Hvordan leger man fred?

Jeg har tænke meget på elementer fra præstens tale jule aften, og den bliver ved at forgrene sig ud i alverdens afkroge i mit sind, det har jeg så skrevet lidt om her på årets sidste dag.

Han fortælle blandt andet om: "En bedstefar sad og kiggede på sine børnebørn der legede. Der var råben, skrigen og skrål, bedstefaren spurgte hvad de legede?
Vi leger krig svarede de. Bedstefaren svarede “Det var da noget grimt noget at lege, i skulle meget hellere lege fred!

Der blev helt stille i rummet, indtil en af dem råbte til ham; Bedstefar, hvordan leger man fred?

Der er børn så vel som voksne der ønsker sig spil, hvor de kan bekriger og bekæmper hinanden, ønsker sig legetøj der kan bruges i krigsleg og til at slås med. Hvor sjovt er det at lege fred og hvad er det man skal ønske sig til denne fredsleg? Han fortæller videre om historien fra 1. Verdenskrig året er 1914 og de engelske soldater slås med tyskerne fra hver deres skyttegrav, men denne julenat skete der det, at de modigste turde mødes i ingenmandsland og aftale fred d. 24. Og 25. Dec. De sang så vel tysker som englænder jule sange på hver deres sprog

Lige ind til de øverst befalende hørte dette blev de beordret tilbage i skyttegraven ellers de ville dø, en krig skulle vindes.

Lars Lilholdt har skrevet en smuk sang om lige netop dette “Jul i ingenmands land”.

Jeg vil ønske for 2012 at året må gå i retning af at lære, at lege fred, at netop der i freden er vi alle hverken arbejder, professorer, krigere, vinder eller taber, der er vi mennesker af kød og blod fyldt af kærlighed til livet og hinanden.

I ønskes et glædeligt, berigende og udviklende nytår ind i år 2012 med fred som kode ord til at finde en vej i dit liv, en vej hvor det er muligt at forene smerten, sorgen, det tunge, med glæde, omsorg, nærvær og kærlighed, en vej med fred,

GODT NYTÅR
KÆRLIGST KIRSTEN

Haveplaner

Jeg tegner og tegner, tegner haveplaner, med firkanter, cirkler og løse blyantsstrøg, lag for lag lægge på gennemsigtig papir og efter mange lag viser der sig en struktur, noget dukker op.
Det er her i starten at spontanitet, frihed, fravær af kontrol er den største kunst for et godt resultat, at slippe fantasien løs og blot følge det som sker, uden kontrol. Bliver jeg bestemmende her i første fase, kommer kritikeren som lige her er ondskaben selv for et spændende resultat.


Senere kommer fasen med bestemthed, ansvar og styring, hvad vil jeg have med, hvad vil jeg skille mig af med.


På mange måder minder det om mit liv, et levet liv.
Tør jeg gå nye veje?
Tør jeg være på vej uden at vide hvor jeg ender?
Tør jeg se sider der er grimme, sider jeg helst vil være for uden, men som er der og viser sig på de mest ubelejlige tidspunkter?
Tør jeg sige min mening?
Tør jeg tage ansvaret?
Tør jeg slippe kontrollen?
Tør jeg følge processen uden at kende næste træk?
tør jeg….

Jeg oplever mange ligheder mellem min have plan og livet.
Når jeg kommer til at lade min indre kritiker, min irrationelle tanker, min ikke gode nok, og dur ikke side, fylde kommer det til at handle om vurderinger, bedømmelse om god eller kasseret, heldigvis ved jeg at jeg kan bestemme over den side, bestemme om jeg vil den skal styre.

Når jeg ved, at jeg er mig på godt og ondt, når jeg tillader hele mig at leve, med det som er fra det sted, hvor der er uanede mænger af kærlighed, frihed og flow, der ved jeg også at min indre haveplan vokser og spire.

Min have plan tager form og processen er sat i gang, når den er færdig kommer en ny proces, et nyt afsnit af haven, sådan er der også inde i mig, der er hele tiden en vej der bliver til når jeg går. Er jeg styret af tanker og godt/skidt, alt/intet, rigtig/forkert.. kommer jeg ofte galt af sted på vejen. Er jeg styret af det som er uden at vurdere, bedømme, men med respekt, accept, kærlighed og mine værdier er det en vej der bliver til i takt med at jeg går, på den vej er der spænding, oplevelser og et flow der øges i takt med at vejen bliver til.

