Sommerferie

Sommerferie

I dag elsker jeg sommerferien, elsker at gøre absolut ingen ting. Elsker ikke at skulle forholde mig til noget, jeg behøver ikke opsøge nogen, jeg kan blot dase i min have, luge ukrudt og løbe en tur i nylig næ og jeg elsker det. Hvad er der nu så fedt ved at luge ukrudt på gårdspladsen fyldt af piksten? Ingen ting og det er netop lige det som er essensen. I den tid sker der ingen ting, tanker og følelser kan gå og komme som de vil, det som er er der og det kræver ikke at jeg skal forholde mig til noget som helst. Det er dejligt og jeg kan blive helt afhængig af den ro og fred som breder sig når jeg blot er lige nu.

Sådan har det ikke altid været. Engang hadede jeg ferier, hadede at de mennesker jeg havde brug for var på ferie, min verden gik i sort og intet var som vanligt og jeg havde netop brug for at alt gik sin vante gang. Nogen gange havde jeg det dårligt helt fra foråret med alle helligedagene og nåede aldrig at nyde træerne springe ud og blomstre spire op. I mine tanker var jeg allerede begyndt at panikke over sommerferien, hvor alt smuler. Jeg kan opleve på arbejdet at vi får et øget pres på rådgivningen, netop fordi alt brydes op, afdelinger lukker ned, kontorer og kontaktpersoner holder fri. Og jeg forstår godt både de pårørende og de som har det svært med den manglende struktur og dagligdagens faste rytme. For mit vedkommende blev jeg ofte mere syg, samtidig med at jeg også længtes efter at have en normal sommer. Men afstanden mellem behovet for kontrol, struktur, aktivitet og ferie, opbrud og lave ingen ting blev for stor, så for ikke at drukne trak jeg rednings kransen på den hed spiseforstyrrelser, selvskade eller depression. Her kunne jeg isolere mig indtil det blev hverdag.

I dag er jeg glad for ferie, glad for at jeg har lært ar holde af og mærke forskellen mellem arbejde, fritid og ferie, glad for at have et rum for og til at gøre absolut ingenting og blot være med det om er. Til at lade op og jeg ved at når ferien nærmer sig slutningen glæder jeg mig til at trække i arbejdstøjet igen og heldigvis for det. Hvordan har du det med ferie? Aflader du eller lader op? Del gerne dine erfaringer og det som betyder noget for dig uanset godt eller svært. Rigtig god somme til jer alle. Kærligst Kirsten

Hvis al adfærd er kommunikation hvad betyder så hetz mod politikere?

Lad mig slå fast at det ikke er i orden at sende trusselbreve, sms beskeder m.m. til nogen, uanset om man har en sygdom, er jaloux, vred, føler sig uretfærdigbehandlet osv. Hvad er grunden til at det er kommet så vidt at en borger må afsende en sådan besked og at en medarbejder modtager en trussel? Er der en stigning over en længere årrække? Hvor går noget galt? Er det fordi man ikke får den bedste hjælp? Vejer økonomien i kommunen/regionen/staten tungere end den enkelte borger? Er vores kontakt og relation med hinanden blevet så kold og afstumpet at eneste måde at blive set på er ved handlinger der er uacceptable for de fleste? Måske lukkede jeg øjne/øre for år tilbage og overså at der var samme grad af problemer? Jeg ved det ikke, men umiddelbart oplever jeg en stigning af at ville vide bedst, sætte regler, rammer og en skræmmende tildens til at sætte hård mod hårdt, til at ville behandle adfærdskorrigerende, løfte pegefingre og komme med formaninger som en strategi der er vokset betydeligt de sidste år. Desuden oplever jeg at denne strategi har stik modsat effekt af det tiltænkt og kan skabe flere ubehagelige smser. Hvor er vores omsorg, næstekærlighed, søgen efter bedst mulig støtte, mest mulig støtte, søgen efter de i en hver iboende ressourcer, motivation, styrke og mod på, at livet er dejligt og et godt sted at være? Hvor der det fokus blevet af? Hvor er de medmenneskelige værdier, som rummelighed, accept, respekt for den enkelte og helt lavpraktisk at sige god morgen og sige farvel blevet af? Medier er fyldt med forfærdelige historier, svigt, fejl og mangler – det kan få mig til at opsige alverdens abonnementer og jeg bliver så træt af de mange artikler der beskriver hierarkier om hvem der har mest ret, ved bedst. Det kan næsten se ud som om systemerne bliver et spejlbillede på min sort/hvide verden. At de griber bolden og fortsætter det sort/hvide-alt/intet mønster også går det galt. Det er ærgerligt, ærgerligt fordi så lang tid der er liv er det fordi der må være en tro på at noget kan ændres og det i sig selv er en enorm ressource og motivation og her handler det om mødet, mødet med det enkelte menneske. Jeg høre om mennesker der gerne vil fredes fra arbejdsmarked en tid og få ro til at komme sig – det kan de ikke de er enten for unge, for raske, for… Hvis al adfærd er kommunikation hvad betyder adfærden så oversat? Det må være det væsentligste spørgsmål at stille sig for at prøve at forstå og møde et andet menneske.

