Kirstens tanker...

Hvordan leger man fred?

2011-12-31T12:49:00.002+01:00

Jeg har tænke meget på elementer fra præstens tale jule aften, og den bliver ved at forgrene sig ud i alverdens afkroge i mit sind, det har jeg så skrevet lidt om her på årets sidste dag.

Han fortælle blandt andet om: "En bedstefar sad og kiggede på sine børnebørn der legede. Der var råben, skrigen og skrål, bedstefaren spurgte hvad de legede?
Vi leger krig svarede de. Bedstefaren svarede “Det var da noget grimt noget at lege, i skulle meget hellere lege fred!

Der blev helt stille i rummet, indtil en af dem råbte til ham; Bedstefar, hvordan leger man fred?

Der er børn så vel som voksne der ønsker sig spil, hvor de kan bekriger og bekæmper hinanden, ønsker sig legetøj der kan bruges i krigsleg og til at slås med. Hvor sjovt er det at lege fred og hvad er det man skal ønske sig til denne fredsleg? Han fortæller videre om historien fra 1. Verdenskrig året er 1914 og de engelske soldater slås med tyskerne fra hver deres skyttegrav, men denne julenat skete der det, at de modigste turde mødes i ingenmandsland og aftale fred d. 24. Og 25. Dec. De sang så vel tysker som englænder jule sange på hver deres sprog

Lige ind til de øverst befalende hørte dette blev de beordret tilbage i skyttegraven ellers de ville dø, en krig skulle vindes.

Lars Lilholdt har skrevet en smuk sang om lige netop dette “Jul i ingenmands land”.

Jeg vil ønske for 2012 at året må gå i retning af at lære, at lege fred, at netop der i freden er vi alle hverken arbejder, professorer, krigere, vinder eller taber, der er vi mennesker af kød og blod fyldt af kærlighed til livet og hinanden.

I ønskes et glædeligt, berigende og udviklende nytår ind i år 2012 med fred som kode ord til at finde en vej i dit liv, en vej hvor det er muligt at forene smerten, sorgen, det tunge, med glæde, omsorg, nærvær og kærlighed, en vej med fred,

GODT NYTÅR
KÆRLIGST KIRSTEN

Haveplaner

2011-12-18T20:02:00.001+01:00

Jeg tegner og tegner, tegner haveplaner, med firkanter, cirkler og løse blyantsstrøg, lag for lag lægge på gennemsigtig papir og efter mange lag viser der sig en struktur, noget dukker op.
Det er her i starten at spontanitet, frihed, fravær af kontrol er den største kunst for et godt resultat, at slippe fantasien løs og blot følge det som sker, uden kontrol. Bliver jeg bestemmende her i første fase, kommer kritikeren som lige her er ondskaben selv for et spændende resultat.

Senere kommer fasen med bestemthed, ansvar og styring, hvad vil jeg have med, hvad vil jeg skille mig af med.

På mange måder minder det om mit liv, et levet liv.
Tør jeg gå nye veje?
Tør jeg være på vej uden at vide hvor jeg ender?
Tør jeg se sider der er grimme, sider jeg helst vil være for uden, men som er der og viser sig på de mest ubelejlige tidspunkter?
Tør jeg sige min mening?
Tør jeg tage ansvaret?
Tør jeg slippe kontrollen?
Tør jeg følge processen uden at kende næste træk?
tør jeg….

Jeg oplever mange ligheder mellem min have plan og livet.
Når jeg kommer til at lade min indre kritiker, min irrationelle tanker, min ikke gode nok, og dur ikke side, fylde kommer det til at handle om vurderinger, bedømmelse om god eller kasseret, heldigvis ved jeg at jeg kan bestemme over den side, bestemme om jeg vil den skal styre.

Når jeg ved, at jeg er mig på godt og ondt, når jeg tillader hele mig at leve, med det som er fra det sted, hvor der er uanede mænger af kærlighed, frihed og flow, der ved jeg også at min indre haveplan vokser og spire.

Min have plan tager form og processen er sat i gang, når den er færdig kommer en ny proces, et nyt afsnit af haven, sådan er der også inde i mig, der er hele tiden en vej der bliver til når jeg går. Er jeg styret af tanker og godt/skidt, alt/intet, rigtig/forkert.. kommer jeg ofte galt af sted på vejen. Er jeg styret af det som er uden at vurdere, bedømme, men med respekt, accept, kærlighed og mine værdier er det en vej der bliver til i takt med at jeg går, på den vej er der spænding, oplevelser og et flow der øges i takt med at vejen bliver til.

Kender du det, at du er i gang med noget ydre, noget arbejde, noget kreativt eller andet som på en måde smelter sammen med en indre proces, så del den gerne her på bloggen måske andre kan bruge din erfaring til at skabe energi, vitalitet og et skridt mod ny læring

Knus Kirsten

1989 anno 2011

2011-08-16T19:49:00.000+02:00

Faldt over en gammel og næsten glemt notat over en periode i mit liv men meget kaos og meget godt næsten sort/hvidt agtig fra skiftende sekund til sekund. Medvirkende til de mange sort hvide skift var de omkring mig. Denne dag var det min mor, kontaktperson, nattevagt, en læge, det kunne også have været situationer hvor en bestemt hendelse, skulle mange led igennem for at nå frem til rette person. Det var det så ikke lige her. Når jeg læser om mange af de steder det går helt skævt, starter det egentlig ok, men ender et helt andet sted, efter at blive fortalt, skrevet, fortalt, husket og gengivet.. måske er det det som gør det hele så vanskelig i kommunikationen. Hvem der siger, og hvad de siger, og hvad de høre og forstår og hvad der skrives og ikke mindst tolkes og hvad er så egentlig det sagte når det enten kommer til mødet med mig eller er startet som et ønske fra mig og nu igen skal afleveres.

Jeg bryder mig ikke om at skrive det, men når jeg sidder og læser de skrevne ord, om end de er mere end 20 år gamle, tror jeg rigtig mange kan nikke genkende til det her i dag anno 2011. Det handler om alles syn på og alles mening om og sidst men ikke mindst alle tolkninger om mig sygdom og historie. Denne gamle note er fra et øjeblik hvor jeg er meget vred, hvor jeg føler mig trådt på og uretfærdig behandlet, og alligevel skinner de gode stunder også igennem.

Jeg var lige så glad havde fået lov at komme ud i 20 min. fordi jeg havde "opført mig pænt" spist op og ikke skåret i mig. Jeg var så glad, et øjeblik lykkelig, endelig lidt højt til himlen fornemmelse og lidt frihed. I næste øjeblik siger en anden nej det kan du ikke, det er ike en del af aftalen og du kan ikke bare belønnes og i øvrigt har vi ikke lige nu tid til at gå med dig. Og rusche turen var til at føle helt op af glæde og helt ned af skuffelse, endnu engang lære jeg "stol ikke på andre" ikke nok med det jeg blev så ked af det og vred jeg kunne ikke være i min krop den var ved at eksplodere. Jeg ville så gerne ud en tur. Til eftermiddag kunne jeg ikke spise jeg kunne ikke stoppe mad ned i en krop der allerede var på randen til at eksplodere af følelser og kaos, der var ikke fysisk plads. Jeg gik op til et personale og spurt venligt: ”vil du gå en lille tur med mig, bare 5 min. Eller lukke mig ud i haven så jeg kan få frisk luft?” Svar:" nej det vil jeg ikke det er din spiseforstyrrelse som vil ud" citat slut.

Hvor ved hun det fra? Hun spurte hverken mig eller min spiseforstyrrelse men tolkede at det var sådan. Når hun nu mente at det var spiseforstyrelsen hvilket det ikke lige var i denne gang, ja så kunne det være lige meget for ingen så alligevel den pige bagved, der søgte at finde ro og luft og frihed til at tagen endnu et nap i kampen mod spiseforstyrrelsen.

Jeg ringede til min mor hun forsøgte at nå mig, forsøgte at komme bag min mur af facaden. Jeg kommer og vi kan gå en tur sagde hun. Jeg kan høre på den stemme at det er dig Kirsten. Jeg fik frihed, frisk luft, og lyden af vandet. Jeg så solen jeg hørte fuglen, jeg mærkede igen glæden og længslen efter livet. Jeg drømte et øjeblik at jeg fløj som fuglen fri og ubesværet. Jeg vil livet, gik tilbage til afdelingen spiste mig mad og tænkte jeg hader det men det er bedste medicin til at finde frihed. Jeg mærkede glæden brede sig.

