spiser af den madordning er der er, at jeg så også kan deltage uden at skulle være bange for hver mundfuld jeg tager.
Jeg har brug for at holde angsten i ro – ellers får jeg voldsomme stemmer, tankemylder, gør dumme ting som spisestop for fremtiden er usikker, skære mig, for at få ubehaget ud, flygter fra mig selv for at komme væk – ender på lukket – det er sket rigtig mange gange før. Derfor har jeg brug for at holde angsten i ro, for at holde angsten i ro har jeg brug for økonomisk sikkerhed og den er de nu ved at pille ved igen.
Jeg må i væreste fald være meget syg for ellers kommer jeg ud i en økonomiske krise jeg ikke kan over skue, for når jeg snakker med dig på socialcentret er jeg jo en pæn pige der forsøger at sige de rigtige ting, desværre får du så måske en forkert oplevelse af hvor skidt jeg egentlig har det og min pension kan komme i fare. Sådan så det ud for mig dengang jeg var på pension. Nu ser der ud til at kunne ske for mange andre..
Stop så den forfølgelse og ret fokus mod samarbejde om hvordan den enkelte får den best mulige støtte til en god, tryk og lyserer fremtid. Rigtig mange af dem jeg har kontakt med komme sig og får et godt liv og mange får flex job, eller kommer helt ud af pensionen. Jeg kender ingen som siger fedt nu har jeg evig forsørgelse.. næ nej, jeg synes ikke det var fedt at være på pension, føle at alle kiggger på en, kigger en over skulderen.. er der nu socialbedrag, er hun så syg, oplyses nu det korrekte, nej jeg synes det var forfærdentlig men det gav økonomisk trykhed og ro til jeg i dag er ude af pensionen, eller rettere den er gjort hvilende og jeg vil kæmpe for, at jeg ikke nogen sinde havner på pension igen. For den frihed der er i at være uafhængig over skygger langt den økonomisk måndesløn der er ved førtidspension, men som giver økonomisk trykhed når angsten raser.
Jeg håber at den eller de politikkere der har fået denne tåbelige ide, må komme på andre tanker og få skabt kontakt til de som er på vej ind i, er i og er kommet ud af pensionen, samt de pårørende og få en dialog om hvilke muligheder der kan være for at sikre økonomisk stabilitet.
Ikke en nats søvn er muligt førend der igen er varslet forfølgelse, utrykhed, usikkerhed, uro, angst, ringe nattesøvn, trang til at søge endnu dybere ind i den tildelte psykiskediagnose.. jeg kunne blive ved. Det kan let blive resultetat af en så skræmmende udmælding. Luk øjnen op, slå lyttelapperne ud og kom i dialog med de som ved hvad en sådan udmelding kan betyde..
For at få det bedre, kan bl.a:
- noget at stå op til være en vigtig faktor, et arbejde med få eller mange timer.
- Et netværk af familie og eller en god ven, en tillidsfuld kontaktperson være af uvuderlig betydning
- En hverdag der på en måde giver små betydningesfulde oplevelser af at jeg er noget og jeg er ok, det kan være et brev, en hilsen, en sms, en kop kaffe på en cafe – det behøver ikke være det store, men det nære som er vigtig.
- Et minimum af råde rum så jeg kan invitere dig eller jeg kan gå med på tur og have råd til at betale selv.
- Her kommer så nok det allervigtigste at jeg ved hvor meget der hver måned kommer ind på kontoen. At jeg har ro omkring økonomien og ved at min husleje, faste udgifter kan betales og at jeg derud ud over kan bidrage i sociale sammen hænge, eller være en del af fællesskabet i kantinen, nå alle spiser af den madordning er der er, at jeg så også kan deltage uden at skulle være bange for hver mundfuld jeg tager.
Jeg har brug for at holde angsten i ro – ellers får jeg voldsomme stemmer, tankemylder, gør dumme ting som spisestop for fremtiden er usikker, skære mig, for at få ubehaget ud, flygter fra mig selv for at komme væk – ender på lukket – det er sket rigtig mange gange før. Derfor har jeg brug for at holde angsten i ro, for at holde angsten i ro har jeg brug for økonomisk sikkerhed og den er de nu ved at pille ved igen.
Jeg må i væreste fald være meget syg for ellers kommer jeg ud i en økonomiske krise jeg ikke kan over skue, for når jeg snakker med dig på socialcentret er jeg jo en pæn pige der forsøger at sige de rigtige ting, desværre får du så måske en forkert oplevelse af hvor skidt jeg egentlig har det og min pension kan komme i fare. Sådan så det ud for mig dengang jeg var på pension. Nu ser der ud til at kunne ske for mange andre..
Stop så den forfølgelse og ret fokus mod samarbejde om hvordan den enkelte får den best mulige støtte til en god, tryk og lyserer fremtid. Rigtig mange af dem jeg har kontakt med komme sig og får et godt liv og mange får flex job, eller kommer helt ud af pensionen. Jeg kender ingen som siger fedt nu har jeg evig forsørgelse.. næ nej, jeg synes ikke det var fedt at være på pension, føle at alle kiggger på en, kigger en over skulderen.. er der nu socialbedrag, er hun så syg, oplyses nu det korrekte, nej jeg synes det var forfærdentlig men det gav økonomisk trykhed og ro til jeg i dag er ude af pensionen, eller rettere den er gjort hvilende og jeg vil kæmpe for, at jeg ikke nogen sinde havner på pension igen. For den frihed der er i at være uafhængig over skygger langt den økonomisk måndesløn der er ved førtidspension, men som giver økonomisk trykhed når angsten raser.
Jeg håber at den eller de politikkere der har fået denne tåbelige ide, må komme på andre tanker og få skabt kontakt til de som er på vej ind i, er i og er kommet ud af pensionen, samt de pårørende og få en dialog om hvilke muligheder der kan være for at sikre økonomisk stabilitet.
Abonner på:
Opslag (Atom)