Førtidspension afvikling eller udvikling

Afvikling eller udvikling.

Hent indlægget i PDF fil

Jeg fik førtidspension før jeg fyldte 40 år og godt for det, i dag er jeg 45 år og ude af førtidspension.
Jeg blev syg hvergang jeg skulle præstere, det kunne ikke blive godt nok, jeg skulle være den bedste, stærkeste og selv ikke det bedste var godt nok inde i mit hoved.
Var en anden vred eller ked af det, var det min skyld – jeg var på overarbejde inde i mig. Jeg gik ned med sygdom og psykose hvergang og det var der nogen der lyttede til dengang. Der var nogen der forsøge at se på mig som menneske, som en der kæmpede for at overleve, som så at jeg overlevede ved hjælp af min sygdom jeg havde dengang ikke andet. Der var andre der så mig som domminerende, manipulerende, uopdragen, som håbløs tilfælde.. Det var også det som gjorde det hele så komplekst, så vanskelig, som sendte mig ud og ind af systemet, som var tæt på at få mine behandler i det røde felt, som skabte krigen mellem sygdommen og behandlerne og behandlerne imellem, som medførte at jeg blev mindre og mindre og blev mere og mere syg. Alligevel var der nogen der troede på og lyttede, som forstod vigtigheden af at frede mig fra arbejds market, som forstod, at fik jeg ikke ro vil jeg sidde fast i svingdøren og ryge ud og ind.

Der var nogen der turde bryde alle regler og ryste terningerne igen og igen, der var nogen der turde bryde med egne grænser og forsøge det som var frygtsom og uprøvet i stedet for at fortsætte med det som var mislykkes de sidste 15 år. Der var nogen der havde modet til at være sammen med mig og holde ud, selv når det var slemt, meget slemt.

Jeg fik roen, jeg fik først mellemste- så højeste førtidspension.. presset om at skulle præstere og gøre alt for andre hvor jeg glemt mig selv blev mindsket, jeg havde nu tiden til at gå små sikre skridt. To skridt frem og et tilbage.. men dog sikre fremskridt over tid fx at holde mig fra af indlæggelse eller opleve at kunne få en god dag to dage i træk.

Der var en bagside, den skabte mørke skyer og ar i sind og sjæl..”uden for” Nu var jeg med ét udenfor, ingen regnede med mig… ingen havde forventninger som på arbejdsmarkedet..det var ligesom ligemeget..jeg ville gerne at nogen forventede noget af mig..jeg fik jo blot min løn et andet sted fra..og som en sagde engang, hvilket gjorde mig ked af det var.. Hvis du kan tage en uddannelse en gang, på din pension.. så fortjener du at komme på SU eller kontant hjælp inden.. lige som os andre.. Ja, det kan hun sikker have ret i, men jeg havde ikke noget at falde tilbage på, ingen opsparing, ingen pensionsordninger, ingen optjente dagpengeret og mistede jeg mit økonomiske fundamen og sikkerheden i at være et menneske der betaler sine regninger til tiden og lige klare egne faste udgifter. Så var vejen til sygdom igen synligere end nogensinde før. Min fortid var 20 års sygdom, 10 års indlæggelse. Hendes fortid var uddannelse, famile, arbejde og i perioder sygemeldinger, sygedagpenge. To historier, to situationer med hver sine goder og svagheder.
Presset fik Sindet til at gå istykker – det der gik så godt var på vej til at gå skidt. Jeg blev bange, bange for presset, kravene, forvnetningerne.
Nu var jeg fanget mellem at forholde mig passiv og se på eller tage en kamp op jeg dengang ikke kunne vinde, sygdommen var for tæt på.