Glæden skulle kun varer kort i næste øjeblik kom der en ind uden at banke på eller sige goddag udbrød blot der er kommet svar på dine prøver og de tyder på at du kaster op, eller snyder så vi har besluttet at sætte fast vagt på dig. Vi kan tale om det i morgen, også gik hun uden at sige farvel. Jeg følte mig som et dyr i et bur til opfedning, ikke et menneske af kød og blod man kan tale med. Jeg kaster ikke op, men de tror ikke på mig.
Øv da, det er så hårdt med de mange ture i rusche banen. Det tærer på kræfterne.
Jeg vil faktisk gerne livet. Nattevagten er lige kommet, det er en hel speciel natte vagt og det tror jeg der er enig hed om af alle på afd. Hun går rundt og siger god aften eller nat til alle, aer en på kinden, giver et knus, holder en hånd, lytter, smiler, kommer med blomster, forsøger at finde det gode og samtidig erkender at det er svært. Hun er der bare med hjertet og jeg tror hun elsker sit job som et kald, en mening og måske en mission. Det blev alligevel så en god og rolig afslutning på en turbulent dag.

Kender du at de omring dig har alt for mange bud på dit liv uden at spørge dig, at andre ved hvad du har brug for uden at spørge, at der tolkes, tænkes, misforståes og den det i sidste ender rammer er dig? Kender du de mennesker der kan give beskeder selvom de er øv trælse og alligevel kan en sådan besked give mening fordi den er givet med hjertet og fortalt til personen bag sygdommen?

Dette kunne have været en anden dag og sted og i forhold til en af de andrediagnoser fx bordeline, skizofreni, angst..men nu faldt jeg lige over dette notat.

Kender du det er du velkommen til at dele, så andre kan lære af dine erfaringer
Knus Kirsten

Sommer og sommerferie glæde eller kaos?

2011-07-06T23:23:00.003+02:00

For langt de fleste er der glæde og længsel de sidste dage før en sommer ferie, det bliver dejligt at holde helt fri, slappe af og gøre lige det jeg har lyst til. Fx rejse rund i Danmark, tage en tur til udlandet, eller blot være hjemme og stå op når jeg bestemmer, der er ikke et ur der ringer og ikke noget jeg skal nå. Det er med andre ord tid til at geare ned, slappe af, og lade op til endnu et nap på arbejdet efter sommerferien.
Det lyder meget rart og dejlig – men min erfaring er at sådan er det ikke for alle, tværtimod.

Jeg kender det fra mig selv, det med at de faste rutiner og rammer som brydes op og alt bliver en smule mere "vi tager en dag af gangen" – og det går ikke godt i samspil med spiseforstyrrelse, med trang til kontrol, rammer rutiner og en fast rytme. Desuden er ens terapeut, sagsbehandler, bostøtte m.m på ferie, så nøgle støttepersonerne er også væk- hvad gør jeg så?

Allerede her har jeg oplevet meget panik blot ved tanken om at de skulle holde ferie, begyndte det allerede at gå skævt. Den øvrige familie der glædede sig til ferie fik hurtig andet at tænke på.
åh nej, nu er der ingen til at sætte dagsordnen og ingen nødknap når det brænder på andre end os som familie. Vi vil faktisk gerne holde ferie, men hvis det hele skal gå op i kalorier, milimeter regelret perfektionisme, faste strukturer snak om for og i mod en ært eller to, så orker jeg næsten ikke ferien i år.
Jeg forstår det godt, det er rigtig svært at alle de som støtter op og er med til at danne den faste sturktur, pludselig er væk i sommerperioden, samtidig med at den øvrige familie snakker udlandsrejser mm som betyder ny mad, spontanitet, ingen absolut ingen kontrol.. det kan kun gå galt allerede inden ferien er startet.

En svær periode, der kan vendes til noget godt, vendes til at vi som familie også har brug for ferie brug for ferie fra enhverform for spiseforstyrrelse, selvom jeg ved spiseforstyrrelses adfærden følger med, kan det alligevel være godt at forestille sig, at på denne ferie holder jeg fri for spiseforstyrrelsen og prøver at være mig så meget jeg nu kan – det kan kræve noget planlægning, fx at jeg under søger hvad mad de spiser der hvor vi skal hen og om jeg kan få bestemte varer i supermarket. Evt. hvis vi køre i bil kan jeg måske tage lidt med hjemmefra så jeg har så meget ro at jeg der ud over kan deltage i alle de gode oplevelser sammen med de andre.
Det er svært og det er muligt alligevel, men snak om det inden i rejser eller skal holde ferie, snak om det der kan blive svært også det som kan være svært for far og mor og søskende, hvad og hvilke bekymringer går i med hver især og hvilke livliner har jeg når det måske bliver for meget. Hvad gør andre?

PS LANDSFORENENING har samlet nogle råd til ferien måske kan du bruge nogle af dem?
måske har du selb gode råd du vil dele med andre til støtte og glæde for deres ferie så byd endelig ind her på bloggen.

Rigtig god sommer til alle på godt og svært, uanset man vil det eller ej bliver det sommer og alle holder ferie. Det er en del af livet og nu slet ikke så ring endda 
kh Kirsten

Forår

2011-04-14T16:13:00.000+02:00

Det er forår, uanset det skiftevis regner, blæser, stadig fare for nattefrost men også strålende solskinsdage – kalenderen siger det og nu er vi gået over til sommer tid.
Tiden med lys bliver længere, solsorten synger solen ned, fulgene har travlt med at bygge rede, over alt pibler det op af jorden. De første lune solskins dage virker overvældende og det er næsten ikke til at holde ud at sidde bag en pc skærm og arbejde – det handler om at komme ud, ud i den friske og lune luft. Vinduer åbnes, jeg får trang til forårsrengøring og vindues pudsning, utroligt men sandt.

Det er som at få en ordentlig dosis vitaminer og en pakke ladet med energi som var det nye duracell batterier. Det er det jeg elsker ved årstiderne i Danmark. Lige nu er skoven dækket af anemoner, det er muligt at nå hjem fra arbejde inden det bliver mørkt og dagene bliver lunere og lunere, jeg sidder med en dejlig fornemmelse af liv og glæde. Kender du det?
Sådan har det ikke altid været, engang var jeg bange for foråret bange for lyset og solen, bange for at se alle de forårsglade mennesker der sad på cafeerne og gik ture i skoven, bange for alt den liv og energi, for den kunne ikke rigtig nå mig. Jeg blev trist og ked af det, følte mig mere ensom en nogen sinde før, længes efter regnfulde mørke dage der kunne match hvordan jeg oplevede at have det. Det var som om jeg røg direkte ind i endnu en depression være en den jeg var i ved juletide..

Det var så svært og det blev ikke lettere af at alle andre synes jeg skulle være glad for at der kom mere sol og mere lys og flere blomster, men ejg havde ikke over skudet og deres velmende ord kom til at virke modesat og jeg gemte mig endnu mere væk.

Indtil den dag jeg mødte en som turde være sammen med mig i min depression, en som kunne rumme at jeg var ked af det, oplevede at være ensom og bange for livet. En som insistede på at sidde sammen med mig på mit lille lukkede kælder væresle og ryge cigaretter og være trist. Det ændrede meget.. når hun kunne være sammen med mig her og ikke forsøgte at ville, at jeg skulle noget andet, men opmundrende mig til at være og langsomt lærte mig, at det godt kunne være både og, at jeg kunne nyde lidt og trække mig lidt. Hun ville sidde sammen med mig i mit mørke rum samtidig med at jeg fik lyst til også at være sammen med hende i hendes rum..foråret, da begyndte foråret også for mig og jeg begyndte at glædes..:-)

Kender du det at noget glædeligt og overvældende næsten kan virke helt modsat?
Jeg vil du alligevel sende en forårshilsen til Jer alle uanset hvorend i befinder Jer der ude <3
Knus Kirsten

Hvad virker for dig?

2011-02-20T16:07:00.001+01:00

Hvilken nøgle virker?