Gør det du er god til..

Gør det du er god til…

Disse ord sagde en sagsbehandler til mig, efter at jeg gik helt i sort.

Nu er det snart 4 år siden pensionen blev gjort hvilende. Ikke desto mindre tænker jeg ofte på den sagsbehandler jeg mødte der.
Jeg ringede til socialkontoret, der skulle ske en ændring i forhold til hvor meget jeg kunne arbejde og tjene osv. Nu var det ikke lige min spids kompetence at snakke med en fra forvaltningen, ved ikke hvad der skete med mig, men jeg gik altid i sort, blev stum, følte mig til forhør, følte jeg skulle stå skoleret, følte mig set ned på og uanset hvad jeg næsten sagde oplevede jeg at være kejtede, dum og ubrugelig til at formidle det jeg egentlig havde på hjertet, noget gik galt hver gang og det gjorde det endnu svære denne gang for jeg havde virkelig noget på hjertet.

Ganske rigtig da han tog røret og sagde god dag og begyndte at stille spørgsmål - gik klappen ned og jeg blev helt tom inden i. Tror han forstod mig, i hvert fald synes han vi skulle lave et møde. Han blev ved med at sige tag det helt rolig, jeg er her jo for at hjælpe dig. Når du ringer og ønsker noget ændret, så er det fordi du kan gøre mere af det du er god til og så gør jeg det jeg er godt til og det er at hjælpe dig. Det havde han jo ret i.

Jeg kom med skælvene hen på kommunen, det er flere år siden jeg har siddet på en gang og ventet og alle mine fordomme, spøgelser og værste erfaringer var linet op sammen med mig som et massiv forsvar. Jeg havde det ad Pommern til og ville ønske jeg kunne flygte væk fra ubehaget. Der var ingen flugtveje, jeg måtte igennem, alternativet var endnu værre.
De få gode erindringer jeg også have var mile vidt væk og ikke til rådighed som strategi denne dag. Pyha, det var modbydeligt jeg synes ellers jeg har et godt liv og klarer mange ting, men lige her i dette øjeblik er jeg fanget, sat 10 år tilbage og føler mig i et fængsel af sygdom, set ned på, ussel, ydmyget, fortjener straf osv. Mon det er nu jeg skal flygte ud i en anden verden og være to en som klarer snakken og en som er et helt andet sted, for at holde dette ud?

Minutterne snegler sig af sted, jeg høre hvert et sekund og ubehaget kryber længere og længere ind under huden.