Det var ikke rart når jeg deltog på et kursus eller en temadag:
Præsentationsrunde: navn, bopæl, familie og arbejde.. De første 3 svar gik godt nok, men det sidste.. var en evig kamp.. arbejde… Førtidspensionist.. fritaget fra arbejdsmarket… syg..på standby..uanset hvad jeg sagde af disse ord, var det svært at komme uden om de mange spørgsmål, jammen hvorfor.. du ser da sund ud..og nej det er da forfærdentlig.. jeg kender også en.. osv. Jeg ønskede dybest set bare at være mig og at andre så på mig som mig, men det var ikke det der skete, det blev igen sygdom som kom til at præge billedet, de andres syn på mig og deres spørgsmål.
Så begyndte jeg at sige kursist og kunstner for jeg malede en gang i mellem. Det gav helt andre nysgerrige spørgsmål og åbnede for det kreative menneske og den kærlighed jeg havde til livet og andre mennesker, det var som om jeg blev inkluderet på en anden måde. Dybest set var mødet og relationen meget forskellig og jeg startede med at sige på førtidspension eller kunstner, blot to forskellige ord, med så forskellig reaktion som nat og dag.

Jeg var stadig heldig, heldig at møde mennesker der anerkendte mine værdier og det jeg var god til og som hjalp mig med det og de øjeblikke der fik klappen, den sorte klap til at gå ned. Som flyttede fokus til det som fungerede og støttede mig i at jeg skulle gøre det jeg var god til så ville de hjælpe mig og tage over med de var gode til og sammen kunne jeg komme vidre. Jeg er den sagsbehandler i den nye kommune taknemmelig, han så mig, han så min sårbarhed og forstod at det ikke handlede om at vide bedst men om nensomt at ruste mig til livet, også når det var mest barsk.
Han gentog det vi snakkede om i telefonen når jeg skulle mødes med ham, ville sikre sig at vi startede med samme udgangspunkt, samme stå sted. Jeg har sjælden mødt et menneske der med så præcise ord, gengav mine ord, det var som at høre mig selv igen fra telefonen, så havde jeg mulighed for at rette hvis jeg mente noget andet. Ham tænker jeg tit på og sender en kærlig tanke – det var guld værd.
I dag er jeg tilbage på arbejds market, i dag er jeg desværre glad for at jeg ikke er under 40 år og har brug for ro til at komme mig, i dag er jeg glad for at det ikke er mig og min situation de diskutere og jeg mærker dybt ind i maven den fornemmelse af usikkerhed og utrykhed ved ikke at vide om jeg sendes ud i kulden. Håber ikke alt for mange har det sådan for den angst æder sig ind og forpester alt.

Hele den snak om ændring, ingen pension før en alder, over og under grænser for om man får botibud, bostøtte, psykologhjælp, om mor eller far kan frikøbes.. Sygdom handler ikke om kasser, om et bestem år eller et bestemt regelsæt. Sygdom handler om mennesker, om situationer og livs omstændigheder der er blevet uoverskuelig, om traumer, om stres, om mestring, årsager der er lige så forskellig som du og jeg. Der findes ikke en løsning og der kan ikke opstilles ét regelsæt. Der er brug for individualitet og frihed til at se den som lider og nå indtil det hjerte der dybest set elsker livet og gerne vil bidrage til livet og til samfundets opgaver.
Ser du ikke mit hjerte og mine kvaliteter og anerkender min såbarhed, fortæstter jeg i kampen, i sygdommen, med psykoser og smerte, for den kender jeg der er jeg på hjemmebane, men jeg lider og det er smertefuldt.

Jeg vil gerne være en del af samfundet, jeg vil gerne ses som menneske, som en der har nøjagtig de samme følelser som dig og som alle andre, måske lidt mere udpræget reaktion i top og bund. Det jeg har, har du også, jeg har måske bare lidt mere af noget – det som blev formeget og udviklede sygdom, måske enda for at overleve. Når jeg er i live i livet er det fordi jeg tror på at der en vej at gå, tror på ændringer og forbedringer. Derfor fortsætter jeg.
Mit største ønske er at du som bestemmer lovene og reglerne hvor de færreste præcis passer ind. At du vil lytte og lave rammer der sætter det enkelte menneske, dennes kærlighed til livet og livsønsker og livsappetet i højsæde, så Ressourcen kan udvikles frem for afvikles. Og afvikles kan blive et resultat af trudsler, fastsatte år og grænser og firkantede kasser.

Enhver der er i livet har en tro og et håb om at det bedste for mig vil sejre.
Bevar håbet, tro på livet og lyt til den som kommer med et ønske – deri er der mulgiheder og uanede ressourcer som kan afvikles eller udvikles.

Knus Kirsten.