Kender du det, at du er i gang med noget ydre, noget arbejde, noget kreativt eller andet som på en måde smelter sammen med en indre proces, så del den gerne her på bloggen måske andre kan bruge din erfaring til at skabe energi, vitalitet og et skridt mod ny læring

Knus Kirsten

1989 anno 2011

Faldt over en gammel og næsten glemt notat over en periode i mit liv men meget kaos og meget godt næsten sort/hvidt agtig fra skiftende sekund til sekund. Medvirkende til de mange sort hvide skift var de omkring mig. Denne dag var det min mor, kontaktperson, nattevagt, en læge, det kunne også have været situationer hvor en bestemt hendelse, skulle mange led igennem for at nå frem til rette person. Det var det så ikke lige her. Når jeg læser om mange af de steder det går helt skævt, starter det egentlig ok, men ender et helt andet sted, efter at blive fortalt, skrevet, fortalt, husket og gengivet.. måske er det det som gør det hele så vanskelig i kommunikationen. Hvem der siger, og hvad de siger, og hvad de høre og forstår og hvad der skrives og ikke mindst tolkes og hvad er så egentlig det sagte når det enten kommer til mødet med mig eller er startet som et ønske fra mig og nu igen skal afleveres.

Jeg bryder mig ikke om at skrive det, men når jeg sidder og læser de skrevne ord, om end de er mere end 20 år gamle, tror jeg rigtig mange kan nikke genkende til det her i dag anno 2011. Det handler om alles syn på og alles mening om og sidst men ikke mindst alle tolkninger om mig sygdom og historie. Denne gamle note er fra et øjeblik hvor jeg er meget vred, hvor jeg føler mig trådt på og uretfærdig behandlet, og alligevel skinner de gode stunder også igennem.

Jeg var lige så glad havde fået lov at komme ud i 20 min. fordi jeg havde "opført mig pænt" spist op og ikke skåret i mig. Jeg var så glad, et øjeblik lykkelig, endelig lidt højt til himlen fornemmelse og lidt frihed. I næste øjeblik siger en anden nej det kan du ikke, det er ike en del af aftalen og du kan ikke bare belønnes og i øvrigt har vi ikke lige nu tid til at gå med dig. Og rusche turen var til at føle helt op af glæde og helt ned af skuffelse, endnu engang lære jeg "stol ikke på andre" ikke nok med det jeg blev så ked af det og vred jeg kunne ikke være i min krop den var ved at eksplodere. Jeg ville så gerne ud en tur. Til eftermiddag kunne jeg ikke spise jeg kunne ikke stoppe mad ned i en krop der allerede var på randen til at eksplodere af følelser og kaos, der var ikke fysisk plads. Jeg gik op til et personale og spurt venligt: ”vil du gå en lille tur med mig, bare 5 min. Eller lukke mig ud i haven så jeg kan få frisk luft?” Svar:" nej det vil jeg ikke det er din spiseforstyrrelse som vil ud" citat slut.

Hvor ved hun det fra? Hun spurte hverken mig eller min spiseforstyrrelse men tolkede at det var sådan. Når hun nu mente at det var spiseforstyrelsen hvilket det ikke lige var i denne gang, ja så kunne det være lige meget for ingen så alligevel den pige bagved, der søgte at finde ro og luft og frihed til at tagen endnu et nap i kampen mod spiseforstyrrelsen.

Jeg ringede til min mor hun forsøgte at nå mig, forsøgte at komme bag min mur af facaden. Jeg kommer og vi kan gå en tur sagde hun. Jeg kan høre på den stemme at det er dig Kirsten. Jeg fik frihed, frisk luft, og lyden af vandet. Jeg så solen jeg hørte fuglen, jeg mærkede igen glæden og længslen efter livet. Jeg drømte et øjeblik at jeg fløj som fuglen fri og ubesværet. Jeg vil livet, gik tilbage til afdelingen spiste mig mad og tænkte jeg hader det men det er bedste medicin til at finde frihed. Jeg mærkede glæden brede sig.