Det er min tur, jeg kommer ind og manden jeg talte med i telefonen sidder stille rolig, siger venlig god dag og giver hånden. Vi talte sammen i telefonen og du havde et budskab du gerne ville snakke med mig om? For at jeg kan være sikker på at vi er det samme sted, vil jeg lige læse op hvad jeg har skrevet og forstået, så du har en mulighed for at korrigere hvis der er misforståelser og rettelser. Så vi kan komme videre fra samme sted.

Med et faldt mit forsvar og jeg synker ned i stolen. Her sidder et menneske der ser mig, høre mig og vil mig. Tænk alle de timer jeg har brugt på at være fanget i erindringens vold og magt af dårlige erfaringer i stedet for blot at være, jeg kunne jo ikke gøre til eller fra.

Han var behagelig, sød og kompetent til sit arbejde og snakken gik godt, lige til der hvor jeg skulle over i økonomiafdelingen og have udregnet om noget skulle betales tilbage, jeg vidste godt at der kunne være en mellemregning og det var helt ok, men med en sætning stivnede jeg fuldstændig igen ”så skal du gå over til xxx så vil hun se på din sag xxx. Han så jeg blev ligbleg i ansigtet, stivnede, gik i sort begyndte at stamme, nøjagtig om han oplevede det i telefonen.

Rolig siger han ”bliv siddende her, så ordner jeg det for dig i telefonen, du kan nikke og korrigere mig, du kan jo høre hvad jeg siger og om det er det korrekte. Det er jo dejligt at du er nået så langt at du virkelig kan gøre det du er god til og så gør jeg det som jeg er god til og det er at hjælpe dig.

Efter få minutter lagde han røret på, ønskede mig alt det bedste og sagde jeg kunne ringe hvis jeg havde yderlige spørgsmål. Jeg kom fuldstændig ved siden af mig selv fanget i et mørkt fængsel og helt paralyseret. Jeg gik glad, lettet, opløftet, med følelsen af at være et menneske der kan bidrage, tænk en forskel.

Ofte tænker jeg på denne oplevelse og synes faktisk den fortjener at se dagens lys, selvom det er 4 år siden, måske andre på en forvaltning kan lære af dette.

Hvordan har du det med socialrådgiver, mødet og kommunen, har du oplevelser der fortjener at se dagens lys, både de gode og de svære og trælse? Eller er du socialrådgiver og kan genkende det gode møde er du velkommen til at bidrage
Kh. Kirsten Kallesøe

At sige god morgen koster ikke kroner og øre...

Uanset hvilke medier der åbnes, læses, ses eller høres er der eksempler på tidlig udskrivelse, behandlinger under mål, ulykkelige mennesker som kæmper en kamp for at komme på fode men som samtidig må kæmpe for at for ret i et system der er tæt på og i mange situationer vægter økonomi over menneskelig udvikling. Og jeg undres, da jeg mener at det at vægte menneskelig udvikling er en langt større økonomisk ressource over tid.

Uanset hvor presset vi er i situationer og uanset en slunken kommunekasse, for få senge, manglende kommunale tilbud, må det mindste vi kan forlange være at blive mødt med almen menneskelig respekt og menneskelige værdier. Ofte høre jeg et ønske som må være det mindste at få opfyldt "at blive set og hørt, at behandlere som det mindste overholder det de selv lover - det er af uforståelige grunde meget svært.

Værdier er gratis og tager et minimum af tid, hvorfor er de så så usynlige mange steder? Jeg har oplevet at personalet havde travlt med at sige farvel til hinanden, men ikke til os patienter, jeg har oplevet fortrolige snakke med en studerende og med et kom hun ikke mere. Pist væk - det får mig til at tie næste gang. Og dengang vi lavede en for mig meget vigtig aftale om udgang, glemte de lige at skrive det. Så jeg fik nej til at gå ud, jeg kunne blive ved med egne og andres oplevelser af denne karakter. Det er her værdierne spiller en vigtig rolle. De er gratis og tager så kort tid at udføre men giver så meget igen at det kan nå mit hjerte og jeg kan heales. Værdier er hvordan du gerne vil være som plejer, som læge, som menneske, som mor, kone, kollega ect. Jeg har oplevet værdier komme i spil da det vender for mig. Fx. At sige godmorgen til alle også indlagte, at sige farvel, at fortælle jeg holder fri en uge, at vise oprigtig interesse, være lyttende ikke tolkende, være imødekommen åben, frem for bestemt, lukket og fjern.

