Når vi alle er fanget ind i spind og ingen kan se åbningen

Fanget i spind, andres tænkte planer – jeg beholder min sygdoms-mestrings-redningskrans indtil min egen plan lykkes

Har sygdomsadfærd og dermed også kontrol, ritualer, selvdestruktivestrategier, mad... kæmpet en kamp både med dig, mod dig og mod omgivelserne, så vel behandler, systemerne og dem som står dig nærmest. Er du fanget og sidder fast i dit eget spind og kan ikke finde døren eller åbningen, hvor der er muligheder, den vej hvor du som menneske får næring, livsnæring.

Situationen kender de fleste der har været i behandling, netop at opleve at dem som forventes at skulle hjælpe en, har deres egen dagsorden og plan for hvad de mener du skal og ikke skal, nogen gange bakker kommunen op om planen, andre gange har de selv en plan og en mening. Der kan i langvarige forløb, ofte ses flere forskellige planer og delplaner som desværre kan  modarbejde det gode forløb. Den mindst hørte, sete og anerkendte plan kan opleves at være ens egen. Personlig oplevede jeg at det var de færreste som troede på mine ord og planer. Der blev lyttet og nikket,  men kun kort tid, så mente de alligevel at have bedre og for dem mere konstruktive planer. Og ja, deres planer var ofte mere rationelle og konstruktive på et raskt og fornuftigheds plan.. Hvorfor er det så alligevel en god ide at lytte mere og handle mindre, give mere tid og spare på ordene og have øget fokus på personens egne planer, hvis de virker mindre sunde og rationelle end omgivelsernes og behandlerne planer? Det kan være svært at svare nuanceret, men erfaringerne som jeg har samlet gennem 20 år i rådgivning, og med klienter viser gang på gang, at når behandlerne forsøger at begrænse, bekæmpe eller fjerne sygdoms adfærd, reagere mange med at forsvare sin ret - til at bevare det groteske, det irrationelle set fra behandlings siden. Sygdoms adfærd kan komme til at virke som en redningskrans. 

Hvad gør man uden? Hvordan er jeg i livet, i relationer, i studier, uden for en afdeling, i ferierne osv. Når jeg er uden sygdom, uden dens sprog og handling og uden den opmærksomhed som sygdomsadfærden giver på godt og ondt? Sygdommen er i bevægelse og udvikling.  I starten af et sygdomsforløb ses meget lidt samarbejdsvilje og fokus er på fastholdelse fordi sygdomsadfærden og kontrollen deri giver så meget mening, især ved spiseforstyrrelse og selvskade. Sener i forløbet ses en øget motivation og et større ønske om at slippe sygdomsadfærd frem for fastholdelse som strategi, men nu er man fanget i sit eget spind. Før kunne jeg og dem der skulle hjælpe mig ikke se vejen for de forskellige planer og alt det spind vi er spundet ind i. Nu er jeg og dem som skal hjælpe spundet så meget ind i spindet at vi ikke kan komme fri, at vi ikke kan bevæge os rundt og se hvor åbningen er, der hvor der er lys som kan komme ind og lys som kan komme ud. Der hvor der er muligheder for samarbejde, der hvor der er ressourcer, håb og drive. Alle er filtrede ind i spindet og bliver mere og mere fanget, der ses flere og fler mislykkede forsøg på at hjælpe og alle inklusiv den som er syg bliver trætte, måske kommer der flere diagnoser til, måske er man blevet til kaste bold og dopet af medicin. 

En situation hvor alle lider, hvor der spindes mere spind og hvor åbningen er særdeles svær at finde. Den er der ”Åbningen” når vi er i live som mennesker så er det fordi vi bære et håb om at noget kan ændres. Rigtig mange med psykisk lidelse kæmper og har ekstreme ressourcer, selv i håbløsheden, i kolapset, i den mørke skygge. Når vi der er omkring forstår at støtte op om at finde åbningen, forstår at lade den som er ramt bevare værdighed, ansvar og egen kontrol og egen stemme, når vi kan mødes i en anerkendende og accepterende nærværende og medmenneskelig og omsorgsfuldt rum, er der veje at gå. Uanset vejen, når vi kan mødes i en relation med tillid og nærvær, når vi kan rumme den som har det svært´s ubalancerede nervesystem ved, at vi der skal hjælpe kender os selv og kan være den stabile klippe i en periode, kan det lykkes at komme fri af det spind man er fanget og klistret ind i. 