Glæden skulle kun varer kort i næste øjeblik kom der en ind uden at banke på eller sige goddag udbrød blot der er kommet svar på dine prøver og de tyder på at du kaster op, eller snyder så vi har besluttet at sætte fast vagt på dig. Vi kan tale om det i morgen, også gik hun uden at sige farvel. Jeg følte mig som et dyr i et bur til opfedning, ikke et menneske af kød og blod man kan tale med. Jeg kaster ikke op, men de tror ikke på mig.
Øv da, det er så hårdt med de mange ture i rusche banen. Det tærer på kræfterne.
Jeg vil faktisk gerne livet. Nattevagten er lige kommet, det er en hel speciel natte vagt og det tror jeg der er enig hed om af alle på afd. Hun går rundt og siger god aften eller nat til alle, aer en på kinden, giver et knus, holder en hånd, lytter, smiler, kommer med blomster, forsøger at finde det gode og samtidig erkender at det er svært. Hun er der bare med hjertet og jeg tror hun elsker sit job som et kald, en mening og måske en mission. Det blev alligevel så en god og rolig afslutning på en turbulent dag.

Kender du at de omring dig har alt for mange bud på dit liv uden at spørge dig, at andre ved hvad du har brug for uden at spørge, at der tolkes, tænkes, misforståes og den det i sidste ender rammer er dig? Kender du de mennesker der kan give beskeder selvom de er øv trælse og alligevel kan en sådan besked give mening fordi den er givet med hjertet og fortalt til personen bag sygdommen?

Dette kunne have været en anden dag og sted og i forhold til en af de andrediagnoser fx bordeline, skizofreni, angst..men nu faldt jeg lige over dette notat.

Kender du det er du velkommen til at dele, så andre kan lære af dine erfaringer
Knus Kirsten

Sommer og sommerferie glæde eller kaos?

For langt de fleste er der glæde og længsel de sidste dage før en sommer ferie, det bliver dejligt at holde helt fri, slappe af og gøre lige det jeg har lyst til. Fx rejse rund i Danmark, tage en tur til udlandet, eller blot være hjemme og stå op når jeg bestemmer, der er ikke et ur der ringer og ikke noget jeg skal nå. Det er med andre ord tid til at geare ned, slappe af, og lade op til endnu et nap på arbejdet efter sommerferien.
Det lyder meget rart og dejlig – men min erfaring er at sådan er det ikke for alle, tværtimod.

Jeg kender det fra mig selv, det med at de faste rutiner og rammer som brydes op og alt bliver en smule mere "vi tager en dag af gangen" – og det går ikke godt i samspil med spiseforstyrrelse, med trang til kontrol, rammer rutiner og en fast rytme. Desuden er ens terapeut, sagsbehandler, bostøtte m.m på ferie, så nøgle støttepersonerne er også væk- hvad gør jeg så?

Allerede her har jeg oplevet meget panik blot ved tanken om at de skulle holde ferie, begyndte det allerede at gå skævt. Den øvrige familie der glædede sig til ferie fik hurtig andet at tænke på.
åh nej, nu er der ingen til at sætte dagsordnen og ingen nødknap når det brænder på andre end os som familie. Vi vil faktisk gerne holde ferie, men hvis det hele skal gå op i kalorier, milimeter regelret perfektionisme, faste strukturer snak om for og i mod en ært eller to, så orker jeg næsten ikke ferien i år.
Jeg forstår det godt, det er rigtig svært at alle de som støtter op og er med til at danne den faste sturktur, pludselig er væk i sommerperioden, samtidig med at den øvrige familie snakker udlandsrejser mm som betyder ny mad, spontanitet, ingen absolut ingen kontrol.. det kan kun gå galt allerede inden ferien er startet.