Jeg har oplevet at blive behandlet som menneske der kæmper og blive set hør og mødt, omend de ikke forstod mit kryptiske sind gjorde de sig ikke til dommere men forsøgte at finde en platform vi kunne stå på sammen, nogen gange så vi hver sin vej, men stod dog samme sted. Tidligere stod vi langt fra hinanden nærmest på hver sin planet, så det jeg så tydeligt, så du næsten ikke.
Det koster ikke økonomisk at bringe forår og liv ind til en afdeling, ved at plukke vintergækker eller erantis. Kan man ikke komme ud må foråret komme ind. Det er så lidt og giver så meget. Det koster ikke at sige god morgen/farvel til alle, det koster ikke at overholde en aftale, det koster ikke at være venlig, at være omsorgsfuld, at være nærværende tilstede, at være autentisk, det koster ikke at have hjertet med. Det kan være vanskeligt og udfordrende hvis man ikke tør, men det koster rigtig meget ikke at turde.
Kh. Kirsten.

Hvordan leger man fred?

Jeg har tænke meget på elementer fra præstens tale jule aften, og den bliver ved at forgrene sig ud i alverdens afkroge i mit sind, det har jeg så skrevet lidt om her på årets sidste dag.

Han fortælle blandt andet om: "En bedstefar sad og kiggede på sine børnebørn der legede. Der var råben, skrigen og skrål, bedstefaren spurgte hvad de legede?
Vi leger krig svarede de. Bedstefaren svarede “Det var da noget grimt noget at lege, i skulle meget hellere lege fred!

Der blev helt stille i rummet, indtil en af dem råbte til ham; Bedstefar, hvordan leger man fred?

Der er børn så vel som voksne der ønsker sig spil, hvor de kan bekriger og bekæmper hinanden, ønsker sig legetøj der kan bruges i krigsleg og til at slås med. Hvor sjovt er det at lege fred og hvad er det man skal ønske sig til denne fredsleg? Han fortæller videre om historien fra 1. Verdenskrig året er 1914 og de engelske soldater slås med tyskerne fra hver deres skyttegrav, men denne julenat skete der det, at de modigste turde mødes i ingenmandsland og aftale fred d. 24. Og 25. Dec. De sang så vel tysker som englænder jule sange på hver deres sprog

Lige ind til de øverst befalende hørte dette blev de beordret tilbage i skyttegraven ellers de ville dø, en krig skulle vindes.

Lars Lilholdt har skrevet en smuk sang om lige netop dette “Jul i ingenmands land”.

Jeg vil ønske for 2012 at året må gå i retning af at lære, at lege fred, at netop der i freden er vi alle hverken arbejder, professorer, krigere, vinder eller taber, der er vi mennesker af kød og blod fyldt af kærlighed til livet og hinanden.

I ønskes et glædeligt, berigende og udviklende nytår ind i år 2012 med fred som kode ord til at finde en vej i dit liv, en vej hvor det er muligt at forene smerten, sorgen, det tunge, med glæde, omsorg, nærvær og kærlighed, en vej med fred,

GODT NYTÅR
KÆRLIGST KIRSTEN

Haveplaner

Jeg tegner og tegner, tegner haveplaner, med firkanter, cirkler og løse blyantsstrøg, lag for lag lægge på gennemsigtig papir og efter mange lag viser der sig en struktur, noget dukker op.
Det er her i starten at spontanitet, frihed, fravær af kontrol er den største kunst for et godt resultat, at slippe fantasien løs og blot følge det som sker, uden kontrol. Bliver jeg bestemmende her i første fase, kommer kritikeren som lige her er ondskaben selv for et spændende resultat.