Noget jeg er meget optaget af er: ”Hvad er det er som virker, hvad er nøglen”? Jeg kender mange som efter gentagende ambulante behandlinger og måske indlæggelse flere gange kommer sig. Jeg har mine egne erfaringer for hvad der var min nøgle og hvad det var, som havde betydning for mig, men hvad har haft den største betydning for dig?
Der er noget som tyder på at metoden i behandlingen ikke er vigtigste faktore, men hvad er det så?
Hvad var/ er det som gør at du er kommet videre? Jeg bliver nysgerrig på hvad er nøglen?
Er det mødet, relationen, rammerne, det rigtige på det rigtige tidspunkt, alder, erfaring, skift af behandler, arbejde, pension, diagnosen, når det går skidt og det handler om en kamp, indragelse af netværk, er det en blanding af eller noget helt, helt andet.. hvad hjalp/hjælper dig?
Vær med til at dele dine erfaringer så andre kan få glæde af og lære af hvad er det som virker?

Vi er individuele individer og har behov for at blive set på og behandlet individuelt og derfor kan det som virker for den ene have modsat effekt på den anden, derfor tænker jeg det er meget komplekst og det vil jeg gerne være med til at sætte fokus på. Det håber jeg også du vil bidrage med.

Tak fordi du deler din erfaring

Smil og kh, Kirsten

Har brug for dit bidrag, hvis du kender til "Virker miljøterapi hvis der ikke er et miljø"?

2011-02-12T16:18:00.000+01:00

Kan man lave miljøterapi hvis man ikke har et miljø?

Jeg har lang tid gået og tænkt på vigtigheden af personale samarbejde = miljø og hvordan miljøterapien/behandlingen virker hvis ikke personalet samarbejder indbyrdes altså hvis der ikke er et miljø og at det kan få tunge koncekvenser for dem som egentlig skal hjælpes. Er det bare er noget jeg går og tror?

Blot et eksempel, der er flere i min bog, Da jeg var indlagt oplevede jeg ofte at der var uenighed i personale gruppen om hvordan min behandling skulle være, hvor meget og hvor lidt jeg måtte og hvor striks en regel skulle overholdes.
På et tidspunkt har jeg det skidt jeg har godt nok lovet ikke at skære i mig selv, indtil næste samtale, men det føles helt uoverskuelig at skulle vente så lang tid og jeg tør ikke gå op til dem, som er på arbejde for jeg er ikke hel tryg ved dem, kun 1 men hun er optaget.

Da jeg høre en stol blive smadret og en anden græde kan jeg ikke holde det ud mere og skære mig, der kommer en ned og skælder mig hæder og ære ud, forstår ikke helt hvorfor, men det gør hun. Hun vender sig vredt om og går – nu er jeg jo ikke lige til at vippe af pinden, godt nok bløder det men anyway, jeg åbner døren og råber af alt min fulde kraft:

”Nu må i fan… Tage jer sammen jeg skal ikke tage mig af jeres vrede – behold den selv” og smækker døren i igen… Sjælden har jeg oplevet en sådan stilhed.

Jeg mente det og jeg mener det stadig, når jeg oplevede at personalet ikke kunne finde ud af det indbyrdes og mærkede at nogen synes jeg var ok andre ville hellere se mig langt væk. Jeg tror ofte det var mine egne projektioner de blev bære af, de” onde” var mine skyggesider de ”gode” de sider jeg kendte og holdte af. Men hvis ikke de formåede at forstå det, kan jeg godt forstå det gik så galt ind i mellem.
Jeg møder jævnlig medarbejder der overvejer at sige deres stilling op fordi de følser sig presset ud af den øvrige personale stab, fordi de gør noget anderledes og det anderledes tiltrækker en patientgruppes opmærksomhed i positiv retning, men personalet får besked på at rette ind og gøre som gruppen.

Men tænke hvis det nu er mine forskellige gode og mindre gode sider de hver især repræsentere, så bliver jeg måske endnu mere syg hvis de ikke vil bære disse grimme sider indtil jeg kan få dem tilbage og blive et helt mig?

Og måsek tager jeg helt fejl?

Jeg kunne godt tænker mig at høre om der er andre der har oplevet at en splittet personale gruppen har haft betydning for hvordan I har handlet?
Jeg har en umiddelbar teori om, at forståelse for (gode/dårlige sider, projektioner på personalegruppen) i personalegruppen påvirker hvor godt jeg kommer ud på den anden side i langt højre grad en som så.

Lad mig høre om du kender til det?
Kh Kirsten

Førtidspension afvikling eller udvikling

2011-01-07T15:16:00.003+01:00

Afvikling eller udvikling.

Hent indlægget i PDF fil

Jeg fik førtidspension før jeg fyldte 40 år og godt for det, i dag er jeg 45 år og ude af førtidspension.
Jeg blev syg hvergang jeg skulle præstere, det kunne ikke blive godt nok, jeg skulle være den bedste, stærkeste og selv ikke det bedste var godt nok inde i mit hoved.
Var en anden vred eller ked af det, var det min skyld – jeg var på overarbejde inde i mig. Jeg gik ned med sygdom og psykose hvergang og det var der nogen der lyttede til dengang. Der var nogen der forsøge at se på mig som menneske, som en der kæmpede for at overleve, som så at jeg overlevede ved hjælp af min sygdom jeg havde dengang ikke andet. Der var andre der så mig som domminerende, manipulerende, uopdragen, som håbløs tilfælde.. Det var også det som gjorde det hele så komplekst, så vanskelig, som sendte mig ud og ind af systemet, som var tæt på at få mine behandler i det røde felt, som skabte krigen mellem sygdommen og behandlerne og behandlerne imellem, som medførte at jeg blev mindre og mindre og blev mere og mere syg. Alligevel var der nogen der troede på og lyttede, som forstod vigtigheden af at frede mig fra arbejds market, som forstod, at fik jeg ikke ro vil jeg sidde fast i svingdøren og ryge ud og ind.

Der var nogen der turde bryde alle regler og ryste terningerne igen og igen, der var nogen der turde bryde med egne grænser og forsøge det som var frygtsom og uprøvet i stedet for at fortsætte med det som var mislykkes de sidste 15 år. Der var nogen der havde modet til at være sammen med mig og holde ud, selv når det var slemt, meget slemt.

Jeg fik roen, jeg fik først mellemste- så højeste førtidspension.. presset om at skulle præstere og gøre alt for andre hvor jeg glemt mig selv blev mindsket, jeg havde nu tiden til at gå små sikre skridt. To skridt frem og et tilbage.. men dog sikre fremskridt over tid fx at holde mig fra af indlæggelse eller opleve at kunne få en god dag to dage i træk.

Der var en bagside, den skabte mørke skyer og ar i sind og sjæl..”uden for” Nu var jeg med ét udenfor, ingen regnede med mig… ingen havde forventninger som på arbejdsmarkedet..det var ligesom ligemeget..jeg ville gerne at nogen forventede noget af mig..jeg fik jo blot min løn et andet sted fra..og som en sagde engang, hvilket gjorde mig ked af det var.. Hvis du kan tage en uddannelse en gang, på din pension.. så fortjener du at komme på SU eller kontant hjælp inden.. lige som os andre.. Ja, det kan hun sikker have ret i, men jeg havde ikke noget at falde tilbage på, ingen opsparing, ingen pensionsordninger, ingen optjente dagpengeret og mistede jeg mit økonomiske fundamen og sikkerheden i at være et menneske der betaler sine regninger til tiden og lige klare egne faste udgifter. Så var vejen til sygdom igen synligere end nogensinde før. Min fortid var 20 års sygdom, 10 års indlæggelse. Hendes fortid var uddannelse, famile, arbejde og i perioder sygemeldinger, sygedagpenge. To historier, to situationer med hver sine goder og svagheder.
Presset fik Sindet til at gå istykker – det der gik så godt var på vej til at gå skidt. Jeg blev bange, bange for presset, kravene, forvnetningerne.
Nu var jeg fanget mellem at forholde mig passiv og se på eller tage en kamp op jeg dengang ikke kunne vinde, sygdommen var for tæt på.

Det var ikke rart når jeg deltog på et kursus eller en temadag:
Præsentationsrunde: navn, bopæl, familie og arbejde.. De første 3 svar gik godt nok, men det sidste.. var en evig kamp.. arbejde… Førtidspensionist.. fritaget fra arbejdsmarket… syg..på standby..uanset hvad jeg sagde af disse ord, var det svært at komme uden om de mange spørgsmål, jammen hvorfor.. du ser da sund ud..og nej det er da forfærdentlig.. jeg kender også en.. osv. Jeg ønskede dybest set bare at være mig og at andre så på mig som mig, men det var ikke det der skete, det blev igen sygdom som kom til at præge billedet, de andres syn på mig og deres spørgsmål.
Så begyndte jeg at sige kursist og kunstner for jeg malede en gang i mellem. Det gav helt andre nysgerrige spørgsmål og åbnede for det kreative menneske og den kærlighed jeg havde til livet og andre mennesker, det var som om jeg blev inkluderet på en anden måde. Dybest set var mødet og relationen meget forskellig og jeg startede med at sige på førtidspension eller kunstner, blot to forskellige ord, med så forskellig reaktion som nat og dag.