En svær periode, der kan vendes til noget godt, vendes til at vi som familie også har brug for ferie brug for ferie fra enhverform for spiseforstyrrelse, selvom jeg ved spiseforstyrrelses adfærden følger med, kan det alligevel være godt at forestille sig, at på denne ferie holder jeg fri for spiseforstyrrelsen og prøver at være mig så meget jeg nu kan – det kan kræve noget planlægning, fx at jeg under søger hvad mad de spiser der hvor vi skal hen og om jeg kan få bestemte varer i supermarket. Evt. hvis vi køre i bil kan jeg måske tage lidt med hjemmefra så jeg har så meget ro at jeg der ud over kan deltage i alle de gode oplevelser sammen med de andre.
Det er svært og det er muligt alligevel, men snak om det inden i rejser eller skal holde ferie, snak om det der kan blive svært også det som kan være svært for far og mor og søskende, hvad og hvilke bekymringer går i med hver især og hvilke livliner har jeg når det måske bliver for meget. Hvad gør andre?

PS LANDSFORENENING har samlet nogle råd til ferien måske kan du bruge nogle af dem?
måske har du selb gode råd du vil dele med andre til støtte og glæde for deres ferie så byd endelig ind her på bloggen.

Rigtig god sommer til alle på godt og svært, uanset man vil det eller ej bliver det sommer og alle holder ferie. Det er en del af livet og nu slet ikke så ring endda 
kh Kirsten

Forår

Det er forår, uanset det skiftevis regner, blæser, stadig fare for nattefrost men også strålende solskinsdage – kalenderen siger det og nu er vi gået over til sommer tid.
Tiden med lys bliver længere, solsorten synger solen ned, fulgene har travlt med at bygge rede, over alt pibler det op af jorden. De første lune solskins dage virker overvældende og det er næsten ikke til at holde ud at sidde bag en pc skærm og arbejde – det handler om at komme ud, ud i den friske og lune luft. Vinduer åbnes, jeg får trang til forårsrengøring og vindues pudsning, utroligt men sandt.

Det er som at få en ordentlig dosis vitaminer og en pakke ladet med energi som var det nye duracell batterier. Det er det jeg elsker ved årstiderne i Danmark. Lige nu er skoven dækket af anemoner, det er muligt at nå hjem fra arbejde inden det bliver mørkt og dagene bliver lunere og lunere, jeg sidder med en dejlig fornemmelse af liv og glæde. Kender du det?
Sådan har det ikke altid været, engang var jeg bange for foråret bange for lyset og solen, bange for at se alle de forårsglade mennesker der sad på cafeerne og gik ture i skoven, bange for alt den liv og energi, for den kunne ikke rigtig nå mig. Jeg blev trist og ked af det, følte mig mere ensom en nogen sinde før, længes efter regnfulde mørke dage der kunne match hvordan jeg oplevede at have det. Det var som om jeg røg direkte ind i endnu en depression være en den jeg var i ved juletide..

Det var så svært og det blev ikke lettere af at alle andre synes jeg skulle være glad for at der kom mere sol og mere lys og flere blomster, men ejg havde ikke over skudet og deres velmende ord kom til at virke modesat og jeg gemte mig endnu mere væk.

Indtil den dag jeg mødte en som turde være sammen med mig i min depression, en som kunne rumme at jeg var ked af det, oplevede at være ensom og bange for livet. En som insistede på at sidde sammen med mig på mit lille lukkede kælder væresle og ryge cigaretter og være trist. Det ændrede meget.. når hun kunne være sammen med mig her og ikke forsøgte at ville, at jeg skulle noget andet, men opmundrende mig til at være og langsomt lærte mig, at det godt kunne være både og, at jeg kunne nyde lidt og trække mig lidt. Hun ville sidde sammen med mig i mit mørke rum samtidig med at jeg fik lyst til også at være sammen med hende i hendes rum..foråret, da begyndte foråret også for mig og jeg begyndte at glædes..:-)

Kender du det at noget glædeligt og overvældende næsten kan virke helt modsat?
Jeg vil du alligevel sende en forårshilsen til Jer alle uanset hvorend i befinder Jer der ude <3
Knus Kirsten

Hvad virker for dig?

Hvilken nøgle virker?