Det handler ikke om kontrol, overvågning, rigtig/forkert, ved bedst, og tag det vi tilbyder for vi ved/ eller retter det der er økonomi til at du kan få, eller om at nå målvægten hurtigst muligt eller forhindre al selvskadende adfærd. 

Det handler om samarbejde, det handler om værdier, livsværdier det handler om mestring, det handler om indragelse af netværket, det handler om tid, tid nok, det handler om mod, mod til at se nye muligheder, mod til at lade den som er ramt gå vejen og støtte de sværeste steder, det handler om faglig kompetence og evnen til at bruge den i respekt, i tillid til og anerkendelse af af den største faglige kompetence er den som det enkelte individ har med sig i livet. Livserfaringer, livslysten, kropskontakt, værdier og tro på muligheder.
I det møde kan blomster spire, vokse og springe ud.

Ferie tid - spiseforstyrrelse - pårørende - gode råd

Ferie  =  stress

God mad = FED

Afslapning  = doven = fed

Ingen plan = kaos dvs. - den må skabe kontrol

Hygge = må ikke, forrådelse

Lade op = angst

Grønne ord = Ønske

Røde ord = Spiseforstyrrelses adfærds reaktion på vanskelige situationer.

Ferie, ferie, ferie, slap nu af du har fri .....
Hvordan klarer I som pårørende og den med en spiseforstyrrelse ferien bedst muligt?
Når vi nærmer os ferietiden, oplevede vi dengang et større pres i rådgivningen fra pårørende, som oplevede øget usikkerhed, bekymring, og længselen efter at ferien kunne blive som før en datter, søn, ægtefælle, eller anden nær fik en spiseforstyrrelse.
Da foreningen Pårørende til personer med spiseforstyrrelse eksisterede fik vi ofte spørgsmål omkring en søndagsudflugt, en weekendtur, feriedage, udenlandsrejser m.m. Disse råd blev samlet og kommer her.

Du kan bruge dem i den udstrækning du har behov for, eller bare som inspiration til, hvordan du kan forberede dig, så ferien kan blive så̊ optimal som muligt efter givende omstændigheder.
Det er ikke et bud på hvad der er rigtig og/eller forkert, men en hjælpe dig/Jer til at forberede og tage ansvar for de valg, der nu er at træffe.
Husk hvis du har spørgsmål eller brug for rådgivning kan du gratis kontakte Ernas rådgivning https://www.facebook.com/ernasraadgivning eller på mobil nr. 40254860

Afstem forventninger og formål
Det allervigtigste er, at I gør Jer klart:
HVAD ER FORMÅLET MED UDFLUGTEN, WEEKENDEN ELLER FERIEN?
Vi skal ikke gøre os kloge på, hvad der er bedst for lige netop dig og din familie,
men ved at træffe nogle valg og forberede sig så godt som muligt inden du/I rejser, kan mange konflikter måske undgås, fordi I på̊ forhånd har gjort Jer nogle tanker,
sat nogle rammer og lavet nogle aftaler. I får på den måde afstemt Jeres forventninger til ferien og hinanden.
Fx kan formålet være:

• at forsøge at være sammen hele familien
• få nogle oplevelser sammen
• styrke søskende relationer
• motivere til at komme ud af spiseforstyrrelsen
• måske holde fri fra spiseforstyrrelsen
• motivere til at spise sammen med andre
• beslutte sig for at holde sig til en given behandling og dermed vælge noget andet fra.

