Mindre tvang i Psykiatrien.

I dag kom posten med en ny pjece om: ” Mindre tvang i psykiatrien – en regional holdning, en regional målsætning”. Det glæder mig, at der kommer øget fokus på tvang, dels for at reducere anvendelsen af tvang, dels for at sætte mere fokus på koncekvenserne på sigt hos de som har været udsat for behandling under tvang. Hvad betyder det på sigt? Hvilke mén har det evt. påført den enkelte og hvordan får det evt. betydningen for reaktioner i forhold til andre mennesker. Har det betydning for hvis der kommer en næste gang man har brug for systemet og forlængere det en egentlig behandling? Spørgsmål der ikke er grundig undersøgt svar på, er mange og jeg synes godt om at der sker noget. At der er ambitioner om nedbringelsen af tvang.

Der kommer en mislyd, en skuren i mine øre og syl der bore sig ind i mit hjerte. Ikke mere end har jeg åbnet for pjecen, før Bent Hansen tordner frem på TV2regioner, kanal østjylland og meddeler at psykiatrien skal spare det selvom han højt og tydelig lovede fredning i psykiatrien for nu skulle den løftes, men ak nej. Kommunerne spare samtidig sig selv ihjel, det er på det nærmeste umuligt at få et godt og specialiceret botilbud, indlæggelser er snart som at vinde i lotto, ellers må du gøre dig ”syg nok” + noget held, så kan du få hjælp, måske. Besparelser, nedskæringer, øget pres på retspsykiatrien, manglende kapacitet, og manglende hænder og så lige dette fine hæfte om mindre tvang. Savner en rød tråd, fyldt med entusiasme, økonomi og gå på mod til at binde bånd mellem det er daglig rammer min mail boks, det jeg læser i aviser, høre i radio og tv og ikke mindst fra mange pårørende og bruger selv om nedslæringer, afslag og svigt.

Alligevel har jeg en tro og et håb om, at det vil lykkes, at ændre og nedbringe tvangen, specielt når erfaringerne for hvor godt en behandling går og hvor godt mennesker får det når de mødes som ligeværdige borgere og man arbejder ihærdig for at se personen bag symptomet og adfærden.
Jeg håber inderligt at mislyden i mit sind må komme til skamme og at der virkelig kommer tal der viser det modsatte.. Tvangen er i langt de fleste tilfælde opbyggende til barriere, til skel, til modstand, til kamp, til magtkamp og hvem der er stærkest sygdommen eller behandlerne. Som Professor og psykiater Finn Skårderud skriver i min bog:”Lige om lidt…” Det handler ikke om at vinde en krig, det handler om samarbejde, tillid og om en gruppe af behandler der tør være nysgerrige, en grundlæggende etik i forsøget på at forstå mig som patient indefra og om behandleren selv og vores tiltag udefra, sådan som de opleves af dem, det er meningen at vi skal hjælpe.
God weekend, med et stort ønske om mindre tvang
Kirsten Kallesøe