Noget jeg er meget optaget af er: ”Hvad er det er som virker, hvad er nøglen”? Jeg kender mange som efter gentagende ambulante behandlinger og måske indlæggelse flere gange kommer sig. Jeg har mine egne erfaringer for hvad der var min nøgle og hvad det var, som havde betydning for mig, men hvad har haft den største betydning for dig?
Der er noget som tyder på at metoden i behandlingen ikke er vigtigste faktore, men hvad er det så?
Hvad var/ er det som gør at du er kommet videre? Jeg bliver nysgerrig på hvad er nøglen?
Er det mødet, relationen, rammerne, det rigtige på det rigtige tidspunkt, alder, erfaring, skift af behandler, arbejde, pension, diagnosen, når det går skidt og det handler om en kamp, indragelse af netværk, er det en blanding af eller noget helt, helt andet.. hvad hjalp/hjælper dig?
Vær med til at dele dine erfaringer så andre kan få glæde af og lære af hvad er det som virker?

Vi er individuele individer og har behov for at blive set på og behandlet individuelt og derfor kan det som virker for den ene have modsat effekt på den anden, derfor tænker jeg det er meget komplekst og det vil jeg gerne være med til at sætte fokus på. Det håber jeg også du vil bidrage med.

Tak fordi du deler din erfaring

Smil og kh, Kirsten

Har brug for dit bidrag, hvis du kender til "Virker miljøterapi hvis der ikke er et miljø"?

Kan man lave miljøterapi hvis man ikke har et miljø?


Jeg har lang tid gået og tænkt på vigtigheden af personale samarbejde = miljø og hvordan miljøterapien/behandlingen virker hvis ikke personalet samarbejder indbyrdes altså hvis der ikke er et miljø og at det kan få tunge koncekvenser for dem som egentlig skal hjælpes. Er det bare er noget jeg går og tror?

Blot et eksempel, der er flere i min bog, Da jeg var indlagt oplevede jeg ofte at der var uenighed i personale gruppen om hvordan min behandling skulle være, hvor meget og hvor lidt jeg måtte og hvor striks en regel skulle overholdes.
På et tidspunkt har jeg det skidt jeg har godt nok lovet ikke at skære i mig selv, indtil næste samtale, men det føles helt uoverskuelig at skulle vente så lang tid og jeg tør ikke gå op til dem, som er på arbejde for jeg er ikke hel tryg ved dem, kun 1 men hun er optaget.

Da jeg høre en stol blive smadret og en anden græde kan jeg ikke holde det ud mere og skære mig, der kommer en ned og skælder mig hæder og ære ud, forstår ikke helt hvorfor, men det gør hun. Hun vender sig vredt om og går – nu er jeg jo ikke lige til at vippe af pinden, godt nok bløder det men anyway, jeg åbner døren og råber af alt min fulde kraft:

”Nu må i fan… Tage jer sammen jeg skal ikke tage mig af jeres vrede – behold den selv” og smækker døren i igen… Sjælden har jeg oplevet en sådan stilhed.

Jeg mente det og jeg mener det stadig, når jeg oplevede at personalet ikke kunne finde ud af det indbyrdes og mærkede at nogen synes jeg var ok andre ville hellere se mig langt væk. Jeg tror ofte det var mine egne projektioner de blev bære af, de” onde” var mine skyggesider de ”gode” de sider jeg kendte og holdte af. Men hvis ikke de formåede at forstå det, kan jeg godt forstå det gik så galt ind i mellem.
Jeg møder jævnlig medarbejder der overvejer at sige deres stilling op fordi de følser sig presset ud af den øvrige personale stab, fordi de gør noget anderledes og det anderledes tiltrækker en patientgruppes opmærksomhed i positiv retning, men personalet får besked på at rette ind og gøre som gruppen.

Men tænke hvis det nu er mine forskellige gode og mindre gode sider de hver især repræsentere, så bliver jeg måske endnu mere syg hvis de ikke vil bære disse grimme sider indtil jeg kan få dem tilbage og blive et helt mig?

Og måsek tager jeg helt fejl?

Jeg kunne godt tænker mig at høre om der er andre der har oplevet at en splittet personale gruppen har haft betydning for hvordan I har handlet?
Jeg har en umiddelbar teori om, at forståelse for (gode/dårlige sider, projektioner på personalegruppen) i personalegruppen påvirker hvor godt jeg kommer ud på den anden side i langt højre grad en som så.

Lad mig høre om du kender til det?
Kh Kirsten