Tanker og bekymringer forud for en ferie
Når I skal af sted på en længere ferie, så vil der måske dukke mange tanker og bekymringer op, allerede inden I tager af sted.
Hos den, som har en spiseforstyrrelse dukker spørgsmål op som fx:

• hvordan skal jeg klare at sidde stille i flyet i så lang tid og samtidig spise min mad? - hvad nu hvis jeg ikke kan få bestemte madvarer på ferie målet?
• hvad nu hvis jeg ikke kan spise på restauranten?
• hvordan skal det gå hvis vi skal skændes om de daglige 6 måltider,
• bliver der så plads til andet?
• kan jeg overhovedet finde ud af at holde ferie
• de vil heller være foruden mig, jeg er problemet.. - hvad hvis jeg bliver syg. Osv.

De pårørende kan tænke:

• hvordan skal det gå til måltiderne?
• hvordan skal vi dog få alt det mad med, skal vi overhovedet have det med? - hvordan skal det lykkes at få en god ferie?
• orker vi overhovedet at tage af sted?

Søskende kan tænke:

• åh nej, er det overhovedet nødvendig med ferie?
• skal det hele handle om mad, aktivitet og kontrol kan det være det samme - bare ferien kan være, som den var før din sygdom tog sin plads.

Der kan være mange spørgsmål, men her nævner vi blot nogle af dem som vi oftest mødte i rådgivningen.
Under alle omstændigheder skal I tage Jeres tanker og bekymringer alvorligt og samtidig have for øje, hvad formålet med netop Jeres ferie er.

Det allervigtigste er, at målet for ferien er klar, og usikkerhedsmomenter og bekymringer hos de involverede er snakket igennem inden afrejsen eller turen.
Så vil der selvfølgelig være de pludselig opstående situationer, men erfaringen viser, at de ofte går, lettere når man lige husker formålet med ferien, og dermed kan familien bedre takle en given situation.

Forberedelse
Som pårørende kan du fx søge oplysning på og svar på dine bekymringer hos en rådgiver, psykolog, egen læge eller andet, du er fortrolig med.
Som den der har spiseforstyrrelsen inde på livet, kan det også være, at du har brug for at blive klædt på til rejsen ved at snakke ferien igennem med din behandler, egen læge, en rådgiver og i særdeleshed den eller de personer, du skal rejse med.
Som forberedelse kan det fx være en støtte til den som har spiseforstyrrelsen at tjekke op om de i det pågældende land har fx soja mælk, proteindrik eller andet.
Nøjagtig som man ville gøre ved andre sygdomme, der kræver en form for speciel diæt.
For nogen kan det være en fordel, at indgå̊ aftale om, at de uger man går hjemme, der kan man godt klare at spise efter en diæt, men at ferieopholdet i ind- eller udland skal gå med noget andet, og at familien her ikke ønsker, at det hele skal gå op i mad og kostplan.
Det handler om at hele familien kan have behov for at være sammen og slappe af, og så vidt det er muligt måske holde ferie fra spiseforstyrrelsen også.
Det kan være, at det bedste valg er at tage det hele med i et køleskab, som kan pakkes hjemmefra, det kan give tryghed for nogen og for andre kan det være en begrænsning.
Der kan være ting som skal undersøges omkring rejseforsikring og gældende regler ved sygdom.
Inden rejsen er det vigtigt, at de personer der skal med, ved hvad de skal gøre, hvis det bliver svært for den med en spiseforstyrrelse at være i det og svært at være med spiseforstyrrelsesdelen langt væk fra de vante omgivelser.

Hvordan kan de øvrige medlemmer støtte op, så den med en spiseforstyrrelse klarer sig igennem en given situation - hvad kan ”lyn-aflede” situationen? Det kan fx være:

• gå tur
• en svømmetur
• 5 – 10 min. snak
• én at ringe til
• en bog at skrive i. 

Fordele/ulemper (som i øvrigt også er meget anvendelig inden rejsen).
For nogle kan det være godt at have en form for huske kort. Et lille kort på størrelse med dankort, som er let at have med, hvor der står med egne ord, hvad formålet med ferien er, eller andet som kan støtte både den som har en spiseforstyrrelse og familien, så I kan få en god ferie.
Det kan være, at der skal laves faste rammer for måltiderne - enten alle, nogle eller enkelte måltider. Det kan være, at der skal aftales, at hvis aftensmåltidet er på restaurant, og at der til dette ene måltid ikke snakkes mad, men spises det der nu er at få, eller den med en spiseforstyrrelse spiser hjemmefra og nyder en danskvand eller melon smoothie med masse af knust is, og på den måde kan hun/han tillade sig selv at hygge sammen med den øvrige familie.