Senere kommer fasen med bestemthed, ansvar og styring, hvad vil jeg have med, hvad vil jeg skille mig af med.


På mange måder minder det om mit liv, et levet liv.
Tør jeg gå nye veje?
Tør jeg være på vej uden at vide hvor jeg ender?
Tør jeg se sider der er grimme, sider jeg helst vil være for uden, men som er der og viser sig på de mest ubelejlige tidspunkter?
Tør jeg sige min mening?
Tør jeg tage ansvaret?
Tør jeg slippe kontrollen?
Tør jeg følge processen uden at kende næste træk?
tør jeg….

Jeg oplever mange ligheder mellem min have plan og livet.
Når jeg kommer til at lade min indre kritiker, min irrationelle tanker, min ikke gode nok, og dur ikke side, fylde kommer det til at handle om vurderinger, bedømmelse om god eller kasseret, heldigvis ved jeg at jeg kan bestemme over den side, bestemme om jeg vil den skal styre.

Når jeg ved, at jeg er mig på godt og ondt, når jeg tillader hele mig at leve, med det som er fra det sted, hvor der er uanede mænger af kærlighed, frihed og flow, der ved jeg også at min indre haveplan vokser og spire.

Min have plan tager form og processen er sat i gang, når den er færdig kommer en ny proces, et nyt afsnit af haven, sådan er der også inde i mig, der er hele tiden en vej der bliver til når jeg går. Er jeg styret af tanker og godt/skidt, alt/intet, rigtig/forkert.. kommer jeg ofte galt af sted på vejen. Er jeg styret af det som er uden at vurdere, bedømme, men med respekt, accept, kærlighed og mine værdier er det en vej der bliver til i takt med at jeg går, på den vej er der spænding, oplevelser og et flow der øges i takt med at vejen bliver til.

Kender du det, at du er i gang med noget ydre, noget arbejde, noget kreativt eller andet som på en måde smelter sammen med en indre proces, så del den gerne her på bloggen måske andre kan bruge din erfaring til at skabe energi, vitalitet og et skridt mod ny læring

Knus Kirsten

1989 anno 2011

Faldt over en gammel og næsten glemt notat over en periode i mit liv men meget kaos og meget godt næsten sort/hvidt agtig fra skiftende sekund til sekund. Medvirkende til de mange sort hvide skift var de omkring mig. Denne dag var det min mor, kontaktperson, nattevagt, en læge, det kunne også have været situationer hvor en bestemt hendelse, skulle mange led igennem for at nå frem til rette person. Det var det så ikke lige her. Når jeg læser om mange af de steder det går helt skævt, starter det egentlig ok, men ender et helt andet sted, efter at blive fortalt, skrevet, fortalt, husket og gengivet.. måske er det det som gør det hele så vanskelig i kommunikationen. Hvem der siger, og hvad de siger, og hvad de høre og forstår og hvad der skrives og ikke mindst tolkes og hvad er så egentlig det sagte når det enten kommer til mødet med mig eller er startet som et ønske fra mig og nu igen skal afleveres.

Jeg bryder mig ikke om at skrive det, men når jeg sidder og læser de skrevne ord, om end de er mere end 20 år gamle, tror jeg rigtig mange kan nikke genkende til det her i dag anno 2011. Det handler om alles syn på og alles mening om og sidst men ikke mindst alle tolkninger om mig sygdom og historie. Denne gamle note er fra et øjeblik hvor jeg er meget vred, hvor jeg føler mig trådt på og uretfærdig behandlet, og alligevel skinner de gode stunder også igennem.

