Forår

Det er forår, uanset det skiftevis regner, blæser, stadig fare for nattefrost men også strålende solskinsdage – kalenderen siger det og nu er vi gået over til sommer tid.
Tiden med lys bliver længere, solsorten synger solen ned, fulgene har travlt med at bygge rede, over alt pibler det op af jorden. De første lune solskins dage virker overvældende og det er næsten ikke til at holde ud at sidde bag en pc skærm og arbejde – det handler om at komme ud, ud i den friske og lune luft. Vinduer åbnes, jeg får trang til forårsrengøring og vindues pudsning, utroligt men sandt.

Det er som at få en ordentlig dosis vitaminer og en pakke ladet med energi som var det nye duracell batterier. Det er det jeg elsker ved årstiderne i Danmark. Lige nu er skoven dækket af anemoner, det er muligt at nå hjem fra arbejde inden det bliver mørkt og dagene bliver lunere og lunere, jeg sidder med en dejlig fornemmelse af liv og glæde. Kender du det?
Sådan har det ikke altid været, engang var jeg bange for foråret bange for lyset og solen, bange for at se alle de forårsglade mennesker der sad på cafeerne og gik ture i skoven, bange for alt den liv og energi, for den kunne ikke rigtig nå mig. Jeg blev trist og ked af det, følte mig mere ensom en nogen sinde før, længes efter regnfulde mørke dage der kunne match hvordan jeg oplevede at have det. Det var som om jeg røg direkte ind i endnu en depression være en den jeg var i ved juletide..

Det var så svært og det blev ikke lettere af at alle andre synes jeg skulle være glad for at der kom mere sol og mere lys og flere blomster, men ejg havde ikke over skudet og deres velmende ord kom til at virke modesat og jeg gemte mig endnu mere væk.

Indtil den dag jeg mødte en som turde være sammen med mig i min depression, en som kunne rumme at jeg var ked af det, oplevede at være ensom og bange for livet. En som insistede på at sidde sammen med mig på mit lille lukkede kælder væresle og ryge cigaretter og være trist. Det ændrede meget.. når hun kunne være sammen med mig her og ikke forsøgte at ville, at jeg skulle noget andet, men opmundrende mig til at være og langsomt lærte mig, at det godt kunne være både og, at jeg kunne nyde lidt og trække mig lidt. Hun ville sidde sammen med mig i mit mørke rum samtidig med at jeg fik lyst til også at være sammen med hende i hendes rum..foråret, da begyndte foråret også for mig og jeg begyndte at glædes..:-)

Kender du det at noget glædeligt og overvældende næsten kan virke helt modsat?
Jeg vil du alligevel sende en forårshilsen til Jer alle uanset hvorend i befinder Jer der ude <3
Knus Kirsten