Ferie handler om gode oplevelser
En ferie handler ikke om at lade spiseforstyrrelsesdelen blomstre så den kommer til at fylde meget mere end tidligere.

Det handler snarere om at hjælpe personen bag spiseforstyrrelsen til at kunne tillade sig at nyde samværet med familien, velvidende at personen stadig har det rigtig, rigtig svært.
Vi mener, at der for alle i familien kan være behov for at holde fri fra spiseforstyrrelsen.
Vi hører jævnlig at det er gået godt med at holde fri fra spiseforstyrrelsen, måske er vægten dalet lidt, andre gange ikke.
For nogen lykkes det metaforisk set, at låse spiseforstyrrelsen inde i bagageboksen hvor den så kan tage i mod en når man kommer hjem, for andre er det vigtig at den er med på ferien, men at der inden afrejse er lavet aftaler om hvor meget, hvornår, hvordan dette håndteres og hvor der er livliner som kan gribes når det bliver svært.
Til gengæld er der blevet fyldt på de sociale aktiviteter, lyst til livet, glæde og gode og sunde oplevelser, og det har alle behov for uanset graden af sygdom.

Tvungen ferie fra et behandlingssted.
Er du I en situation hvor en given behandlings sted går i ferie mode, er det vigtig at få ridset linjerne tydelig op, hvad vil og kan vi som pårørende stille op til/gå med til? Husk der må være plads til de andre familie medlemmer. Det er i sidste ende behandlerne der må have behandlingsansvaret ikke dig som pårørende. Så gør det tydelig hvad I vil og kan være med til.
Desværre mangler vi et behandlingsansvars fuld system når det gælder ferie tid. Samtidig er det vigtig at den som har det svært få nogle oplevelser der kan fyldes på livslyst/glædes siden, også selvom det kan være forbudt og en forråelse af spiseforstyrrelsen vil der blive hevet energi, håb og ressourcer til den person der overlever ved hjælp af spiseforstyrrelsen.
Hvor det vigtigste er at være tydelig i kommunikationen til behandlingsstedet og i familien hvilke forventninger har vi hver især? hvad er muligt? hvad er formålet? Hvordan? Og hvor er der livliner?
Husk at stille dig selv spørgsmålet hvordan ville denne situation se ud uden en spiseforstyrrelse? Måske er situationen ikke så̊ anderledes hvis den sættes ind i en normalitets kontekst, og dermed kan den blive lettere at tale om, forstås ud fra og handles på̊.

Husk alle har noget at bidrage med og er værdifulde. 

Rigtig god ferie

Kirsten Kallesøe

 www.kirstenkallesoe.com

Er man rask fra sin anoreksi når vægten er normaliseret? Hvorfor kan man ikke modtage terapi på en lav vægt?

Det er så ærgerlig at vægten og normaliseringen bliver paramenter for raskhed. Mange steder høres at man ikke kan modtage terapi før vægten er normaliseret og at der sker væsentlige ændringer ved normal vægt i en positiv og mere rask retning… hmmm dvs. når jeg er normalvægtig fordi andre mere eller mindre tvinger mig, bliver jeg mere rask – jamen så har jeg vel egentlig ikke brug for terapi? Min oplevelse og erfaring er at uden terapi er mange langt mere spiseforstyrrelse i hovedet ved en normal vægt.