Jeg var stadig heldig, heldig at møde mennesker der anerkendte mine værdier og det jeg var god til og som hjalp mig med det og de øjeblikke der fik klappen, den sorte klap til at gå ned. Som flyttede fokus til det som fungerede og støttede mig i at jeg skulle gøre det jeg var god til så ville de hjælpe mig og tage over med de var gode til og sammen kunne jeg komme vidre. Jeg er den sagsbehandler i den nye kommune taknemmelig, han så mig, han så min sårbarhed og forstod at det ikke handlede om at vide bedst men om nensomt at ruste mig til livet, også når det var mest barsk.
Han gentog det vi snakkede om i telefonen når jeg skulle mødes med ham, ville sikre sig at vi startede med samme udgangspunkt, samme stå sted. Jeg har sjælden mødt et menneske der med så præcise ord, gengav mine ord, det var som at høre mig selv igen fra telefonen, så havde jeg mulighed for at rette hvis jeg mente noget andet. Ham tænker jeg tit på og sender en kærlig tanke – det var guld værd.
I dag er jeg tilbage på arbejds market, i dag er jeg desværre glad for at jeg ikke er under 40 år og har brug for ro til at komme mig, i dag er jeg glad for at det ikke er mig og min situation de diskutere og jeg mærker dybt ind i maven den fornemmelse af usikkerhed og utrykhed ved ikke at vide om jeg sendes ud i kulden. Håber ikke alt for mange har det sådan for den angst æder sig ind og forpester alt.

Hele den snak om ændring, ingen pension før en alder, over og under grænser for om man får botibud, bostøtte, psykologhjælp, om mor eller far kan frikøbes.. Sygdom handler ikke om kasser, om et bestem år eller et bestemt regelsæt. Sygdom handler om mennesker, om situationer og livs omstændigheder der er blevet uoverskuelig, om traumer, om stres, om mestring, årsager der er lige så forskellig som du og jeg. Der findes ikke en løsning og der kan ikke opstilles ét regelsæt. Der er brug for individualitet og frihed til at se den som lider og nå indtil det hjerte der dybest set elsker livet og gerne vil bidrage til livet og til samfundets opgaver.
Ser du ikke mit hjerte og mine kvaliteter og anerkender min såbarhed, fortæstter jeg i kampen, i sygdommen, med psykoser og smerte, for den kender jeg der er jeg på hjemmebane, men jeg lider og det er smertefuldt.

Jeg vil gerne være en del af samfundet, jeg vil gerne ses som menneske, som en der har nøjagtig de samme følelser som dig og som alle andre, måske lidt mere udpræget reaktion i top og bund. Det jeg har, har du også, jeg har måske bare lidt mere af noget – det som blev formeget og udviklede sygdom, måske enda for at overleve. Når jeg er i live i livet er det fordi jeg tror på at der en vej at gå, tror på ændringer og forbedringer. Derfor fortsætter jeg.
Mit største ønske er at du som bestemmer lovene og reglerne hvor de færreste præcis passer ind. At du vil lytte og lave rammer der sætter det enkelte menneske, dennes kærlighed til livet og livsønsker og livsappetet i højsæde, så Ressourcen kan udvikles frem for afvikles. Og afvikles kan blive et resultat af trudsler, fastsatte år og grænser og firkantede kasser.

Enhver der er i livet har en tro og et håb om at det bedste for mig vil sejre.
Bevar håbet, tro på livet og lyt til den som kommer med et ønske – deri er der mulgiheder og uanede ressourcer som kan afvikles eller udvikles.

Knus Kirsten.

I ønskes alle et godt nytår

2010-12-29T13:53:00.002+01:00

Jeg vil gerne ønske jer alle et godt nytår og ser frem til på et glædelig gensyn i 2011.

Nytårskort 2010

Knus og kærlige hilsner
Kirsten

Jul – julekomsammen, julemad, julehygge, traditioner hyggeligt og svært

2010-12-17T08:56:00.003+01:00

Snart er det jul og jul er for mange forbundet med traditioner, ritualer, en højtid, hvor plejer har særdeles gode kår, men samtidig en højtid hvor de som har psykiske vanskeligheder, svær økonomi og spiseforstyrrelser kan have det overordentligt hårdt.

Jeg vil her rette fokus på de mange med en spiseforstyrrelse og deres pårørende.
Jeg tror det er vigtigt, at man som pårørende tør give luft til, at fordi jeg som har en spiseforstyrrelse vælger at være hjemme og sidde alene, når de andre går til familiens julefrokostkomsammen, er det ikke fordi jeg er associal og ikke vil jer, snarre fordi jeg ikke orker sikkert velmene spørgsmål og bekymrede blikke, eller at toilettet er optaget konsatnt fordi nogen mener jeg ikke lige skal derud efter at hver ret er gået rundt.

Orgier af mad, samtidig med at det kværner rundt i min hjerne”du bliver fed” ”du er kikset” ”tag dig sammen” ”du er så elendig svag” og en anden stemme formaner ”ro på” tag dig sammen, sid pænt, jeg holder det ikke ud, jo jeg gør, jeg vil jo gerne, min familie bliver skuffet hvis ikke, det bliver jeg nødt til, min familie bliver så skuffet så jeg må hellere… Ja, det er svært at være fanget i en spiseforstyrrelse i en tid hvor stort set alt samvær handler om mængder af mad og det uanset jeg ikke spiser, spiser og kaster og eller spiser og spiser og vokser og vokser. En højtid med en tradiotion der bugner af mad, ferie, side stille, men også med stress og Jag for rigtig mange.

Til dig som har en spiseforstyrrelse, håber jeg du vil finde mod til at sige fra og fortælle hvad du har behov for, selvom det kan opleves som svært og umulig. Hvis du virkelig ønsker at gøre noget andet og det giver dig ro i sjælen så gør det. Eller tag en snak med familien om dine forventninger og om hvad du vil gøre hvis det bliver for meget, en slags livline, fx gå en tur, trække dig lidt, kun være med i enkelte timer, blive hjemme eller være sammen med en veninde.

Til dig som pårørende, give lov til og vær åben over for at presset kan blive for stort og derfor ønsker den som har det svært at trække sig, det er ikke fordi du/I ikke er gode nok, men det hele bliver for meget. Spørg ind til forventninger hos den som har det svært, dine egne og den øvrige families forventniger og behov, så der bliver plads og luft til alle.

Har du det svært med at finde ud af hvad du kan gøre er PS LANDSFORENING’s telefonrådgivning åben hele julen på 86 181 182

PS LANDSFORENING JULERÅD

Jeg vil håbe disse råd kan hjælpe til at gøre julen lidt lettere.
Faktisk hørte jeg forleden en fortælle, at de havde taget traditionen med det selvslukkende juletræs lys til sig som den ene form for mandelgave, da de havde en i familien som ikke kunne lide risalamande og altså ikke havde problemer med en spiseforstyrrelse.

De varmeste julehilsner og et ønske om en fortsat god december
Knus fra Kirsten

Adfærd en måde at kommunikere på?

2010-11-05T17:31:00.003+01:00

Adfærd som kommunikation
Når eller hvis alt adfærd er kommunikation
- handler det for mig at se, ikke om at stoppe eller begrænse adfærden med magt eller kamp, det handler ikke om at vinde en krig.

Jeg tænker det handler om, at forsøge at forstå kommunikationen i adfærden, ved dels at forsøge at kigge ind bag ved adfærden og tage de briller på der hedder nysgerrighed, nærværende oprigtig interesse.
Hvad mon adfærden betyder i ord? Hvad mon adfærden er reaktion på? Hvad er det for følelser og kropsfornemmelser der afsted kommer denne adfærd? Hvad kan andres ord have af betydning for adfærden? Jeg bliver bare så nysgerrig.. håber ander også gør..

