Som om tiden står stille...
Der er gået 12 år siden jeg blev rask og droppede kontakten
til psykiatrien. Der er gået 18 år siden jeg var tynd, sygelig tynd. Alligevel
er det første folk siger når jeg møder dem
der kendte mig dengang… Hvor ser du godt ud, hvor er det dejlig at se at
du har det så godt… det ville de aldrig sige til min bror. De ville spørge ham
om hvordan det går med arbejde, hus og
familie.
Den anden dag sad jeg og snakkede med en pårørende og her
fortalte hun næsten det samme nemlig, at hun ofte af familien fik henvendelse om at den nu raske
datter vel nok ser godt ud. De siger det selvfølgelig i bedste mening
og at det ikke er med onde hensigter, men det efterlader alligevel et rum til efter tænksomhed og et spørgsmål
trænger sig på.
Bliver jeg nogensinde helt rask og fri at spørgsmål
relateret til spiseforstyrrelsen - i andres optik? Hvornår begynder de at være nysgerrig på mit
liv i dag, mit arbejde og min familie ?
Gad vide hvordan det er for jer andre der ude, hvad oplever
i?