Jeg forstår det ikke til trods for at jeg har været der et utal af gange altså lavvægtig og uden anden behandling end mad og modvillig nået min normalvægt med de vise ord om at der på normalvægten ville alt se meget bedre ud. OG NEJ udsigten så i mange år hel forfærdelig ud og var rædselsfuld, pinefuld nærmede sig lige så meget totur at være fanget i ensom død i et smukt normalvægts ydre, som når jeg var fanget i spiseforstyrrelsens vold og smerte og tæt på døden

Når vægten var lav havde jeg noget – spiseforstyrrelses adfærden havde en tænkt og subjektiv oplevede kontrol – jeg kunne blot følge med, forsøge at overleve i kaos, angst, uro, tungsind. Spiseforstyrrelses adfærden var min redningskrans, når jeg brugte den kunne jeg undgå at drukne i mit eget liv, om end jeg ikke havde meget liv så overlevede jeg når jeg kunne klamre mig til det spinkle håb om at jeg metaforisk set kunne lære at svømme og langsom slippe redningskransen millimeter for millimeter. Men det kunne jeg ikke for de ville alle tage spiseforstyrrelses adfærden fra mig. Det bliver en kamp mellem spiseforstyrrelses adfærd og behandler eller pårørende. Hvor jeg som menneske bliver overset. Den kamp vinder ingen kun spiseforstyrrelsen. .

”Folk lader sig almindeligvis lettere overtale af de grunde, 

som de selv har opdaget, 

end af dem som andre har optænkt.”

-Pascal –

Når vægten nærmede sig normal-vægten, steg angsten, kaosset og ensomheden voldsom. Ikke nok med at de der bestemte over min mad eller mangel på samme de forsøgte at tage spiseforstyrrelsens synlighed fra mig, ved at normalisere vægten. Uden at jeg havde fået hjælp til at finde andre og smukkere leveregler og strategier til at mestre livet. Der stod jeg uden at nogen umiddelbart kunne se hvor svært jeg havde det. Inden i var jeg kaotisk og angst mere end nogen sinde før. Det kan metaforisk sammelignes med et nymalede smuk hus med nye vinduer  = normal vægt, hvor alt indmad er et håndværkertilbud af blandede følelser og en indvendig ruin = manglende oplevelse af at være go nok og kunne mestre livet og være noget værd som selv.

Jeg er så mange gange blevet mødt med ”Du må være normalvægtig for at kunne modtage terapi” Jeg kender ikke undersøgelser der påviser dette. Jeg ved at det som er vigtig for at hjernen kan fungere er at man spiser. Hvordan kan man ellers studere på en ualmindelig lav vægt til UG? Det lykkes fordi det giver mening at være, at følge sine værdier og holde fast det man brænder for. Fordi jeg her som menneske finder fodfæste. Og ja så går det langsommere med vægtøgningen men i takt med at vægten siger får jeg redskaber og mestringsværktøjer til at nærme mig livet som rask, frem for total syg fysisk eller total rask fysisk når nu en spiseforstyrrelse handler om bio-psyke-sociale multifaktorer.

Ja jeg forstår ikke den ensidige fokusering på at fast holde rigiditeten i at ”du kan ikke modtage terapi på lav vægt”. Du kan ikke modtage terapi hvis du ikke spiser for så fungere hjernen ikke, hvilket også vil være gældende for en normal vægtig der ikke har spise i dagevis.

Jeg kan omsætte terapien på lav vægt når jeg spiser, måske ikke så smurt og omstillingsparat som hvis alt fungerede total men dog fungere lidt langsommere og lidt kantet. Jeg kan følge med og udvikle mig mens spiseforstyrrelsen afvikles, frem for at jeg som tæt på mål-vægt er i total panik over at miste redningskransen og derfor må kæmpe vild for at finde redningskransen igen dvs. Tabe i vært gribe de kendte og destruktive Spiseforstyrrelses strategier.

Pårørende som behandler - nyt tilbud

Mandag d. 6.3 blev første afsnit af 3 sendt om børn og unge på Børne og ungdomspsykiatrisk afd.  I Odense, hvor de bl.a. fulgte en pige med anoreksi, en stærk og modig pige fanget i spiseforstyrrelsens fængsel.

https://www.dr.dk/tv/se/dr1-dokumentaren-tv/ungdomspsyk/dr1-dokumentar-boernene-pa-psyk-1-3

En udsendelse der gav erindringer om mange ekstreme hårde og svære år med tvang, bælter, sonde, medicin m.m. og samtidig en udsendelse der på ærlig og nøgen vis viser de vanskelige situationer alle kan komme i, i hverdagen hvor der ikke kun er et svar på vejen ud af spiseforstyrrelsens fangeskab.