Jeg tænker at vejen til oplevelsen af, at være værdifuld må være at hjælpe til og støtte op om at hjælpe med at du finder værdien i dit liv, det du har brug for, for at vokse og mestre lige netop dit liv. At fjerne noget vil ofte skabe angst som kan medføre magtkampe og krige i panik efter at have noget at holde fast i, en slags redningskrans.

Jeg kender det fra mig selv og min vej ud, da nogen begyndte at interessere sig for Kirsten, voksede mit vær og jeg blev selv nysgerrig på livet. Jo mere nysgerrig jeg blev på livet jo mere mit vær voksede jo mere mod havde jeg på at rumme alle følelser også de svære.
Kender du selv til lignende oplevelser som du kan have lyst og mod på at dele, så kom endelig frem med din oplevelse.

Knus og god weekend til jer alle.
Kirsten

Den Gode Historie

2010-10-17T16:13:00.002+02:00

Den gode, glædelige og livsbekræftende historie findes. Jeg vil ønske at den gode historie kan få lov at smitte og vokse over den grimme historie. Der er så meget fokus på det som ikke fungere, på nedskæringer, på urætfærdighed og om hvem der får mest/mindst om hvem der har ret eller at man nidkær holder på sin ret – og jeg er ikke i tvivl om, at meget af det skrevne og sagte kan have sin relvante betydning og ret, men det smitter som en negativ ladning der afkræfter, graver grøfter og skaber afvikling i stedet for udvikling.

Jeg tror på at den gode histori kan smitte og brede sig som ringe i vandet så flere kan få del af gode oplevelser. Har man kæmpet og langt om længe har fået en god og hjælpsom behandling, holdt ud i kampens hede for det man tror på og brænder for – så oplever man hvor mange ressourcer der er at hente. Både for den der får hjælpen og den der bevilger. Udfordringen for mig at se ligger i, at rigtig mange instandser bliver forblændet af det syge, det komplekse, det magtesløse det håbløse og ikke at forglemme at man ofte kræver en diagnose og i nogle tilfælde en bestemt alder for at få en hjælp. Man glemmer helt den person bag symptom adfærden. Det er bag symptom adfærden/billedet at resoeurcerne er, her er styrke, her er tro på en fremtid og tro på et godt liv også for mig.
Jeg tror ikke det er enten eller, snarer både og, at kunne pendle mellem det gode trykke, sikre og det usikre, urolige, svære, blot sidst nævnte ikke vare for lang tid.

Som det er i dag, alt for mange steder, er det det sidst nævnte der fylder – det må kunne vendes. Hvis alle hjælper til med at få øje på det gode liv, på glæden på styrken og ressourcerne og samtid rumme udfordringe om det vanskelige, svære og angstfyldte.
Det handler for mig at se om, hvad vi tænker om en give situation og hvad vi giver energi.. fx. py ha det bliver dyrt og vanskelig – så bliver det dyrt og vanskelig eller det må lykkes jeg tro på og ved at der er en styrke i dig om at skabe et liv, der giver dig mening, ja så begynder alle at rette fokus på det som er, på udvikling frem for afvikling.
Den gode historie findes i pensionsselskaber fx ved at betale en operation her og nu frem for, at man står på venteliste i alt for mange måneder med forværing og det som følger, på botilbud, i relationen mellem nogle kommuner og regioner i tæt samarbejde og dialog med den psykisksårbare det handler om og evt. de pårørende. Hvor man som udgangspunkt lytter til den person det handler om, der næsten altid har et ønske selv. Med en hurtig sagsbehandling, vil der ofte komme oplevelse af, at man føler sig mødt og på baggrund af den hurtige behandling undgå angst, væstenlig forværing af sygdommen og dermed hurtig bedring. Der er situationer, hvor man bruger nogle flere økonomiske midler her og nu, måske noget år frem og resultat vil tale sit tydelige sprog, for de mennesker der møder en venlig person, der holder en i hånden og tør følge med på vejen med økonomisk bistand og hjertevarme. Det lønnes med ophør eller delvis ophør af pension og en glad smilende, styrkednde ressourceperson der vender tilbage til arbejssmarket på flex, deltid eller fuldtid, delvis eller halt, væk fra af kontrollerende blikke af de kommunale vagtsoldater der konstant og ubehageligt kigger en over skuldren. Selvværet er højt og sejren stor den dag pensionen gøres hvilende og jeg er fri. Eller den dag, jeg arbejde x antal timer sammen med pensionen og når nogen spørger hvad jeg laver kan jeg sige ”studerende, offentlig ansat, medhjælper, kunstner, håndværker eller ligende” frem for førtidspensionist og så gik den samtale i stå!

En gammel indianer fortalte en dreng om de 2 ulve, som alle mennesker har indeni. – Vi har en god ulv og en ond ulv, sagde han. – Hvem af dem vinder så? spurgte drengen. – Det gør den vi fodrer!

Lad de gode historier vokse og spredes, så de kan bekæmpe de syge og magtfulde. Lær journalisterne at fokusere og sælge mediet på det gode liv og den livsgivende livshistorie der spreder glæde og optismisme.
Det som spræder håb og tro på fremtiden, der sender energi videre til andre der håber og tror, men først skal til og starte. Bevar håbet det skaber mulighed for udvilking og forandring.
Knus Kirsten.

Diagnose! Lidt godt og måske meget skidt?

2010-09-20T13:14:00.002+02:00

Diagnose kalder..lidt godt og måske meget skidt?En tekst skrevet en sen aften efter en fantastisk dag til Nordisk konference. Teksten er skrevet som det oplevedes den gang, set med mine øje i dag..

Hvad betyder en diagnose?
Sætter den mig i bås?
Hvad nu hvis jeg ikke passer rigtig ind i diagnosekassen?
- Eller falder ud af kassen efter kort tid?
Hvis der ikke er en kasse til mig får jeg så ingen behandling?
Skal jeg have en diagnose identitet for at få hjælp?

… egentlig vil jeg jo bare gerne have hjælp til min oprindelige angst og ked af hed – det er der blot ingen som er interesseret i. Jeg har råbt og råbt godt nok de fleste gange uden stemme, for det foregår inde i mig. Udenpå er jeg hel – næsten, hel på nær nogle ridser der udtrykker kaos, ked af hed og angst, og nogle kilo der udtrykker længslen efter at kunne mærke mig, sætte grænser, adskille mig, opdage mine behov igen – hver gang jeg prøver bliver jeg ked af det og/eller angst, så ryger der lidt flere ridser og lidt flere kilo, en slags ydre kontrol som modreaktion på indre kaos. Så er det, det går helt galt for så kommer den der følelse og oplevelse af diagnose identitet. En diagnose alle snakker om, anoreksi, bulimi, spiseforstyrrelse..måske skal jeg hoppe på båden, og kalde mig ”anoreksidiagnosen” for så ser de mig og så bekræftes de i deres rettighed i antagelsen af, at det må det være, vægttab, aktivitet, kontrol, rigtig/forkert, perfekt, total perfekt, skemalagt minut, time, dag, uge, måned, så har jeg kontrol og andre kan se noget er galt og så får hjælp. Desværre mest til diagnosen som jeg så må fastholde.
Jeg stiller mig selv spørgsmålet

Er det bedre uden diagnose, får så får de måske engang øje på min ked af hed og angst og alt det andet kaos? Nej det er ikke bedre for så får jeg jo ingen hjælp?
Jeg tager mine fjedresko på så jeg kan springe op af kassediagnosen.. nej det kan jeg heller ikke længere.. for de har smække låget på, så de tror de ved hvor de har mig..
.. men det ved ingen.. for jeg passer ikke ned i en firkantet kasse kaldet et navn..
For jeg hedder Kirsten og har et hjerte der skriger på omsorg og en styrke som en klippe, hvor der kan vokse solsikke og valmuer der søger lyset, nydelsen, kærligheden.. måske gennem smerten.
Jeg vil altid følge mit hjerte ellers dør jeg.
Diagnose eller ej.

