Situationen kender de fleste der har været i behandling,
netop at opleve at dem som forventes at skulle hjælpe en, har deres egen
dagsorden og plan for hvad de mener du skal og ikke skal, nogen gange bakker
kommunen op om planen, andre gange har de selv en plan og en mening. Der
kan i langvarige forløb, ofte ses flere forskellige planer og delplaner som
desværre kan modarbejde det gode forløb.
Den mindst hørte, sete og anerkendte plan kan opleves at være ens egen. Personlig
oplevede jeg at det var de færreste som troede på mine ord og planer. Der blev
lyttet og nikket, men kun kort tid, så
mente de alligevel at have bedre og for dem mere konstruktive planer. Og ja,
deres planer var ofte mere rationelle og konstruktive på et raskt og
fornuftigheds plan.. Hvorfor er det så alligevel en god ide at lytte mere og
handle mindre, give mere tid og spare på ordene og have øget fokus på personens
egne planer, hvis de virker mindre sunde og rationelle end omgivelsernes og
behandlerne planer? Det kan være svært at svare nuanceret, men erfaringerne som
jeg har samlet gennem 20 år i rådgivning, og med klienter viser gang på gang,
at når behandlerne forsøger at begrænse, bekæmpe eller fjerne sygdoms adfærd, reagere
mange med at forsvare sin ret - til at bevare det groteske, det irrationelle
set fra behandlings siden. Sygdoms adfærd kan komme til at virke som en
redningskrans.
Hvad gør man uden? Hvordan er jeg i livet, i relationer, i
studier, uden for en afdeling, i ferierne osv. Når jeg er uden sygdom, uden
dens sprog og handling og uden den opmærksomhed som sygdomsadfærden giver på godt og ondt? Sygdommen
er i bevægelse og udvikling. I starten af
et sygdomsforløb ses meget lidt samarbejdsvilje og fokus er på fastholdelse
fordi sygdomsadfærden og kontrollen deri giver så meget mening, især ved spiseforstyrrelse og selvskade. Sener i forløbet
ses en øget motivation og et større ønske om at slippe sygdomsadfærd frem for
fastholdelse som strategi, men nu er man fanget i sit eget spind. Før kunne jeg
og dem der skulle hjælpe mig ikke se vejen for de forskellige planer og alt det
spind vi er spundet ind i. Nu er jeg og dem som skal hjælpe spundet så meget
ind i spindet at vi ikke kan komme fri, at vi ikke kan bevæge os rundt og se
hvor åbningen er, der hvor der er lys som kan komme ind og lys som kan komme
ud. Der hvor der er muligheder for samarbejde, der hvor der er ressourcer, håb
og drive. Alle er filtrede ind i spindet og bliver mere og mere fanget, der ses
flere og fler mislykkede forsøg på at hjælpe og alle inklusiv den som er syg
bliver trætte, måske kommer der flere diagnoser til, måske er man blevet til
kaste bold og dopet af medicin.
En situation hvor alle lider, hvor der spindes
mere spind og hvor åbningen er særdeles svær at finde. Den er der ”Åbningen”
når vi er i live som mennesker så er det fordi vi bære et håb om at noget kan
ændres. Rigtig mange med psykisk lidelse kæmper og har ekstreme ressourcer,
selv i håbløsheden, i kolapset, i den mørke skygge. Når vi der er omkring forstår
at støtte op om at finde åbningen, forstår at lade den som er ramt bevare værdighed,
ansvar og egen kontrol og egen stemme, når vi kan mødes i en anerkendende og
accepterende nærværende og medmenneskelig og omsorgsfuldt rum, er der veje at
gå. Uanset vejen, når vi kan mødes i en relation med tillid og nærvær, når vi
kan rumme den som har det svært´s ubalancerede nervesystem ved, at vi der skal hjælpe kender os selv og kan være den stabile klippe i en periode, kan det lykkes at
komme fri af det spind man er fanget og klistret ind i.
Det handler ikke om
kontrol, overvågning, rigtig/forkert, ved bedst, og tag det vi tilbyder for vi
ved/ eller retter det der er økonomi til at du kan få, eller om at nå målvægten hurtigst muligt eller forhindre al selvskadende adfærd.
Det handler om samarbejde,
det handler om værdier, livsværdier det handler om mestring, det handler om
indragelse af netværket, det handler om tid, tid nok, det handler om mod, mod
til at se nye muligheder, mod til at lade den som er ramt gå vejen og støtte de
sværeste steder, det handler om faglig kompetence og evnen til at bruge den i
respekt, i tillid til og anerkendelse af af den største faglige kompetence er
den som det enkelte individ har med sig i livet. Livserfaringer, livslysten, kropskontakt, værdier og tro på muligheder.
I det møde kan blomster spire, vokse og springe ud.
I det møde kan blomster spire, vokse og springe ud.