Efterfølgende i nyhederne fortælles om et nyt tilbud fra Risskov i Aarhus. https://www.dr.dk/tv/se/tv-avisen/tv-avisen-19/tv-avisen-2017-03-06-21-29#!/

Et tilbud, et nyt tilbud der efterlod mig med mange spørgsmål

Nu skal de pårørende være hjemmebehandler, mere end de er i forvejen anno 2017, de skal udøve tvangen, hertil kommer der en sygeplejerske/læge hjem i familien og hjælper til. 
Desværre så og hørte vi ikke noget til nogen pårørende som udtaler sig om effekten og oplevelsen.
Får de pårørende faglig og personlig supervision? Hvilke betydning har det for familien når eller hvis behandling ikke lykkes? – det er svært nok i forvejen

Hvad med søskende hvor er der plads til dem? Og hvad betyder det for den unge at være hjemme? Betyder det de kan følge skolen og aktiviteter med vennerne og være deltagende i det sociale liv som de netop påpeger er vigtig? Eller betyder det isolation der hjemme hvor forældre og søskende ikke på noget tidspunkt har fri, hvor alt kommer til at handle om magtkampen om hvem som er stærkest sygdomsadfærden eller de pårørende, frem for at de pårørende kan være forældre. Hvor er ansvaret for behandlingen og hvad betyder angsten og stressen i rummet? Bliver hjemmet der normalt er den trygge base, til et sandt mareridt alle vil væk fra? Og med en pige fanget i sygdom som oplever endnu mere skyld.
Man bliver ikke rask af at omgivelserne lider og den syge kan se hvor ondt det gør. Tværtimod kan det give yderlig sygdoms adfærd.
Man bliver rask af at kunne mestre livet og føle sig god nok, have krops kontakt og livslyst og livsappetit

HVOR LADER PÅRØRENDE OP OG FÅR TAGET SIG AF SIG SELV med et barn hjemme som er så syg at de skulle være indlagt?

Det fremgår ikke tydelig af udsendelsen om det handler om dem som slet ikke profilere af indlæggelse, PARADOKSET her er at de slet ikke profilere at symptombehandling med at tvinge vægten op, men at deres behandling må bestå i at arbejde med værdier, mål, den sunde person og dennes ressourcer, dvs. at de kan bibeholde det de brænder for i livet og har energi på, samtidig med behandling og en meget langsom vægtøgning - hvilket vi desværre ikke høre noget om.

Jeg blev glad da jeg hørte om ny behandling endelig tænke jeg, endelig mere fokus på det dejlige menneske bag spiseforstyrrelsen og personens egne ressourcer, frem for mad og vægt fokuseringen. Jeg blev skuffet, men håber – håber at der er nogen som har prøvet dette især de unge med sygdommen tæt inde på livet og deres pårørende der har mod til at give mig svar på tiltale og fortælle ærlig om hvad de oplever.  Dem som står i det, dem som har stået i det ikke dem som engang var syge og ønskede sig noget andet.

Miraklernes tid er ikke forbi og jeg vil håber jeg bliver glædelig overrasket over dette nye tilbud.

For mig er der langt vej til en egentlig ny og vellykket behandling som bygger på andre værdier end mad og vægt og tvang i hjemmet. Jeg håber, håber at dette nye tiltag er et skridt i retning af flere forskellige tilbud tilpasset den enkelte og ikke kun tilpasset systemets kamp for at reducere symptomet.