Kirsten Kallesøe

Sommer - det er dejligt...:-)

2010-08-14T15:34:00.001+02:00

Det er sommer i Danmark – det er dejligt, det er fantastisk at vågne til fuglesang og solskin. Det er fantastisk at vågne til lyden af regnen mod terassen og se de tunge dråber hænge ned fra de vandhungrende blomster i staude bedet. Det er tiden hvor et væld af blomster, bær og frugter kan høstes.
Jeg elsker at have tiden og nyder tiden med at sylte, lave marmelader, saft, snaps, likører, eddiker osv. Blot at gå helt alene og blukke hybenrose blomster til gele eller som snart at sidde stille og rolig og skille hyben fra frø og lave den dejligste marmelade og nybagte boller.. det er livet ikke at skulle af pligt men af lyst og blot være i det der er lige nu.. det er det jeg elsker ved sommeren, ved ferien, ved de lyse aftner, i weekender, at gå uden for døren og bare være.. Kender du det? At tiden på en måde er ikke eksisterende, det der er, er der af dufte, lyde, stemninger, vind.. tankerne går og kommer uden at jeg behøver forholde mig, følelser går og kommer af lykke, måske smerte når jeg stikker mig på en torn, måske kløe/svien hvis jeg bides af en myg eller klæge. En lille del af et større hele..
I ønskes alle en dejlig og god sensommer herfra Gården på landet.
Kirsten

Minimum af økonomisk trykhed kan være = en god vej tilbage til livet og arbejdsmarkedet.

2010-08-05T11:36:00.003+02:00

Hvad har de nu gang i der over på borgen, nærmere betegnet i de konservative rækker?
Ikke en nats søvn er muligt førend der igen er varslet forfølgelse, utrykhed, usikkerhed, uro, angst, ringe nattesøvn, trang til at søge endnu dybere ind i den tildelte psykiskediagnose.. jeg kunne blive ved. Det kan let blive resultetat af en så skræmmende udmælding. Luk øjnen op, slå lyttelapperne ud og kom i dialog med de som ved hvad en sådan udmelding kan betyde..
For at få det bedre, kan bl.a:
- noget at stå op til være en vigtig faktor, et arbejde med få eller mange timer.
- Et netværk af familie og eller en god ven, en tillidsfuld kontaktperson være af uvuderlig betydning
- En hverdag der på en måde giver små betydningesfulde oplevelser af at jeg er noget og jeg er ok, det kan være et brev, en hilsen, en sms, en kop kaffe på en cafe – det behøver ikke være det store, men det nære som er vigtig.
- Et minimum af råde rum så jeg kan invitere dig eller jeg kan gå med på tur og have råd til at betale selv.
- Her kommer så nok det allervigtigste at jeg ved hvor meget der hver måned kommer ind på kontoen. At jeg har ro omkring økonomien og ved at min husleje, faste udgifter kan betales og at jeg derud ud over kan bidrage i sociale sammen hænge, eller være en del af fællesskabet i kantinen, nå alle spiser af den madordning er der er, at jeg så også kan deltage uden at skulle være bange for hver mundfuld jeg tager.
Jeg har brug for at holde angsten i ro – ellers får jeg voldsomme stemmer, tankemylder, gør dumme ting som spisestop for fremtiden er usikker, skære mig, for at få ubehaget ud, flygter fra mig selv for at komme væk – ender på lukket – det er sket rigtig mange gange før. Derfor har jeg brug for at holde angsten i ro, for at holde angsten i ro har jeg brug for økonomisk sikkerhed og den er de nu ved at pille ved igen.
Jeg må i væreste fald være meget syg for ellers kommer jeg ud i en økonomiske krise jeg ikke kan over skue, for når jeg snakker med dig på socialcentret er jeg jo en pæn pige der forsøger at sige de rigtige ting, desværre får du så måske en forkert oplevelse af hvor skidt jeg egentlig har det og min pension kan komme i fare. Sådan så det ud for mig dengang jeg var på pension. Nu ser der ud til at kunne ske for mange andre..
Stop så den forfølgelse og ret fokus mod samarbejde om hvordan den enkelte får den best mulige støtte til en god, tryk og lyserer fremtid. Rigtig mange af dem jeg har kontakt med komme sig og får et godt liv og mange får flex job, eller kommer helt ud af pensionen. Jeg kender ingen som siger fedt nu har jeg evig forsørgelse.. næ nej, jeg synes ikke det var fedt at være på pension, føle at alle kiggger på en, kigger en over skulderen.. er der nu socialbedrag, er hun så syg, oplyses nu det korrekte, nej jeg synes det var forfærdentlig men det gav økonomisk trykhed og ro til jeg i dag er ude af pensionen, eller rettere den er gjort hvilende og jeg vil kæmpe for, at jeg ikke nogen sinde havner på pension igen. For den frihed der er i at være uafhængig over skygger langt den økonomisk måndesløn der er ved førtidspension, men som giver økonomisk trykhed når angsten raser.
Jeg håber at den eller de politikkere der har fået denne tåbelige ide, må komme på andre tanker og få skabt kontakt til de som er på vej ind i, er i og er kommet ud af pensionen, samt de pårørende og få en dialog om hvilke muligheder der kan være for at sikre økonomisk stabilitet.

Åben blanco check til anvendelse af tvang

2010-07-22T15:10:00.002+02:00

Nedbringelse af tvang fortsat… en åben blanco check..
Sidst jeg skrev, handlede det om et ønske om at nedbringe tvang, samtidig med afskedigelser, besparelser og en fortsat finansiering under satspuljen.

..fortsættelsen her handler om hvorvidt tvangen reduceres ifølge sundhedsstyrelsens tal, men når der kigges i kortene viser det sig at en stor del af den tvang der anvendes i forhold til unge under 15 år specielt med spiseforstyrrelse, hvor forældrene mere eller mindre tvinges til at skrive under at der må bruges tvang i stedet måske er stigende. Behandlerne siger at det er samarbejde, jeg vil mene det i den grad er skjult tvang, hvad skal man gøre som forældre hvis man har en dødssyg pige der ikke kan spise, pga. det spiseforstyrrelses fængsel m/k er fanget i? og får beskeden skriv under eller dit barn udskrives. Barske løjer.
Når man først har skrevet under giver det en åben blanco check til anvendelse af uanstændig tvang. Se en forfærdentlig udsendelse fra Region sjælland tvøst.
Pigen har absolut ingen rettigheder, ingen patientrådgiver, ingen ekstra samtaler, rettigheder er lig 0. det er ikke i orden. En spiseforstyrrelse er meget kompleks og kræver special viden.
Jeg stiller mig selv spørgsmålet hvor mange der efter en så grusom behandling får diagnosen post traumatisk stress disorders, bliver selvskadende eller svær angst. Ikke så få tænker jeg.
Nogen vil måske mene at de stakkels m/k under 15 bare skal opdrages, æde noget mad og opføre sig ordentlig, til det, har jeg kun at sige: ”skam jer” og hold jer langt væk fra de som skal behandles for en spiseforstyrrelse, det kræver tillid, relation, tid, og atter tid, nærvær og masse af kendskab omkring spiseforstyrrelse. Og ikke mindst en evne til at kunne rumme det grimme og støtte det sunde. Det hjælper ikke at være lige så destruktiv stærk som spiseforstyrrelsen, det er at svigt den sårbare pige der er bag symptomet.
Jeg håber og opfordre til at ansvarlige politikere kommer i gang og får ændre loven så alt anvendelse af tvang skal foregå efter psykiatriloven og ikke også forældreansvarsloven, det er bare ikke godt nok.
Hverken for den ramte, eller for de pårørende.

Mindre tvang i Psykiatrien.

2010-06-26T11:29:00.002+02:00

I dag kom posten med en ny pjece om: ” Mindre tvang i psykiatrien – en regional holdning, en regional målsætning”. Det glæder mig, at der kommer øget fokus på tvang, dels for at reducere anvendelsen af tvang, dels for at sætte mere fokus på koncekvenserne på sigt hos de som har været udsat for behandling under tvang. Hvad betyder det på sigt? Hvilke mén har det evt. påført den enkelte og hvordan får det evt. betydningen for reaktioner i forhold til andre mennesker. Har det betydning for hvis der kommer en næste gang man har brug for systemet og forlængere det en egentlig behandling? Spørgsmål der ikke er grundig undersøgt svar på, er mange og jeg synes godt om at der sker noget. At der er ambitioner om nedbringelsen af tvang.