Jeg var lige så glad havde fået lov at komme ud i 20 min. fordi jeg havde "opført mig pænt" spist op og ikke skåret i mig. Jeg var så glad, et øjeblik lykkelig, endelig lidt højt til himlen fornemmelse og lidt frihed. I næste øjeblik siger en anden nej det kan du ikke, det er ike en del af aftalen og du kan ikke bare belønnes og i øvrigt har vi ikke lige nu tid til at gå med dig. Og rusche turen var til at føle helt op af glæde og helt ned af skuffelse, endnu engang lære jeg "stol ikke på andre" ikke nok med det jeg blev så ked af det og vred jeg kunne ikke være i min krop den var ved at eksplodere. Jeg ville så gerne ud en tur. Til eftermiddag kunne jeg ikke spise jeg kunne ikke stoppe mad ned i en krop der allerede var på randen til at eksplodere af følelser og kaos, der var ikke fysisk plads. Jeg gik op til et personale og spurt venligt: ”vil du gå en lille tur med mig, bare 5 min. Eller lukke mig ud i haven så jeg kan få frisk luft?” Svar:" nej det vil jeg ikke det er din spiseforstyrrelse som vil ud" citat slut.

Hvor ved hun det fra? Hun spurte hverken mig eller min spiseforstyrrelse men tolkede at det var sådan. Når hun nu mente at det var spiseforstyrelsen hvilket det ikke lige var i denne gang, ja så kunne det være lige meget for ingen så alligevel den pige bagved, der søgte at finde ro og luft og frihed til at tagen endnu et nap i kampen mod spiseforstyrrelsen.

Jeg ringede til min mor hun forsøgte at nå mig, forsøgte at komme bag min mur af facaden. Jeg kommer og vi kan gå en tur sagde hun. Jeg kan høre på den stemme at det er dig Kirsten. Jeg fik frihed, frisk luft, og lyden af vandet. Jeg så solen jeg hørte fuglen, jeg mærkede igen glæden og længslen efter livet. Jeg drømte et øjeblik at jeg fløj som fuglen fri og ubesværet. Jeg vil livet, gik tilbage til afdelingen spiste mig mad og tænkte jeg hader det men det er bedste medicin til at finde frihed. Jeg mærkede glæden brede sig.

Glæden skulle kun varer kort i næste øjeblik kom der en ind uden at banke på eller sige goddag udbrød blot der er kommet svar på dine prøver og de tyder på at du kaster op, eller snyder så vi har besluttet at sætte fast vagt på dig. Vi kan tale om det i morgen, også gik hun uden at sige farvel. Jeg følte mig som et dyr i et bur til opfedning, ikke et menneske af kød og blod man kan tale med. Jeg kaster ikke op, men de tror ikke på mig.
Øv da, det er så hårdt med de mange ture i rusche banen. Det tærer på kræfterne.
Jeg vil faktisk gerne livet. Nattevagten er lige kommet, det er en hel speciel natte vagt og det tror jeg der er enig hed om af alle på afd. Hun går rundt og siger god aften eller nat til alle, aer en på kinden, giver et knus, holder en hånd, lytter, smiler, kommer med blomster, forsøger at finde det gode og samtidig erkender at det er svært. Hun er der bare med hjertet og jeg tror hun elsker sit job som et kald, en mening og måske en mission. Det blev alligevel så en god og rolig afslutning på en turbulent dag.

Kender du at de omring dig har alt for mange bud på dit liv uden at spørge dig, at andre ved hvad du har brug for uden at spørge, at der tolkes, tænkes, misforståes og den det i sidste ender rammer er dig? Kender du de mennesker der kan give beskeder selvom de er øv trælse og alligevel kan en sådan besked give mening fordi den er givet med hjertet og fortalt til personen bag sygdommen?

Dette kunne have været en anden dag og sted og i forhold til en af de andrediagnoser fx bordeline, skizofreni, angst..men nu faldt jeg lige over dette notat.

Kender du det er du velkommen til at dele, så andre kan lære af dine erfaringer
Knus Kirsten