Stop angsten for at skubbe til den første dominobrik og øget behandling med tvang

Psykologer, psykiatere, medarbejder og andre omsorgspersoner på psykiatrisk hospital i

Risskov forsøger under helt urimelige vilkår, at gøre det de er bedst til nemlig at hjælpe mennesker i nød, mennesker som er svært forpinte, mennesker som har brug for ro, rammer, struktur og tid – GOD TID. Når sindet gør ondt er der behov for, at blive rummet for at kunne lære at rumme sig selv, der er brug for nærvær i mødet, brug for at blive set med venlighed, brug for krops- og samtaleterapi. Lige nu og desværre i alt, alt for langt tid har alle været bange for at skubbe til den første domino brik med fare for at alle brikkerne vælter. Når livet er svært, når man kæmper med og mod psykoser, depression, angst, forstyrrelser i personligheden, spiseforstyrrelse og selvskade, er der behov for tid, tryghed, ro, forudsigelighed, rammer og struktur og samtidig er der brug for nærvær, og oplevelse i mødet af at ”Jeg vil dig” og ”jeg tror på dig”,  ”jeg har tillid til at du og jeg sammen kan vinde over sygdommen” og skal det lykkes, at man tør vise sin sårbarhed og  oplevelsen af at gå i tusinde stykker, at alt krakelere for at kunne blive et helt jeg som kan gå ud i verden og leve og lære, må der være en basalt tillid til at blive rummet, samlet op, anerkendt og at der er nogen der vil en i alt den støtte der er behov for.

Modsat kan det være lige meget, så er det bedre at fastholde sygdomsadfærd uanset hvor destruktiv det end kan se ud, for der findes trygheden og det kendte. Selvom det er smertefuld og man kan dø af længslen efter det gode liv og angsten for at slippe det kendte smerte helved.

At opleve og fornemme angst i de omgivelser der egentlig skal hjælpe, at opleve frygt for brand lige uden for døren kan skabe forstening og stilstand. At være bange for at blive sendt hjem til ingen ting, dårligere end da det endelig lykkes at komme ind, kan skabe kampe, en kamp der ikke gør godt. Det kan blive en kamp med pendlen mellem frygt, angst og forstening. En kamp for at forblive i smerten og trække lykke kortet om at blive en dag mere på afdelingen. En dag mere uden egentlig gavn, når der er for meget uro, utryghed, og fravær til at turde flytte sig.

Der er så mange ressourcer blandt mennesker med en psykisk lidelse, så mange ressourcer der kan udvikles og aktiveres når rammerne, nærværet, trygheden, tilliden og tiden er til stede. Ressourcer der kan få et menneske til at vokse og udvikles til at leve og glædes. Et personale og nogle kontaktpersoner, en psykolog og en psykiater der fik rum og mulighed for at se og møde mennesket. Uden dem, var mit liv ikke der hvor det er i dag og tak for at I havde tid til at se mig og rumme mig.

Desværre bevæger psykiatrien sig lige nu i en stik modsat retning, nemlig derhen hvor alle er bange for at vælte den første dominobrik for så vælter alle, fundamentet skrider, kaos bliver mere kaos, hvis det ikke allerede er sket.

Der er mange dygtige medarbejder på Psykiatrisk afdeling, Men der er grænser for hvor mange kasser der kan løftes på en gang før man går i knæ.

Kære politiker – trivslen, prioriteringen af de psykiatriske afdelinger går lige nu, en en hel gal retning. Værst af alt kan det koster menneskeliv, mere sygdom, mere afvikling, mere kaos, mere angst og større skade, end den langsigtede løsning med flere senge, flere hænder mere tid og mere nærvær. Spørgsmålet er ”Hvem tager første skridt til aktiv handling med flere hænder og flere midler? Med udvikling, en løsning hvor vi med erfaring og personale med viden sammen kravler op i spiralen og løfter sammen. 
Giver de dygtige medarbejder de rammer og den tryghed der er nødvendig for at de kan skabe de rammer der er behov for når man indlægges, når et menneske i kaos møder det fundament, den kærlighed og det nærvær og engagement de længes efter, kan man udvikles og begynde at gå den vej hvor der findes fodfæste og fundament – de ses livsglæde og livslyst. Der er der ressourcer  til hvis dominobrikkerne vælter at hoppe ud af rækken og stoppe domino effekten – det er der ikke som det er i dag.