Der kommer en mislyd, en skuren i mine øre og syl der bore sig ind i mit hjerte. Ikke mere end har jeg åbnet for pjecen, før Bent Hansen tordner frem på TV2regioner, kanal østjylland og meddeler at psykiatrien skal spare det selvom han højt og tydelig lovede fredning i psykiatrien for nu skulle den løftes, men ak nej. Kommunerne spare samtidig sig selv ihjel, det er på det nærmeste umuligt at få et godt og specialiceret botilbud, indlæggelser er snart som at vinde i lotto, ellers må du gøre dig ”syg nok” + noget held, så kan du få hjælp, måske. Besparelser, nedskæringer, øget pres på retspsykiatrien, manglende kapacitet, og manglende hænder og så lige dette fine hæfte om mindre tvang. Savner en rød tråd, fyldt med entusiasme, økonomi og gå på mod til at binde bånd mellem det er daglig rammer min mail boks, det jeg læser i aviser, høre i radio og tv og ikke mindst fra mange pårørende og bruger selv om nedslæringer, afslag og svigt.

Alligevel har jeg en tro og et håb om, at det vil lykkes, at ændre og nedbringe tvangen, specielt når erfaringerne for hvor godt en behandling går og hvor godt mennesker får det når de mødes som ligeværdige borgere og man arbejder ihærdig for at se personen bag symptomet og adfærden.
Jeg håber inderligt at mislyden i mit sind må komme til skamme og at der virkelig kommer tal der viser det modsatte.. Tvangen er i langt de fleste tilfælde opbyggende til barriere, til skel, til modstand, til kamp, til magtkamp og hvem der er stærkest sygdommen eller behandlerne. Som Professor og psykiater Finn Skårderud skriver i min bog:”Lige om lidt…” Det handler ikke om at vinde en krig, det handler om samarbejde, tillid og om en gruppe af behandler der tør være nysgerrige, en grundlæggende etik i forsøget på at forstå mig som patient indefra og om behandleren selv og vores tiltag udefra, sådan som de opleves af dem, det er meningen at vi skal hjælpe.
God weekend, med et stort ønske om mindre tvang
Kirsten Kallesøe

Ny men spændende tidsrøver… Kunst på mange måder..

2010-05-27T20:19:00.000+02:00

Er startet på kursus i Adobe CS4 egentlig for at lære noget i forhold til plakater, hjemmeside, folder ect. Det er spændende og hårdt at sidde foran en skærm i adskillige timer, men tiden løber af sted og jeg glemmer alt omkring mig. For jo før øvelserne er slut jo hurtigere til mine egne projekter og jeg har lige fundet ud af at dem har jeg mange af.. hmm de som kender mig vil ikke under sig.. Nå men i tidernes morgen lavede jeg en masse sort/hvide tegninger og nu har jeg fået den ide at lave dem op i A3 som grafisk sort/hvide billeder. Det er bla. nogle af billederne fra bogen ”Lige om lidt..” men det tager tid og lige nu har jeg måske ikke allermest tid og endnu engang må jeg konstatere at en pc for mig er en tidsrøver af værste men så sandelig også af bedste kaliber.
Kender du det, starter på et kursus som er tænkt til et formål og pludselig åbner der sig en pose af gaver lige til at pakke ud, hvis altså tiden tillader eller det får den prioritering som det kræves, det er fantastisk og giver så meget energi, så man næsten bliver høj at det. En super dejlig fornemmelse, selvom jeg slet ikke kan finde ud af det, er det ikke ideer der mangler og energien er så høj at selvværdet hives med op så jeg slet ikke når, at få præsentations angst over om de andre er bedre end mig. Det er simpel hen så spændende, at jeg bare undersøger, eksperimentere og udforsker, laver fejl og starter forfra.. men jeg har ideerne hvor er det dejligt når et kursus bliver til 1000 af muligheder.. Ja så bliver livet jo helt dejligt..
Kender du den fornemmelse.. så lad mig høre Din erfaring
Knus Kirsten

"Er" eller "har" eller ingen af delene?

2010-05-15T17:14:00.001+02:00

Om brugen af ord ”Er” eller ”har” eller ingen af delene?

Jeg er ikke den store tilhænger af diagnoser, fordelen kan være, at har man en diagnose kan det give nogle rettigheder til behandling og for at behandle er man nok tvunget til at vide hvad man skal behandle for. Det giver ganske god mening. Af ulemper ved diagnoser ser jeg en langrække som til og med kan være noget af en udfordring. Diagnoser kan være fastholdende, stigmatiserende og dømmende fx oplever jeg en del som får ret så mange diagnoser, er det fordi der er forskellige ”In” diagnoser afhængig om man er i børne- og ungdoms psykiatrien eller voksen afdeling. I socialpsykiatrien ses mange steder et øget fokus på recovery og det hele menneske frem for den eller de diagnoser man nu har fået i tidernes løb I behandlingspsykiatrien høre jeg ofte, alt for ofte ”Anorektiker” ”Spiseforstyrrede” ”du er skizofren” ”er selvskader” jeg mener ikke man er sin diagnose, for så er det jo super problematisk hvem man så er uden? Hvem var man før diagnosen kom til? Hvordan skal man så komme fri af en diagnose hvis det nu også er en identitet? Jeg vil mene man er den man er som menneske med en personlighed og et selv. Så er der en diagnose som fylder mere eller mindre i perioder.
Jeg høre sjælden, hvis jeg nogen sinde har hørt nogen sige ”jeg er influenzaer eller jeg er influenzaerede” Det lyder helt forkert, men over sat til Psykiatrien er det det man siger når man siger Jeg er anorektiker eller m/k er spiseforstyrrede. Der kan være en til bøjelighed til også at sige skilsmissebarn, jeg vil nu mene man er barn af forældre der er skilt.
Selv om det kun er ord så tror jeg at ordene har meget mere magt en som så. Jeg kan godt leve med, at når man er indlagt uanset det er psykiatrisk eller somatisk har man sygdom som er behandlingskrævende ellers kommer indlæggelse vel ikke på tale. Men man er ikke sin sygdom det uanset det handler om somatisk eller psykiatri.
Hvis jeg blev spurt om hvordan man behandler anorektiker vil mit svar være ”det ved jeg ikke” Jeg vil mene man må behandle ”Kirsten” som har anoreksi (Blot et eksempel)
Hvad er din holdning og hvordan oplever du det? Er du din diagnose eller har du en diagnose?

Hvad er en god aftale?

2010-04-23T18:02:00.000+02:00

Hvad er en god aftale?
Lige nu er jeg optaget af aftaler, for det meste er det sådan, at man laver en aftale med en bruger som så skal over holde den i et givet tidsrum eller i hvert fald forsøge på. En fornuftig aftale vil være en aftale hvor det er på brugerens præmisser og egentlig en aftale man laver med sig selv, for at prøve at kæmpe for, at lave noget anderledes og måske oveni købet noget andet en vanligt. Min erfaring er dog at aftaler ofte er mere en vejs en to vejs, dvs. at behandleren laver en aftale med brugeren og den skal du forsøge at overholde.
Men hvad nu hvis den ikke overholdes? Fx hvis jeg ikke stiger tilstrækkelig i vægt? Eller alligevel kommer til at skade mig? Er det så fordi jeg ikke overholder aftalen eller er det fordi jeg ikke har været en del af denne aftale eller fordi der ikke har været en tilstrækkelig tydelig ramme for denne aftale, så den faktisk er dømt til at mislykkes fra starten?
Det er mig det rammer.. Måske sendes jeg på time out, men hvad nu hvis det er dig som behandler der ikke overholder en aftale? Hvis du aflyser, ikke har tid.. hvad så?
Hvordan kommer der lige værdig hed ind i at lave en aftale, en aftale der er god for begge parter og en aftale hvor jeg ved og fornemmer at du kæmper for at støtte mig og selv gør alt for at over holde den, så jeg på det nærmeste sætter en ære i som bruger, også at prøve at overholde aftalen.
Ja, hvordan laves sådan en aftale?
Har du nogle erfaringer dårlige som gode..
Hvad er en god aftale?

Smil fra Kirsten

Forår og sommertid

2010-04-05T21:36:00.002+02:00

Der sker et og andet i mig når dagene bliver længere og lysere. Når vintergækker, erantisser, krokus, de første spæde anemoner spirer, pil og hyldebær træer viser tydelig tegn på, at nu er foråret på vej, ja faktiske godt i gang.

Lørdag i Påsken var helt fantastisk med sol og ikke så kold en vind endda. Det var helt vildt dejligt. Det var her jeg fik årets første hjemlavede vaffel med iskugler, skum og syltetøj, lige som alle de andre der også synes at nu er det ved at være på tide med den første is. Have folkene i sommerhus områderne havde travlt og mange steder duftede der fantastisk af røgen fra brændeovnenes skorstene. Det er så specielt med årets mange første rigtige forårsdage - det er som om man kan klare alverdens udfordringer, det er lidt lettere at stå ud af sengen og komme igang. Håbet er der, livet venter det er bare at kaste sig ud i alle de mange muligheder.

Jeg vil håbe af hele mit hjerte, at du der kæmper og måske har svært ved at se lyset og foråret, alligevel kommer ud og får lidt næring af solens livgivende energi, den er også til dig og du fortjener den fordi du er den du er.
De største forårs hilsner herfra Kirsten

Bevar håbet

2010-03-11T15:43:00.003+01:00

Bevar håbet - at have håb skaber mulighed for forandring og udvikling.
Gennem hele min sygdomsperiode var der håb. Når jeg ikke selv havde håbet var der andre der tog over og hele vejen igennem var der nogen der troede på, at en bedring var mulig. Det har været ekstrem vigtigt for mig og jeg tænker at når der er liv er det fordi der er et håb, håb om at noget kan ændres, at der kan ske noget andet og bedre og at der er en del bag symtomet/sygdommen som længes efter at få næring og blive set.

Jeg tror at HÅBET er en særdeles vigtig faktor, når jeg blev indlagt og mødte håbløsheden var jeg selv tæt på at give op og den energi af håbløshed en behandler kunne møde mig med gav ikke mod på at turde træde ud i farlig farvande, tværtimod gav håbløsheden i omgivlserne nærmest næring til at forblive i spiseforstyrrelsen og den selvskadende adfærd, når det hele blev svært og angsten steg ekstrem.

Til gengæld oplevede jeg at vokse og mærke livsglæde når en behandler mødte mig med håb, med energi af muligheder og overskud. Med en energi af håb og kærlighed og oplevelsen af, at jeg leder efter den del der vil livet og efter den sunde del af Kirsten.

Hvad betyder håbet for dig?
Knus Kirsten

Tvang - roden til alt ondt

2010-01-08T11:46:00.004+01:00

Velkommen til et nyt år ti og et nyt år.
Tvangs anvendelse – roden til alt ond
I værste fald kan det koste dødsfald i bedstefald sker der ikke noget som helst
Hvad mener jeg med det? Jeg mener at alt for mange får en ganske uanstændig behandling for deres spiseforstyrrelse eller selvskadende adfærd på steder, hvor de ved alt for lidt om behandling af spiseforstyrrelse. Det er en katastrofe, at der behandles så meget med tvangs anvendelse.

Som Finn Skårderud bl. andet skriver i forordet til min bog Lige om lidt….” …Den kan altså være meget vanskelig. Fornuften bryder sammen. Livskræfter må kæmpe mod dødskræfter. Psykiatri er sorg over tabte liv og tabte drømme. Patienter og forældre kan miste modet. Men behandlere kan også sørge over det, som de mislykkes med. Og de kan miste troen på sig selv som en part, der kan hjælpe. Og især når vi møder såkaldte vanskelige patienter, kan vi behandlere selv blive yderst vanskelige at have med at gøre. Når det går i sort for patienten, bliver det også hurtigt mørkt for os selv. Vi kan miste grebet om vores terapeutiske funktioner, og i stedet forfalde til moralisering, magtanvendelse og udad-agerende adfærd, forklædt som behandling…” Læs hele forordet her

Det kan være med til at gøre ondt være. Magt anvendelse må være en absolut sidste udvej, hvis en person er ved at dø, ellers vil jeg mene at tvang og magt er tegn på en behandlers afmagt og det vil næppe føre til samarbejde. Jeg håber ude i det ganske land, at I som ikke kender til behandling af spiseforstyrrelser, må sende disse mennesker videre til eksperter der ved noget, i samarbejde med den som har det svært, så et tilbud kan stables på benene der hvor der er tro på bedring og mulighed for samarbejde og frem for et syn på, at nu kan de lære det ”straf”. Det er uanstændig og kan i værste fald lægge år til sygdomsforløbet og måske endda medføre døden. Kast håndklædet i ringen og hjælp til at man kan komme det sted hen hvor ekspertisen er, det er ansvar og omsorg for et andet menneske som lider. Det må være en behandlers største faglig potentiale at kaste håndklædet i ringen og samarbejde om at bedst mulig hjælp stables på benene. At forsøge at vinde en krig ved kamp er ikke mulig hvis resultatet skal være positiv. Glem alt om behandling med magt og tvang, det er at hæve sig over et andet menneske og omsorgssvigt, med mindre døden er kommet alt, alt for tæt på.

2009-12-26T00:23:00.000+01:00

Hej
I går holdte vi jule aften sammen med hele familien, fantastisk hyggelig om selvom alle i dag gladelig spiser ris ála mande blev bordet dækket med den specielle mandelgave.

Dengang jeg var syg og ikke spiste Ris ála mande, fandt min kreative farmor på at lave en alternativ mandelgave, som bestod i at alle fik et stykke oasis pakket ind i folie hvori der var sat et selvslukkende juletræes lys. Dette lys blev tændt på samme tid og konkurencen gik ud på at det lys som slukkes sidst havde vundet den ikke spiselige mandelgave. Selvom alle ved bordet i går guffede i sig af den lækre dessert, var der alligevel stor spænding om hvis lys der gik sidst ud og dermed vandt den ikke spiselige gave. Det var så hyggeligt, at jeg tænker denne tradion er blevet en værdi der vil følge både min familie, min bror og hans familie, det er så hyggeligt og i og med at lyset er selvsklukkende, er det ikke altid lige let at gætte hvem der vinder, måtte vi igår erfare, da det lys som gik sidst ud ikke var det mindste, men sjovt var det. Har du der ude specielle traditioner som du har mod og lyst til at dele med andre som kan have glæde heraf så kom gerne med dem her på bloggen.
Læs i øvrigt alle PS LANDSFORENING-pårørende til spiseforstyrredes juleråd på www.pslandsforening.dk
I ønskes alle en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår.
Kærlige hilsner Kirsten

Reception på bogen "Lige om lidt..."

2009-12-18T13:32:00.000+01:00

Hej
Fredag d. 11 december blev der holdt reception på min bog "Lige om lidt..." Det var en fantastisk dag med mere end 100 deltagene, som alle bidrog med at gøre dagen helt unik. helt overvældende var det at se alle de blomster og gaver der kom - tusind tak for det.

De to timer ,som blev til 3 gik forrygende hurtig, der var en god stemning og "Varmt" Da Poul Nyrup desværre var forhindret i at deltage havde han sendt en dejlig tillykke videohilsen som blev vist frem. Lige nu arbejder jeg på at få den lagt ud på min hjemmeside. jeg er dog ikke et It geni, så det volder lige lidt teksniske problemer, som jeg håber at få løst sammen med en der ved noget om det. Så følg med på www.ligeomlidt.dk så skulle videoen gerne kunne ses inden årets udgang under medier. Har du selv købt bogen er du selvfølgelig velkommen til at skrive i gæste bogen på hjemmesiden eller her på bloggen om hvad du synes om den :o)

Hvad hjælper? Hvad gør forskellen?

2009-11-27T02:41:00.000+01:00

Om ganske kort tid udkommer min bog, og i den forbindelse oplever jeg et endnu større fokus på bestemte typer af spørgsmål. Et par af de spørgsmål som går igen og igen er: ” Hvad var årsagen til at du blev syg”? Og ”Hvad var det som fik det til at vende”? Det første spørgsmål fylder ikke meget hos mig for jeg synes måske ikke er så væsentlig og hvad skal det bruges til? Det andet og mere væsentlige er, at jeg er kommet videre i mit liv og lever et godt og dejligt liv i dag. Der er mange her i Danmark, som kommer videre og som har et liv de er glade for som synes det de gør giver mening og det er her jeg bliver nysgerrig.

Ved du hvad det er som hjalp eller hjælper dig? Hvad er det der gør forskellen fra at være fanget i sårbarhed til nu at være fri eller lære, at leve med en sårbarhed?

Lad mig høre hvad er jeres erfaringer?

Velkommen

2009-11-01T12:45:00.000+01:00

Kære Alle læser på denne blog

Håber at du må få lyst til at være nysgerrig på, at besøge denne blog igen og igen.
At du vil komme med dine reaktioner og ideer til et givet indlæg.

Jeg vil gøre mit til at denne blog må blive levende og aktiv i det omfang jeg kan.

Hjertelig Velkommen til denne blog